Flere penge til Forsvaret?

Der har endog været dybsindige indmeldinger fra DIIS - hvilket jo ikke hjælper sagen - eller sund fornuft for den sags skyld.

Problemet med de mange dybsindigheder er: De er transaktionelle og uden en klar linje. Rodet amatørmæssigt fjolleri.

Situationen er den, at vi har en rimelig erklæret fjende i Rusland
Rusland er klart den svage part, der i barnagtig selvhævdelse vil yppe kiv overalt - og det vil de fortsætte med - fordi det er det eneste de kan.
Her minder situationen noget om Japan i mellemkrigsårene.

Problemet er, at generalstabsplanlagte scenarier har en tidshorisont på 10-20 år inden de kan implementeres og den politiske horisont strækker frem til nogle få år - frem til næste valg. Opgaven er som sådan at have et forsvar, der spænder over begge scenarier.

Det betyder, at man skal have et forsvar, der er så fleksibelt som muligt.

• At Rusland ikke rigtig har en fremtid udover en 10-15 årig horisont betyder ikke, at det bare falder sammen i morgen. Det kræver et robust forsvar i Nordatlanten og Østersøen: Simpelt hen fordi man skal sikre sig, at foretager de sig noget dumt (og det er rimeligt sikkert, at det vil de gøre), så bliver det ikke her!
• Der vil være fortsatte problemer som Syrien, Balkan og hvad man ellers har af hundehoveder. De vil kræve magt i variende omfang - og de vil være fjernt fra et dansk nærområde. Fjendtligheder vil altid søge efter svage punkter. Disse svage punkter skal så kunne forstærkes med meget kort varsel. Det har man sådan set gjort rimelig godt.
• Man skal med andre ord have et forsvar, der både kan klare en højintensitetskonflikt i nærområdet og mange mindre konfikter, hvor stedet er ubekendt. Hvis stedet er ubekendt, så er tidspunktet rimelig kendt - og omvendt.

Her skal man tage i betragtning, at Huitfeldt-klassen er speciel på den måde, at omkostningerne ved selve skibet kun er halvdelen af omkostningen.
Resten er våbnene!

De omkostninger har vi kun set i stærkt begrænset omfang, fordi vi - stort set - har ganske udmærkede våben til dem. Fordi man opgraderer, så smider man da ikke det gamle væk: I mange situationer er de ganske udmærkede og fuldt tilstrækkelige.

Tænker vi på Falklandskrigen, så sejlede man fregatter/destroyere af sted, hvor de ikke kunne anvende halvdelen (minimum) af våbnene - fordi de var beregnet på en anden krig end den man kom ud for, hvilket - naturligvis - medførte tab.

Jeg så gerne en 4 stykker til af dem - og de vil ikke koste alverden. Samtidig skal der være en opgradering af våbensystemerne; men der er jo ikke nogen, der siger, at man så skal smide de gamle systemer væk? Hvorfor skulle vi dog det? Vi véd med rimelig sikkerhed, at de virker.

Det kunne være en god idé, at bygge dem - mens værfterne er til at tale med?

Den anden fidus med Huitfeldt'erne er at de går på diesler til det hele, så man slipper for turbinedrift og de dermed forbundne problemer. Motorkraft? Der er NOK! Lidt efter Rolls-Royce motto: Der er nok!
Ikke nok med det; men de kan vedligeholdes.

Vi kan have 3, som for tiden kan designeres til Nordatlanten - fair nok - så er generalstaben lullet ind i deres overbevisning om egen fortræffelighed.
Det er så usandsynligt, at russerne nogen sinde kommer ud af havn; men hvis man kan få dem til at opgive den tåbelige idé på forhånd ved at have Huitfeldt'er ved Grønland, Island og Færøerne. Pudsigt nok, så er isen på Vestkysten kun et sommerproblem - det er på det tidspunkt isbjergene kommer sejlende. Om vinteren så er der så megen is, at INTET kommer frem oppe nordpå. Det vil således afhænge af årstiden.
Dermed ikke sagt, at Thetis-klassen er uegnet! Det kommer så afgjort an på, hvad datoen er!

Dertil kommer - efter mit skøn - 1 stk. til, fordi vi må regne med tab - dels i krig, dels nok så meget i fredstid. Vi kan jo se, hvordan Norge kom i problemer - det kunne have været os!

Samtidig kan vi få en løbende opgradering: De amerikanske våben, som vi måtte få tilbudt, er af ældre dato; men de har den fordel, at de er afprøvet.
Vi kunne jo ved Syrien se, hvordan anvendelsen af de gamle Tomahawk gav russerne en blodtud. Det minder om det første angreb på Rabaul i Stillehavskrigen. Her brugte man, hvad man havde: Wildcats (som i mangel af et egentligt luftforsvar var udmærkede til eskorte), Dauntless og Devastators - og de fik generet opbygningen af basen ved Rabaul med materielle tab til fjenden - for meget små omkostninger.

Der er så mere moderne våben på bedding fra europæiske fabrikanter - som nok er mere interessante på sigt - hvis de virker. Mit argument er ikke et enten/eller; men et både/og. Introduktionen af et nyt våbensystem tager tid. Tomahawk kunne indføres ret hurtigt f.eks. - også selvom det ikke på sigt er løsningen.

Transportkapacitet i form af ARK-projektet virker jo udmærket, hvis Volkswerft eller andre kan komme med et godt tilbud, så kan vi lige så godt udnytte den ekspertise, der er hos DFDS i byggesagsstyring. Have de færger oplagt i fast charter og finansieret med negativ rente - ikke nogen dårlig idé - koster utroligt lidt. Det koster et par øvelser om året - bare for at sikre sig, at de ikke er rustet fast til kajen. Det er mest for at sikre os, at vi har kapaciteten, hvis der skulle blive brug for den.
4 færger, så vi kan opretholde forbindelsen til Estland, Letland og Lithauen plus Polen, hvis der skulle blive brug for det. Vi kan så også bruge kapaciteten til Middelhavet, hvis der skulle blive brug for det. Er det ikke alt for dyrt? Nej, da - det koster ikke det store. Det vil være helt fint med én fuldtids besætning. Den kan så - hvis behov opstår - rimelig kvikt forøges til 4. Man skal her vide, at én færge i døgndrift koster 5 besætninger; men der er kun én fastholds besætning, der står for vedligeholdelsesplanlægning og forefaldende vedligehold. En færge skal så på værft til klasning hvert andet år. Så to øvelser pr. år lader til at kunne dække behovet.