Artilleri

Der er opdateret version under vejs.

Det, jeg har set er: En ATACAMS har en lagerholdbarhed på 25 år, så de skulle have været destrueret (hvilket er kostbart at gøre betryggende).

Sandard ATACMS i dag har en max. rækkevidde på 300 km og den nye model små 500 km. Det er lidt pjattet at regne med maximum rækkevidde, fordi uanset hvad, så vil præcisionen falde med længere skudvidde. Det man har gjort med ATACMS er at sprænghovedet vejer flere hundrede kg, hvor den nye model har en vægt på ca. 100 kg.
Det er typisk, at når præcisionen er lille, så gøres sprænghovedet større, for at sikre den ønskede skadesvirkning.
Navigationssystemet er Inertielt og GPS. Fordelen ved Inertiel navigation er, at det ikke kan jammes - ulempen er så at fejl akkumulerer over tiden og dermed falder præcisionen. GPS bruges nok så meget til at opdatere det inertielle system, problemet er, at GPS kan jammes.

Nyskabelsen er, anvendelse af en ramjet, hvor man lader fartvinden komprimere luft - gerne i forbindelse med lydmuren. Det betyder, at man kan undlade kompressor i jetmotoren - og alt det, der koster penge i en jetmotor - tubine med højt belastede skovle (cntrifugal-kraften truer altid med at flå motoren i stykker). Ved at anvende en ramjet forøger man rækkevidden for samme vægt. Når præcisionen er bedre end forventet, så kan man reducere dels ladning, dels drivladning, fordi man kan bruge en ramjet, der - i modsætning til en raket - ikke skal fragte iltningsmidlet. Dermed bliver der plads til to missiler i laderammen på køretøjet.

Typisk er de GMLRS med kortere rækkevidde mindre, fordi de ikke skal have så stor en raketmotor. Det tyder på at GPS opdateringen nok nærmest er symbolsk. Sprænghovedet på 91 kg viser sig i praksis at være rigeligt. Hovedparten af den destruktive virkning er nok så meget fra sekundære eksplosioner af ammunitionsdepoter.

Det er udpræget tilfældet med de russiske tanks, hvor 60 granater, når vognen bliver ramt beslutter sig til at smide tårnet laaangt væk. Det er også noget, der indikerer en elendig forsyningstjeneste: Når vognen først er ladet op, så skal man ikke forvente genladning. Samtidig betyder det, at depoterne skal lægges meget langt frem (tæt på fjenden). Da ammunitionskøretøjer ikke er specielt godt pansrede, så er det noget man kan lade billige droner klare.

Fidusen ved Archer er, at den skal alligevel flytte sig hurtigst mulig efter en salve - så kan den lige så godt køre hjem efter en genladning.

Den nye russiske kanon monteret på et 8*8 chassis imponerer ikke ved første blik. Det kan så være afprøvning; men den skyder med en lille ladning, så rækkevidden er næppe mere end 20 km. Samtidig har den fuld længde kanon, så det bliver et langt køretøj, der bestemt ikke er beregnet på biveje gennem landsbyer.

Jeg formoder, at årsagen til, at man har haubitsere med kortere løb er muligvis, at når kvalitetskontrollen konstaterer fejl i udboringen af riffel løbet (det kan være støbefejl, fejl i selve udboringen), så skærer man den "syge" del fra og har dermed et kortere løb, som så bliver til en haubitser. Ikke, at der er noget i vejen; men man bør nok genoprette rækkevidden med "base bleed" og ikke bare skyde med større ladning: Nu er det nemlig rekylen, der sætter grænsen og den større ladning belaster stellet på pjecen og affjedringen på køretøjet. Vi kan se demonstrationen af CAESAR, der ryster køretøjet helt abnormt.

Det har været mig en gåde, hvorfor man har anvendt haubitzere - typisk i 40-45 kalibre når en kanon har sine 52.
Jeg tror det har noget at gøre med støbefejl, som er et problem siden bronzealderen - og det er stadig et problem. Kvalitetskontrollen (hvis en sådan haves) kan let finde dem med røntgenfotografering, der vil afsløre lunker og andre fejl. Hvis man saver det "syge sted" fra, så har man et udmærket løb. Det er derfor, pistoler findes i kortløbede versioner - den dyre del er næsten gratis, fordi det kommer fra en enkel opgradering af noget i brokkassen.

