Når man taler om vedligehold og kapacitet:

Taler man periodiske eftersyn, så er de sådan set lette nok at lave, fordi de vil indebære udskiftning af reservedele. Det koster så bare som ind i Helvede, fordi reservedele er dyre.
Problemet er nu, om de dele man har skiftet kan repareres (nulstilles i tid - evt. gennem en röntgen undersøgelse). Så skal mester finde ud af om en af svendene kan komme med et godt tilbud på en reparation - det laver man så en akkord på (eller ej - og skidtet kasseres evt. - sælges tilbage til leverandøren, der så evt. sælger den til støberiet). Derfor kan skibe under fart godt have beskæftiget faglærte - alt efter hvilket værktøj man har om bord, så selv under frivagt kan man tjene penge.

Værkstedskapacitet er som at sælge elastik i metermål. Hvis der er mange af de dyre reservedele, så kan det eventuelt godt svare sig, at have "for mange" faglærte, hvis de billigt kan reparere stumperne - og sætte ufaglærte og lærlinge i sving - som så også får en akkord.
Men er der knald på, så lader man reparationerne ligge: De går i hvert fald ingen steder.

Nu lader det til, at man ansætter ufaglærte i større stil i Forsvaret, hvilket tyder på, at man skal have de faglærte sat til noget andet. Hvis man i en udstationering kan klare sig med færre faglærte, der er dyre, så kan man sætte den faglærte til noget andet - evt. sende ham på kursus.

Vi så hvordan det kunne betale sig at hive et "halvvrag" af en Challenger hjem på et støtteskib - pille det fra hinanden og sætte det sammen igen - og spare penge på at ikke skulle skifte inventaret. Det afhænger helt af, hvor kompetent mester er. En god maskinmester kan man godt give en forfremmelse og en lønforhøjelse - han kan spare sig selv hjem, hvis han kan bringe reservedelsforbruget ned. Det kan også være, at der skal hyres en faglært til: Det afhænger af reservedelspriserne.

Hvis man har organiseret sit interne regnskabsvæsen ordentligt, så handler mester med lageret får den gamle stump, så han ved om det kan svare sig at reparere den - og sælger den tilbage til lageret med et negativt forbrug. Endelig, så vil en ordentlig mester tage ringe reservedelskvalitet op med teknisk chef, der så evt. kan tage kontakt med leverandøren.
Det spil afhænger så også af reservedelsprislisten, hvor leverandøren kan sætte omsætningen gevaldigt i vejret ved at sænke prisen - fordi så kan det ikke svare sig for kunden at reparere på noget gammelt skidt.

Fabrikanten kan som regel få en bedre pris på en returneret stump - uanset om den kan repareres eller ej.
En mulighed er, at der er fejl på skidtet, hvorfor støberiet måske vil være tilbøjelig til at bytte den. Hvis den så helt ærligt er gået i stykker, så vil støberiet også tage den til en god pris, fordi man ved præcis hvilken legering det er - og så er det bare at hælde den i smelten.
Det er derfor de unge mennesker morer sig med at hugge ledninger fra DSB. Skrothandleren ved nemlig, hvor han kan få en god pris.

Når vi er blevet park og vedligeholdelses-område, så er det sådanne betragtninger, der er vitaminer i. En fornuftig mester kan evt. også lægge en reparation ud i lønarbejde hos en kollega, der har enten specialværktøjet og/eller svenden, der kan klare sagen - mod betaling naturligvis.

Det er derfor jeg tror Hesselberg læner sig op af en admiralsudnævnelse - han skal lige have Flådestation Korsør til at køre tidssvarende.
Hvis vi så kan få solgt Huitfeldt-klassen til andre, så er der en gevinst, fordi han kan få andre Nato-lande op på en større værkstedseffektivitet - mod betaling - naturligvis.
Der er også fidusen i, at den mand røvrender leverandører IKKE - ret mange gange.

Det er også derfor jeg gerne så, at vi fik fingre i de Spartan. Motoren er den samme - flyvetimerne er nogenlunde de samme; men kapaciteten bliver en hel del større.