Hvad skal vi se efter i 2018?

Forudsigelser er altid forbundet med en risiko for, at de bliver overfortolket. Forstået på den måde, at selvom de grove træk er nogenlunde præcise, så vræler banksvin og skolelærere (to stærkt usympatiske demografier, hvis eneste eksistensberettigelse er at give brugtvognsforhandlere, narkogangstere og gadeprostituerede et forholdvis pænt omdømme).

Oliepriserne:
Der er ikke nogen tvivl om, at energipriserne ikke har meget med de faktiske udvindingsomkostninger at gøre. Det er f.eks. år siden at amerikanske olieselskaber har boret et "tørt" hul og infrastrukteren er blevet udbygget med gas og olieledninger. De moderne udvindingsmetoder kræver godt nok at de bliver vedligholdt med nye boringer efter få år; men sammenlignet med, at man kan bruge den samme infrastruktur, så er det blevet væsentligt billigere - selvom olien ikke bare lige sprøjter op.
Modsat dette, så er der udvindinger, hvor man ikke reinvesterer, fordi olieprofit skal trække hele nationer rundt.
Der vil således være modsat rettede tendenser, der vil tendere mod en sideværts bevægelse på olieprisen.
Det er imidlertid en meget skrøbelig balance - for så vidt som sammenbrud af stater er et tegn på ustabilitet.

Det jeg i øjeblikket holder øje med er gasprisen, fordi der er en infrastruktur i USA, der skal tjene sig hjem - og det bliver ved at erobre markedsandele.

Regeringen:
Her tror jeg ikke, at der sker noget: Der er betydelige protestbevægelser (overalt i øvrigt) - og de omvender sig ikke pludseligt til fornuft og den sande tro: En gang idiot, altid skolelærer.
Hidtil har Lars Løkke kunnet holde toget nogenlunde på sporet og han har kunnet spille særinteresserne ud mod hinanden - om ikke andet så ved at påpege, hvad alternativet kan blive, hvis en tur i opposition gør, at Venstre kan få mere af sin politik igennem. Hovedproblemet for Venstre er, at Socialdemokratiet erfaringsmæssigt er så upålideligt. Den stabilitet som Helle Thorning indførte er under stadig udfordring.
Her er danske EU-forbehold nok en hindring; men man er faktisk ganske god til at udnytte dem. Det er typisk spillen fra baglinjen. Henholdende indtil betingelserne er de rigtige.
Det store dyr i åbenbaringen er her Tyskland, som p.gr.a. indre politiske modsætninger mellem den venstrefløj, som stadig ikke har set i øjnene, at der ikke var noget som helst godt i DDR. Vi så i 1960'erne og 1970'erne også, hvordan de gamle nazister i Tyskland dukkede hovedet; men bestemt ikke var meget for det.
Herhjemme så vi et tydeligt eksempel med Ole Sohn, der blev minister; men havde så megen uheldig bagage med sig, at alle vendte ham ryggen. Der er så ingen, der føler trang til at gå ind i en offentlig eksponering af hans forbrydelser.
Det er et generationsfænomen - ikke sådan at forstå, at den nye generation er bedre; men den er knald i låget på en anden måde. En måde, der bestemt ikke kan se sig selv i fortidens tvister.

Sikkerhedspolitisk:
Den russiske trussel er der stadig; men er i betydelig grad blevet inddæmmet. Det er rigtigt, at forskellige steder - som Ungarn og det bundkorrupte Bulgarien (for ikke at tale om Polen) - er noget barnagtigt skrigeri (som vi også kender fra Dansk Folkeparti). Naturligvis er de tidsler som russerne har gødet noget sejlivet ukrudt.
På den anden side er den russiske bjørn langt fra så mægtig, som mandslingen Putin postulerer - han har også nok af interne problemer at slås med.
Vi så hvordan Zapad 17 øvelsen havde vel kun det halve omfang af det, man på forhånd regnede med. Samtidig var Nato's reaktion langt mere robust og kompetent. Her har Nato i Ben Hodges haft en general med et betydeligt overblik - og han har hældt diverse "tænketankes" partsindlæg ned ad brættet ved at påpege forældede forudsætninger.
Man kan naturligvis ikke udelukke, at de russiske atomvåben virker - i et vist omfang; men....
De svagheder Nato har afsløret er specielt af administrativ karakter og skulle være til at overse: Det er en opgave, som er delegeret til Stoltenberg og Mogherini. At infrastrukturen i Europa ganske alvorligt (med hovedvægten på Tyskland) trænger til en renovering, det er der ikke noget nyt i - det er heller ikke noget, der bliver løst på mindre en 5 år.
At "man" så stadig tror, at persontransport over lange afstande er en jernbane-opgave er en hængen sig i det 19. århundredes forestillingsverden.
Godstransport derimod er en anden sag - en sag som kalder på en stærkt forøget EU-integration. Hvis Rusland så kan fremprovokere den integration, så Guds fred med det. Med kendskab til svelleidioterne, så er erkendelse hos dem noget, der går MEGET langsomt.

