Dansk økonomi hænger i l... til halsen i den økonomiske krise sammen med de gældsplagede lande i Sydeuropa

doctor skrev:Hvad kan vi så lære af det?

Man kan og skal ikke generalisere...........................å.

Det er usundt for alle parter. Derimod kan man med åbne øjne og et positivt sind se kritisk på de enkelte ansvarsområder/erhverv/overenskomster/lønninger.

Man skal bare vide:
Folk kan bare ikke kontrollere sig selv.
Vi profitmaximerer alle til egen fordel både hvad angår løn, akkord og kvalitet i arbejdet.

Som udgangspunkt er jeg da enig med dig om at man ikke skal generaliserer.

MEN !!!!!

Når vi konstant bombarderes med generaliseringer fra politikerne, fra embedsværket, fra medierne, og fra snart sagt alle andre sider, ja så ville det da være uretfærdigt at vi andre ikke var tilladt samme mulighed, for at påpege problemer og skabe debat.

Når struktur problemer skal anfægtes, må en generalisering nødvendigvis bruges.

Når det er legalt for politikere at generaliserer og kalde folk på kontanthjælp for dovne og nasserøve. Og tilsvarende så også er tilladt for den priviligerede del af befolkningen der har job, så er det vel også tilladt at generaliserer modsat ?

Når det er tilladt EU at generaliserer ved skattely lande, med et ukonkret udtryk som LEMFÆLDIG, er det vel også tilladt modsat at angribe EU med en generalisering.

Vi gør det hele tiden. Om det er Thomas der siger at flextumberne, hverken vil eller kan betale, er det jo også en generalisering, og rammer de få det ikke passer på. osv. osv.

Du henfalder jo selv til en generalisering på skoleområdet, og din omtale af skolens kvaliteter, og ikke mindst lærernes, på trods af der også i den gruppe er knald dygtige lærere, der dagligt får ungerne til at sprudle af visdom.

etc.

Så selv om generalisering sjældent er korrekt, så er det altså den eneste mulighed for at udtrykke forhold, eller påpege skævheder i samfundet eller systemet.

Iøvrigt er et kritisk syn på en enkelt overenskomst da også at generaliserer. Da denne ikke afspejler konkrete forskelle i ydelsen man får for lønnen.

Eller lad os se på sygefraværet i det offentlige. særligt på sosu området i kommunerne. Så længe jeg kan huske tilbage har dette område haft et markant sygefravær, der selv med indkalkulering af smitterisiko, og fravær pga risikoen for at smitte de gamle, stadig ligger og har lagt langt over hvad enhver fornuft tilsiger.

Når vi omtaler dette høje sygefravær generaliserer vi jo også, og rammer alle de, der dagligt knokler som en hest i faget, de der dagligt må tage den ekstra tørn for at redde røven på de "syge" osv.

Og når jeg angriber de offentligt ansattes gratis frokostpause - selv om jeg tydeligt friholder dem der skal stå til rådighed 24/7, så er der da også de, der rammes, fordi de rent faktisk arbejder mens rugbrøden tygges. Men det ændrer jo ikke på at alt for mange offentlig ansatte får løn for at sipse sin mad, i modsætning til folk ansat i privat erhverv.

13 med pil op og kryds og slange for de overvejelser dkguy66.

Er der ikke noget om, at du er jurist?
Betragt udtalelsen som en slags helgardering for ikke at blive retsforfulgt.

Det man vil af med i overenskomsterne, det er at de enkelte fag udelukkende bedømmer sig selv. Også i vores overenskomst. Vi vil blive frataget kontrollen over en del områder bl.a. akutvagt/lægevagt, og hvor meget den enkelte læge kan overskride gennemsnitshonoraret pr. pt.

Det gøres ud fra en betragtning af , at vi er lidt for kollegiale.
Sådan her gør man meget nødigt over for sine kollegaer.

doctor skrev:Det man vil af med i overenskomsterne, det er at de enkelte fag udelukkende bedømmer sig selv. Også i vores overenskomst. Vi vil blive frataget kontrollen over en del områder bl.a. akutvagt/lægevagt, og hvor meget den enkelte læge kan overskride gennemsnitshonoraret pr. pt.

Det gøres ud fra en betragtning af , at vi er lidt for kollegiale.
Sådan her gør man meget nødigt over for sine kollegaer.

Nu skal jeg ikke kloge mig for meget på regionernes vegne, da min erfaring kun dækker de gamle amter.

Men i amternes tid var både de praktiserende læger, speciallægerne og tandlægerne grundig udsat for amtets kontrol, pr. bruger nr.
Det være sig mht tildeling af nyt brugernr., kontrol af afregninger, og indkomst, og klager.

Og jeg vil da formode at dette stadig er gældende. Så selv om disse brancher er "private" er det jo grundig kontrolleret af det offentlige. OG grundlæggende blot en privatisering af disse sundhedsydelser ( prak. læger og speciallæger)

Og af erfaring er det aldrig smart at lade folk kontrollere sig selv.

Men derfra og så til at man til tider skal have op til 30-40 % adm. udgifter af de samlede bruttoudgifter, har intet med ledelse og kontrol af medarbejderne at gøre.

Mht. lærerne står vi med 2 problemer. Og i regeringens tanke om en heldagsskole er disse problemer ganske modsatrettede.

Vi har en folkeskole. Af denne forventer vi - folket og politikerne - at den kan tilbyde ungerne en god varieret og kvalitativ undervisning UANSET HVOR I LANDET MAN END BEFINDER SIG!
For det er jo en FOLKESKOLE for alle i landet.

Dvs. man bliver nødt til at udstikke meget klare regler fra central hold, til at sikre et minimumsnivau gældende for hele landet. Ergo er tanken om at den enkelte skoleleder skal lede og fordele mere jo i modstrid med denne grundregel. Ergo er talen om mere indflydelse til ledelsen blot varm luft, der ikke har reelt indhold. Og det øjeblik en sag fra blot en skole kommer i pressen pga kritik af en skolelederes disponering af timetal, forberedelsestid mellem fag og lærere, vil deres ledelse omgående blive stækket, af hensyn til et fælles fagligt niveau.

Den hidtidige model, hvor en kommune kan indgå aftale med lærerne er mere passende, da man jo derved sikrer samme niveau på kommuneniveau, så man i det mindste på kommuneniveau kan forvente samme grundregler, timetal etc. fra skole til skole. Og dermed står det jo den enkelte kommune frit for at tilbyde væsentlig flere timer end undervisningsministeriets minimumstimetal. Det sker bare yderst sjældent af økonomiske grunde.