Under 2. verdenskrig lavede tyskerne på det aller sidste nogle geværer til Volkssturm. De havde alvorligt dårlig finish; men var egentlig ikke dårlige. Man havde en masse piber til overs fra det reelt nedlagte Luftwaffe, som man bare skulle sætte stel på - koster ikke noget at gøre.

Det er så kun M777, der går på titanium stel - om det er en god idé, det afhænger af om den trykbærende del er rammen eller i låsen. Jeg mener stadig, at man skulle sætte en haubitzer på en Eagle. Fjolserne skal så afholde sig fra at bruge en ladning 8. Jeg hæfter mig ved, at på CAESAR insisterede man på et åbent sigte. Det betyder, at man forudser at skulle skyde på 4 km afstand, på så klods hold er en ladning 3-4 stykker fuldt tilstrækkelig.
Problemet med haubitzere er rekylen, der skal absorberes af chassis'et. Korter man løbet ned, så bliver rekylen IKKE mindre: Projektilet har stort set samme mundingshastighed på over lydens hastighed (hvor lydmuren alligevel bremser ned meget hurtigt - jo mere over lydhastigheden, jo hurtigere bremses). Hertil kommer så den uforbrændte krudtgas, der giver en dejlig raketvirkning. Det er den ladning, der ikke bruges til projektilet. Det giver et stygt mundingsglimt og en masse larm; men tjener ellers ikke noget formål. Skær dog ned på den drivladning, når man skyder på 10-15-20 km. På kortere hold så bruger man morterer. Når man ser i Ukraine, at de anvender ekstra drivladning snoet omkring granaten inden styrefinnerne, så.... En 120 mm. angives officielt til at række 7 km. Yeps; men de rammer ikke noget, her bruger ukrainerne en drone med en håndgranat.

En klar forbedring ifht. CAESAR. og væsentligt billigere. Den er på et kraftigere chassis, men formentlig også 52 kalibre - at vurdere efter 8*8 versionen og den spade den har i måsen. Den er for tung til den lette brigade; men det kan man arbejde med.

Fidusen er, at den er i produktion og Danmark har købt 18 til Ukraine, der har brug for dem NU!

Når man så også hører, at Norge 10 dobler ammunitionsproduktionen - hvordan de så end regner det. Sverrig må kunne levere rørene, der nok er det svære i den fabrikation.
Her har Mutter Mette arbejdet. Når en furie møder frem på fabrikken med et velspækket Dankort, så plejer der at ske ting og sager - lige pludseligt. Mette gider ikke høre på barnagtige undskyldninger.

Thomas skrev:En klar forbedring ifht. CAESAR. og væsentligt billigere. Den er på et kraftigere chassis, men  formentlig også 52 kalibre - at vurdere efter 8*8 versionen og den spade den har i måsen. Den er for tung til den lette brigade; men det kan man arbejde med.

Fidusen er, at den er i produktion og Danmark har købt 18 til Ukraine, der har brug for dem NU!

Når man så også hører, at Norge 10 dobler ammunitionsproduktionen - hvordan de så end regner det. Sverrig må kunne levere rørene, der nok er det svære i den fabrikation.
Her har Mutter Mette arbejdet. Når en furie møder frem på fabrikken med et velspækket Dankort, så plejer der at ske ting og sager - lige pludseligt. Mette gider ikke høre på barnagtige undskyldninger.

Det er langt hen ad vejen som jeg har gættet på:

• Det er en sag, der er kørt helt udenom Forsvarskommandoen. Derfor skulle man have skvatnaglen Lentfer fjernet, fordi man kan ikke stole på ham.
  
• Det er en sag, der er kørt på statsminister-plan og politiske lokumsaftaler.
  
• Det er en kanon, der består af sammenbragte børn: Chassis'et er et tjekkisk Tatra chassis. Her tror jeg, at man har haft en fornuftig snak med Petr Pavel. Faktisk fra begyndelsen har CAESAR - chassis'et været utilstrækkeligt. Mon ikke svenske Bofors kan levere selve kanonløbene? Jeg tror det.
  
