Piranha

Nu kommer alle tåberne.

Den er godt nok tung på 30 tons; men det er sådan nogen efterhånden. Den forskyder meget hurtigt med de 100 km/t. Fidusen er at nå frem inden fjenden kommer og så slås afsiddet i bare nogenlunde forberedte stillinger. Typisk vognen for medium - hvor svært kan det være?

Det kunne være, at Leopard 1 kunne komme ud af mølposen. Der er vel et par hundrede af dem.  De er da udmærket som medium vogne rækkevidden er svarende til Piranha V.

Har en brigade 100 køretøjer, så er der til 4 brigader - godt og vel

Man har så udskudt udbuddet af artillerisystemet - hvor der har været tale om 18 enheder. Med tre pjecer pr. batteri så bliver det 9 pr. bataljon.
Mon ikke der nu skulle være penge til lidt flere.
Her er problemet - så vidt jeg kan se - at der skal nok være både til artilleri på bælte og hjul. Dem på bælte skal til den brigade til de baltiske lande.

En anden mulighed er også, at der er penge til Javelin til infanteriet. De har jo lastvognene terrængående - de koster nu heller ikke det store. Men de kan holde trit med PMV.

Vi taler om noget, der kan flytte sig. Det kræver at man sætter noget tungt ind mod dem, for at standse dem.

Det er både til at lave tyngde med i forsvaret - og have en modangrebskapacitet.

Sådan en medium brigade er jo bedre end det russerne indenfor en overskuelig årrække kan påregne at få i tjeneste. Det vi har set i Ukraine er, at russerne er nødt til at tage gamle T-72 kampvogne, der ikke er så gode som Leopard 1.

Konklusionen er, at hvis de kære våbenfabrikanter troede, de skulle til at tjene kassen nu, så bliver de ikke så lidt klogere.

Vi taler vedr. medium enheder bevægelse frem for ildkraft. Modsat det tunge, der går på ildkraft frem for bevægelighed. Det med bevægeligheden i operativ henseende er nok så meget et spørgsmål om broer og veje - og dér er der en forskel på om man vejer 60 eller 40 tons. Ikke, at der ikke findes broer, der kan holde til de 60 tons; men der er ikke så mange af dem: Dvs. at antallet af fremrykkeveje er færre for de tunge enheder.

Man kan da godt bortsprænge broer og lægge sig i baghold alle mulige steder; men det er ikke sandsynligt, at Rusland kan opstille et hjemmeværn, der kan gøre det.

Formålet med de helt lette enheder er primært, at tvinge russerne til at trække deres enheder tilbage. Bliver de trukket tilbage (og det gør de), så vil et angreb automatisk have lange forsyningslinjer, som er nær umulige at sikre.
De udskrevne lastbiler, som vi har set i de russiske forsyningskolonner i Ukraine: De er værgeløse.
Hvis man så går på, at egne forsyningsenheder enten er terrængående på hjul, så kører man udenom eller til de tunge enheder på bælte med de gamle PMV.

Som det ser ud, så har russerne opgivet at opstille enheder langs hele fronten mod Europa. Hvis Nato så kan forskyde de lette tropper hurtigere end russerne kan flytte deres enheder, så erstatter man bare de lette enheder hvor russerne danner tyngde med medium, som kører på landevej.


Det er på sæt og vis 1. verdenskrig om igen: Nemlig, at så snart de allierede under massive tab havde slået hul, så rykkede man automatisk væk fra sine forsyninger og forstærkninger - samtidig kunne tyskerne forskyde reserven med jernbane, så de kom altså ikke ret langt inden de blev standset - af sig selv.
Jeg kan ikke se, hvordan russerne har nogen realistisk chance for at påtvinge Nato deres vilje.

Så har russerne så atomvåben - endnu. Det er så heller ikke for taktiske atomvåben ukompliceret at fremføre dem, når enhederne flintrer på  kryds og tværs i Rusland.

Jeg har så ikke så forfærdelig ondt af medarbejderne, fordi nogle af dem kan bare flytte til Holstebro, hvor der bliver noget vedligeholdelsesarbejde.

eller ca. 14½ mio.kr/stk.

Det er en panseret mandskabsvogn og ikke et infanterikampkøretøj - de koster nemlig over det dobbelte pr. stk.
Det lader bestemt ikke til at være dyrt.

