USA og Nato

Der er ikke nogen tvivl om, at den altovervejende sikkerhedsbekymring for USA er risikoen for atomkrig.
Der bliver hele tiden fremført, at Rusland er så og så bange - og må derfor sikre sig selv med atomvåben. Se det argument har ikke rigtigt klangbund i USA - faktisk slet ikke. Hvad andre lande mener sig berettiget til har ikke rigtig nogen interesse - USA varetager primært sine egne sikkerhedsinteresser - og kun i det omfang det gavner USA's sikkerhed inddrages andre landes bekymringer.

Efter anden verdenskrig, så besad Europa verdens største koncentration af faglært arbejdskraft - og den ville USA under ingen omstændigheder lade falde udenfor sin kontrol. Man havde under krigen set, hvad det foranrettede af ulykker, at Tyskland var ekspansionistisk. Japan var sådan set nok til at begynde med en mere umiddelbar trussel, hvor USA dog, da det så værst ud, havde mulighed for at trække på Royal Navy - et enkelt hangarskib, hvilket ikke var meget; men USA var på daværende tidspunkt nede på kun at have Enterprise og Stillehavet hang som sådan i en tynd tråd. Tyskland var potentielt set en meget større trussel på sigt - ganske enkelt fordi det var en nation med en meget dybere industriel basis - for ikke at tale om, hvis Tyskland fik kontrol over Storbritannien.
Det er så nok den egentlige grund til at Casa Blanka konferencen enes om at tage Tyskland først, for faldt Storbritannien, så ville en nedkæmpning af Tyskland på sigt blive ikke så lidt vanskeligere.

Det, der ændrer hele billedet efter 2. verdenskrig er, at Rusland også bliver en atommagt. Her er USA's målsætning: Det skal de slet ikke være!

Det er ikke fordi USA - som sådan - har nogen interesse i Rusland. Ret beset er påstanden om, at USA skulle være imperialistisk helt forkert. Et imperium koster nemlig penge at opretholde. I moderne tid er det vel kun Storbritannien, der kan siges at have haft profit ud af sit imperium.

Det er på den baggrund, at man - efter min opfattelse - skal se dagens Nato-diskussioner: USA vil have afvæbnet Rusland (og Kina) så ingen af dem kan udgøre en trussel mod USA - heller ikke på sigt.
I den sammenhæng er Europa hensigtsmæssig. Europa giver USA muligheden for at nå sin målsætning om et afvæbnet Rusland hurtigst og sikrest.
Budgetsammenligningerne er ikke helt relevante: Dels fordi de ikke tager højde for de udfordringer, som USA står overfor i Stillehavet, som er meget kostbare - selvom truslen reelt er mindre, så er omkostningerne forbundet med dem større.

Nato tillader USA at imødegå den større trussel med anvendelse af færre midler. Nato artikel 5 omtales ofte: Det man altid glemmer er, at kommer der først det angreb på ét Nato-land, så er situationen helt åben! Principielt er der ikke noget til hinder for, at USA ved et angreb på f.eks. Italien kan udslette Skt. Peterborg og Moskva - hvorefter Rusland med sikkerhed skvatter sammen. Det kan jeg sige med sikkerhed, fordi det er Skt. Petersborg og Moskva, der har en interesse i at Rusland hænger sammen. F.eks. Kazakhstan har mere end lejlighedsvis svært ved at se hvad de får til gengæld fra Rusland. Der er i Ruslands struktur - som i Warszawapagten - IKKE nogen gensidighed, hvilket Ukraine og Georgien klart illustrerer.

Men igen beror hele diskussionen - for mig at se - på den fejlagtige præmis, at Rusland består. Så længe Rusland kan true vasallerne med atomvåben, så kan de til nød opretholde noget - der med en løs anvendelse af definitionen på liv - der minder om en eksistens: Området udenfor Skt. Petersborg og Moskva har så svært ved at se, hvor fordelene for dem ligger.
Det er imperialismens gamle problemstilling: For at sikre sin position skal man dominere så stort et område at omkostningerne ved det herredømme overstiger gevinsten.
Vi ser i Romerriget, at de områder Rom besatte og indlemmede i kejserriget reelt opnåede en økonomisk fremgang, fordi den administrative gevinst ved at organisere samfundet på bare en smule over landsbyniveau var til at tage at føle på. F.eks. i Britannien overtog romerne ikke noget land fra den oprindelige befolkning. Veteranerne blev bosat på områder, der var udyrkelige for lokalbefolkningen - bl.a. dræning og vanding gjorde mange områder beboelige.