Når regeringen så nu er fortaler for en heldagsskole er det jo blot et diktat om at hver eneste skole i DK skal tilbyde x antal timer til eleverne på uge. Dermed fratager man jo kommunerne muligheden for at regulere timetallet op og ned. Altså centralisere frem for decentralisere.Man fratager lederne en reel ledelse, da en reel ledelse som nævnt overfor, der falder udenfor "intentionerne" og skaber kritik, straks vil blive stoppet.

Så når det er vigtigt, at have et landsdækkende niveau for en folkeskole, er det derfor også vigtigt at lærerne, der jo skal undervise efter den givne model, fastlægger nationale regler om arbejdstid, herunder forberedelsestid.

Og derfor er konflikten jo kun mulig at løse ved at begge parter finder en mindelig fælles aftale, ellers ødelægges skolen totalt.

doctor skrev:Hvad kan vi så lære af det?

Man kan og skal ikke generalisere...........................å.

Det er usundt for alle parter. Derimod kan man med åbne øjne og et positivt sind se kritisk på de enkelte ansvarsområder/erhverv/overenskomster/lønninger.

Man skal bare vide:
Folk kan bare ikke kontrollere sig selv.
Vi profitmaximerer alle til egen fordel både hvad angår løn, akkord og kvalitet i arbejdet.

jeg har aldrig forstået hvor tanken om at man ikke må generalisere kommer fra - idet at generaliseringer er en absolut nødvendighed for ENHVER organismes overlevelse.

Forestil jer en mus der ikke generaliserer. Hver gang den møder en kat skal den så starte forfra i neutral position. Den her museart er hurtigt død.

Tag så omvendt en mus der generaliserer. Den undgår ALLE større dyr i sin nærhed for en sikkerheds skyld. Lo and behold, denne mus vil klare sig fint!

Det gælder også i samfundet.

Forbuddet mod at generalisere om f.eks. skolelærere betyder at man faktisk ikke må udtale sig om skolelærere som sådan før man har snakket med hver eneste af dem i hele landet. Det dur jo ikke. Hvis vi ikke må generaliserere må vi ikke have en mening om noget som helst fordi kravene til at have en mening bliver ulige at opfylde. Generelt ville det gøre uddannelser meningsløse f.eks. - en pædagoguddannelse er jo ikke andet end en masse generaliseringer om børn ift. en indlæringssituation. En lægeuddannelse er generaliseringer om sygdomme og patienter. osv.

Og ja - generaliseringer kan sagtens være forkerte, lige som musen kan flygte unødigt fra en gammel blind kat. Så må vi jo bare snakke om en given generalisering er god eller dårlig...

Danmark oplever et af de største fald i industriproduktionen i februar sammenlignet med resten af EU-landene.

Den virksomhed Jeg følger skal ud i en 10% reduktion af medarbejderstyrken:

Mange fyringsrunder i vente i industrien


De danske industrivirksomheder har svært ved at tjene penge og hver tredje forventer at skulle afskedige medarbejdere i løbet af de kommende seks måneder.

De danske industrivirksomheder har det fortsat svært. Fire ud af ti af virksomhederne oplever lige nu et fald i indtjeningen og hver tredje forventer at måtte afskedige medarbejdere i løbet af de kommende seks måneder.

Det skriver Dagbladet Børsen. Resultaterne fremgår af CEO-Survey som bliver lavet i et samarbejde med Greens Analyseinstitut, og de viser, at krisen for industrien er vej på ind i en ny og hårdere fase.

Ordrebøgerne er halvtomme, og priskonkurrencen er meget hård. Samtidig har virksomhederne svært ved at skære yderligere i omkostningerne.

Ifølge DI står virksomhederne efter finanskrisen nu trimmet og klar til at væksten kommer, men den kommer bare ikke. Flere end 70.000 job er gået tabt i industrien siden 2008.

DI mener ikke, at vi kommer til at se voldsomme afskedigelser igen, men en løbende tilpasning til markedssituationen.

klogeaage 35 skrev:
Danmark oplever et af de største fald i industriproduktionen i februar sammenlignet med resten af EU-landene.

Den virksomhed Jeg følger skal ud i en 10% reduktion af medarbejderstyrken:

Mange fyringsrunder i vente i industrien


De danske industrivirksomheder har svært ved at tjene penge og hver tredje forventer at skulle afskedige medarbejdere i løbet af de kommende seks måneder.

De danske industrivirksomheder har det fortsat svært. Fire ud af ti af virksomhederne oplever lige nu et fald i indtjeningen og hver tredje forventer at måtte afskedige medarbejdere i løbet af de kommende seks måneder.

Det skriver Dagbladet Børsen. Resultaterne fremgår af CEO-Survey som bliver lavet i et samarbejde med Greens Analyseinstitut, og de viser, at krisen for industrien er vej på ind i en ny og hårdere fase.

Ordrebøgerne er halvtomme, og priskonkurrencen er meget hård. Samtidig har virksomhederne svært ved at skære yderligere i omkostningerne.

Ifølge DI står virksomhederne efter finanskrisen nu trimmet og klar til at væksten kommer, men den kommer bare ikke. Flere end 70.000 job er gået tabt i industrien siden 2008.

DI mener ikke, at vi kommer til at se voldsomme afskedigelser igen, men en løbende tilpasning til markedssituationen.

Men en ekstrem ledighed i sydeuropa, en indenlandsk efterspørgsel der halter, og som fortsat presses, da grupper af borgere hvor en ekstra krone forbruges fuldt ud, oplever yderligere pres på indkomsten, hvad enten det er offentlig overførsel, eller lavtlønsområdet. Og de vellønnede sidder oftest og er teknisk insolvente.

Hurra det går godt i DK.

Den teknokratiske EU politik har virkelig hjulpet europa ud af krisen - min bare r.. !!!!

Næe, man skulle have ført en stik modsat politik. Boostet forbruget ved eks. at hæve bundfradraget med 5-10.000 kr, genindføre en form for mellemskat på højere indkomster - for hvorfor ikke bare hive lidt af overskuddet hjem, når det alligevel ikke forbruges ?
Skære i det offentliges høje lønninger - et løntrin eller to, og afskaffe den gratis frokostpause.

Afskaffe alt hvad der hedder fedt og sukkerafgift, nøddeafgift etc.
Eller alternativt lette momsen på visse fødevaregrupper.

Uden en styrkelse af forbruget vil denne udvikling fortsætte i det uendelige, da vores nærmarkeder fortsætter med at ligge underdrejet.

I Holland gurgler de også l...

Hvem sagde Kbh:

Young families like the Scheepens, who have bought a home in recent years, are now hoping that they can at least keep their jobs. Although their duplex has lost value, they can still make the monthly payments.

But the cuts are getting closer. A neighbor recently lost his job, and well-educated people can no longer find jobs. "There is no end to the crisis in sight," says Scheepens.

