Den russiske flåde?

Lad os lige tælle på fingrene, hvad der foregår!
Det er så ikke strengt kronologisk:

1. For mange begyndte det med de to Mistral-klasse, som Putin havde bestilt på et fransk værft. Formålet var vel egentlig at lade den russiske statskasse betale bestikkelse til nogle af Putins venner. Det var Sarkozy da helt med på - bare han så fik sin del af kagen. Nogen egentlig indflydelse på oliepris har det ikke haft, fordi de udgifter er så store, at anskaffelse af forsvarsmateriel er småpenge i sammenligning i vore dage.
   Man fik en indikation af anvendelsen ved navngivningen: Sevastopol og Vladivostok.
   De skibe kommer aldrig i anvendelse i den russiske flåde - om de kommer til canadierne? Svært at sige: Pengemangel får folk til at sælge det mærkeligste.
2. I Østersøen kom så udrensningen i Königsberg, hvor faktisk hele officerskorpset blev infamt kasseret. Det påvirkede jo reelt ikke Iskander-missil problemstillingen. Det kan som sådan være, at det var en klassisk forberedelse til at modstå en belejring. Fidusen med en fæstning er at holde den med så få mand som mulig, så forsyningerne holder så længe, at belejreren bliver træt og går hjem. Det andet er, at man håber på, at der udbryder pest o.lign. hos belejreren.
   Flåde-mæssigt roder Østersø-flåden stadig med resterne af den sovjetiske flåde. Der er bygget nogle korvetter - og når det går højt - strækker ambitionsniveauet sig til en fregat. Pointen er: Den russiske flåde er som den svenske: Den sejler ikke!
3. Overfaldet på Ukraine og annekteringen af Krim. I bedste fald, så gav det en smule operationsfrihed i Sortehavet, så man kunne anlægge en gasledning udenom Ukraine, hvilket så heller ikke var overbevisende.
   Det eneste formål Sortehavsflåden tjener er at irritere tyrkerne, hvilket er alt andet end klogt, fordi tyrkerne har fat i den lange ende - de kan lukke Bosperus uden problemer og det hele er forberedt. At forsøge. at erobre Bosperus? Tanken er - for at sige det pænt - mildt vanvittig.
4. Syrien viste,
   hvor håbløs ambitioner i Middelhavet var. Admiral Kuznetzov er jo - i bedste fald - et flydende vrag, hvor man sådan set mest frygtede: Et synkende vrag. Russerne kunne jo ikke operere med fly fra den - slet ikke under krigsmæssige betingelser. Det har vel mest tjent kineserne til skræk og advarsel om, at det, de begiver sig ind på er kostbart og frugtesløst.
5. Inden da havde man sejlet i Stillehavet - til stor konsternering for Steven Harper (Australiens daværende premierminister), der på dramatisk vis "shirtfrontede" Putin.
   Der var, så vidt jeg husker, tale om en krydser (kan have været en destroyer) haltede ned mod Australien med en slæbebåd som støttepædagog. Det var en operation, der mest anstrengte smilebåndet.
6. Den Kaspiske Flotille har så deltaget i Syrien-krigen med nogle krydsermissiler, der fløj hen over Iran (ja, altså dem af dem, der ikke faldt ned på vejen). Hvor mange af disse missiler, der rent faktisk ramte det tilsigtede mål er endnu uklart; men hvis vi regner med en "misfire" på (skal vi sige:) 20%, så udfordrer det realitetssansen, at hele resten skulle have ramt noget væsentligt - eller formålstjenligt - hvad formålet så end skulle være?
7. Den arktiske flåde: De isbrydere, de har er jo ikke overbevisende! At have isbrydende olietankskibe? Isbryderes rækkevidde er begrænset netop af isbrydning - og man kommer hurtigt i den problemstilling, at al den fragtede olie forbruges i forsøget på at komme frem og levere olien. Atomkraft på fragtskibet er heller ikke en løsning - hvis det var tilfældet, hvorfor så ikke bygge et atomkraftværk, hvor man nu skulle bruge energien???
8. Nu sejler en krydser (destroyer) til Skt. Petersborg samt en - i sammenhængen -
   forholdsvis ny missilubåd.
   Vi får vel at se, om de nogensinde kommer derfra igen. Jeg kan ikke se noget operativt formål med dem - måske er det det tilbageværende værft?At operere med en missilubåd fra Silkeborgsøerne??
9. Det efterlader som sådan missilubådene: Jeg blev opmærksom på, at i januar 2013 var den sidste af Seawolf-klassen, Jimmy Carter, på togt. Seawolf-klassen skulle have været på 30 både; men man holdt ved 3 og Jimmy Carter blev forlænget til åbenlyst andre opgaver på beddingen.
   Det togt fik så tildelt en udmærkelse (så er vi godt klar over, at der har været tab) for udførelsen af en farlig opgave.
   Det har i de sidste 20-25 år - mere eller mindre tåget - foresvævet mig, at russernes muligheder for at operere - i det hele taget - er stærkt begrænsede til det selvmorderiske.
   Jeg har ikke forsømt nogen lejlighed til at latterliggøre dækhistorien omkring Thetis-klassens operationer på 80⁰ nord. Selvfølgelig er der ikke - og har aldrig været - tale om olieefterforskning. Det var en søforklaring, man hittede på efter, at fablen om fiskeri-inspektion fremkaldte en vis undren ved betragtningen af den bevæbning Thetis'erne kan medføre: At tyvfiskeri fra strategiske bombefly og atomubåde skulle være et problem???

