Operation Dragoon Ride II

Nu kan jeg naturligvis ikke finde de feriefotografier; men der var en video, hvor det lille nus havde en embedsmand, hvis opgave det var at påse at man overholdt rast og hviletid.
Det var noget, jeg som chef ville sende feltpræsten ud og tilse. Den går ikke i USA, fordi feltpræsterne IKKE er uden for den militære rangfølge - de er kaptajner, majorer, mm.
Derfor er de nødt til at have nogen uden for det hierarki.

Det mest opmuntrende er faktisk, at han er der (hvor meget, det lykkedes for ham? Aner det ikke). Det afgørende er, at der har været nogle lavt hængende frugter at plukke. De største tab i Gulf 2 krigen var faktisk lastbilchauffører der kørte galt! Kørte galt p.gr.a. træthed.
En hær under fremrykning kører altid fra sine forsyninger, hvorfor der altid er ekstra pres på trænet - og så fortsætter man med at køre til det går galt - dvs. galt nok.

I Jyllandsslaget kom de største og alvorligste britiske tab som følge af sjusk i ammunitionshåndteringen - brandsikre skot blev ikke lukket, krudt stablet op ad kanonerne, osv. Det gjorde man for at få så høj en skudkadence som muligt. Her undrer mig sig så over, hvorfor man ikke i stedet havde koncentreret og øvet at ramme i stedet for? Kun 3% af granaterne ramte rent faktisk. Det farligste er altså, at man skynder sig med at ramme ved siden af.

De mellemsvære enheder - som disse motoriserede bataljoner - kan principielt ikke køre fra deres forsyninger, fordi de anvender de samme veje; men med en lavere hastighed. Det gælder specielt i sådanne interne forskydninger.

Det opmuntrende er, at man rent faktisk har lært af Gulf 2 krigen. At det så skaber et omsvøbsdepartement, som på et tidspunkt vil være til mere skade end gavn, det er noget andet - det må kommende budgetstramninger så rette op på. Det væsentlige er at få lært befalingsmændene den færdighed - selv under stress at få skiftet chauffør, selv få søvn ved at lade næstkommanderende køre butikken. Så kan man fyre de opsynsfolk - indtil det går galt næste gang igen.

Det andet væsentlige i den umiddelbare debriefing er, at Ben Hodges helt klart medgav, at der var områder, der trængte til forbedring:

At meldings- og ordreformidlingen havde en tendens til at gå i kage. Det har det altid - specielt når 10-20 nationale myndigheder med til dels begrænsede sprogkundskaber er inddraget. Der lader imidlertid til at være nogle klagepunkter, der skulle være til at gå til umiddelbart.
Det administrative kludder. Jeg formoder faktisk, at det er det, der har taget mest tid.

Vi kan regne det ud: 2400 km med 70 km/t (planlagt gennemsnitshastighed) og 6 dage, som jeg forstod det. Det er ca. 6 timer om dagen, hvor man rent faktisk bevæger sig. Det er så nok lidt i overkanten at planlægge med 70 km/t - hvis man også skal kunne komme udenom civile trafikpropper. Normalt er det flygtninge, der stopper vejene; men her er situationen nok værre - søndagsbilister. Biveje er dels længere og dels ikke helt op til den hastighed.
Der bliver så nok et behov for køreruddannelse, så chaufførerne kan skifte ved hvert rast - der skal være en tissepause for hver 100-200 km og der er en 3-4 af dem på vognen. Det er en forholdsvis let uddannelse og det skulle være muligt at hæve niveauet. Det er en af de ting, man ikke kan gøre med værnepligtige; men det er det, der i kamp giver større udholdenhed.