Dansk konkurrenceevne har tabt pusten, kun de gældsplagede sydeuropæiske lande som Grækenland, Spanien og Italien har klaret sig dårligere end Danmark.

klogeaage 35 skrev: Dansk konkurrenceevne har tabt pusten, kun de gældsplagede sydeuropæiske lande som Grækenland, Spanien og Italien har klaret sig dårligere end Danmark.

Med en EU ledighed på 26,3 mio borgere i EU-27, herunder de 19,1 mio i EURO zonen, er det da klart at dansk konkurrenceevne har mistet pusten. OG det har ikke noget med pris og løn niveau at gøre, men primært med det manglende forbrug på vores nærmarkeder.

Købekraften er jo ekstremt lav med så stor en ledighed, og både Tyskland, Holland og Frankrig mærker jo også krisen, som giver sig udtryk i lavere forbrug.

I betragtning af at dansk eksport primært er af den bedre og dermed dyrere varegruppe, så vil det jo alt andet lige slå hårdt og først på dansk konkurrenceevne, og dansk eksport.

Med working poor i Tyskland, og 26 mio forbrugere, der ikke kan forbruge, er al vækst jo smadret på grund af en total fejlslagen EU politik. Og ikke mindst en EURO politik, der har smadret euro landende, og deres vækst.

Når danskerne samtidig oplever præcis samme fejlslagen politik, med SU reform, kontanthjælp-reform og dagpengereform, der enten direkte reducerer købekraften, eller skaber frygt blandt borgerne, som dermed holder på pengene pga usikkerhed, ja så vil de små og mellemstore danske virksomheder, der har DK som primærmarked, i høj grad fortsætte med at lide under denne politik.

Og det kan en vækstpakke ikke ændre på.

Eneste mulighed er at vende bøtten, og styrke købekraften ved primært at styrke de laveste indkomstgruppers købekraft.

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explained/index.php/Unemployment_statistics

Eurostat estimates that 26.338 million men and women in the EU-27, of whom 19.071 million were in the euro area (EA-17), were unemployed in February 2013. Compared with January 2013, the number of persons unemployed increased by 76.000 in the EU-27 and by 33.000 in the euro area. Compared with February 2012, unemployment rose by 1 805 000 in the EU-27 and by 1 775 000 in the euro area.

The euro area seasonally-adjusted unemployment rate was 12.0 % in February 2013, stable compared with January; it was 10.9 % in February 2012. The EU-27 unemployment rate was 10.9 % in February 2013, up from 10.8 % in the previous month; it was 10.2 % in February 2012.

In February 2013, 5.694 million young people (under 25) were unemployed in the EU-27, of whom 3.581 million were in the euro area. Compared with February 2012, youth unemployment increased by 196 000 in the EU-27 and by 188 000 in the euro area. In February 2013, the youth unemployment rate was 23.5 % in the EU-27 and 23.9 % in the euro area. In February 2012 it was 22.5 % and 22.3 % respectively. In February 2013 the lowest rates were observed in Germany (7.7 %), Austria (8.9 %) and the Netherlands (10.4 %), and the highest in Greece (58.4 % in December 2012), Spain (55.7 %), Portugal (38.2 %) and Italy (37.8 %).

Denne kronik af en tidligere overvismand er faktisk ret interessant.

Og rart at selv KLOGE økonomer er enig i min ofte gentagne betragtning.

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1945903/min-rejse-til-graekenland/

dkguy66 skrev:
Når danskerne samtidig oplever præcis samme fejlslagen politik, med SU reform, kontanthjælp-reform og dagpengereform, der enten direkte reducerer købekraften, eller skaber frygt blandt borgerne, som dermed holder på pengene pga usikkerhed, ja så vil de små og mellemstore danske virksomheder, der har DK som primærmarked, i høj grad fortsætte med at lide under denne politik.

En lille smule simplificeret?

Ideen med alle reformerne er jo netop at holde skatterne i ro hhv. få skatterne ned, så lønningerne kan følge med ned for den arbejdende del af befolkningen. Derpå bliver disse mere konkurrencedygtige, deres virksomheder sælger mere og flere kommer i arbejde?

Jeg tror stadig, at lønnen for alle danskere skal ned. Derudover kan der blive tale om arbejdsdeling indenfor de fag, som enhver kan bestride = endnu mindre købekraft blandt disse lønmodtagere.


I øvrigt så tror jeg, at en ende med smerter er at foretrække frem for smerter uden ende. Dvs. de skulle have ladet hele lortet krakke i 2008. Derpå kunne det kun gå fremad. Så er man da kun deprimeret een gang. Nu er det hver dag.

/BF

dkguy66 skrev:Denne kronik af en tidligere overvismand er faktisk ret interessant.

Og rart at selv KLOGE økonomer er enig i min ofte gentagne betragtning.

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1945903/min-rejse-til-graekenland/

Den kloge mand er vist ikke helt så klog alligevel: Han bygger på paradigmet "lavere græske lønstigninger end dets eksportlande".

Det korrekte paradigme er: Lønnen skal LANGT NED i Grækenland. Man kan selvfølgeligt ikke underbyde nabolandenes ikke-eksisterende løsstigninger....


Ind imellem så undrer jeg mig godt nok over logikken i de tidligere eller nuværende vismænds tale. Det er vist godt at Sokrates og Platon ikke lever i dag. Nå, nej så havde de nok begået selvmord af skam over de nuværende beboere af Grækenland.


Citat:

"Med det fokus på prisstabilitet, der er i EU og euroområdet, og med udsigt til meget beskedne lønstigninger i et recessionsramt euroområde vil det tage alt for lang tid at opnå den nødvendige konkurrenceevneforbedring alene ved lavere lønstigninger end i de øvrige eurolande. "

/BF

BamsesFar skrev:. Det er vist godt at Sokrates og Platon ikke lever i dag. Nå, nej så havde de nok begået selvmord af skam over de nuværende beboere af Grækenland.

Tro det eller lad være, men græsk politik var endnu værre på den tid Sokrates begik jo selvmord - han blev dømt til at begå selvmord for forbrydelserne "vildledelse af de unge og bespottelse af guderne". Stakkels Platon designede en perfekt stat på tegnebrættet i desperation, blev inviteret til Sicilien som politisk konsulent og spindoktor - men hans arbejdsgiver blev træt af ham og solgte ham som slave.

klogeaage 35 skrev:
Danmark oplever et af de største fald i industriproduktionen i februar sammenlignet med resten af EU-landene.

Den virksomhed Jeg følger skal ud i en 10% reduktion af medarbejderstyrken:

Mange fyringsrunder i vente i industrien


De danske industrivirksomheder har svært ved at tjene penge og hver tredje forventer at skulle afskedige medarbejdere i løbet af de kommende seks måneder.