Den anden side af mønten er, at omkostningerne for USA langt fra er så store som de blæser sig op til. Transporten over Atlanten er langt fra så besværlig som tydeligvis har været forudsætningen i Nato's planlægning. Det er både luft- og søtransport. Dels skal meget af det tunge materiel forhåndsoplægges - og da der er masser af det, så koster det ikke noget videre: Javel det skal have et serviceeftersyn og en klat maling (hvilket man i den foreliggende situation ikke har gidet - kampvognene er stadig i ørkenkamouflage).
Vi er så i den situation, at det meste af det amerikanske materiel viser alderdomstegn og ikke har den relative kvalitet, som da det kom frem - det er forventligt. Det europæiske materiel er en del bedre kvalitet til pengene - og langt fra så dyrt. Der skal skiftes nogle 12,7 mm maskingeværer (og JA! De er rent faktisk fra 1. verdenskrig); men....

Anders Samuelsen mødes med Tillerson
faktisk samtidig med Lavrov.......

Der behøver ikke være en sammenhæng; men der er være et sammenfald.

Hvad den mulige sammenhæng er der så mange mulige gæt, at det nærmest er spild af tid at komme det nærmere. Udover at Tillerson ikke rigtigt havde fået fat i navnet..... på Anders Samuelsen .....  altså.

Men jeg prøver min kæphest. Gæt: De har snakket transportfly og Østersøen.

Men det kan godt være, at det er forkert.

Der er flere træk, der umiddelbart lader til ved deres samtidighed at have en sammenhæng:

• Vi har igennem de senere år set, hvordan den russiske flåde ikke har været i stand til at løfte de enkleste udfordringer.
  
  
  
  • Stillehavsflåden: Krydseren mod Australien - med slæbebåd - naturligvis.
    
  • Ishavsflåden: Admiral Kutznetsov's tur til Middelhavet - med seler og livrem.
    
  • Den Baltiske Flåde: Dels udrensningen af hele officerskorpset, dels flugten af ubådene. (hvor de dukker op igen kunne være interessant at få at vide)
    
  • Den Kaspiske Flotille: Missilangrebet ind mod Syrien. Vi har aldrig fået nogen vurdering af effekten - ramte de overhovedet noget? Ja, altså andet end en uheldigt stillet ørkenræv. Vi véd at en god del af missilerne ikke ramte noget tilsigtet.
    
  • Sortehavsflåden: Den var ikke tilstrækkelig til at gå ind i Syrien.
    
  
  Alt sammen noget, der har vist, at produktet ikke lever op til annonceringen. Det plejer generelt at være forspillet til besparelser.
  Sanktioner og oliepris er klart noget, der påvirker "budgetstemningen" i Moskva. Den ambitiøse plan fra 2015 er helt klart urealistisk. Der skal spares/beskæres et sted. Går man ud fra, at atomvåbnene er hellige, så forekommer flåden at være et naturligt sted, at lade spareøksen falde. Nye skibe er afsindigt dyre - specielt når det viser sig, at de ikke kan bruges.
  Det giver naturligvis helt ændrede forudsætninger for Nato-samarbejdet. Det betyder - om ikke andet - at løsningen af opgaven omkring kontrollen af verdenshavene bliver en hel del nemmere (og ikke så lidt billigere). Det betyder så også - foruden rationaliseringsgevinsten - at det er en opgave, der lettere kan løses af de mindre nationer i Nato-samarbejdet.
  