Det spørgsmål, der står tilbage er hvor mange af dem, der vil have en 105 mm. kanon. Det kunne ligne dem, at hugge dem fra Leopard 1.

Det, der er problemet er, at få "kampvognen" til at følge med den vejhastighed på 100 km/t, så man kommer i stilling som en kampenhed. Her har en Leopard 1 svært ved at følge med.

Jeg er så lidt overrasket over antallet. Der er noget i planlægningen, man ikke har fortalt mig - mærkeligt nok.

Israelsk system spøger.

Her er nazisterne i Radikale og SF fanget igen.

Men det interessante er, at nu har vore allierede fået lejlighed til at spidse rabatblyanten igen - igen.

Tja.... når prisen er rigtig, så slår vi til ..... nu fik vi "svedet" PMV'erne ned.
Det med at det skulle blive billigere ved at koble sig sammen med Norge - jeg tvivler.

Formlen er nok nogenlunde præcist:


Altså prisen på produktionsnummer n er prisfaldet på en fordobling af produktionsnummeret fra m til 2 m i eksponenten gange med en eller anden begyndelseskonstant.

Der er lavet 300 PzH 2000 og så betyder det ikke det store om man køber nr. 301-325 eller nr. 326-350.

Log 325 ~ 2,51 og log 350 ~ 2,55 og da c < 0: Så betyder det ikke det helt store. c vil typisk ligge (for fly) på mellem 0,8-0,9 (jo mere teknisk kompliceret jo lavere).

Det, der nok betyder mere er, om man skal operere med en version på hjul og en på bælte (undervognen er stort set Leopard 2, så den kender man rent vedligeholdelsesmæssigt).

Det tilsvarende med flyene: Om man opererer med 60 af samme type eller 2*30 af to typer - hvis det basale vedligehold er nogenlunde kendt for begge typer, så er der ikke den store prisforskel baseret på mængderabat. Her vil de taktiske og operative overvejelser hurtigt være meget mere væsentlige.

Altså: Den brigade der skal ligge i Polen, skal formentlig være på hjul (det tyder indkøbet af PMV på) og være middelsvær; mens det, der skal indsættes i de baltiske lande skal være på bælte og være svære enheder - de kunne så nok i nød og betryk købes af hollænderne, der har nogle til overs - skal vi sige 10 stk. - når nu prøjserne insisterer på at være vanskelige. Rækkevidde/præcision afhænger nok så meget af ammunitionstypen.

Så det vi snakker om er, at hundehandlerne er i fuld sving.

Den lokale sprøjte.....

Man kan sige meget om Emmenthaler - men de huller koster altså penge.

på filmen her. Så lægger jeg mærke til to ting:

1) Der er udskæring til et tårn midtskibs.
2) Personellet sidder ude i siden foran.
3) Den er jo ikke vanvittig høj og stiger ganske pænt.
4) Lille venderadius.
5) Den kan regulere højden med ca. 33 cm ved dæktrykket.

Altså:
a) Der er plads til et tårn til f.eks. en Bushmaster - så taler vi ikke længere en pansret mandskabsvogn; men et infanterikampkøretøj.
b) Om den kan tage et automatiseret artillerisystem med 155 mm. Det ved jeg ikke; men med reduceret ladning og dermed mindre rekyl?
c) Den kan formentlig tage en kampvognskanon på¨105 mm, hvis denne har begrænset sideretningsfrihed.

Det bliver ikke en kampvogn; men måske kan mindre gøre det.

I) I stedet for at dreje tårnet, så kan man dreje hele vognen. Det lader jo ikke til at tage nogen videre tid. OK.. under optimale testforhold - på en pløjemark kan det se anderledes ud. Det er jo den gamle tanke i Sturmgeschütz: Ingen tårn, men dreje vognen. HptStF Michael Wittmann kom oprindelig fra Sturmgeschütz og havde for vane at dreje vognen og ikke tårnet (noget, der måske ikke var den bedste metode på en Tiger - ville køre den af bæltet).