• Jeg tror så også. at man vil lave en selvkørende haubitz på hjul. Når det grundlæggende chassis er løst, så kan man bare have et løb på 39 kalibre.
  
• Årsagen til, at jeg tror det er: Når man støber kanonløb, så er der en ret høj kassationsprocent som følge af støbefejl - det kan så i en del tilfælde delvist reddes ved at save den "syge" del fra. Det giver en lettere pjece, der skal bruge mindre ladning. Rekylen med et afkortet løb giver stærkere rekyl, fordi der kommer et mundingsglimt af uforbrændt krudtladning og denne rekyl mærkes når pjecen bliver lettere. Rækkevidden skal man klare med base-bleed, fordi lydmuren er problemet og den supersoniske luftstrøm, der knalder sammen i agterenden af projektilet - det bremser. Om en titanium ramme kan lette pjecen yderligere (som på M777)? Aner det ikke.
  
• Det mest interessante er, at prisen er den halve af en CAESAR. Det betyder man skal af med de CAESAR og Ukraine SKAL bruge dem i går.
  
• Bohdana kan skyde med kanonen +/- 30^o fra midteraksen og den har en solid spade i måsen. Man kan f.eks. ikke gå på 90^o fra midteraksen, for så vælter lortet. Man kan ikke fjerne frihøjden, bla. fordi så bliver situationen ubehagelig.hvis man kører på en mine.
  
• Den har kun 20 granater i magasinet (som Archer); men da man alligevel skal flytte sig efter en salve, så kan man lige så godt køre det længere tilbage efter en genladning - nogen har sat hjul under dimsen.
• Jeg formoder - når man kommer så vidt, at man bestiller 3 gange så mange, som de 18 stk, man havde i ordre hos CAESAR. Vi har brug for en depotreserve og De baltiske lande skal kunne købe til vores fordelagtige pris.
  

Thomas skrev:En klar forbedring ifht. CAESAR. og væsentligt billigere. Den er på et kraftigere chassis, men  formentlig også 52 kalibre - at vurdere efter 8*8 versionen og den spade den har i måsen. Den er for tung til den lette brigade; men det kan man arbejde med.

Fidusen er, at den er i produktion og Danmark har købt 18 til Ukraine, der har brug for dem NU!

Når man så også hører, at Norge 10 dobler ammunitionsproduktionen - hvordan de så end regner det. Sverrig må kunne levere rørene, der nok er det svære i den fabrikation.
Her har Mutter Mette arbejdet. Når en furie møder frem på fabrikken med et velspækket Dankort, så plejer der at ske ting og sager - lige pludseligt. Mette gider ikke høre på barnagtige undskyldninger.

Det forklarer nok, hvorfor vi skulle af med CAESAR - blæse være med omkotningerne. En fejlinvestering bliver først en belastning, når man prøver at genvinde noget af "sunk cost".

Skal vi antage, at vi vil modtage nogle stykker af dem i den nærmere fremtid???

Det måtte jo komme.
Det med at sætte en 52 calibret kanon på et beskyttet chassis er en idé, der er så umiddelbart iøjnefaldende, at selv jeg kan få den.

Nu skal man bare væk fra den fjollede idé med bare at bruge større drivladning. Den idé har man forladt - hvllket ses af fraværet af spader.
Ikke overraskende har Ukraine 54 systemer i ordre.

Alle fabrikanter er ved at falde over hinanden for at få dem til Ukraine og afprøvet under kampforhold. Det bruger Ukraine naturligvis. Fronten er så lang, at det er muligt at afprøve adskillige systemer samtidig.

Priserne:

Bohdana	2½ mio. USD
CAESAR	3-4 mio. EUR
Zuzana-2____	5 3/4 mio. EUR
Archer	10 mio. USD
RCH155	12 mio. EUR

Hvor meget er der at vælge imellem, hvorfor ikke købe 5 gange så mange Bohdana som RCH155 og få dem leveret med det samme?
Om den højere pris på Archer og RCH155 kan retfærdiggøres? Hmmm... det må komme an på en prøve under kampforhold.
Den egentlige besparelse ligger nok så meget i behovet for fremskudte depoter, der har en uheldig tendens til at sige KABOOM.