Jeg kan ikke se, hvilken interesse f.eks. Ukraine har i et samarbejde med Rusland - det kan ukrainerne så heller ikke.

evt. for der er ikke meget af dansk interesse her.

Pointen er, at han er AirForce og var i Nato! Hans fjæs er ikke højt på totempælen:

John W. Douglass

In August 1989, he became deputy U.S. military representative to the NATO Military Committee in Brussels, Belgium. In this capacity, Douglass was the highest ranking U.S. military official at NATO and was directly responsible to the chairman of the Joint Chiefs of Staff.

Men han var i militærkomiteen, som Bartels også var. Han er som sådan velplaceret til at vurdere planlægning. Han kan forstå, at det hele planen drejer sig om er luftmobilitet - og ikke om, at have placeret tropper. Det hele drejer sig om, hvad man kan transportere og hvad man skal have oplagt i depoter - og hvor de depoter skal være. Naturligvis kan man også anvende udskrevne fly.

Det planen hænger på, er om man kan få fornuftige (og ikke for kostbare ordninger med allierede). De planer er vanskelige, fordi narrehoveder på f.eks. Island lejlighedsvis får en overdreven opfattelse af deres egen betydning - Grønland har en adskillige rekorder i den disciplin - kræver lidt fingerspidsfornemmelser at få dem skåret ned til rette størrelse. Pointen er her, at da de baltiske lande kom ind i Nato, så vadede amerikanerne med deres store flade fødder ind over det hele - det var så luftforsvar, som amerikanerne ikke ved noget om i så snævre luftrum - for Helvede! Starfighteren havde svært ved at vende over dansk luftrum - i høj fart og højt oppe.

Politisk han er lidt af et nul; men det gør ham excellent til at være faglig rådgiver til den nationale sikkerhedsrådgiver, hvem det så end måtte blive. In March 2012, Douglass announced plans to re-file his Congressional campaign in the 5th District to challenge incumbent Republican Congressman Robert Hurt, after Virginia's Republican legislature redrew his home in Fauquier County out of the 10th District. On May 19, Douglass became the official Democratic nominee for United States Congress from Virginia's 5th District. Douglass lost the election to Hurt

Det gør ikke noget: Hillary skal nok stå for det politiske.

Som det ser ud nu, så lader det til, at hele den nye plan i Nato er nået så langt, at den skal sælges politisk.

Der er jo principielt set ikke noget nyt i det!

Man har altid haft tropper i kantonnement. Det er generelt udmærket for lokalområdet, for der er en masse servicefaciliteter, der er billigere ved lokal foranstaltning. Det kan give noget trafik uden for sæsonen - for det bliver ikke som i gamle dage med officererne indkvarteret på slottet og aberne nede i stalden. Vi taler noget helt andet i vore dage: Det er kvalificerede folk, der vil være her længst - og de vil have faciliteter af en nogenlunde standard - det kan de også få, det er jo ikke fordi der ikke er blevet bygget på Lars Tyndskids mark.

Vi taler ikke om de store mængder - set fra amerikanske forhold; men det kan godt betyde en del i Skjern - også økonomisk. Det er jo altid godt med et område, der er renset for kommunister.

Nu skal man høre efter, hvad Philip Breedlove siger - navnlig efter han er fratrådt som SACEUR.

Det, der er sagen er, at man ikke vedblivende kan garantere, at man kan sejle amerikanske forstærkninger over Atlanten. Som sådan har det ikke noget videre med politisk vilje, ønske eller smag.
Det er et område, der skal gøres noget ved!
Det er så her, at min stadige understregning af Danmarks position og rolle i Nordatlanten atter viser sig helt central.

Det er ikke fordi det ikke kan gøres fremover; men det kræver altså en indsats fra de Europæiske allierede! Hangarskibe kan gøre så og så meget; men de har også deres begrænsninger. Vi så i 2. verdenskrig, hvordan man kunne nedkæmpe de tyske ulvekobler fra hangarskibe; men det beroede på det faktum, at man vidste, hvor de var - så nogenlunde.
Det havde så ikke så forfærdelig meget med Enigma at gøre, men mere med krydspejlinger og trafikanalyse, som er en mere basal efterretningsindhentning.
Det ud fra en primitivere betragtning, at kan man få en position, så kræver det ikke noget geni, at futte et hangarskib hen i nærheden og sænke ubådene.