Det burde kunne forbedres til det dobbelte under fredstidsøvelsesforhold. Ben Hodges nævnte også 3 dage. Om det var tidsbesparelsen eller målsætningen - det er ikke klart - ønskede han vel heller ikke at gøre klart.
Vi taler altså om en mulig fordobling, som skulle være til at gå til.
At der ikke har været flere ulykker - efter hvad jeg kan forstå - kan så også have en sammenhæng med den administrative mangel på fleksibilitet. Når man ikke kommer videre, så tager man sig en lur - hvis man ellers har en sjant, der ved hvad han laver.

Hvis galt skal være, så vil man kunne lave dagsmarcher på 1200 km. Så den forskydning kun tager 2 dage. Man skal så tage natten til hjælp; men det kan gøres. Det kræver så gerne, at styrken er sorteret nogenlunde som udgangspunkt. Men det kan klares.
Noget tyder på, at det er målsætningen. Stoltenberg talte om 48 timer til 5 døgn.

Så Dragoon Ride II var ikke en absolut succes - det var den pr-mæssigt, for det har givet en shitstorm fra alle kommunisterne på nettet - dem man imidlertid snakker til er de russiske planlæggere og generaler. De vil have en mere nøgtern vurdering (må man håbe for dem) - de ved selv hvilke problemer, de har (må man håbe for dem).
At Hodges siger, at han selv er overrasket over disse SNAP-exercises er en udtalelse, jeg vil tage med forbehold. Jeg mener: Hvis han havde efterretningsmæssigt varsel, så ville han da stå og fortælle det. Det ville være dumt.

Det var heller ikke nogen fiasko. Bestemt ikke: Man holder nu engang øvelse for at blive klogere og se, hvad man skal rette. Sejrsparaderne som Putin så godt kan lide - det være sig olympiade eller 1. maj demonstrationer: De siger ikke ret meget om den bagved liggende styrke - undtagen når kampvognene går i stå midt i det hele og skal slæbes af en bjergningspanser.

De tre B-52 var heller ikke helt vellykkede, fordi der var en, der havde tekniske problemer - så det blev kun to. Fair nok. Hellere grounde den end af hensyn til pressen flyve med stumper, der falder af. De Blackjack imponerede mig ikke. De viste, de kunne lufttanke - det vidste vi faktisk godt. Jeg tror så ikke de parader er så meget af hensyn til offentligheden i Rusland (who cares about them?) - de er af hensyn til Putin, der skal overbevise sig selv om egen magt og styrke.

Endelig så jeg A-10 lande på landevej i Estland. Det var så nationalgarde enheder - de havde aldrig prøvet det før! Det er ikke så mærkeligt, givet deres reserveagtige status. Det gør heller ikke noget, fordi det er en taktisk mulighed, der bliver afprøvet - bare det ikke går helt galt, så kan man se, hvad der skal forbedres. Det er så et af de argumenter, jeg har for, at USA skal forære os de Spartan og Sherpa.
At få en tankbil op og påfylde brændstof, det skulle være til at klare; men ammunition? Når sådan en dims siger "grrrrrrrrrr", så kommer der altså vægt af maskinen, som så skal efterfyldes. Kan en A-10 lande, så kan en Spartan også - med fuld last.
Det ærgrer mig så også lidt, at Storbritannien ikke længere har Harrier, for de ville også kunne bruges, dér.
Om der findes nogle i depot skal jeg ikke kunne sige; men det vil kræve uddannelse - forfra - på dem.

Det mest imponerende var faktisk, at det var lykkedes esterne, at forberede vejstrækningen! Det kræver bl.a. at man i god tid har fået lodsejerne med på, at skære træer ned - evt. fjerne dem med rod - så det kan lade sig gøre. Der vil uden tvivl også være aftaler om, at bruge lader mm. til at skjule tankbiler (dumt ikke at købe dem brugt og så have dem som rullende depot - gamle tankbiler koster ikke så meget - og uddannelsen på dem skulle være til at klare). Det med at lande i decideret terræn er mindre hensigtsmæssigt. Det kan lade sig gøre - nogle gange, forudsat vejret er med en - ikke at man skal se bort fra muligheden; men det har begrænset anvendelse - der er ikke megen fidus i at lande fragtflyet pænt og nydelig - og så lastbilen sidder fast. Det kan gøres med lette tropper og terrængående biler.