De danske industrivirksomheder har det fortsat svært. Fire ud af ti af virksomhederne oplever lige nu et fald i indtjeningen og hver tredje forventer at måtte afskedige medarbejdere i løbet af de kommende seks måneder.

Det skriver Dagbladet Børsen. Resultaterne fremgår af CEO-Survey som bliver lavet i et samarbejde med Greens Analyseinstitut, og de viser, at krisen for industrien er vej på ind i en ny og hårdere fase.

Ordrebøgerne er halvtomme, og priskonkurrencen er meget hård. Samtidig har virksomhederne svært ved at skære yderligere i omkostningerne.

Ifølge DI står virksomhederne efter finanskrisen nu trimmet og klar til at væksten kommer, men den kommer bare ikke. Flere end 70.000 job er gået tabt i industrien siden 2008.

DI mener ikke, at vi kommer til at se voldsomme afskedigelser igen, men en løbende tilpasning til markedssituationen.

Klagesangen fra dårligt ledede danske virksomheder vil ingen ende tage... Gu er det da svært, når der er krise, men hovedparten ligger altså som de selv har redt:

- Alt, alt for høj grad af fremmedfinansiering - den tynger nu både afdragene og renterne
- Eksorbitante lønninger og administrationsomkostninger, rejser, fryns, direktionsvogne og hvad ved jeg
- Opkøb og fusioner finansieret næsten udelukkende via fremmedkapital, og gennemført på marginaler der kun er OK i festtid
- Alt for meget fokus på kortsigtet profilt maksimering (USA Skole) og ikke på langsigtet soliditet og konsolidering
- Ingen eller meget ringe egenfinansiering
- For megen fokus på omsætning og for lidt på indtjening

Når så der kommer en nedgang i økonomien, så SKAL det jo gå galt med de forretningsmodeller. Det er ganske logisk. Og der er manglende rettidig omhu - eller med andre ord - dårlig ledelse.

Sværere er det såmænd ikke, men ikke en af klaptorske vil indrømme det, men se så på de virksomheder der går godt - de har handlet stik modsat - eller mere balanceret - i forhold til ovenstående liste.

Stop så endegyldigt den pipe med lønnedgang op hvor der er mørkt, og lad os få fokus på hvordan tumberne får kæmpet sig ud af det lort de har placeret sig selv til halsen i....

Ellers kan du læse dagen leder i JP her:
Hvad nu, hvis der slet ikke er en krise?
Tanken er lidt skræmmende. For hvad er det så, vi skal gøre, hvis vi
ikke længere kan regne med, at krisen går over og dermed fjerner alle de
problemer, som vi har antaget var forårsaget af krisen.