II) Kampvogne bliver gerne i dækning så længe som muligt med skroget bag en mindre vold eller mur - for så at kravle op og skyde. Det gør at kanonens depressionsvinkel bliver af betydning. En T72 har ikke nogen imponerende depressionsvinkel. Den er heller ikke særlig høj, kun 2,2 m. (mod en Leopards 2's 3 meter - det skal jo gå ud over depressionen). Men en Piranha V er måske 10 cm højere - med en kanon noget højere. Men, hvis man nu kan stjæle et par grader ved at lukke luften ud af fordækkene? Ja, så ser sagen noget anderledes ud.
Autostabilisering mm. er udmærket; men hvis man ikke kan se målet, så nytter det ikke ret meget.
Den bedste beskyttelse er jo ikke at blive set og fjenden ikke har frit skud (den går så ikke altid: I Golf II skød en Abrams tværs gennem sandklitten - surt show; men næppe anbefalelsesværdig som standardtaktik).

Se nu begynder vi at se en "game-changer"!
Med en egenvægt på 30 tons eller mindre, så begynder det at blive næsten realistisk at lufttransportere vognen - ikke med en Atlas (kun én vogn ad gangen); men en Condor kunne tage 5. eller en deling +. Så kan de "små grønne mænd" recongnoscere lige så vildt, de vil - de vil ikke se noget, for det er der ikke - endnu.
Vi taler altså noget, der vil tillade en operativ forskydning ad luftvejen på 48 timer med 6 Condor - med noget, der ligner en bataljon(-). Den har så ikke nogen udholdenhed; men den kan standse et gennembrud af sekundære styrker på op til brigade størrelse.

Jeg hæfter mig ved, at Cameron har aflyst arbejdsfrokosten med Lars Løkke. Skulle tyskerne være kommet til fornuft?

Fra Finland.

120 mm

Det skulle da også være muligt at sætte på et CV90 chassis. Patria er for dårligt beskyttet umiddelbart. Man får altså en vis tryghed ved den tredobbelte vægt ifht. Patria.

Wikipedia

I maj 2015 blev det besluttet, at Danmark skulle købe op til 360 stk. (dog med option fra 206 - 450 stk.) Piranha V til en pris af op til 5 mia. kr som erstatning for de eksisterende M113 pansrede mandskabsvogne fra 1960erne

Hidtil har jeg set, at der skulle være skrevet kontrakt på 309 - men skidt nu med det.

Køretøjets pansersystem beskytter mod RPG’er (Rocket Propelled Grenade), 14,5 mm panserbrydende projektiler hele vejen rundt om køretøjet og frontalt op til 30 mm panserbrydende projektiler.

Det betyder, at tungt maskingevær ikke er noget problem. Ej heller de almindeligt forekommende "Bazooka" granater.

Kritikken mod M113:

The M113A3 was designed to provide protection against 7.62mm threat, and this proved not to be enough when tested in combat. Modern APCs like the Stryker have an all-around 7.62mm armor-piercing protection, plus 14.5 mm protection on the front, sides, and rear. Also protection against antipersonnel mines through the vehicle floor is installed.

M113 har man gennem mange år været klar over, at den ganske enkelt ikke klarer det. Man har forsøgt med alle mulige modifikationer; men det gik bare ikke.
Piranha V har den dobbelte motorkraft og det skulle kunne trække den dobbelte vægt plus noget.
Det er simpelt hen et dobbelt så kraftigt køretøj.

Hvis den hamrer ind i en panserbataljon i baghold - ja, så går den i stykker; men det gør alt.
Det er bare et køretøj, der giver helt andre taktiske muligheder. Det væsentlige er her, at der kan bygges på det - uden at undervogn går i knæ og motor og gearkasse opgiver ånden.
Perspektivet er, at hele kampgruppen kan anvende samme chassis, hvis man ikke går på den yderste optimering. Det kan godt være at en L7 kanon kun har en effektiv rækkevidde på 1½-2 km. Javel; men hvor ofte har man brug for mere?
Når det er sagt, så forekommer det mig, at man med Stryker har for lille motor og med Boxer for megen vægt. Motor og chassis skal altså passe nogenlunde sammen.