I dag tror jeg ikke, at man ved præcist, hvor de russiske ubåde ligger - om de i det hele taget er der, at russerne så nok heller ikke véd det er noget andet og tilsvarende tvivlsomt. Når man taler GARANTIER, så skal man være sikker. Jeg tror faktisk, at man fra russisk hold lægger ubådene ud og lader dem drive for strømmen - det er ikke længere nok, at holde øje med passager, fordi de oplysninger vil være forældede i en forstærkningssituation, fordi beredskabet er så højt, at man først afsejler længe efter at de russiske ubåde er på patrulje.
Det antydes af de offentligt kendte frister for forstærkninger.
Opgaven er ikke uoverkommelig; men den kræver altså, at man får hænderne op af bukselommen.

Det kan i vidt omfang ordnes med landfaciliteter og mindre (men slagkraftige) skibe, hvilket er meget billigere.

USNavy HAR et problem med fregatter.USNavy HAR et problem med fregatter.

Perry-klassen på 3500 tons har man afløst af Independence-klassen på 3000 tons 44 knob, plus Freedom-klassen på 3500 tons og 47 knob.
Begge til sejlads på lægt vand.

De koster begge svagt mere end en Huitfeld-klasse på 6600 tons og 30 knob.

Her er amerikanerne helt galt på den.

På lægt vand er 40 knob overhovedet ikke realistisk p.gr.a. venturi-effekten, der accelerer vandet op, hvorved trykket falder. Det betyder at skibet bliver trukket dybere i vandet - det kan ikke alene mærkes på farten gennem den stærkt forøgede modstand; men er tillige farligt, fordi en grund, man ikke har set, formelig springer op og banker hul i bunden. 30 knob er mere end rigeligt. Her har jeg så ikke taget planende bådes problemer omkring den reflekterede bovbølge i betragtning, som er at slå sig selv over fingrene med en hammer.

Der er kun én vej, sæt farten ned og trim dig ud af problemerne. Huitfeld lægger fint til kaj i Stettins bymidte - laaangt oppe af floden.

Dernæst har de fregatter alt for kort rækkevidde og kan som sådan ikke følge med resten af flåden uden at løbe tør for brændstof - hvilket giver et bunkringsproblem bare i Midtatlanten - ikke smart.
Man skal bruge en Huitfeldt-klasses 9000 sømils rækkevidde og det store skib til overhovedet at sejle, når der kommer bakker på havet. Søerne på åbent hav og på lægt vand er helt forskellige. Den gamle Flyvefisken-klasse var håbløs på åbent hav. Til gengæld var fregatterne ubrugelige i Østersøen - til krigsformål.

Til gengæld er det svært for mig at se, hvad de skal med en 9000 tons Arleigh Burke-klasse, der - ved Gud - ikke kan sejle på lægt vand. Den ligger udmærket i havet.....


USNavy har brugt en afskyelig masse penge på rimelig ubrugelig fregatter.

Hvordan prisen på en Huitfeldt bliver i serie-produktion er svært at sige. Problemet er, at skal man bygge dem i USA, så kommer man formentlig til at bruge et helt nyt værft.

Der er som sådan ikke nogen tvivl om, at Huitfeld-klassen indgår aktivt i den amerikanske flådes overvejelser (i de sjældne tilfælde, hvor de hopper af hangarskibet).

Jeg tror det er hjemfaldspligten på traktaten om salget af de Dansk Vestindiske Øer, der trænger sig på!

Storbritannien længes uden tvivl efter, at Danmark tager sine forpligtigelser i Nordatlanten seriøst. Det er også væsentligt for Storbritanniens sikkerhed.

Men det er rigtigt, at Storbritannien også vil vide, at der er den hjemfaldspligt - al den stund, at Island blev besat/befriet først af England og overladt til USA. Pejlestationen på Island var helt afgørende (en større bommert fordi man anvendte kort med forkert projektion) for jagten på Bismarck.

Tilsvarende oprettede USA baser på Grønland inden aftalen med ambassadør Kaufmann - aftalen er dateret 9. april 1941. På det tidspunkt var USA slet ikke inde i krigen.

Det er kun forståeligt, hvis man fra britisk side er fuldt klar over indholdet i den aftale USA indgik om salget af de Dansk Vestindiske Øer - også den del, som er hemmelig - indtil april 2017 i hvert fald?
Det vil sige, at Danmark ikke fortsat kan fedtspille!

Island har så fået uafhængighed - givet af briterne og amerikanerne - men det betyder ikke, at Island og Danmark så kan køre på frihjul. Island vil være nødt til at stille Keflavik til rådighed som ydelse. Problemet er forsvaret af øen, som må påhvile Danmark. Tilsvarende med Grønland.

Det bliver svært at klemme sig udenom.

Hvordan man kommer uden om at hæfte for de Islandske bankers tab - det er i forbindelsen heller ikke uvæsentligt: Storbritanniens banker har haft store tab på Island - det er der så nok ikke noget at gøre ved; men det giver anledning til en vis britisk bitterhed.