Krise er et dejligt elastisk ord, som kan dække over alt fra den
enkeltes kvaler til hele verdens udfordringer. Det er egnet til at sætte
pulsen i vejret og give røde pletter på halsen. Alligevel kan det sno
sig ud af ens mund, uden at man behøver at bevæge læberne, og er
velegnet til at sætte en stopper for nysgerrige og analyserende
spørgsmål.
Det er nok derfor, ordet krise har holdt et så massivt
indtog i vort dagligsprog. Stort set alt, som ingen lige gider gøre sig
umage med at undersøge nærmere, forklares med henvisning til krisen.
Prisfald, prisstigninger, depressioner, gældsætning, motorisk uro,
huller i vejene, eksamenssnyderi, arbejdsløshed, CV-overdrivelser og
meget andet skubbes med let hånd hen i den stadigt voksende bunke af
krisekonsekvenser. Det ligger i luften, at når krisen er på spil, kan vi
ikke stille noget særligt op over for den, bare vente på at den
fortager sig.
Men den kan være lidt svær at få øje på i det
offentlige rum, den der krise. Det er for eksempel helt umuligt at finde
den, der hvor vi færdes for at anskaffe det, der helt ureflekteret
kaldes for dagligvarer, selv om meget af det, der ligger i
indkøbsvognene, intet har med egentlige daglige behov at gøre. Der er
læs på, og udvalget af tilbud og varenumre er intet mindre end
overvældende.
Selv om man gør sig umage med at finde et tidspunkt,
hvor der er lidt stille i supermarkederne, er det svært, der er næsten
altid masser af kunder. Ser man nærmere på, hvor meget vi køber, er der
heller ingen nedgang at spore; den danske befolkning bruger mindst lige
så mange penge som i 2007.
Krisen kigger også til den anden side,
når familien Danmark samles i kreds om juletræet eller bænker sig rundt
om bordet til højtidernes overdådige frokoster. Der må naturligvis ikke
mangle noget. Hvilket implicerer, at alt det, der var der sidste gang,
også må frem denne gang – og så lige lidt til. Gaverne stiger i pris år
efter år, julehandelen har det med at slå sine egne rekorder hvert år.
Tager
man temperaturen på konfirmationer, har krisen også stukket hovedet i
busken. Dyre kjoler, flotte jakkesæt, limousiner, røde roser, generøse
gaver, champagne og mad på højkant, der nærmest associerer til bryllup,
er mere reglen end undtagelsen. Og nonfirmationer står naturligvis ikke
tilbage. Der synes at være enighed om, at intet kan blive for flot til
vore teenagere. Deres livsbegivenheder skal i hvert fald være
uovertrufne og uforglemmelige. Så kan man altid spare penge ved at melde
sig ud af folkekirken bagefter.
Kigger man ind på
direktionsgangene, så er der end ikke skyggen af krise. Tværtimod har
danske topledere de senere år fået en lønstigning på over 50 pct., mens
deres ansatte, uden hvem de ikke kan tjene en krone, må nøje sig med et
par pct., så deres lønninger ikke kan holde trit med inflationen.
Direktørklubben
har haft held til at bilde omverdenen ind, at de er utroligt meget
værd, og hvis der ikke betales ved kasse 1, så rejser de deres vej til
et endnu federe job i udlandet. I virkeligheden er det de færreste
danske direktører, der har kvalifikationer til de job i udlandet, de
henviser til, så der er ingen som helst fornuftig grund til at lade
deres aflønning stige og stige.
Det er i øvrigt ikke kun lederne i
det private erhvervsliv, der kan glæde sig over flere nuller bag
tallene, også mange offentligt ansatte chefer har pæne lønstigninger.
Måske har de endda fået dem, fordi det er så hårdt med al den krise, de
skal slås med. Den kære krise har sine gode sider visse steder! Man kan
få en dejlig bonus for at fyre folk og holde antallet af ansatte nede.
For
den gruppe, vi – måske lidt provokerende – kunne kalde nirvanamafiaen,
går det også strygende. Hele koret af coaches, terapeuter, psykologer,
diætister, spåkoner, vejledere, konsulenter, mentorer, rådgivere,
fitnessinstruktører, kaptajner og karmaguider knokler gerne for at styre
os gennem både små og store kriser.
Det er nemlig for en stadig
større gruppe blevet et lukrativt levebrød at byde ud med kommentarer,
korrektioner og gode råd. Ufatteligt mange står på spring med vejledning
i, hvordan vi fremelsker de rigtige følelser for børn og partner for
slet ikke at tale om, hvordan vi bedst anskuer os selv og den indsats,
vi skal yde på jobbet.
Nirvanamafiaen er i den grad rede til at
forklare os, hvor meget vi fortjener, hvad vi bør føle for hvem, og hvad
vi skal nå i løbet af dagen, ugen, måneden og året for slet ikke at
tale om alt det, der skal præsteres og nydes i løbet af livet.
Krisen
kradser også rigtig dejligt og pirrende i medierne, som absolut
foretrækker at garnere både ord og billeder med et godt slag krise. At
noget går godt, er der jo ikke meget ramasjang eller mange overskrifter
i.
Desværre er den historiske hukommelse uendelig kort, og de
færreste medier gør sig den ulejlighed at forklare, hvordan forholdene
var i de andre perioder, som vi også har kaldt kriser, så vi får et
rimeligt sammenligningsgrundlag. Mediernes historiske amnesi smitter, og
tilslører det forhold, at kriser, sådan som de nu defineres, har det
med at komme dumpende fra tid til anden. Forbløffende jævnligt. Vi havde
oliekrisen i 1970’erne, hvor vi også havde en kæmpegæld til udlandet,
vi havde boligkrise sidst i 1980’erne og et stykke ind i 1990’erne, hvor
arbejdsløsheden var næsten dobbelt så stor som nu, og antallet af
tvangsauktioner mange gange større.
For vores
medicinalvirksomheder er konsekvenserne af krisen også til at leve med.
Faktisk ser det ud til, at jo værre krisen beskrives, desto flere
mennesker påvirkes på en uheldig måde. Krisebevidstheden har givetvis
spillet en rolle for, at antallet af danskere, der indtager Ritalin mod
ADHD, er 15-doblet de sidste 12 år. Krisen implicerer, at mange bliver
nervøse for, om det mangel på fokus, som ADHD-patienter eller dem, der
ligner har, gør Danmarks konkurrenceevne mindre. Depression er også en
diagnose i vækst, og i mange tilfælde behandles den med medicin. Vi
nærmer os nu en halv million danskere, der bruger antidepressive midler
og brugen af medicin er næsten fordoblet siden 2001. Der er ingen tvivl
om, at mange har gavn af det, men det kan også være, at
konkurrencesamfundet her spiller ind på en måde, der udløser flere
depressioner, end der ellers ville have været. Under alle omstændigheder
giver det gode indtjeningsmuligheder for medicinalfirmaerne.
Også
for politikerne kan krisen fungere som en hjælpende hånd, når man skal
give gode forklaringer på upopulære omprioriteringer. Det er hurtigere
at give krisen skylden end at forklare den egentlige og mere
komplicerede og måske endda kompromitterende årsag. Det er sandsynligt,
at det især er dem, som af forskellige grunde har gavn af krisen, der
vedblivende italesætter den.
Det er klart, at uden for Valby Bakke
og middelklassens snæversynede univers er det betydeligt nemmere at
finde fænomener, som for alvor gør sig fortjent til at blive kaldt
krise. Ser man ordentligt efter, er der i hvert fald en klimakrise. Men
den drukner for tiden i bekymringer over mangel på økonomisk vækst, som,
hvis den kommer, i øvrigt vil forværre klimakrisen.
Onde tunger
er begyndt at mumle om, at der slet ikke er nogen krise. Den økonomiske
tilbagegang, som Danmark, EU og resten af verden døjer med lige nu, er
slet ikke en krise, men det permanente resultat af, at
finanskapitalisterne har haft sugerøret nede i statskasserne.
Hvad
nu, hvis der slet ikke er en krise? Tanken er lidt skræmmende. For hvad
er det så, vi skal gøre, hvis vi ikke længere kan regne med, at krisen
på et tidspunkt går over og dermed fjerner alle de problemer, som vi har
antaget var forårsaget af krisen?
Så bliver vi nødt til at
overveje, hvad der skal gøres ved alle de problemer, som vi har lagt til
at sove i krisens vugge. Mon vi kan klare det uden en ny krise?

Plyds skrev:
Ellers kan du læse dagen leder i JP her:
Hvad nu, hvis der slet ikke er en krise?
Tanken er lidt skræmmende. For hvad er det så, vi skal gøre, hvis vi
ikke længere kan regne med, at krisen går over og dermed fjerner alle de
problemer, som vi har antaget var forårsaget af krisen.

