Hvordan tænker USA?

Specielt, når de har en regering, der overhovedet ikke tænker!

Man kan enten befæste baser eller man kan sprede sig.
Der er meget der kan læres af Pearl Harbor, som jeg omfattende har gjort rede for andet steds.

Reelt fulgte USA begge principper samtidig! Hangarskibene var spredt; mens slagskibene var koncentreret. Alt i alt var det ikke nogen dårlig idé!
Man fik de gamle slagskibe sat ud af spillet i en periode på 3 måneder - reelt ikke længere. Kun Arizona medførte et alvorligt tab af menneskeliv; men ifht. at flåden var blevet sænket på dybt vand, så var det et tab, der var til at bære.

• I februar 42 var Pennsylvania, Tennessee og Maryland gik fri uden nævneværdige skader.
• I marts og april 42 fulgte North Carolina, South Dakota og Indiana.
• Resten blev repareret i det omfang og takt, man havde brug for dem til kystbombardement.
• Med udgangen af maj 42 er man tilbage på fuld styrke med Washington og Massachusetts.

Hangarskibene var derimod spredt og Wasp og Hornet kommer til til erstatning af tab, som egentlig ikke var alvorlige al den stund, at besætningerne i vidt omfang blev reddet.

Der er nogle interessante tal i video'en:
Af de 180 F-22 er 120 "combat coded", hvilket vil sige, der er 1/3 af styrken til erstatning af tab - den strategiske reserve.
De 120 er delt i 3 wings, dvs. 40 pr. wing eller 3 eskadriller á 12 (plus 4 på værksted). Dvs. de kan spredes på 6-9 fremskudte støttepunkter - alt efter om der sendes 6 eller 4 af sted ad gangen - afhængig af basefaciliteterne, hvor de kommer hen.
Den operative reserve er den 3 wing.
Vi véd ikke hvor russerne/kineserne (evt. begge samtidig) kan finde på at slå til! Man er en tåbe, hvis man ikke tror, at fjenden i større eller mindre omfang kan få en taktisk overraskelse. Derfor skal man kunne holde den taktiske reserve spredt.
Ingen tvivl om, at en flight F-22 kan danne taktisk tyngde - man får så se, hvad fjenden rent faktisk får ødelagt af gamle F-16 og missiler i luftforsvaret.

Det er interessant at se, hvordan man i det danske Flyvevåben følger samme model: Nemlig at forskyde en flight F-16 til en eller anden mindre base i enten de Baltiske Lande eller Italien - med en Hercules som følgesvend.
Der fremgår et kneb, som jeg ikke havde tænkt på: Nemlig at USAF lader en C-17 følge en flight F-22 - og så tanker dem fra Globemasteren.
Den anden eskadrille er til Nordatlanten, hvor den kan operere fra Keflavik - evt. Sdr. Strøm. Det er ikke noget, der morer os; men vi kan gøre det.
Når F-35 kommer, så er det klart til Nordatlanten og de dermed frigjorte F-16 indgår så i den anden eskadrille.
Missilluftforsvaret på fregatterne er allerede spredt. På kort sigt ser jeg Thetis-klassen opgraderet til at tage Sea Sparrow.

Vi kommer ikke udenom, at vi mangler - minimum 3 fregatter.

Denne video er helt klart en information til russerne/kineserne: Lad være med at gøre noget dumt! Vi har tænkt på den mulighed!
Problemet er bare, at man må tage i betragtning, at deres efterretningstjeneste enten er mindre end kompetent eller ikke bliver troet af den politiske ledelse: Derfor må man fortælle dem hvilke muligheder man har (og øver) -for at undgå "misforståelser".

Gen. Maryanne Miller, USAF, the commander of the Air Mobility Command

For at kunne vurdere substansen i de politiske udviklinger skal man - som sædvanligt - finde oplysningerne helt andre steder end dér hvor debatten og "de kloge hoveder" finder sig selv interessante.

Det er så ét af mine mål med diskussionen af Pearl Harbor. Nemlig, at konspirationsteorierne og den moralske foragelse har så uendelig lille relevans.
Kikker man nærmere efter, ser man, at Roosevelt allerede med udbruddet af krigen i Europa var klar over at en krig med Japan var en stadig tiltagende mulighed:

1. Roosevelt forlægger allerede i 1940 flåden fra San Diego til Hawaii - dermed vindes en uges sejltid. Noget tilsvarende gør sig gældende for Philippiner (at det så går meget mere galt dér, end ved Pearl Harbor - det kan man ikke bebrejde Roosevelt, for der er tale om større omdisponeringer, som i sig selv vil præsentere fjenden med yderligere problemer.)
2. Roosevelt får pengene til at færdigbygge de 2 North Carolina - klasse og 4 South Dakota - klasse slagskibe (Iowa-klassen kommer først til i begyndelsen af 1943), fordi slagskibene, der forlægges til Hawaii er dels for svagt bevæbnet, dels er de for langsomme. At de gamle så gør udmærket fyldest til kystbombardement - specielt relevant i Stillehavet med øer, som man principielt kan skyde hen over - det er noget andet.
   Her overser man, at granaterne fra en 16" vejer ca. 1 ton og fra 14" ½ ton. Når man betænker, at et omfattende kystbombardement slugte ca. 500-1.000 granater. Der er ingen mulighed for at erstatte den mængde ild med flybomber fra hangarskib - at generere yderligere 1-2.000 missioner indenfor det krævede tidsrum - kunne ikke lade sig gøre.
3. Ombygningen til Independence-klassen, som hangarskibe er et Roosevelt initiativ; fordi - uanset hvad - så kan hangarskibs-/slagskibsprogrammet ikke accelereres mere end så og så meget.

