PFA forudser finansiel uro.

Der, hvor jeg er uenig med PFA er:

Pengepolitikken har ikke så forfærdelig meget med væksten og den realøkonomiske aktivitet at gøre, når renterne er så lave som de er.

FED's opkøb af obligationer er nærmere afstemt efter Kinas salg af samme for at finansiere importen. Fed vil købe obligationer op i det omfang, der er nødvendigt for at undgå at renten stiger - og dermed påfører kreditorerne et kurstab.

Balancen mellem statsobligationer og andre obligationer i opkøbsprogrammet vil afhænge af i hvilket omfang det er amerikanske landbrugsvarer, der bliver købt til stigende priser. Denne stigende indtægt for det amerikanske landbrug vil blive modsvaret af mindre subsidier og dermed - effektivt set beslaglagt gennem en de facto skatteforhøjelse. Disse hjemkøbte obligationer vil så blive annulleret i de omfang, der ikke udbetales subsidier.

Hidtil har udbuddet af obligationer fra den kinesiske formue været til at håndtere for USD er nogenlunde stabil mellem 580 og 540 DKK/ 100 USD. Den seneste valutauro, som er udtryk for en flugt af investorerne fra CAD, BRL, AUD, ZAR - og den fortsætter jævnt hen: Denne flugt har opslugt en del USD af det udbud, der er kommet fra Kina.
Det er denne forøgelse af pengemængden som har sin oprindelse i en øget gennemsnitlig omsætningshastighed af den udestående mængde statsobligationer, som forårsager et pres, som skal modvirkes gennem FED opkøb af obligationer. Hvis kursen på obligationerne ser ud til at stige, så mindskes opkøbene, ser de ud til at falde så vil man købe videre op.

Der er imidlertid ganske betydelige forsinkelser i den proces, fordi Kina "shopper" ret så uforudsigeligt. Det er den ene ting, den anden er, at de fortrinsvis køber i valutaer og varer, der ligger udenfor USA's direkte kontrol. F.eks. producerer USA ikke nævneværdigt med ris. Så længe Kina er tilfreds med at overbetale risleverandører som Thailand, så angår det ikke USA som sådan. At det forårsager ikke ubetydelig uro i Thailand er ikke mærkeligt, fordi det bliver stadig vanskeligere at holde forbrugerpriserne på fødevarer nede.
I sidste ende vil efterspørgslen efter fødevarer imidlertid ende i USA - af den simple grund, at det er den eneste producent, der kan levere i de interessante mængder. Om Brasilien sælger soya til Kina i BRL er ret ligegyldigt, fordi på et tidspunkt må Brasilien indkøbe mankoen i USA. Det vil give uro på valutaen efter om BRL er efterspurgt som betalingsmiddel og USD skal veksles til denne valuta. Omvendt skal BRL veksles til USD for at købe i USA.
Det er formentlig en af baggrundene for den sydamerikanske valutauro for øjeblikket.

EUR ligger forholdsvis højt i forhold det accepterede "bånd" - ikke noget alvorligt; men dog bemærkelsesværdigt. Den lave USD kompenseres så af forholdsvis høje energipriser. Eksporten ud af EUR området - inklusiv DKK, PLN og CHF er ikke særlig prisfølsom - den industriproduktion er forsvundet for længe siden - resten er en intern EUR handel.

Handlen med fødevarer er den karrusel der, kører.

Den anden er handlen med metaller, hvor der ikke sker det store med prisen noteret i USD, fordi spekulanterne er afhængig på deres solvens af forholdsvis høje priser. Priser, der ikke har dækning i efterspørgslen på metaller. Der sker således en nedlukning af miner, så udbuddet kommer ned. Det vil naturligvis være de marginale miner, der lukker først, hvorefter vi får se hvilken pris den resterende efterspørgsel kan dækkes til. Det er meget ubestemt i øjeblikket. Hvis prisen på kobber begynder at falde drastisk p.gr.a. den reelle efterspørgsel kan dækkes af forholdsvis billige producenter - så kan det komme til at gå stærkt med valutauro, for pludselig er en opsigelse af kreditten fra bankerne en meget nærliggende mulighed.

Jeg flere gange nævnt det en passant; men netop i denne tid kan et få en betydelig effekt mht. valutastabilitet!

Sådan lidt af hensyn til dem, hvis beskæftigelse er at bekymre sig over, hvad der nu kan gå galt:

Hvis vi tager BRL, AUD, CAD og ZAR. Så har de det til fælles, at de BÅDE har en stor fødevareproduktion OG en stor mineralproduktion. Canada, Australien og Brasilien har så tilmed en stor energiindvinding, for at det ikke skal være løgn.

