Logistik nærmere betegnet ammunitionsforbrug.

Ammunitionsdepoterne springer i luften.

Så fik vi et realistisk tal:

Lad os skønne:

1. Diameteren på krateret er proportional med den tredje rod af den antændte mængde ammunition.
   
2. En 155 mm granat vejer 80 kg eller 0,08 tons.
   
3. 1.000 tons ammunition giver et krater på 500 meter i diameter.
   
4. Russernes dagsforbrug af ammunition er ca. 20.000 granater.
   
5. Et krater på 500 meter i diameter. Lad os gætte på, at det krater svarer til det angivne tal på 1.000 tons ammunition?
   

1. b) og d)
   20.000 granater á 80 kg = 1.600 tons.
   
2. a), c) og e)
   500 meter = C * (1000 tons)^(1/3) <=>
   C = 50 m/tons^1/3
   
3. Krater diameter i meter = 50 m/tons^1/3 * kubikroden af sprængstofvægt.
   

Så kan vi fra lænestolen skønne.

Jeg påberåber mig ikke nogen præcision, dertil er der for mange faktorer, der giver usikkerhed:

• Der er ikke nogen omtale af hvor mange af de granater, der er 122 mm. eller anden kaliber. Ikke, at jeg har noget mod 122 mm i princippet. Problemet med 155 mm er håndteringen af skidtet. Morteren på 120 mm lader til at være det BANG, der er brug for.
  Men vi er nok for rørartilleri bundet til 155 mm - om ikke andet så for at slippe for 203 mm, der er så uhåndterlig, at USMC valgte at få Harrier for at slippe for at padle den satan i land med tilhørende ammunition.
  I det hele taget har større rørkalibre en tvivlsom effekt - vi så jo, at ved invasionen af en af øerne i Stillehavet at 14" ikke havde en proportional effekt al den stund, at der blev brugt lige så mange granater som der var japanere på øen. Det nedkæmpede ikke japanerne, hvilket marineinfanteriet opdagede.
  
• Der er heller ikke tale om optimale opbevaringssteder.
  
• Tallene jeg arbejder ud fra er i sig selv ca. tal. Til dels groft upålidelige. Uden tvivl er der mange af de korrupte Depot-Børger, der vil være lykkelige for at deres fuskede tal nu for altid må forblive en hemmelighed.
  

Men det, det kan bruges  til er et skøn over hvilke enheder, der må holde op med at skyde som følge af ammunitionsmangel.

Der er ikke noget sensationelt i metoden: Den er en klamphuggers anvendelse af den metode Taylor fandt størrelsen på atombomben ud fra billederne i LIFE. Den oprindelige video var noget bedre - ham her er en spradebasse.

Jeg venter stadig på, at man sætter en 105 mm på et "Øgle" chassis.
Det skulle være muligt at bringe løbet op på 50 kalibre og vægten på 10 tons - også inklusiv en stjært. Skulle det være, så vil en "Øgle" med 120 mm morter kunne holdes under 10 tons, så der er lidt at give af. Fidusen er, at en 120 mm morter og en 105 mm kanon har rækkevidder, der stærkt nærmer sig hinanden.

Ser vi på hvad en genladning af en CAESAR vejer, så taler vi 30 gange 80 kg (for 155 mm) = 2½ tons. Dvs. et batteri på 6 pjecer kan genlades for 15 tons , hvilket godt kan transporteres af en Hercules.

Det er de Hercules som jeg vil have fat i! Jeg vil simpelthen at vores middel brigade skal være så lidt afhængig af vejtransport og lufthavne som vel muligt. Den bedste løsning til at undgå at få sprængt depoter i luften er at være hvor fjenden ikke skyder.

CAESAR er naturligvis for praktiske formål udenfor rækkevidde af sammenlignelige russiske kalibre - og de større - de rammer heller ikke noget.

Til den lette brigade drejer det sig ikke bare om at holde den forsynet fra improviserede landingspladser; men om i det hele taget at flytte den ad luftvejen, så man kan reagere hurtigt nok.

Rekylen i en 105 mm skulle være til at tale med og med dyrere moderne ammunition skulle counter-battery fire ikke være en alvorlig bekymring.