Det problem vi står med i dag - og det er ikke bare USA's problem - er en væsentlig dårligere begavet amerikansk præsident, der naturligvis også er uerfaren. Hans moral, det er så et internt amerikansk problem.

Man har talt om - politisk - at USA vender sig fra Europa. Det er nok noget af en misforståelse. Det store problem - sikkerhedsmæssigt - for USA er (nu som før) de væsentligt større afstande i Stillehavet.

Læst mellem linjerne, så er general Miller udmærket klar over, at hun er presset - og i øvrigt har USA i dag ikke en nævneværdig handelsflåde.

Jeg er ikke spor i tvivl om, at USA nok skal klappe kage vedr. Grønland og Island: Ganske enkelt fordi USA ikke har transportkapaciteten (specielt på gods) til at undvære Sdr. Strøm og Keflavik. Den sydlige rute til Middelhavet kan hjælpe noget; men ikke erstatte den korteste vej. Det er ikke usædvanligt, at der er problemer med introduktion af nye fly i en logistisk struktur - så det skal man ikke lægge for meget i.
En ting er pengespørgsmålet - og det er det ikke - fordi Grønland/Island er betydelig billigere; men det er spørgsmålet om den amerikanske krigsplan overhovedet kan hænge sammen.

For indeværende opfører både Kina og Rusland sig som om de stadig befandt sig i det 18. århundrede.

mmmm

Indtil videre er det gået nogenlunde:

• At USA har valgt en korrupt pornogrosserer til er naturligvis usmageligt. På den anden side er vi heller ikke uden fodfejl. Bankerne har som kriminelle organisationer fået indvalgt deres lydige og villige instrumenter og Putin har stadig sine landsforrædere i Folketinget.
  Alt det kan man beklage og blive hidsig over; men det nytter alt sammen ingenting.
  
• Vore EU-partnere vil naturligvis også hævde deres nationale interesser - og de vil ikke være sentimentale, hvis vi ikke kan lide det.
  
• Sagen med Rusland er, at det er vanskeligt at se, at vi overhovedet har nogen sammefaldende - eller fælles - interesser. Derimod har vi en betydelig mængde modstående interesser - alene det at russerne trækker vejret - og så på støjende en måde.
  
• Som det er normalt, så vil enhver platugle hive et tilfældigt postulat ned for at tjene sine egne personlige interesser.
  

Det første vi skal gøre os klart er: At hævde nationale interesser koster penge!
Det burde ikke være noget, der skræmmer! F.eks. er vore forsvarsudgifter latterligt lave. Det betyder imidlertid ikke, at vi bare skal fise hen i supermarkedet (våbenudstillinger) og hive tegnebogen frem.
Det skal være klart, at bare at købe 300 F-35 ikke hjælper en hujende fis, hvis vi ikke kan anvende skramlet. Det eneste, det gør, er at presse prisen yderligere op. På den anden side skal man heller ikke gå efter at slippe så billigt som overhovedet muligt. Vi har købt - er det 27? - F-35? Det køb forekommer mig at være i underkanten under henseende til de opgaver det skal løse. Vi skal have så mange, at man kan tilrettelægge vedligehold og nedslidningstab på et realistisk niveau. Senere kan vi købe nogle flere.

Vi skal være klar over, at folk kun sælger os våben i det omfang, det tjener deres snævre interesser. Reelt er USA ligeglad med Østersøen: De er koncentreret om sikringen af Nordatlanten, som - grebet rigtigt an - vi er i en position til at løse bedre og billigere end andre.
At vi har tænkt os at bruge de F-35 både til Nordatlanten og Østersøen - det er så vores anliggende: Vi skal handle i andres interesse i det omfang det supplerer vore interesser.
Jeg vil her fremhæve købet af Merlin helikopterne (som jeg muligvis har haft en finger med i spillet af), hvor man i stedet for kun at købe 8 til redningsbehovet anskaffede 14. De ekstra helikoptere har jo vist sig at være penge givet godt ud.

Vi skal også anskaffe nogle flere Huitfeldt'er lad så være, at vi ikke får brug for dem alle i samme omfang; men så har vi dem og vi har personel uddannet til dem. Vi har jo reelt også købt to færger, som vi kun lejlighedsvis har brug for - og har dem i full-time charter hos DFDS.

Hvad angår energi-forsyningen, så er det tindrende klart, at Danmark - som sådan - er ligeglad med energiprisen: Det er alene et spørgsmål om intern fordeling: Om vi tjener pengene på olieudvinding eller oliehandel - det er principielt ligegyldigt. Vi kommer også her til at bruge penge på nogle overflødige investeringer i vindkraft og eltransmission. Reelt er det småpenge - specielt i det omfang, det kan finansieres til negativ rente.