Som Ukraine slagter russiske artillerisystemer for tiden ca. 2 bataljoner om dagen, så melder problemet sig: Hvor meget er der behov for?

Lige nu foregår artilleri-kampen i Ukraine på fabrikationssiden og om at få volumen i produktionen for at opnå stordriftsfordele.
Som eg ser det, så lad os leve med at de billige går i stykker, bare vi har tilstrækkeligt med reserver.

CAESAR er egentligt ikke et mellemtungt system, som de andre; men skulle være et lufttransportabel let haubitzer med kortere rør og mindre drivladning - rækkevidden retableres så med base-bleed. Det er dyrere granater; men det kan langt hen ad vejen retfærdiggøres med billigere system.

Thomas skrev:Det måtte jo komme.
Det med at sætte en 52 calibret kanon på et beskyttet chassis er en idé, der er så umiddelbart iøjnefaldende, at selv jeg kan få den.

Nu skal man bare væk fra den fjollede idé med bare at bruge større drivladning. Den idé har man forladt - hvllket ses af fraværet af spader.
Ikke overraskende har Ukraine 54 systemer i ordre.

Alle fabrikanter er ved at falde over hinanden for at få dem til Ukraine og afprøvet under kampforhold. Det bruger Ukraine naturligvis. Fronten er så lang, at det er muligt at afprøve adskillige systemer samtidig.

Priserne:

Bohdana	2½ mio. USD
CAESAR	3-4 mio. EUR
Zuzana-2____	5 3/4 mio. EUR
Archer	10 mio. USD
RCH155	12 mio. EUR

Hvor meget er der at vælge imellem, hvorfor ikke købe 5 gange så mange Bohdana som RCH155 og få dem leveret med det samme?
Om den højere pris på Archer og RCH155 kan retfærdiggøres? Hmmm... det må komme an på en prøve under kampforhold.
Den egentlige besparelse ligger nok så meget i behovet for fremskudte depoter, der har en uheldig tendens til at sige KABOOM.

Som Ukraine slagter russiske artillerisystemer for tiden ca. 2 bataljoner om dagen, så melder problemet sig: Hvor meget er der behov for?

Lige nu foregår artilleri-kampen i Ukraine på fabrikationssiden og om at få volumen i produktionen for at opnå stordriftsfordele.
Som eg ser det, så lad os leve med at de billige går i stykker, bare vi har tilstrækkeligt med reserver.

CAESAR er egentligt ikke et mellemtungt system, som de andre; men skulle være et lufttransportabel let haubitzer med kortere rør og mindre drivladning - rækkevidden retableres så med base-bleed. Det er dyrere granater; men det kan langt hen ad vejen retfærdiggøres med billigere system.

Selve systemet er typisk for Georg Gearløs metoden: Den virker en tid.

Og den tid,der er gået godt, kommer ikke skidt tilbage. Hvad kunne de gutter ikke udrette (eller rettere: udslette) med et moderne system?

Jeg tror det var en feltafprøvning:

Inden man placerer de store ordrer.

Som skrevet andet steds:

The bridge over the Seim river, that was brought down.

I surmise that it was first hit by GMLRS - and I noticed 4 holes in the bridge. To be honest: I suspect it was GMLRS - ER (Extended range). It has a range of up to 150 km. I suspect the range has been achieved by reducing the warhead size to about half.
The GMLRS were never supposed to take down the bridge. The job was to test the precision of the missile, because an inertial navigation system will drift over time. Now the inertial navigation does not care about jamming, but doubling the range will increase flight time. So that several missiles fired at the same spot should tell you something about the precision. As such it worked perfectly fine the four missiles landed within meters of each other.

Now bringing down a bridge is difficult, so something else was needed to smash that bridge - be it a Stormshadow or a JASSM ? My favourite for that job is the JASSM with its 1000 lb warhead. Simply because the US now say they will deliver JASSM.

What I think is: It was mainly a test.