  ---

  
  
  
• Senest annonceringen af at afløsningen af miljøskibene, skal være med søværnsfartøjer, der også kan løse krigsopgaver. Det vil i den sammenhæng være naturligt at lade det være et simpelt udbud af en gennemprøvet Huitfeldt-klasse og evt. Absalon-klasse, som man véd hvordan man skal projektstyre - på ganske samme måde, som APM byggede den første Emma-Mærsk i på Lindø - og de efterfølgende, hvor de nu var interesserede - og konkurrencedygtige.
  Dels kan det gå meget hurtigt og det er en produktionsserie, der kan forlænges faktisk uendeligt. Det er jo ikke alene den canadiske flåde, der er interessant; men f.eks. den hollandske, der vitterligen har et behov for skibe i den størrelse med rækkevidden. Belgiens Karel Doorman-klasse skulle ligge til højrebenet - og Belgien har ikke kræfter til selv at udvikle en ny klasse.
  Det er også interessant med tidspunktet, fordi efter at forsvarsforliget er indgået, så er der lige pludselig penge til endnu en udvidelse af søværnet - indenfor budgetforligets periode - at overføre pengene fra miljøfimserne er ren budgetteknik, som Hjorten er en mester i.
  

  ---

  
  
  
• Jeg hæftede mig også ved, at udvidelserne i Korsør nu har fået grønt lys - så snart forliget var indgået. Lad os sige det på den måde, at hvis det er sådan, at man kan udelukke at olie-/gastankere kommer gennem bælterne, så er det svært at forestille sig, at der er fuldtidsbeskæftigelse for voksne mennesker i den miljøopgave.
  

  ---

  
  
  
• Personangrebene på Lars Løkkes torskespisning - som om nogen kunne have noget imod, at nogen betaler ekstra skat? Den minder noget om den finte, som Helle Thorning kom med ved at få APM til at betale for "omskolingen" af folkeskolærerne.
  Der kan så være flere formål med manøvren (og Løkke gør sjældent noget af én grund - der er som regel flere formål, der kan tjenes på én gang); men Løkkes svar i samrådet - efter det oplyste - var en klar advarsel til Dansk Folkeparti og SF/Enhedslisten (og evt. Alternativet): Går I på personangreb, så véd I jo godt, hvor sårbare I selv er.
  

  ---

  
  
  
• Selvfølgelig er "man" fuldt ud klar over, at Nazi-Marie og Tulletåben er mere end snavsede. Det er der ikke noget nyt i, man har jo under hele den kolde krig været klar over, at Folketinget var dybt infiltreret af landsforrædere. Helle Thorning satte kommunisterne mat - og Lars Løkke tager privillegierne fra dem.
  

  ---

  
  
  
• Det er også interessant, at Anders Samuelsen mødtes med Tillerson - og Tillerson mødtes også med Lavrov. At de skulle have talt om andet end olie er at spænde troværdigheden. Selvfølgelig har man ved sådanne lejligheder noget med i tasken, som man lige kan klappe kage på.
  

  ---

  
  
  
• Ejendomsspekulanterne får en lang næse efter avisskriverierne omkring udlægningen af den olie-/gasledning fra Vesterhavet ned til Tyskland/Polen. Det er ikke ejendomsspekulanterne, der er interessante i denne forbindelse; men nok så meget, at den ledning går gennem Kolding/Vejle, hvor banksvinene i Dansk Folkeparti generede regeringen i spørgsmålet om Politiskolen (lad os nu se, hvad det bliver til). Herning har så meget på tallerkenen i forvejen, at de må kløjs i det ved synet.
  

  ---

  
  
  
• Storstrømsbroen lader til at gå på plads - efter man fik skubbet en åbenlys mafia (den rigtige italienske -
  altså) ud af projektet. Det skaber naturligvis et pres på Merkel og hendes forhandlinger omkring regeringsdannelsen. At det ikke skulle være i dansk interesse, at have en reserve til Storebæltsforbindelsen til at knytte landsdelene sammen? Det postulat giver ikke nogen mening.
  

---

Bare for at lægge brikkerne til puslespillet på bordet - med den rigtige side opad.

Men når man spørger sig, hvad man skal lægge mærket til i 2018, så er der noget, jeg stadig mangler at se:

• Annonceringen af tårnløs kampvogn på hjul og CAESAR på Piranha. Jeg formoder, det afventer hollænderne.
• Anskaffelse af Spartan. Man må jo give Putin lidt ekstra tid til at tabe penge.