Renée Flemming

Jeg har altid syntes, at hun er lidt kedelig; men jeg kommer altid tilbage til hendes gengivelse af "Dove sono i bei momenti" fra Nozze di Figaro. Ikke at den er teknisk perfect - det forventes på det niveau - men hun projicerer den arie bedre end jeg har hørt andre. Forstået på den måde, at vi her høre mere om Rosina, hvad hun vil og hvad hun er: Hun er den samme kvinde som i "Barberen" som i "Una Voce Poco Fa" giver opskriften med, at hun umiddelbart er den "pæne" pige; men!
Hvis man går hende for nær "debole", så falder der brænde ned på et tidspunkt! "Cento trappone".

Det er lige situationen i arien - greven er en stud - og det kommer han til at fortryde - til de grader. Hun er heller ikke forfængelig eller kritisk med de metoder, hun benytter: Der er intet han kan gøre, for han har ikke så meget under parykken som hun har.

Læg mærke til, at hun er i personlighed som Rosina - miss Perfect; men ville gerne have mere sjov.

Det er så en udvikling for mit vedkommende, der vel tog sit udgangspunkt i, at jeg ikke kunne høre klarinetten - heller ikke i Susannas arier - ganske enkelt, fordi den ikke var opfundet i Susannas toneleje (og her har hver klarinet større begrænsninger end f.eks. oboerne) på tidspunktet for kompositionen. Her er den fraværende så demonstrativt, fordi Susanna er ligegyldig i denne scene: Mozart har valgt et tonesprog, hvor en god luns af ordbogen ikke er udgivet endnu.

Men det er svært at trække lige linjer, når man går på opdagelse. Det siger bare, at udvikling betyder, at man løbende reviderer opfattelser af alt undtagen det væsentlige.