Det mest karakteristiske ved Trump er, at han er uforudsigelig - af den simple grund, at han er både uvidende og ligeglad. For ham er det at være præsident det samme som hans "virksomhed", der består i at aflægge forskellige golfbaner og beverdinger regelmæssige besøg. Der er intet i vejen med at delegere, når ledelsen af et af hans hoteller eller ejendomme består i at kikke efter om golfbanen er blevet vandet og klippet.

Der er næppe nogen tvivl om, at hans "virksomhed" er en række selskaber, der lever på bankens nåde - i hvert tilfælde er bankerne bare koncentreret om at minimere tabet. Man ser det ved at mange af ejendommene er uudlejede - undtagen reklamepladsen - der er formentlig ikke engang en anstændig vicevært.

Trump er en talentløs fars-dreng, som aldrig er kommet videre end at være en uopdragen unge. Ser vi bort fra den iøjnefaldende talentløshed, så har han formentlig et svært handikap i at han er alvorligt ordblind. Årsagen til at han texter er, at det er ganske enkelt det, han kan finde ud af. Jeg tror ikke man skal lede ret længe efter hans motivation og tanker: Der er ikke nogen.
Endnu værre - han er komplet ligeglad. Man har før haft ubegavede og talentløse præsidenter: Harry S. Truman er en, jeg kan komme på; men Truman havde i det mindste det, at han tog opgaven højtidelig - og var klar over sine egne begrænsninger: Han var blevet udnævnt af Roosevelt, fordi han var en nullitet.
Det får så endda være, for Truman forstod at tage imod råd og vejledning fra sine ministre - der var så lejlighedsvis en general MacArthur, der skulle sættes på plads; men der var masser til at overtage hans plads. Det er noget Trump ikke er i stand til.

Ser vi på 2% kravet til de andre Nato-lande, så er der to alvorlige indvendinger.

1. Ser vi på omkostningerne ved f.eks. flyproduktion, så er indlæringskurven noget, der minder om 80% (dvs. timeforbruget på maskine nr. 200 er 80% af maskine nr. 100.
   Udviklingsomkostningerne er betydelige (hertil kommer også dem på fly, der ikke blev til noget) - de er bare for produktionen ligegyldige (leverandørerne kommer ud for tilsvarende omkostningsreduktioner på deres produktion - og med en rimelig indkøbsafdeling, så vil det også afspejle sig i prisen an flyproducent). De faste omkostninger er nemlig: Faste! De totale programomkostninger er ret ligegyldige, fordi de er spildt mælk - om de kommer igen er ikke noget, der har indflydelse på produktionsomkostningerne.
   Det betyder, at de marginale omkostninger stadig befinder sig på den dalende del af den marginale omkostningskurve.
   Det kan faktisk betale sig, at tilbyde allierede flyene under produktionsomkostningerne - om ikke andet så bare for at få styktallet op.
   
   Forudsat en 80% kurve, så kan det svare sig at tilbyde allierede f.eks. flyene til en pris på 70% af produktionsprisen på eksemplar nr. 100 - bare for at nå eksemplar nr. 200. Det betyder godt nok, at man selv betaler 90% i gennemsnit ved en 50/50 fordeling og allierede betaler 70% i snit. Som hovedkøber har man sparet ca. 10% på sit køb. Det bliver faktisk en anelse mere, fordi eksemplar nr. 102 koster kun 80 procent af eksemplar nr. 51, nr. 104 kun 80% af nr. 52 - hvorfor man kommer op på de højere tal, hvor besparelsen virkelig kommer til sin ret.
   
   Det er derfor, man skal være temmelig ligeglad med, at allierede ikke fuldt dækker omkostningerne til produktionen.
   Danmark fik i det hele leveret 77 F-16. "Århundredes Våbenhandel" var på 58 fly - supplementsflyene har nok været brugt; men ikke noget videre. De har med garanti været meget billigere end de oprindelige - specielt fordi nogle produktions faciliteterne lukkede ned og man kunne få lidt ekstra ud af allerede anskaffede faciliteter.
   Så vi skal såmænd nok komme op på 45 F-35 om nogle år - og til en mere "venlig" stykpris.
2. Det gør så, at udgifterne pr. militære enhed, som er det, man dimensionerer opgaverne efter (eller omvendt), vil falde, hvorfor det er et spørgsmål om i hvilket års kroner, der regnes. Materiellet vil blive billigere - hvilket vi kommer til at erfare, når vi skal til at snakke Taifun.
   Derfor er det svært at få udgifterne til at slå til.
   Det er i det hele taget ikke et spørgsmål om penge til materiel; men til det kvalificerede personel. Vi ser jo, at man kan sælge ½% 10 årige obligationer til kurs pari. Derfor er der alle de penge, der skal bruges. Med lidt elegant administration fra Nationalbanken, så kommer der også en gevinst på de forholdsvis lange statsobligationer - det, der kan undre er, at man ikke går ud og sælger endnu længere statsobligationer - det hænger formentlig sammen med at rentekurven er meget flad ud over de 15 år. Men hvorfor ikke 1% 20 år - måske 1½%? Kommer der en renteforhøjelse, så kan de købes billigt tilbage. Det kan godt være at pensionskasserne vil ligge og lumre med dem - fint nok; men sagen er jo, at vi skal have afviklet den absurde pensionsopsparing hos flextumperne, så de kan betale deres gæld - og skat.
   