Krise er et dejligt elastisk ord, som kan dække over alt fra den
enkeltes kvaler til hele verdens udfordringer. Det er egnet til at sætte
pulsen i vejret og give røde pletter på halsen. Alligevel kan det sno
sig ud af ens mund, uden at man behøver at bevæge læberne, og er
velegnet til at sætte en stopper for nysgerrige og analyserende
spørgsmål.
Det er nok derfor, ordet krise har holdt et så massivt
indtog i vort dagligsprog. Stort set alt, som ingen lige gider gøre sig
umage med at undersøge nærmere, forklares med henvisning til krisen.
Prisfald, prisstigninger, depressioner, gældsætning, motorisk uro,
huller i vejene, eksamenssnyderi, arbejdsløshed, CV-overdrivelser og
meget andet skubbes med let hånd hen i den stadigt voksende bunke af
krisekonsekvenser. Det ligger i luften, at når krisen er på spil, kan vi
ikke stille noget særligt op over for den, bare vente på at den
fortager sig.
Men den kan være lidt svær at få øje på i det
offentlige rum, den der krise. Det er for eksempel helt umuligt at finde
den, der hvor vi færdes for at anskaffe det, der helt ureflekteret
kaldes for dagligvarer, selv om meget af det, der ligger i
indkøbsvognene, intet har med egentlige daglige behov at gøre. Der er
læs på, og udvalget af tilbud og varenumre er intet mindre end
overvældende.
Selv om man gør sig umage med at finde et tidspunkt,
hvor der er lidt stille i supermarkederne, er det svært, der er næsten
altid masser af kunder. Ser man nærmere på, hvor meget vi køber, er der
heller ingen nedgang at spore; den danske befolkning bruger mindst lige
så mange penge som i 2007.
Krisen kigger også til den anden side,
når familien Danmark samles i kreds om juletræet eller bænker sig rundt
om bordet til højtidernes overdådige frokoster. Der må naturligvis ikke
mangle noget. Hvilket implicerer, at alt det, der var der sidste gang,
også må frem denne gang – og så lige lidt til. Gaverne stiger i pris år
efter år, julehandelen har det med at slå sine egne rekorder hvert år.
Tager
man temperaturen på konfirmationer, har krisen også stukket hovedet i
busken. Dyre kjoler, flotte jakkesæt, limousiner, røde roser, generøse
gaver, champagne og mad på højkant, der nærmest associerer til bryllup,
er mere reglen end undtagelsen. Og nonfirmationer står naturligvis ikke
tilbage. Der synes at være enighed om, at intet kan blive for flot til
vore teenagere. Deres livsbegivenheder skal i hvert fald være
uovertrufne og uforglemmelige. Så kan man altid spare penge ved at melde
sig ud af folkekirken bagefter.
Kigger man ind på
direktionsgangene, så er der end ikke skyggen af krise. Tværtimod har
danske topledere de senere år fået en lønstigning på over 50 pct., mens
deres ansatte, uden hvem de ikke kan tjene en krone, må nøje sig med et
par pct., så deres lønninger ikke kan holde trit med inflationen.
Direktørklubben
har haft held til at bilde omverdenen ind, at de er utroligt meget
værd, og hvis der ikke betales ved kasse 1, så rejser de deres vej til
et endnu federe job i udlandet. I virkeligheden er det de færreste
danske direktører, der har kvalifikationer til de job i udlandet, de
henviser til, så der er ingen som helst fornuftig grund til at lade
deres aflønning stige og stige.
Det er i øvrigt ikke kun lederne i
det private erhvervsliv, der kan glæde sig over flere nuller bag
tallene, også mange offentligt ansatte chefer har pæne lønstigninger.
Måske har de endda fået dem, fordi det er så hårdt med al den krise, de
skal slås med. Den kære krise har sine gode sider visse steder! Man kan
få en dejlig bonus for at fyre folk og holde antallet af ansatte nede.
For
den gruppe, vi – måske lidt provokerende – kunne kalde nirvanamafiaen,
går det også strygende. Hele koret af coaches, terapeuter, psykologer,
diætister, spåkoner, vejledere, konsulenter, mentorer, rådgivere,
fitnessinstruktører, kaptajner og karmaguider knokler gerne for at styre
os gennem både små og store kriser.
Det er nemlig for en stadig
større gruppe blevet et lukrativt levebrød at byde ud med kommentarer,
korrektioner og gode råd. Ufatteligt mange står på spring med vejledning
i, hvordan vi fremelsker de rigtige følelser for børn og partner for
slet ikke at tale om, hvordan vi bedst anskuer os selv og den indsats,
vi skal yde på jobbet.
Nirvanamafiaen er i den grad rede til at
forklare os, hvor meget vi fortjener, hvad vi bør føle for hvem, og hvad
vi skal nå i løbet af dagen, ugen, måneden og året for slet ikke at
tale om alt det, der skal præsteres og nydes i løbet af livet.
Krisen
kradser også rigtig dejligt og pirrende i medierne, som absolut
foretrækker at garnere både ord og billeder med et godt slag krise. At
noget går godt, er der jo ikke meget ramasjang eller mange overskrifter
i.
Desværre er den historiske hukommelse uendelig kort, og de
færreste medier gør sig den ulejlighed at forklare, hvordan forholdene
var i de andre perioder, som vi også har kaldt kriser, så vi får et
rimeligt sammenligningsgrundlag. Mediernes historiske amnesi smitter, og
tilslører det forhold, at kriser, sådan som de nu defineres, har det
med at komme dumpende fra tid til anden. Forbløffende jævnligt. Vi havde
oliekrisen i 1970’erne, hvor vi også havde en kæmpegæld til udlandet,
vi havde boligkrise sidst i 1980’erne og et stykke ind i 1990’erne, hvor
arbejdsløsheden var næsten dobbelt så stor som nu, og antallet af
tvangsauktioner mange gange større.
For vores
medicinalvirksomheder er konsekvenserne af krisen også til at leve med.
Faktisk ser det ud til, at jo værre krisen beskrives, desto flere
mennesker påvirkes på en uheldig måde. Krisebevidstheden har givetvis
spillet en rolle for, at antallet af danskere, der indtager Ritalin mod
ADHD, er 15-doblet de sidste 12 år. Krisen implicerer, at mange bliver
nervøse for, om det mangel på fokus, som ADHD-patienter eller dem, der
ligner har, gør Danmarks konkurrenceevne mindre. Depression er også en
diagnose i vækst, og i mange tilfælde behandles den med medicin. Vi
nærmer os nu en halv million danskere, der bruger antidepressive midler
og brugen af medicin er næsten fordoblet siden 2001. Der er ingen tvivl
om, at mange har gavn af det, men det kan også være, at
konkurrencesamfundet her spiller ind på en måde, der udløser flere
depressioner, end der ellers ville have været. Under alle omstændigheder
giver det gode indtjeningsmuligheder for medicinalfirmaerne.
Også
for politikerne kan krisen fungere som en hjælpende hånd, når man skal
give gode forklaringer på upopulære omprioriteringer. Det er hurtigere
at give krisen skylden end at forklare den egentlige og mere
komplicerede og måske endda kompromitterende årsag. Det er sandsynligt,
at det især er dem, som af forskellige grunde har gavn af krisen, der
vedblivende italesætter den.
Det er klart, at uden for Valby Bakke
og middelklassens snæversynede univers er det betydeligt nemmere at
finde fænomener, som for alvor gør sig fortjent til at blive kaldt
krise. Ser man ordentligt efter, er der i hvert fald en klimakrise. Men
den drukner for tiden i bekymringer over mangel på økonomisk vækst, som,
hvis den kommer, i øvrigt vil forværre klimakrisen.
Onde tunger
er begyndt at mumle om, at der slet ikke er nogen krise. Den økonomiske
tilbagegang, som Danmark, EU og resten af verden døjer med lige nu, er
slet ikke en krise, men det permanente resultat af, at
finanskapitalisterne har haft sugerøret nede i statskasserne.
Hvad
nu, hvis der slet ikke er en krise? Tanken er lidt skræmmende. For hvad
er det så, vi skal gøre, hvis vi ikke længere kan regne med, at krisen
på et tidspunkt går over og dermed fjerner alle de problemer, som vi har
antaget var forårsaget af krisen?
Så bliver vi nødt til at
overveje, hvad der skal gøres ved alle de problemer, som vi har lagt til
at sove i krisens vugge. Mon vi kan klare det uden en ny krise?

Ja, krise er et dårligt ord, da de antyder midlertidighed.