The test of the JASSM was mainly a test if it could hit the target in an electronic warfare enviroment. It is a cruise missile that needs GPS update which is problematic in an EW enviroment.
It is allways nice to know if the stuff works before you land a big order - after all they cost about 1½ mio. USD a pop. With reequipment of Nato forces moving near the price might come down a bit.

The GMLRS is primarily intended to replace the 203 mm Howitzer that is a pain in the royal posterior. The M110 requires a crew of 13 (including support crew and cutting down on that will mean a lot. It is the question of the brigade level artillery. The cost is only 1/10 of a JASSM, but still a lot more than a 203 mm shell. It would be nice to know it can hit its intended target before starting production of a lot of 203 mm shells. Considering the personel and logistic cost of f.i. a M110 - it might pan out a lot cheaper with GMLRS - especially if the GMLRS can HIT.

Det får en til at undres, hvorfor?
Jeg mener, at med de seneste dages ammunitionstab, så må enhederne være underkastet streng ammunitionsrationering. Så hvorfor skyder de med så mange kanoner?

Uden special kendskab, så vil jeg påpege en mulig årsag.

Se helt klassisk går beregningen af en fjendtlig kanon på (mindst) tre lytteposter langs frontlinjen, der noterer, hver især, det præcise tidspunkt hvornår den fjendtlige kanon høres. Da lydens hastighed er kendt, så tager man tids forskellen mellem posterne A og B  og mellem B og C, hvor lyttepost B ligger ideelt mellem A og C.

Man kan da for hvert par tegne en kurve over mulige placeringer, hvor afstanden mellem de to poster i parret er konstant. Det gentager man så for det andet par, der giver en tilsvarende kurve. Hvor disse to kurver skærer hinanden er den fjendtlige kanon placeret. I almindelighed vil der være 2 skæringspunkter; men sammenhængen vil (også i almindelighed) kunne kasseres, som kommende fra egne linjer. Det er hyperbolsk matematik.

Den klassiske taktik fra fjendens side er så at opstille kanonerne på en lang linje, hvor alle kanoner i batteriet affyrer samtidigt. fordi det giver en "udtværing" af lydbilledet, så der opstår en måleusikkerhed, fordi lyden fra de forskellige kanoner vil ankomme på forskellige tidspunkter. En problemstilling, der var kendt i 1. verdenskrig.

Problemet er, at med artilleriradar kan man regne baglæns i den ballistiske kurve og finde begyndelsespunktet ad den vej. ved at bruge et helt batteri samtidigt med samme sigtepunkt, så har den stakkels artillerirader mange ekkoer, at holde rede på og ude fra hinanden.

Spørgsmålet er så, hvorfor russerne skulle køre efter en antikveret måludpegningsmetode? En plausibel hypotese er: De mere sofistikerede metoder er ikke tilgængelig for russerne. Ukraine er jo også gået efter de russiske artilleriradarer. Lyttemetoden er enkel og kræver kun felttelefon til ildledelsen af batteriet.

Men det er spekulation fra min side. På den anden side, så er det svært at forstå det rekord store tab af artilleri-systemer, som russerne påstås at have tabt??? Men hva' jeg ved langtfra alt.

Well, there is a steady increase in Ukraines military capabilities. The troops gain experience, as few of them are killed in combat. The ammunition and weapons are beginning to be not only Nato depot wares, but new developments that are being tested in troop trials in Ukraine.
The Archer and CAESAR are much more modern, and has the firepower (with quality ammunition) of a battery (maybe half battery) of older guns. They hit the target, has longer range. The longer range may translate into greater accuracy on shorter range.
This is because the angular error is proportional to the distance, and the 50% impact circles radius is proportional to angular error. But it means that the circle area within which 50% of the grenades impact is proportional to the square of angular error.
The point is: is the improved accuracy used to hit smaller targets or fire from a range outside the counter battery fire? I think a little of both.
If the shooting is corrected by a drone (in stead of a forward observer - a dangerous occupation by any standard). Then artillery may be much more efficient and need not flatten a city block.