   Snakken om de 2% er såmænd god nok som en motivation; men man skal slet ikke tro, at det bliver virkeligheden. Man kan roligt gå i gang med at fyre skolelærere - det vil ikke have nogen virkning på forbruget. Heller ikke ejendomspriserne (desværre) - ejendomspriserne bestemmes af banksvinenes behov for tilsyneladende at have dækning for deres udlån i ejendomsværdier - så de vil blive holdt oppe. Dernæst er der ikke brug for de flextumper - det er slet ikke deres "kvalifikationer", der er brug for.

Disse politiske slogans omkring økonomi er ikke noget, man kan bruge til ret meget - alene af den grund, at de er rettet mod næste valg (og de er så i år i Tyskland og Frankrig). England skal lige trække tiden ud, så man kan rulle den fjollede og useriøse folkeafstemning tilbage.
Det, der kommer til at ske er, at byrdefordelingen i Nato og EU vil blive bedre mellem Storbritannien og Tyskland, som er den knast, der egentlig ligger til grund. Indtil videre så giver olieprisfaldet den faldende beskæftigelse, som gør en udvidelse af Storbritanniens forsvar både forsvarlig og politisk mulig.

Breedlove skal have i den amerikanske regering.

Mattis, McMaster og ham den tredje - det er alle hærfolk.

Det et Breedlove, der formentlig er manden bag luftforstærkningsplanen - og den har krævet en del diplomatisk snilde at få på plads.

Det er så også noget af et mesterstykke - på linje med Luftbroen til Berlin og Khe San.

Der skal også en, der ved, hvordan man rent praktisk anvender atomvåben.

Hele forsvars- og forstærkningsplanen af Europa er et omfattende logistisk net, som ikke må falde fra hinanden efter en Trump-dumhed.

CSIS

Som jeg har sagt gennem nogen tid. Kommer sjovt nok samtidig med, at landsforræderne i Udenrigspolitisk Nævn er i Rusland.

Løkke til EU-topmøde.

Uffe Ellemann snakker med Østersø-landene.

Tillerson har ikke begreb skabt om sikkerhedspolitik - så må man jo give ham det!

Jeg vil prøve noget usædvanligt, at tænke mig om:

Vi må frem til en hypotese om, hvad forbindelsen mellem Trump og Rusland (Putin) egentlig er:

• Kapital er flygtet ud af Rusland - i hvert fald det sidste års tid (vurderet ud fra USD/DKK kursen). Det er end ikke mærkeligt, det sker altid,
  når en økonomi som den russiske går i knæ.
  
  
  
  • Det efterlader så bankerne, der har lånt de russiske virksomheder penge til at opkøbe egne aktier, i ganske alvorlige vanskeligheder.
    
  • Det er så ikke meget bedre for de banker, som modtager indskud fra disse kapitalister/investorer: De har nemlig ingen steder at anbringe pengene!
    
    
    
    • Vi ser jo helt absurde kurser på danske statsobligationer: 4% 2019 ombyttes til kurs 75, hvis ¼% 2020 regnes for pari. Det passer så Nationalbanken udmærket med 3*3½% = ca. 10%. Det er så lige meget - set fra Nationalbankens synspunkt - hvem der egentlig betaler ydelsen på den obligation. Om det er banken eller det er spekulanten - banken betaler jo alligevel den overrente i garantigebyr - og hvem er bedre til at tage tabet end de "sorte penge"?
      
    • Det er endog værre med ¼% 2018, der ligger i kurs 40-45. Det har så nok mere med rekonstruktionen af den jyske mikrobank, der er under rekonstruktion for at betale sig ud af statsgarantien og den EU-ulovlige støtte. Beløbet svarer nogenlunde til det tab, som staten som hovedejer nok har. Det er væsentligt, for det har næppe noget med Trump at gøre.
      