Fidusen er, at hele kampgruppen i princippet kan anvende samme køretøj, det vil ikke alene lette vedligeholdet; men også bjergningen. Når man har en stærkt bevægelig styrke, så betyder det altså noget, at man kan holde den logistiske "hale" nede. Ikke nok med det; men når der lægges vægt på bevægelighed, så er det svært at komme med præcise specifikationer, fordi man kender ikke i detaljer det terræn man kommer ud for.
Fabrikanter har altid et svar (dyrt) på et helt præcist specificeret behov.
Der er så stadig åbne spørgsmål:

1) Egenbevæbningen: 12,7 maskingevær er ikke nok. Man skal have noget, der rækker ud på 1½ km eller deromkring, som kan holde infanteri i hullerne. Man kommer ikke uden om panserværnssystemer, men man kan tvinge dem til at åbne på lang afstand. At de gamle og formentlig billige TOW har 3 km. rækkevidde skyldes formentlig, at de har skullet bruges fra helikopter. I praksis vil de blive brugt på langt kortere hold. Igen: Det hører til sjældenhederne, at der er frit skud på mere end 1½ km.

2) Morterstøtte: Hvorfor må mortererne ikke have beskyttelse? Jeg spørger bare! Her er de 120 mm, som esterne roder med bestemt ikke uinteressante. Hvis man anvender dem med omtanke, så betyder fladbaneild ikke det store. Det kan da godt være, at morteren kan findes meget nemt (og det kan den); men hvem er interesseret i historieskrivning i den situation: Hvis man er opsiddet på et køretøj, hvor man efter sidste granat i røret bare slipper koblingen. Man ser så ikke nedslaget; men det er alligevel for sent at gøre noget ved det.

3) Kanon: Hvis man kan slippe for tårnet, så skulle vægten vel kunne holdes nede - om galt skulle være, så kan man dreje hele vognen. Skyder man fra baghold og forberedt stilling (evt. nødtørftigt) så er det vel en mindre betragtning. Rigtigt: Hvis man stormer frem med flyvende faner, så er der rart at kunne skifte mål; men fidusen er netop, at kampvogne kører man udenom. Fjendens kampvogne kan da godt få lov til at skyde ind i huse og bakker; men så er man da forhåbentlig ikke dér længere.
Hvis man kan anvende vognen, så man kan komme om på den døde kote, så er en fjendtlig kampvogn ikke det store problem: Det kan godt være, at fjenden kan skyde igennem bakken - javel - og ramme lige præcis: Ved siden af.

4) Artilleri: Det store problem er om man kan få monteret et moderne artillerisystem på vognen - uden alt for store problemer. 12½ tons lyder ikke i sig selv afskrækkende - lidt i overkanten; men... der kan måske spares noget ind uden det går for meget ud over beskyttelsen.

Jeg så tilfældigt, at de fire agterste aksler skulle være "torsion bar" affjedring og de forreste skulle være skruefjedre.

Så vidt, jeg kan forstå, så er "torsion bar" nemmere at regulere kørehøjden med; men noget hårdere end skruefjedre. Det sammen med lufttryksregulering af hjulene er måske den egentlige hemmelighed ved det køretøj.
Det skulle nemlig betyde, at køreegenskaberne kan reguleres efter om man kører i terræn eller på vej.

Hvis det så samtidig betyder, at man går i halv vægt i fht. en kampvogn, så er vi ved at være på godt og vel halvdelen af en russisk kampvogns pris.

En T-90 ligger prismæssigt iht. Wikipedia på 30 mio kr/stk.
Den pris jeg har set for Piranha er 5 mia. for 300 stk. ~ 17 mio. kr./stk.
Jeg er så klar over, at der kommer omkostninger til kanon (som der er masser af på lager - bl.a. M60 kampvognen, som er lavet i 15.000 eksemplarer: De er vel ikke bøjede - alle sammen?) og montage, som bestemt heller ikke er gratis; men alligevel?

Det kommer så op mod en Wikipedia-pris på noget, der minder om 40 mio. kr./stk. for en Leopard 2.

Mit spørgsmål er så: Hvad skal vi bruge en kampvogn til, hvis man for det halve kan få en, der kan køre udenom - og alligevel er rimelig beskyttet?

Vi har Leopard 2 - ikke specielt mange; men hvis man render ind i dem med en T-90, så kommer man til skade. Vi så jo under Irak-krigene at T-72 var værgeløse overfor Abrams. Det var faktisk farlige at være lastbilchauffør med brændsel til monstret end at køre Abrams i kamp.

Noget tyder på, at esterne har fået løst problemerne omkring autoladere til morterer.