Now the contest is between the low cost Buhdana and the Archer - is the Archer really worth the extra money? That is what remains to be seen.
The M777 is mainly interesting because the reciever is Titanium. The CAESAR is not a bad system, but they should shorten the barrel and reduce propellant charge - if longer range is required, then use base bleed shells (they are more expensive, but it might be money well spend.
The CAESAR should be made into a shorter barreled howitzer and mounted on a 6*6 truck or 4*4 - and will be air transportable on a Hercules.

Nok kun begrænset anvendelig til danske formål.

Den danske hærs styrker er fortrinsvis et højt beredskab byggende på stampersonel. At rode rundt med værnepligtige af en kvalitet, der får russerne til at fremstå som kompetente - det går ikke! Det går ikke, fordi krig faktisk er en særdeles alvorlig sag.
Danske værnepligtige er beviseligt uduelige i enhver støttefunktion - og lade psykopaterne blandt officererne muntre sig med at tortere og nedværdige værnepligtige dur heller ikke. Jeg taler her af erfaring!

Vi er i en anden situtation, hvor det drejer sig om at lukke huller, når et Nato-land bliver overfaldet - og de skal lukkes MED DET SAMME. Vi så hvordan Ukraine i overfaldssituationen i 2022 kunne standse en russisk invasion med hjemmestrikket lokalforsvar. Hvad kunne de ikke have opnået, hvis de havde været forberedt med manøvreenheder?

Hovedproblemstillingen for danske hærstyrker er bevægeligheden: Strategisk, operativ og taktisk.

Som det ser ud aktuelt:
g

1. Den middelsvære vejmobile brigade, der skal anvende nord/syd-gående vejforbindelser INDEN Nato-forstærkninger får snøvlet sig færdig. Vi taler her ikke 48 timer til rådighed; men de skal være i beredskabsområde indenfor 24 timer - med fornuftig indkvartering, og indlagte tissepauser.
   Her taler vi nok Archer systemet. Vi skal have beskyttelsen op på personellet - ikke så meget i styrke, som udstrækning. Ukraines erfaringer siger, at 70% af de sårede er såret af granat splinter. Det er så ikke det, man dør af (med det samme). En fuldtræffer fra en HIMARS raket - tja, så er der end ikke npget at holde en begravelse med.
   Det er heller ikke hovedproblemet for artilleriet, der skifter s.tilling hele tiden og kører bagud for genladning: De er langt mere udsat for near miss og granatsplinter (som de skal være beskyttet mod).
2. Som det tegner nu, så er det lette artilleri (og her taler vi akselvægt og ikke kaliber) have haubitzere med kortere rør på terrængående beskyttede køretøjer, der kan transporteres med Hercules. Her lader Bohdana til at være en mulighed. Rækkevidden bliver mindre (de tyske tal er vildt overdrevne ifht. behovet - det er ikke et spørgsmål om at skyde langt; men at RAMME.
3. De tunge morterer er et kompani støttevåben. Og hører hjemme i infanterietræDet langt rækkende artilleri er en enhed under brigaden og med en rækkevidde på ca. 80 km - ikke 150 km: De raketter skal RAMME og på længere hold vil fjenden enten flytte sig eller finde ud af at forstyrre raketterne.
   Det tunge artilleri skal ligge ca. 20 km BAG frontlinjen og ramme tilsvarende bag fjendens forreste linje. Jeg så gerne HIMARS på et andet chassis (jeg er ikke begejstret for de bladfjedre på så højt et køretøj. Forbruget i Ukraine tyder på et volumen i produktionen af GMLRS, der vil berettige til en lavere pris pr. stk.
   

Med forhistorie.

Strukturen på russiske artilleri

The agency noted that one artillery division consists of 18 artillery units and an artillery brigade includes 72 artillery systems.

Nu er der ikke tale om en brigade efter vestlig opfattelse, da brigaden - i modsætning til regimentet - har flere våbenarter i samme kommando struktur. Typisk en panser bataljon + en infanteri bataljon + artilleri bataljon.

Hvis vi siger, at et artilleri batteri har 8 pjecer/systemer, så har deres artilleribrigader 9 batterier eller 3 artilleri bataljoner. - alternativt 12 batterier med 6 pjecer hver og dermed 3 eller 4 bataljoner.

Det er ikke den måde en vestlig hær virker.