Mike Pompeo

Nu er Trump - stort set - irrellevant. Undtagelsen er måske nogle indenrigspolitiske spørgsmål. Når en kultur er trængt, så leder den efter "en stærk mand" som frelser. Sagen er bare at den amerikanske kultur på ingen måde er trængt.
Man kunne komme med argumentet om et trængt USA var under Lyndon Johnson. Problemet var bare, at dem, der så ham som frelseren, var dem der fik kniven i ryggen.
Det var Johnson, der gennemførte racelovene. Disse racelove destruerede de demokratiske sydstater og deres styre. Johnson var fuldt ud klar over, at han gav republikanerne præsidentmagten og kongressen i en generation - det blev så 2 generationer. Det var grunden (og ikke Vietnam) til at Johnson ikke søgte genvalg.

Ellers har præsidenterne været svage, med Reagan som mulig undtagelse.

Ser man på, hvad USA gør, fremfor hvad meeeeeningsdannerere og skolelærere siger, så er det klart Richard Nixons udenrigspolitik, der bliver fulgt: Den politik gik i al enkelhed ud på: Undgå en 3. verdenskrig ved at spille Rusland (Sovjet) og Kina ud mod hinanden. Det er præcis det vi ser i øjeblikket.

Rusland har reelt aldrig rejst sig fra ruinerne af Sovjetunionen og Stalin. Rusland under Putin har gjort det mest snotdumme: Nemlig at true Europa til at betale for nederlaget gennem høje energipriser. De russiske trusler og undergravende virksomhed er selvmord på den mest pinefulde metode. Det er altså ikke begavet at genere sine kunder og leverandører.

Det USA/Pompeo rent faktisk foretager sig er lært af 2. verdenskrig. Japan fulgte en ekspansionspolitik som er lærebogen for kineserne. Den store forskel er, at USA spreder sine hangarskibe og baser. Der kommer ikke en smertefuld tilbageerobring (ubetydelig ø efter ubetydelig ø), fordi USA allerede sidder så fast på hele Sydøstasien, at det vil tage Kina 10-20 år at opbygge nok styrke til at gøre noget ved det. Japan var dengang en økonomi i forfald.

Kina's forsøg på selvhævdelse er så ynkelige (skønt de kan naturligvis resultere i stedvise voldelige konfrontationer), at man skal beherske sig for ikke at grine taktløst. Kina's krig mod Indien? Den konfrontation fortjener ikke betegnelsen krig - der er tale om håndgemæng.
Russerne har ruineret sig selv og må nu vende sig fra samarbejdet med Europa og bruge kræfter på at værge sig mod Kina.

Kina og Rusland er spillet ud mod hinanden og har modsat rettede interesser. Hitler-Tyskland og Japan havde i et vist omfang sammenfaldende interesser; men kunne trods dette ikke koordinere.
Ganske som Kina's økonomi i dag, så var Japan ikke i stand til brødføde egen befolkning.

Kina er fanget i præcis den samme fælde som Frankrig var op til revolutionen i 1789. Man havde en bybefolkning, der var interesseret i lave fødevarepriser og en landbefolkning der var interesseret i høje fødevarepriser. En sultende bybefolkning laver revolution og nægter at betale for fødevarerne. Det har den ganske banale konsekvens, at så producerer landbefolkningen ikke fødevarer. Vel bekomme.