Det er jo rimelig åbenbart, at man ikke har de store problemer med fladbane ild.
Når man så samtidig hæfter sig ved at frit skud i Europa sjældent når op over 1½-2 km, så kan man gemme sig bag huse og små bakker for fladbaneild.
Det burde være oplagt, at få den dims på en Piranha V.
Det vil så også løse en del af morterens traditionelle problem, nemlig det store ammunitionsforbrug, som gør dem sårbare overfor granatsplinter - en ting er at morterdelingen er gravet godt ned (hvilket ikke hjælper det store, fordi morterer er så lette at stedfæste med radar) - det løses med pansringen af køretøjet - så man kan være ligeglad med granatsplinter og kan skifte stilling samtidig. Den anden ting er at en pæn del ammunition kan medføres inde i vognen.

At man så ryger ad Helvede til, hvis man først bliver ramt af noget hårdt - det er så lige meget, fordi en Javelin el. lign. splitter under alle omstændigheder køretøjet ad i bøjede reservedele - over et stort areal.
At morterer så nok er noget af det mest effektive mod disse mandbårne missiler er ikke sagen ganske uvedkommende.
Noget nær maksimalt frit skud (teoretisk) er 3½ km. Det betyder så ikke så meget, når 120 mm. morter har en effektiv skudvidde på 7 km.
At lade morterild spadsere et par km. forud i en fremrykning skulle være til at leve med.

Det kræver gode nerver, at holde hovedet nede i de 3-4 minutter det tager at passere en mistænkelig stilling, for fuld skrue.
Det vil så i praksis være noget mindre, der kræves af dækkende ild.
Jeg vil nemlig være parat til at ofre tårnet til 105 mm. kanonen - givet at vendediameteren kun er to vognlængder og der er bare lidt sideretningsfrihed. Det giver så det problem at kanonen skal placeres ret så langt fremme. Tårnet skal nemlig bruges til 25 mm Bushmasteren (ikke større, man skal også have plads til ammunitionen), så den nærmeste 1½ km. kan dækkes. Man skal jo alligevel have maskinkanonen til at holde helikoptere uden for deres skudvidde.
Fidusen er, at man hermed kan fratage fjendens helikoptere og luftlandere muligheden for at udnytte deres større hastighed til at lægge sig i baghold.
Hvis man så samtidig giver trænet de gamle M113 PMV, så de rykker frem i terræn (det går godt nok noget langsommeligt; men sådan er det jo) - og medium panseret rykker frem på vej (som de på hjul kan gøre uden at ødelægge vejen).

Jeg hæfter mig også ved, at man eksperimenterer med 40 mm. kanon - godt nok med en noget ringere kadence end 25 mm. - til infanterikampkøretøjet, så begynder vi at få våben der i rækkevidde er supplerende. Det er heller ikke forbigået min opmærksomhed, at der er tale om at anvende ammunitionen fra de gamle 40 mm. luftværnskanoner. En gammel tanke fra min side, at bruge den pjece til andet end at skyde mod flyvemaskiner. Spørgsmålet er om man kan lave en Bushmaster, der i lademekanismen kan tage de tungere granater uden at kløjs i dem?

Noget hvisker mig i ørene: Nils Wang.

The Millennium gun is easy to install as it requires no through deck penetration and needs no supply of coolant, air or ship's power to operate. However, it does need a power supply to recharge its batteries. Installation can take as little as sixty minutes and requires only six square metres of deck space. A Millennium gun and 252 rounds weighs 3,200 kg. The gun's cupola is claimed to have a low radar cross section.

Sådan en dims passer oven på en Piranha.

• Elevation
  -15 / +85 degrees
  rate: 70 degree/s
  
  
• Traverse
  360 degrees
  rate: 120 degrees per second
  
  
• Rate of fire
  
  • Single shot
  • Rapid Single Shot: 200 rounds per minute
  • Burst (automatic fire): 1000 rounds per minut

Tager vi de taktiske briller på, så er der jo ikke nogen grund til at slå folk ihjel 10 gange, hvis to er nok.
Altså: Den kan bruges både mod jord og luftmål.
Der er ikke noget, der virker skræmmende i vægten.
Et kommandokøretøj kunne lave en SHORADEZ - og den er så begrænset opad til 10.000'. Det skulle være muligt at skyde igennem den med en Sparrow f.eks.
Jeg tror ikke på at helikoptere har nogen chance her - har også min tvivl om missiler har - de får det i hvert fald svært.