Det væsentlige er, at det siger noget om den estiske hær og stabsofficererne på lavere plan (Løjtnant, kaptajn), at de laver deres arbejde.
Det er ikke svært; men det skal gøres. Sikringen er noget det lokale hjemmeværnskompagni kan klare.

Når vi nu taler om ammunition:
Det er naturligvis altid udmærket at skyde med rigtig ammunition - og folket skal også have set (og hørt), når det siger BANG.
Nok så væsentligt er, at man får afprøvet ammunitionsbeholdningen. Noget af den ammunition har en patroneringsdato, der begynder at nærme sig udløb. Dels skal man ikke være sikker på, at ammunitionen var af god kvalitet til at begynde med (som nævnt andetsteds: 30% af artillerigranaterne i 1. verdenskrig var blindgængere).
Det kan være fatalt, som de amerikanske torpedoer ved udbruddet af 2. verdenskrig: De virkede ikke. De forlod såmænd røret godt nok; men når de stødte mod målet, sagde det bare "klonk" - buler tæller ikke. Reelt var amerikanske ubåde det første års tid mest anvendelige til observation og bjergning af nedskudte piloter - væsentligt; men ikke helt i overensstemmelse med planlægningen.

Det er så også rigtigt, som Hodges peger på: Nemlig, at der må kunne gøres noget ved bureaukratiet, så man ikke spilder tid på ligegyldige administrative detaljer. Det er ikke noget, der koster penge og det burde ikke være politisk kontroversielt. Men kan man vinde en dag på den konto, så er det som Hodges siger - så taler man ikke længere om befrielse af invaderet område - ikke ret meget i hvert fald; men om at kunne kaste dem tilbage inden de overhovedet kommer ind. Presser man så samtidig russerne sådan, at de er nødt til at angribe inden de er helt klar, så er der en afskrækkende effekt i det.

Min udlægning.

Den er nok nødvendig, fordi en general siger INTET tilfældigt - han behandler enhver mikrofon som ladt og afsikret.

As things stand now, NATO would be unable to protect the Baltics against a Russian attack, the commander of US ground forces in Europe, General Ben Hodges, said in a news report on Wednesday.

Pointen er, at det bliver det ikke ved med!

Det fremgår ret tydeligt, at ingen regner med hvad Rusland siger, da det er i kontrast til hvad de gør.

Vi skal også tage i betragtning forskellen mellem Europa/Rusland og Kina.

USNavy har sine Marines, der hovedsagelig slås i bataljonskampgrupper, som kan landsættes - tæt på - hvor det skal være i hele Stillehavsområdet. Samtidig er hangarskibene kun kritiske i Stillehavet og det Indiske Ocean.

Omvendt er Atlanten næppe et afgørende flådeproblem - undtagen, hvad angår ubåde:

• Russerne kommer ikke ud af Sortehavet - det vil Tyrkiet forsvare med næb og klør. Kravat ve capka. Ay ve Yildiz.
• Murmansk er umulig, dels skal man passere den norske kystlinje - og det ved vi fra konvojerne i 2. verdenskrig er alt andet end let, dels er rejsen lang - og nu kommer et styrket forsvar fra Island.
• Østersøen kommer de heller ikke ud fra: a) De kommer næppe levende ud af havnene Skt. Petersborg og Khaliningrad, b) De skal igennem de danske stræder - aldrig let - er blevet lettere; men ikke let. c) Forbi Skagerak, hvor briterne altid har påregnet at standse dem.