Se fødevarer oplever generelt både stigende priser og stigende eksport i mængder.

Samtidig er deres malmudvinding udsat for både faldende priser og faldende eksport målt i tons.

Energi lader til p.t. at være relativt ubetydende i det spil - det kan så hurtigt ændre sig.

Der kunne man så fra et valutarisk synspunkt sige, javel; men så går de to faktorer ud mod hinanden og det giver den ønskede stabilitet - og er dermed fortrinsvis et indenrigspolitisk fordelingsproblem. Tjo, det kunne man så godt formode; men det forholder sig formentlig lige omvendt.

Forudsætningen for at kunne forudsætte, at det udjævner sig er at begge virkninger kommer samtidig. Det vil helt sikkert ikke være tilfældet. F.eks. kan man ikke forudsætte, at en faldende malmefterspørgsel i Sydafrika følges umiddelbart af en større efterspørgsel efter majs. Om ikke andet er der tale om betydelige lagre adskillige steder i distributionskanalen - flerniveau lagersystemer har (så vidt jeg er orienteret) ikke nogen eksplicit løsning. Man kan så simulere - javel; men disse simuleringer vil formentlig være stærkt følsomme overfor selv små ændringer i forudsætningerne. Så her må vi nok konstatere, at vi er på Herrens mark.

Hvis vi isolerer en lille økonomi som den new zealandske, der kun har fødevarer - landet er ganske enkelt for geologisk ungt til, at interessante geologiske processer har haft tid til at virke.

NZD: Vi kan se de sidste 2-3 år har været præget af:

• Abrupte niveauskift i størrelsesordnen 5%. De skift foregår temmelig prompte.
  
• Ind i mellem disse niveauskift er der halve og hele år med svingninger omkring en eller anden middelværdi; men også i størrelsesordning fra dag til dag på 5%.
  

Det er altså størrelsesordner som vil påkalde sig markedets opmærksomhed og med så lille en valuta, skal der ikke flyttes mange guldbarrer før det kan mærkes. Problemet er imidlertid om markedet har tilstrækkelig gennemskuelighed til at aktørerne kan vurdere om der er tale om niveauskift eller ganske almindelig afdækning og gevinsthjemtagning. Jeg har meget svært ved at se de kompetencer udbredt på valutamarkedet i større omfang -al den stund at endog ganske voldsomme begivenheder atter og atter kommer som en overraskelse.

Det var så landbrugsvarer, men om et tilsvarende mønster gør sig gældende for mineraler, og disse er forskudt i tid for hinanden, så vil der opstå både konstruktiv og destruktiv interferens mellem svingningerne - afhængig også af de forskellige perioder mellem niveauskiftene.

I nogle tilfælde vil de to virkninger (dvs. fødevarer og mineraler) ophæve hinanden - og forlede til den antagelse, at der er fred og ingen fare - Nationalbankdirektøren kan fint tage på ferie. I andre tilfælde vil vekselvirkningen være gensidigt forstærkende således, at i sig selv mindre niveauskift, som er svære nok at adskille fra hverdagens almindelige tummel og larm, vil give dobbelt niveauskift - og med valutamarkedernes piskesnærts effekt vil nettoresultatet være større end summen af de to underliggende faktorer.

Selv centralbankchefer i besiddelse af en nypudset krystalkugle kommer i alvorlige vanskeligheder, hvis hans valutareserve ikke er solid nok til usædvanligt store interventioner. Sandsynligheden for en for lille valutareserve er desto større, jo mere en periode med destruktiv interferens har lullet centralbanken i søvn og man har kørt reserven godt i bund.
Det er en anden fælde end den man faldt i 2008, hvor man overså - i hvert fald størrelsesordnen - krisen. Det her påpegede er - i hvert fald som udgangspunkt - noget, der ikke burde overraske.

Danmark har som sådan en stor valutareserve på 500 mia. DKK - dvs. noget, der minder om godt 1/4 af BNP. Her tror jeg det umiddelbare indtryk snyder, fordi en stor del er forhåndsdisponeret til at håndtere et massivt tilbagesalg af flexlort. Fraregnet den "bundne opsparing", så er valutareserven i sig selv næppe meget større end den var i 2008.
Spørgsmålet er om det er nok?

Nok til at klare:

• Et generelt nyudbrud af en ny finansiel krise.
  
• Et separat sammenbrud af et erkendt stort lokalt problem med med realkreditten
  
• Hertil et skred i realøkonomierne, som skiftende råvarepriser og deres sammensætning.
  

Det djævelske er, at disse faktorer, hver for sig med sin vakkelvorne stabilitet, vil have en tendens til at udløse hinanden gensidigt.
Her er virkelig tale om et både og og!