    
    Hvorom alting er, så er der nogle penge, der skal ud af Rusland eller Sverrig, som den russiske provins kalder sig selv. Den slags sker ikke uden tab.
    
  
  
• Det næste spørgsmål er så, hvem der gider belåne golfbaner i USA. Det eneste, der holder de "uvirksomheder" i live er Trumps varemærke og salget af chokoladekage. Dertil kommer ganske betydelig mængder erhvervejendomme i New York med en husleje, der er så høj,
  at de ikke kan udlejes.
  Når man så er Putin, så er man klar over, at redde bare nogle af skillingerne - det koster! Så kan man lige så godt låne dem til Trump, der ikke kan låne i banken mere - end ikke i Deutsche Bank.
  Deutsche Bank er på sin side henrykt for at se bare nogle af sine penge, så man kan betale de enorme bøder, som de amerikanske finanstilsyn idømmer dem. (Her kunne Merkel godt være en smule taknemmelig, fordi ellers skulle hun dække Deutsche Banks tab!)
• Det er som sådan helt naturligt for Putin at varetage sine interesser ved at have Trump som præsident til at drive de golfbaner og udlejningsejendomme, så han mister så få penge som muligt.
  
• Det kommer nu nok ikke til at gå sådan, fordi jeg tror ikke Trump overlever politiets efterforskning!
  • Rent teknisk kan præsidenten ikke tiltales (indicte); men der kan rejses rigsretssag (impeach), da det kun er Repræsentanternes Hus, der kan rejse en rigsretssag (og udpege en special-anklager) og Senatet, der kan dømme. Højesteret kan nemlig ikke dømme i en rigsretssag, fordi højesteretsdommere indsættes af præsidenten - med Senatets godkendelse.
  Det var det, der reddede Nixon og Clinton for en rigsretssag.
  Fidusen er, at der vil så være tale om en "fellony", som forhindring af rettens gang er; men der vil ikke være tale om "treason", som sammensværgelse med en fjendtlig nation ville være.
• Det er formentlig derfor Trump har nægtet at udlevere sin selvangivelse, som en specialanklager kan stævne. Derfor kommer der formentlig ikke den sanktionslettelse som Putin håber på: En ting er nemlig at blive dømt for at have forhindret rettens gang i en sag om svig, noget helt andet er landsforræderi.
  Udgangen bliver formentlig, at Trump bliver smidt ud og Mike Pence (som øver sig gevaldigt i at holde sin kæft) bliver præsident - det er derfor, man har placeret ham dér. Som sådan bliver sagen mod Trump det lettere, fordi man ikke - som hos Nixon - skulle have fjernet vicepræsidenten først.
  Nixon havde formentlig udpeget Spiro Agnew som vicepræsident for at have ham som afskrækkende eksempel på, hvad man ville få, hvis man væltede ham.
  Men så går Trump nok konkurs - og Putin betaler.

Det hele er egentlig amerikansk indenrigspolitik.

Betragter man, hvad Trump egentlig siger og gør, så er det præcis den samme politik overfor Nato - og specielt Tyskland - som USA altid har haft. USA har altid beklaget sig over, at deres Europæiske allierede ikke ydede nok til fællesskabet.

I praksis er det nok Mattis, der styrer den sikkerhedspolitik. Til forsvarsminister Søreide udtrykte han sig klart, men diplomatisk: "Det eneste, der er i vejen med nordmænd er, at der ikke er nok af Jer!"
Som Obama sagde til canadierne i deres parlament: "We need more Canada!"

Der er flere problemer i den holdning:

• USA har brug for et større marked for sine våben for at få bragt prisen ned i et overkommeligt leje. der er det så altid et problem, hvordan den reduktion i styk-prisen skal fordeles?
• Det er heller ikke bare et spørgsmål om penge; men også om man kan stole på sine allierede. Den canadiske Arrow blev standset, fordi fabrikanten var infiltreret med kommunister, hvilket formentlig også var tilfældet med TSR-1, der også blev skrottet. Anklagen er ikke uberettiget eftersom Storbritannien forærede Nene-motoren til russerne - hvilket voldte USA ikke så få ubehageligheder i Korea-krigen.
  På den anden side var det fra USA at atomhemmeligheden lækkede til Stalin, så der er rigeligt at pege fingre ad.
  For Danmarks vedkommende var det "fredsbevægelsen" og forræderiet mod Nato's dobbeltbeslutning, som nok stadig nager - med al ret. Det var jo den beslutning og den begyndende implementering af den, som tvang Sovjet og Gorbachov til forhandlingsbordet mhp. nedrustning.
• Hvad angår produktionsvolumen, så er USA heller ikke ubetinget begejstret for en større Europæisk deltagelse. F.eks. Leopard 2 eller Challenger kan efter omstændighederne nok siges at være USA's Abrams overlegen. Leoparden er mere bevægelig end Abrams; men ikke så godt beskyttet. Challenger er nok bedre beskyttet, men langt fra så bevægelig.
  USA har beregnet sine krav ud fra, hvad der skal bruges i mange forskellige scenarier, hvor europæerne kan være mere målrettede, fordi russerne som fjende er rimelig godt beskrevet.
  Noget tilsvarende gælder Taifun, der er bedre end en F-15, hvilket ikke er så mærkeligt, da den er 10-20 år yngre. Samtidig har man ikke fra amerikansk side ønsket at eksportere F-22 Raptor.
• Det er så også forståeligt, at man fra Europæisk hold ikke ønsker at rette ind efter den amerikanske opfattelse, der i Vietnam fik så katastrofale konsekvenser, hvor amerikanske fly i luftkamp havde en bytteforhold på kun 2:1 mod 5-7:1 i Korea.
• På den anden side, så nytter det ikke, hvis man forventer amerikansk støtte, at man gennem "fredsbevægelser" og andre landsforrædere spænder ben for assistancen. Vi kan i Europa så heller ikke have fuld tillid til USA, hvor en præsident så tydeligt er i lommen - helt privat - på vores værste fjende.
• Det modvejes så også af, at USA's løsninger måske ikke altid er de militært optimale. I Nordatlanten er der ikke nogen tvivl om,
  at Danmark, Island og Norge kan nå til en sikring af luft- og søvejen, der er både bedre og billigere end USA kan producere den.
  Der er en vis rimelighed i, at USA siger: Det burde I sgu selv kunne klare.
• For Danmarks vedkommende er det nok rimelig klart, at vi kommer til at skuldre mere; men problemet er den bogholderimæssige opgørelsesmetodik. Det er sådan lidt svært at hjælpe USA, når man ikke har fuldt indblik i hvilke planer, de har. Det indblik får vi aldrig - vi får hvad der tjener USA's interesser.
  Peter Zeihan har nok opregnet den liste, som USA vil forsvare - koste hvad det vil: The Dutch, the Danes and the Brits.
  Et fuldt oprustet Tyskland er måske også at overvurdere hvilket problem Rusland er rent militært, hvis man kan se bort fra atomvåben.

Den havde Hodges ikke set før.

Det kan godt være, at Rumænien ikke er noget særligt; men broslagning vil være en af de ting, som de har tænkt på. Om ikke andet så fordi i Balkan-krigene, så pillede man de serbiske broer ned. At materiellet er tungt betyder ikke så meget: Man sætter det bare over med større mellemrum og en ikke for høj hastighed (man vil ikke have at det laver bølger i broen).

Det væsentlige er, at Hodges får demonstreret, at meget af det, han anså for et problem, det er måske ikke et problem. Det en general som Hodges vil være skide angst for er sine forsyningslinjer. Det er dem, der har været en konstant (og kostbar) hovedpine i Afghanistan f.eks.
Alt det med vejsidebomber: Det er primært en trussel mod forsyningslinjerne.

Alene det, at han ikke skal bruge tropper på at bevogte forsyningslinjer og værkstedsområder: Det gør amerikanernes opgave så umådelig meget lettere. Det betyder, at de tropper USA rent faktisk sender frem, det kan koncentreres om kampenheder.

De nyeste medlemmer af alliancen som Albanien, Croatien og Montenegro er skam ikke uvæsentlige: Det gør at hele Adriaterhavet er tilgængeligt for landsætning. Tager fjenden én havn, så er der en tre-fire alternativer.

Gå til 6:00
Politikeren er mest optaget af, at de ikke skyder på hinanden i forvirringen - unægtelig en væsentlig ting; men det er der tilsyneladende nogenlunde styr på - ikke så meget den politiske vilje; men vådeskud er man ude over (sådan da), hvilket viser, at procedurerne er afstemt.

Hodges er mere optaget af noget andet.

Hvor Dragoon Ride var et spørgsmål om man overhovedet kunne komme frem uden det hele gik i koks. Det gik endda, ikke gnidningsløst; men der var tale om at få afstemt nogle administrative procedurer. Med de gennemsnitsforskydningshastigheder - formentlig 60 km/t - så er der indbygget reserve til almindeligt kludder og uplanlagte tissepauser.
Mest for at man kan garantere, at være i stilling indenfor en givet tidsfrist.
Virkeligheden vil se noget anderledes ud. De 48 timer er for meget - virkeligheden er nok 12-24 timer. Briterne i Paderborn er rimelig kolde overfor så lang tid - hvad fanden skal de lave i et helt døgn? (og her taler vi ret så tungt panser)
Der var også mange PR-standsninger, hvor man viste isenkrammet til civilbefolkningen, klappede små nuttede hundevovser og så videre.