Atlanten og Europa er et hær- og flyvevåbensproblem. Rusland og Kina konkurrerer slet ikke om de samme ressourcer.
Det er som 2. verdenskrig, hvor Stillehavet havde hangarskibene som hovedvåben (sammen med slagskibene) - så meget, at man i nød og betryg lånte et britisk hangarskib, da det så sortest ud. Atlanten derimod var de små fartøjer som destroyere, fregatter og korvetter.
Faktisk kan USA ikke sejle (operativt) i Østersøen og Nordatlanten - Middelhavet? Kun under gunstige omstændigheder.
Det betyder ikke, at hangarskibe under forberedelse til togt ikke kan være designeret som reserve for Nordatlanten - de vil evt. skulle stikke til søs med reduceret besætning og våben; men det er meget svært at se, at selv for halv kraft, at det ikke skulle være nok til at imødegå, hvad russerne kan komme med.
Reelt er der gennem omdisponeringer tale om en massiv amerikansk oprustning i Stillehavet og det Indiske Ocean.

Europa er derimod de massive hærenheders territorium. Vi taler brigader og korps (divisionen er faktisk forsvundet og dens logistiske opgaver er udlagt til lokal foranstaltning). Det er en anden type general, der er brug for: En general, der kan integreres med de lokale europæiske styrker. Læg mærke til at Ben Hodges er kun generalløjtnant. Normalt skulle USArmy Europe være en fuld general. Chefen er i dag en flyver.

USA opgiver aldrig forsvaret af Europa - aldrig.

• Rusland er revanchistisk, men vil så længe de består have være en eksistentiel trussel mod USA, som følge af deres atomvåben. Dem vil USA have fjernet fra dem - lige meget, hvad det koster eller hvor lang tid det tager. Det tog mere end 50 år at bringe Cuba helt væk.
• Det angreb på den amerikanske valuta, som Putin foreslog kineserne, bliver aldrig tilgivet. Putin havde så fundet en sårbarhed ved det, at så stor en del af den amerikanske pengemængde lå i realkreditobligationer. Det er den egentlige baggrund for FED's opkøbsprogram. Noget tilsvarende gør sig gældende herhjemme, for realkreditterne bliver aldrig igen reelle omsætningspapirer.

Det, der bliver sagt er mindre væsentligt end det, der ikke bliver sagt. Det er et almindeligt kneb at nævne svagheder - efter de ikke mere er aktuelle.

Jernbanetransport er formentlig for omstændelig på kort sigt.

Jernbanetransport fra havne til udleveringssteder er simpelt hen for tidkrævende. Genforsyningen af en enhed skal foregå med direkte transport fra havn til bruger (hvor den bruger så måtte befinde sig ved modtagelsen).
Oprangering af godsvogne er en procedure, der nærmest kun kan gå galt.

Går tilsyneladende noget bedre.

• Det første man ser er indskibning på en færge. Det er åbenbart nemmere, at køre nordpå - indskibe sig og så sejle til Polen(?) - og fortsætte derfra?
  
• Er man først indskibet i Nordtyskland, så er der en række havne, der er en mulighed - inden man når til Estland.
  
• Den bro ser langtfra improviseret ud - selvom der holder et par ingeniørkøretøjer.
  
• Vi må nok erkende, at det med at flytte tanks ad landevejen nok ikke er den bedste idé.
  
• Det er så nok heller ikke det smarteste - mens der er de spændinger med Hviderusland, at køre lige forbi snuden af fjenden. Samtidigt: Litauiske Boxer i Tyskland
  
• Det kan da godt være, at omvejen skærer 1-2 dage af den samlede transporttid.
  
• Det andet er, at man véd ikke på forhånd hvilken havn, der er destinationen. Den bedste måde at holde det hemmeligt på er, ikke selv at vide det.
  

Det hele er et spørgsmål om at bevæge sig således, at fjenden ikke kan finde ud af, hvor hvad er og hvornår de ankommer til hvor de skal skal hen. Sagt med andre ord: Russerne er formentlig lige så lidt i stand til at finde ud af, hvad det er, der foregår - som jeg er.