/BF

Plyds skrev:
Klagesangen fra dårligt ledede danske virksomheder vil ingen ende tage... Gu er det da svært, når der er krise, men hovedparten ligger altså som de selv har redt:

- Alt, alt for høj grad af fremmedfinansiering - den tynger nu både afdragene og renterne
- Eksorbitante lønninger og administrationsomkostninger, rejser, fryns, direktionsvogne og hvad ved jeg
- Opkøb og fusioner finansieret næsten udelukkende via fremmedkapital, og gennemført på marginaler der kun er OK i festtid
- Alt for meget fokus på kortsigtet profilt maksimering (USA Skole) og ikke på langsigtet soliditet og konsolidering
- Ingen eller meget ringe egenfinansiering
- For megen fokus på omsætning og for lidt på indtjening

Når så der kommer en nedgang i økonomien, så SKAL det jo gå galt med de forretningsmodeller. Det er ganske logisk. Og der er manglende rettidig omhu - eller med andre ord - dårlig ledelse.

Sværere er det såmænd ikke, men ikke en af klaptorske vil indrømme det, men se så på de virksomheder der går godt - de har handlet stik modsat - eller mere balanceret - i forhold til ovenstående liste.

Stop så endegyldigt den pipe med lønnedgang op hvor der er mørkt, og lad os få fokus på hvordan tumberne får kæmpet sig ud af det lort de har placeret sig selv til halsen i....

At chefer bevilliger sig høj løn i en tid, hvor INGEN er deres løn værd, er et bestyrelsesproblem. Det samme med hele DJØF'iceringen.

Selv om jeg konsekvent advokerer for kraftige lønnedgange, så betyder det ikke, at jeg tror, at det er mere end en kortsigtet løsning. Det er udelukkende for at komme ind på banen igen. På sigt tror jeg noget mere på din hhv. DkGuy's vision om de godt ledede nichevirksomheder, der er langsigtet finansierede. Men vi skal lige på banen igen. Vi skal også finde nogen med den tålmodige kapital. Det gider de færreste lønmodtagere jo ikke engang: De vil have høj forrentning på deres pension og lave bankrenter....

/BF

@plyds
Tak for lederen fra JP.

Mvh
Cirb

BamsesFar skrev:

Plyds skrev:
Klagesangen fra dårligt ledede danske virksomheder vil ingen ende tage... Gu er det da svært, når der er krise, men hovedparten ligger altså som de selv har redt:

- Alt, alt for høj grad af fremmedfinansiering - den tynger nu både afdragene og renterne
- Eksorbitante lønninger og administrationsomkostninger, rejser, fryns, direktionsvogne og hvad ved jeg
- Opkøb og fusioner finansieret næsten udelukkende via fremmedkapital, og gennemført på marginaler der kun er OK i festtid
- Alt for meget fokus på kortsigtet profilt maksimering (USA Skole) og ikke på langsigtet soliditet og konsolidering
- Ingen eller meget ringe egenfinansiering
- For megen fokus på omsætning og for lidt på indtjening

Når så der kommer en nedgang i økonomien, så SKAL det jo gå galt med de forretningsmodeller. Det er ganske logisk. Og der er manglende rettidig omhu - eller med andre ord - dårlig ledelse.

Sværere er det såmænd ikke, men ikke en af klaptorske vil indrømme det, men se så på de virksomheder der går godt - de har handlet stik modsat - eller mere balanceret - i forhold til ovenstående liste.

Stop så endegyldigt den pipe med lønnedgang op hvor der er mørkt, og lad os få fokus på hvordan tumberne får kæmpet sig ud af det lort de har placeret sig selv til halsen i....

At chefer bevilliger sig høj løn i en tid, hvor INGEN er deres løn værd, er et bestyrelsesproblem. Det samme med hele DJØF'iceringen.

Selv om jeg konsekvent advokerer for kraftige lønnedgange, så betyder det ikke, at jeg tror, at det er mere end en kortsigtet løsning. Det er udelukkende for at komme ind på banen igen. På sigt tror jeg noget mere på din hhv. DkGuy's vision om de godt ledede nichevirksomheder, der er langsigtet finansierede. Men vi skal lige på banen igen. Vi skal også finde nogen med den tålmodige kapital. Det gider de færreste lønmodtagere jo ikke engang: De vil have høj forrentning på deres pension og lave bankrenter....

/BF

BF

Der hvor jeg kan følge din tanke om lønnedgang er hvis vi peger pilen på ledelses- og direktionsgangen. Herunder alle de eksterne udgifter til højtlønnede "konsulenter", som også nævnes i JP's leder.
Det er jo interessant, at højtlønnede administrative medarbejdere, åbenbart ikke er gode nok, eftersom de konstant har brug for eksterne konsulenter til at rådgive dem i sit arbejde.
Dertil kan vi lægge alle de offentligt ansatte i statsadministrationen, hvor lønningerne er så uigennemsigtige at ingen reelt ved hvor stor løn mange af disse akademikere tjener. Dertil kommer jo også det offentliges brug af alle disse konsulenter, og DE udgifter fremgår jo ikke af lønsummen.

Sidder her til morgen og skummer af raseri over TV2 news løbende omtale af kontanthjælpsforliget, der er lige på trapperne, og hvor man nu vil spare ekstra 125 mio fra næste år.
Og til hvad ? Til at give overforkælede boligejere ekstra skattefradrag for at udføre vedligehold af boligen, via bolig/job ordningen.

Som jeg har skrevet før, så er en leders fornemste opgave, at gå forrest. Og når nu folkets valgte mener de aller dårligst stillede skal fratages ethvert levegrundlag, havde det været passende at MF'erne startede med at barbere 100.000 af sit honorar allerede fra næste år. Det ville da bidrage med mindst 17,9 mio + pensionsbesparelsen til denne løsning.

Men uha nej. det kan man jo ikke ville de jo sige. Men hvorfor dog ikke ? det ville eks. bidrage med 20% af det ekstra provenue man nu strammer ekstra op med.

Med hensyn til din bemærkning om at lønningerne på ledelsesgangen er et bestyrelsesproblem, har du jo grundlæggende ret.

Problemet er dog bare, at ledelse og bestyrelse og er fedtet godt og grundigt ind i hinanden. Ledelsen i den ene koncern sidder som bestyrelse i den anden, og omvendt.
At det så egentlig burde være aktionærene der skulle tage affære, er jo også grundlæggende rigtigt, men i de større koncerner, er ejerstrukturen jo så uoverskuelig, at bestyrelsen reelt er enevældig. Enten består ejerstrukturen af så mange småaktionærere, der aldrig har en kinamands chance for at møde op og gøre indsigelser, eller så har et selskab stemmeretsbegrænsning - altså bortset når det kommer til bestyrelsens mulighed for at modtage fuldmagter - eller så er en del af de større ejere offentlige pensionskasser der ikke altid gør indsigelser, eller store private investorere (banker, hedgefonde) der netop har fokus på den kortsigtede gevinst.