Det er en gammel taktik i luftværnsartilleriet at have batteriet i central styring - og så frigøre pjecerne til manuel - skal vi sige det sådan, at en eskadron dragoner kunne bekæmpe både jordmål og luftmål samtidig - ledige rør går automatisk i central styring - det er et spørgsmål om signalmidler. Vil de kunne beskyde luftmål under bevægelse? Hvorfor ikke?

Jeg synes det åbner for nogle interessante taktiske perspektiver.

er følgende:

Krauss-Maffei vil jo sælge sin PzH 2000, hvilket vi nok ikke er skide interesseret i.

Dels skal der en 3 stykker på CV 90 chassis som nordmændene har til overs - der skal så også være til nordmændene i den beholdning.

Dels skal der nogen på Piranha.

Det er så gætværk fra min side.
Men vi kommer nok derhen og Krauss-Maffei vil sælge kanoner - eller de vil sælge kanoner - ikke!

Pointen er, at artilleriet skal kunne følge med de andre enheder under både taktisk og operativ bevægelse.

Det er så lidt svært at påstå, at det ikke kan lade sig gøre, når den kan komme på Boxer, der sjovt nok også er Krauss-Maffei.
Selvfølgelig kan det lade sig gøre.

Det burde ikke være noget problem for en landsbysmed evt. at sætte nogle hydrauliske støtteben på - eller en skovl bagpå.

Men sådan er man så søde ved hinanden.

Delingsvis fremrykning.

Det er en demonstration af motoriserede styrkers styrke. Det fylder godt nok meget på en motorvej i strækning, men ikke ret meget i tid.
Det vil sige,

1. at man kan holde en rimelig spredning så et flyverangreb ikke kan standse kolonnen.
   
2. I tilfælde af trafikpropper kan man vige ud i terræn.
   
3. Gennemsnitshastigheden er høj.
   
4. En deling kan måske blive angrebet; men den er stor nok til at kunne bide fra sig, mod snigskytter og helikoptere.
   
5. Snigskytter har ikke de store chancer - de er simpelt hen for hurtigt væk.
   
6. Man kan også benytte biveje.
   
7. Men se hvordan trafikafviklingen går smertefrit.
   
8. Det der overrasker mig mest er hvor langt ud støttetropperne er lagt. Ingeniører, Forsyning (hvorfor bruger de ikke benzinstationerne??) og Sanitet - kører sammen med infanteriet.
   

Det er det, der hedder operativ mobilitet.

Jeg ser så:

• Sanitetsvognene er helt nede på delingsplan. Det er en forskel fra Vietnam, hvor alt gik med helikopter - det er nok en fordel at have en panserbeskyttelse til lige at samle sårede op under beskydning. Så kan man få den sårede hen tll helikopteren. Det skal nok gå hurtigere med at få sårede under lægebehandling.
  
• Der indøves også forskydning med tungt panser - det er blokvogne. Det er så smart nok, at få dem med frem, når kampvogne og skal flyttes.
• De er rimelig kampklare.
  

III er for spinkel og for ukomfortabel på lange ture.

Piranha 5 kan ikke centrumvende, men den har en beskeden venderadius, fordi den styrer på tre aksler (1, 2 og 4). I bymiljøer kan den vende på en vej, hvis der er otte meter mellem kantstenene og på grund af den store frihøjde er der mindre risiko for, at undervognens bund går på murbrokker eller sten og risikerer at sidde fast.

Det tyder på at vendinger er et af de forhold, man er gået i dybden med under afprøvningen. Det er så nok en trepunktsvending; men det kan jo også lade sig gøre.
For mig tyder det på, at man også er inde i at se på muligheden for at lave en panserjæger.

Piranha 5 er fleksibel og har et solidt udviklingspotentiale med et nuværende vægtoverskud på cirka to tons.

Royal Ordnance L7 vejer 1,3 tons.

5'eren vejes 32 tons - og vi skal nok derop ellers bliver det for spinkelt med for mange nedbrud - det er altså ikke lykken, at have lige så mange bjergningsvogne som kampkøretøjer. Den er også bredere, så der er plads til hjulophænget.