Det er så ikke så meget et forsøg på at latterliggøre russerne, det gør de - helt seriøst - så meget bedre selv, at mine fattige evner i ydmyghed bøjer sig. Men det er et forsøg på at vurdere i hvilket omfang, der er en militær effekt af den russiske flåde i det hele taget.
Den politiske effekt har de sidste ca. 5 år været at gøre sig selv til grin og i øvrigt bruge en uanstændig masse penge på reelt ingenting.

Den første umiddelbare konsekvens er: Opruste for at nedkæmpe den russiske flåde?
Øhhh.... hvaffor'n smed?

At denne trussel er begrænset gør, at man kan dimensionere forholdsreglerne i henhold til mindre nationers formåen.
Reelt skulle det ikke overstige Danmark, Norge og Islands evner at holde sikkerheden i det arktiske område.
Der kan være problemstillingen med interkontinentale missiler for så vidt USA ikke - i egen interesse - sænker russiske ubåde.

Det betyder med andre ord en besparelse for USA, fordi USA ikke skal forhåndsdisponere 1-2 hangarskibe. Skulle det blive nødvendigt, så kan der frigøres fra den operative reserve, hvilket gør det hele til et ikke-strategisk problem.

Mere væsentligt: Det betyder, at problemet med sikker transport til søs over Atlanten principielt er et kystvagtsproblem - og ikke et egentligt flådeproblem.
Det andet er, at luftvejen over Atlanten samtidig er sikret.

Sagt på en anden måde: Det kan godt være, at Europa skal bære en større del af byrden; men den egentlige betydning er ikke den relative andel!
Hvis denne større relative andel opgjort absolut er mindre end den nuværende samlede byrde, så må det betyde:

• Enten: At Europa skal yde mindre
• Eller: USA skal have hele besparelsen.

At det forholder sig nogenlunde sådan er der flere indikationer på:

• Storbritannien nedlægger XV sqdn på Lossiemouth (og den Operational Conversion Unit sammesteds) og koncentrerer Tornado på Marham.
  Det frigør naturligvis en permanent flight Tornado til RAF ekspeditionsstyrke. Vi skal slet ikke tage fejl, for det giver RAF en forøget bomber-styrker.
  Efter WE.177 bomben blev udfaset i 1998 er Tornado (officielt?) ikke længere i stand til at levere kernevåben - med mindre man regner Luftwaffes 33 Geschwader med, som kan levere B61. Det interessante er om Marham igen bliver kernevåben kapabel.
• At den russiske flåde er skrumpet kan muligvis også forklare, hvorfor Norge lige pludselig har fået frigjort en enhed til at tage til Rumænien på øvelse. Jeg skal gerne indrømme, at jeg spærrede øjnene op, da jeg så Hägglunds Bandvagn BV 206 blive losset fra en Globemaster.... OK, jeg er klar over at canadierne har afprøvet dem i Afghanistan, som også kun undtagelsesvis kan siges at have arktisk klima; men Rumænien i juni måned? Der skulle frosten da være af jorden?
  Jeg begynder at forstå Søreides tøsefnis ad Mattis, da hun spurgte om den arktiske øvelse havde været kold?
• At USAF tager flere C-5M (evt. C-5BS) i brug har ikke så forfærdelig meget med Nato at gøre - vel snarere tværtimod. Det drejer sig om at kunne nå Guam (som er USA territorium!) med en nogenlunde last - uden at bruge lufttankere.
• Pointen er, at med Grønland og Island, så er der ikke brug for hangarskibe i Nordatlanten. Problemet har formentlig været, at ikke hele belastningen skulle falde på Island, som ved Gud ikke har penge. Derfor er man nok nået til en baseaftale, hvoraf Island så kan betale andre Nato-lande for luftforsvaret (Danmark, Norge, Holland f.eks.). Tilsvarende tror jeg man har nået en ordning om Grønland med et spørgsmål om lufthavnsafgifter, som så vil blive fratrukket bloktilskuddet. En aftale Grønland ikke på egen hånd ville kunne have forhandlet sig frem til.
• Om den russiske flåde genrejses? Det må nok siges at være mere end almindeligt tvivlsomt, fordi George Friedmann sagde, at Rusland kan holde til det pres 1-2 år endnu - inden noget alvorligt begynder at give efter. Jeg ved ikke, hvad den vurdering er baseret på; men det skøn er vel nok ikke helt hen i vejret?
  Spørgsmålet er som sådan, hvad plangrundlaget er? Er det det russiske statsbudget, hvorom vi kun véd én ting - det baserer sig på en oliepris på 70 USD/brl. og det er der ikke meget, der tyder på, kommer igen. Men det er det skræmmebillede, man i Nato har holdt frem - i mangel af bedre oplysninger.
  Da planerne blev lagt i skitseform i 2014-15, så var det planlægningsgrundlaget. Det er så politik, for Rusland kommer ikke til at lave den truende opbygning; men man er nødt til at planlægge ud fra et "worst-case" scenarie.
• Danmark køber 27 F-35 for 20 mia. kr. - svarende til en stykpris på 115 mio. USD (ved en kurs på 6½ USD/DKK). Wikipedia giver prisen til 95 mio. USD, så det er ikke billigt; men heller ikke ublu, at man bidrager med noget til udviklingsomkostningerne. Ret beset, så er det nok en rimelig pris, for der kommer nok noget modproduktion. Det vil USA gøre for ikke at blive for afhængig af én leverandør.