Men et eller andet sted sidder jeg så med den tanke, at det nu nok går op for både politikere og særligt de vellønnede ( højtlønnede) brødløse og uproduktive, når den massive ledighed fra sydeuropa langsomt begynder at presse vellønnede og højtlønnede danskere ud af sine jobs.
Men det er trist at solidariteten og sammenhængsfølelsen i DK ikke længere strækker sig til andet end ens lille pengepung.

Men mon vi ikke snart ser øst- og sydeuropæiske ingeniører, økonomer, og andre vidensmedarbejdere, der tilbyder sin arbejdskraft til en 200.000 kr årligt ? Og så er der virkelig nogen der får en brat opvågning. Men så er det jo for sent at gøre noget.

dkguy66 skrev:Denne kronik af en tidligere overvismand er faktisk ret interessant.

Og rart at selv KLOGE økonomer er enig i min ofte gentagne betragtning.

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1945903/min-rejse-til-graekenland/

Hvis der er nogen der husker, hvorfor jeg skiftede avatar til A=B/C
så var det netop fordi al økonomisk diskussion og økonomiske tiltag udgår fra forholdet mellem gæld i forhold til BNP. Så det er da sjovt at se, at overvismanden nu også så demonstrativt cirkulerer rundt i det felt.

Det følger også af dette eksempel, hvad de væsentligste forudsætninger er for, at et gældsproblem kan løses uden gældseftergivelse: lav rente og høj økonomisk vækst.

For så vokser tælleren i gældskvoten, den offentlige gæld, mindre end nævneren, bruttonationalproduktet opgjort i aktuelle priser.

Problemet er bare at det bliver rent hjernespinderi at blive ved at udtænke løsninger der skal forbedre forholdet. Det KAN ikke lade sig gøre i en vestlig økonomisk krise som denne.
Jeg har også rejst meget i Grækenland som ung. Jeg kender deres frygt.
Når den almindelige græker ikke vil ud af euroen, så er det fordi de er bange for genindførelse af et juntaregime. Jeg tror ikke så meget det er Tyrkiet og den manglende tilknytning til Europa der skræmmer, men det er de indenlandske politiske spændinger mellem fascister og kommunister som de kaldte sig i min ungdom. Der ligger et kæmpe had og en stor frygt. Det er EU som ikke vil af med Grækenland, fordi det er et bolværk mod araberne. Og således har de en fælles interesse i, at holde Grækenland i EU og med euroen, men Grækenlands økonomiske problemer bliver IKKE løst af det. De er simpelthen ikke på et udviklingsstade, hvor de kan tillade sig at have så stor en velfærdsstat.

doctor skrev:

dkguy66 skrev:Denne kronik af en tidligere overvismand er faktisk ret interessant.

Og rart at selv KLOGE økonomer er enig i min ofte gentagne betragtning.

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1945903/min-rejse-til-graekenland/

Hvis der er nogen der husker, hvorfor jeg skiftede avatar til A=B/C
så var det netop fordi al økonomisk diskussion og økonomiske tiltag udgår fra forholdet mellem gæld i forhold til BNP. Så det er da sjovt at se, at overvismanden nu også så demonstrativt cirkulerer rundt i det felt.

Det følger også af dette eksempel, hvad de væsentligste forudsætninger er for, at et gældsproblem kan løses uden gældseftergivelse: lav rente og høj økonomisk vækst.

For så vokser tælleren i gældskvoten, den offentlige gæld, mindre end nævneren, bruttonationalproduktet opgjort i aktuelle priser.

Problemet er bare at det bliver rent hjernespinderi at blive ved at udtænke løsninger der skal forbedre forholdet. Det KAN ikke lade sig gøre i en vestlig økonomisk krise som denne.
Jeg har også rejst meget i Grækenland som ung. Jeg kender deres frygt.
Når den almindelige græker ikke vil ud af euroen, så er det fordi de er bange for genindførelse af et juntaregime. Jeg tror ikke så meget det er Tyrkiet og den manglende tilknytning til Europa der skræmmer, men det er de indenlandske politiske spændinger mellem fascister og kommunister som de kaldte sig i min ungdom. Der ligger et kæmpe had og en stor frygt. Det er EU som ikke vil af med Grækenland, fordi det er et bolværk mod araberne. Og således har de en fælles interesse i, at holde Grækenland i EU og med euroen, men Grækenlands økonomiske problemer bliver IKKE løst af det. De er simpelthen ikke på et udviklingsstade, hvor de kan tillade sig at have så stor en velfærdsstat.

At der er mange ting i det græske system, der er og har været tudetosset er ingen vist i tvivl om.

Men som det bla nævnes i artiklen, så er det jo i høj grad politikerne, der har ansvaret for de græske problemer. OG ET EU DER BURDE VIDE AT GRÆKENLAND IKKE SKULLE VÆRE DEL AF EURO'en.

Når løsningen beskrives som " en lav rente og høj vækst", er problemet jo at der er bare ikke nogen vækst MULIGHED !!!

Sålænge Grækenland har samme valuta som Tyskland, og dermed ikke mulighed for at føre en pengepolitik - altså at kunne "printe" egne penge - så har vækst lange udsigter. Og med et ekstremt højt ledighedsniveau i EU er forbruget jo "stallet". Det styrker jo heller ikke muligheden for vækst. Tværtimod vil vi jo se en ny emigration fra sydeuropa og til nord, der presser løn og velfærd i de lande. I stedet for at lade landet kunne føre egen pengepolitik, egen valuta, så vil sydeuropa være fanget i et tysk financielt helvede de næste 20 -30 år. Altså indtil EU teknokraterne og EU politikerne indser at deres højtelskede europrojekt var fejlslagen fra starten af.

Det er jo ikke for sjovt, at selv bankøkonomer - som ellers i sin tid ikke kunne fåarmene højt nok op ved tanken om en euro i DK - nu selv indrømmer at hele euro projektet fra starten af var fejlslagen i sin konstruktion.

Og hvis jeg skal være rigtig grov - og det skal jeg jo.

Kommunisterne går ind for en stor velfærdsstat.
Den enkelte vil bare ikke selv betale skat.

De forventer at det private erhvervsliv betaler gildet.
Problemet er bare det private erhvervsliv ikke har det specielt godt og flygter til udlandet med kapitalen. Selvom kapitalen så blev i Grækenland, så kunne den fortsat ikke finansiere den velfærdsstat, som majoriteten så brændende ønsker sig.

Og tilsidst:
Det samme gælder Danmark. Bare i mindre målestok.