Der skal arbejdes noget med taktikken, fordi kører man direkte ind i kampvogne og slås på deres præmisser, så går den i stykker - fidusen er, at det gør man ikke. Med de venderadier, så skulle det være muligt, at gøre omkring med en kolonne, der er sluttet op så den kan gå i kampformation (en forlægning er smartest med større afstand mellem køretøjerne). Det kan man jo gøre med infanterister, så kan man også med de køretøjer.

Den har en vadeevne på op til to meter og en spændvidde på mere end to meter.

Det kan så godt være, at den ikke kan svømme; men hvis den kan vade, så er det jo også udmærket. Hverken Frisches Haff, Kurisches Haff eller Rigabugten er specielt dybe. Det ville også være en måde at holde lav profil på - vade i op til hovedhøjde.

Hvad jeg håber, at opnå med dette: At russerne i panik begynder at grave skyttegrave ude i vandet - det bliver så fugtigt som søudsigt i bedre beliggenheder. Det vil jo om ikke andet betyde, at man ikke behøver at vente på, at der kommer is på vandet.
Hvem siger, man ikke kan køre med ubåde i spredt orden? Schludder!!
Man skal bære vide, hvad man foretager sig.

Hvem siger, man ikke kan sejle en luftværnsfregat inde i landet? Selvfølgelig kan man det, hvis man er lidt fiks - og så er der så dejlig nært til værtshuset, når man ankrer i Stettin centrum. Som Tordenskjold ved Dynekilden ikke kunne se nogen grund til ikke at hugge de svenske skibe - naturligvis gør man det.

Det er ligesom når man er på fisketur og lige skal smutte ind efter en flok pilsnere - ok, man skal lige vide, hvor bundgarnspælene står - det er det mest praktiske. Hvem siger en panserchef ikke kan være søofficer - det går jo udmærket med dem som chefer til hundekavalleriet.
Det er noget amerikanerne skal vænne sig til: Danskere gør aldrig tingene på den "rigtige" måde - hvorfor skulle vi dog det? Det gør alle andre - hvordan synes de selv det går? Der jo også mange, der har lyttet til deres bankrådgiver - uden særlig godt resultat.

Jeg håber bare kommandanten i Königsberg får dårlige nerver.

har hydropneumatisk affjedring.

Det forklarer så dels, at den kan hæve og sænke frihøjden uproblematisk. Dels forklarer det vejegenskaberne - der er jo aldrig nogen, der har sagt snavs til Citroën's kørselskomfort! Dels, at det kan reguleres under kørslen.

Det er så en anden måde at gøre det på end torsionbar bagerst og skruefjedre forrest. Giver måske lidt mere vedligehold; men hvis man virkelig kan regulere affjedringen for hvert hjul individuelt, så er det ikke alene for og agter, man kan gøre det; men også mellem siderne. Det vil give udmærkede egenskaber ved kørsel på langs af en skråning. Del vil sige man kan deprimere kanonen også sideværts.

Det kan godt være, at man leger med tanken om, at deprimere kanonen dobbelt så meget ved hjælp af affjedringen i sideværts leje.

Hvis vognen er 7 m. lang og bredden 3 m. Så giver en forskel i frihøjden på 30 cm - en depression på hhv. 2½ og 5 3/4 grad.

Det kan man jo lige så godt bruge....

De Piranha 5 skal jo ikke være pansrede mandskabsvogne.

Hvordan det tårn så har det med en 105 mm. kanon? Det et nok lidt svært at sige. Granaterne skal så placeres helt bagi, så i tilfælde af en træffer så blæser de bare døren ud.

Jeg kender så ikke Cockerel.
Men jeg er ikke alene om idéen.

Mit spørgsmål er bare: Kan nogle af dem ikke gå på Mowag Eagle? Eller er den for spinkel?

Jeg tror vi skal hæfte os ved, at leveringen af Piranha 5 og Lastbilerne begynder nogenlunde samtidig hvilket kunne indikere, at de skal anvendes sammen.

Dragoon Ride afslørede nogle defekter i planlægningen og logistikken. Dvs. man må være forberedt på, at når man bevæger sig, så skal man selv have sine forsyninger med.
Det betyder også, at man ikke regner med særlig megen tid til klargøring, når man er kommet frem.