I Saber Guardian er problemstilling en helt anden (i hvert fald den man er nervøs for), nemlig transporten. Der er først og fremmest tale om, at man her kommer fra flere forskellige retninger med sammensatte styrker - på én gang. Man skal heller ikke være blind for, at noget gik bedre end forventet. Den krydsning af Donau, den var meget bedre end man havde troet. Den tager naturligvis længere tid en ved at køre over broerne; men det er køreplanlagt. Det man ikke kan regne med er, at de broer er der, når man har brug for dem. Det Dragoon Ride viste var, at 5. kolonne næppe vil være noget, der kan betegnes som et decideret problem - de forsuttede skolelærere man havde fyret op under - de kom ikke! Det har så også betydning for modforholdsregler for anvendelse af atomvåben: Det kan godt være, at kommunisterne har dem; men de får svært ved at ramme tropperne - i tide, fordi de flytter sig sgu': De koordinater fjenden regnede med for en time siden - de er uaktuelle.

At man var nervøs ved den Donau-krydsning, hvilket er naturligt, forklarer også hvorfor nordmændene i deres polarudstyr og BV206 var velkomne: Går der lort i flodovergange, så er det rart at have amfibiske køretøjer, så man om ikke andet kan sikre den anden side.

Men meget tyder på, at det faktisk er gået bedre end forventet. Alene bemærkningen om, at al den ammunition, den er ikke kommet med posten. Foruden det klassiske med fyrværkeri: Overbevise fjenden om, at krudt har man nok af. Det er et problem ved hurtige fremrykninger som Dragoon Ride: De kan godt komme frem; men de har kun den ammunition, der er på vognen.
At man så også har brugt lejligheden til efterse beholdningerne, det er noget andet.

Der er meget, der hænger på ammunitionstransporten. At bespise 20.000 mand er en udfordring - ikke et decideret problem, man skal tænke på det; men derudover....
Brændsel vil være til stede. Det er ammunitionen, der volder bekymringer.
Med våbnenes forøgede præcision, og en fungerende lufttransport, så bliver tingene en hel del lettere.

Pointen er: Putin kan ikke koncentere sin styrke på ét afgørende punkt - ikke uden alvorlig svækkelse andre steder.

Man har formentlig haft russiske observatører med - man har nemlig brug for, at de melder tilbage, så de russiske planlæggere bliver bange.

Så meget har amerikanerne da lært.

Bruge det sekundære vejnet til forlægninger.

Hvad der undrer mig ved denne Reuters video er:

Hvorfor nævner de ikke, at det er tidl. SACEUR General Philip M. Breedlove - hvis jeg ikke tager fejl?
Som civilist render han så rundt med skæg og briller (som han har haft brug for i mange Herrens År).

Nu tror jeg så ikke, at Putin får så meget brug for at være uartig - ikke med den tilstand hans økonomi er i.
Putin er personligt nok mest angst for sine egne - set på den måde han konstant skifter opholdssted.

Nato og USA gør imidlertid det rigtige rykker frem mod Rusland over en bred front. Det kræver ikke det store i styrker, men det kommer på punkter, hvor Putin har tyndet sine tropper ud for at koncentrere dem mod Ukraine.

Thomas skrev:Hvad der undrer mig ved denne Reuters video er:

Hvorfor nævner de ikke, at det er tidl. SACEUR General Philip M. Breedlove - hvis jeg ikke tager fejl?
Som civilist render han så rundt med skæg og briller (som han har haft brug for i mange Herrens År).

Nu tror jeg så ikke, at Putin får så meget brug for at være uartig - ikke med den tilstand hans økonomi er i.
Putin er personligt nok mest angst for sine egne - set på den måde han konstant skifter opholdssted.

Nato og USA gør imidlertid det rigtige rykker frem mod Rusland over en bred front. Det kræver ikke det store i styrker, men det kommer på punkter, hvor Putin har tyndet sine tropper ud for at koncentrere dem mod Ukraine.

Andre har set, hvad jeg har set.

Breedlove har ret i sin fundamentale observation:

En invasion af Ukraine opnår præcis det, som Putin for alt i verden ønsker at undgå.

Uanset, hvad der sker i Ukraine, så kan Putin ikke stoppe tandpastaen tilbage i tuben.