Det giver så også mening, for 2. Brigade (?) er en reserveenhed, der skal kunne forskyde hurtigt og komme kampklar frem - uanset om det er til Tallinn eller Sophia. Noget tyder på, at man mener, at brændsel kan anskaffes ved lokal foranstaltning. Det skulle også være muligt så længe man forskyder ad Europæiske motorveje.
Den del af Dragoon Ride virkede altså. De tankbiler, man så under Dragoon Ride har været en reserve, hvis alt gik galt med brændselsforsyningen.

Når vi så betragter pansrede og terrængående forsyningslastbiler, så må vi nok se i øjnene, at der her alene er tale om ammunition. De ikke pansrede vil så være "alt andet" end ammunition.

Det tyder så også på en ibrugtagning kun som infanterikampkøretøj og dernæst med morterer, dernæst med kanon, hvis man ikke først vil gå på CV90 chassis, hvorved dels kampgrupperne i de baltiske lande opgraderes, dels 1. Brigade i Polen.

Det er nok også i den sammenhæng, at man skal se genindførelsen af "værnepligt/ret". Man skal have fyldt trænet med lastbilchauffører og i den sammenhæng kan man klare sig med en afkortet uddannelse. 3 måneder til at bringe formen op - det er ikke nok til decideret infanteri: Der vil være for mange skader. Musklerne er der nok; men sener og knogler tager yderligere 3 måneder.

Der kan også blive tale om en opflæskning af den mekaniserede (tunge) enhed i Polen med yderligere personel.

Der er så konklusioner, at drage:

1. Man påregner ikke, at Rusland på nogen måde igen kan blive andet end en modstander.
   
2. Man opruster, så Rusland ikke kan følge med.
   Det er så klart nok, at russerne må lave besparelser ifht. de offentliggjorte planer og flåden er dem, der kommer til at holde for.
   
3. Den udtalte amerikanske holdning om flere forsvarsudgifter er nok så meget en erkendelse af at man fra amerikansk side ikke kan være fremme indenfor 48 timer. 10 timer om dagen med 80 km/t i 2 dage = 1600 km. Vi taler altså også Rumænien som indsatsområde. Pointen er imidlertid, at man med Piranha og lastbilerne ikke er bundet til motorvejene.
4. At jeg taler om Rumænien skyldes, at årets øvelse fokuserede på en krydsning af Donau.
   

Det ER skamløs salgssnak - men derfor kan der godt være udmærkede oplysninger i det til vort brug.

Der er nogle bemærkninger:

1. Folk ønsker ikke amfibiske egenskaber? Tjo, det gør de såmænd nok, bare det ikke koster noget.
   En af de ting, som general Hodges noterede sig var, at krydsningen af Donau var ikke noget problem.
   Der er masser af ingeniørmateriel (herunder broslagningsudstyr) "til overs" fra den kolde krigs tid. Det kan man jo lige så godt bruge - i stedet for at sætte nogle fjollede grænser for vægten af køretøjerne.
   Der er så også den fordel ved disse medium motoriserede: De har ingen problemer med broer, som kampvognene har.
2. Det er så første gang, at jeg hører, at der skal bygges bjergningspanser og morterskyts.
   Det sidste falder bare fremragende i hak med mine betragtninger om artilleriets fremtidige sammensætning: Nemlig et batteri har 3*155 mm pjecer og 3*120 mm morter på vognen.
   At han så ikke omtaler haubitz'er, det får være; men når man kan montere CEASAR på en 10 tons pansret lastbil, så kan man sgu også skrue den dims på et køretøj på 20-25 tons. Hovedproblemet for CEASAR var, at undgå, at rekylkræfterne hamrede ned i hjulophænget og hjulene - og smadrede dækkene som balloner en fed kælling sætter sig på.
   Det klares så med en hydraulisk stjært - tager ingen tid; men giver den støtte, som ellers et tungt køretøj giver. En PzH 2000 vejer sine 56 tons, så det er ikke mange danse man indtegner på hendes balkort. Den kommer aldrig frem på bivejene.
3. Hvis englænderne vælger Piranha 5 (hvilket også kunne risikere at give noget dansk beskæftigelse - hvis de er konkurrencedygtige på Fyn), så er de problemer omkring standardisering løst.
4. Det betyder så, at man standardiserer tungt mekaniseret panser med tyskerne og deres Leopard 2 og med CV90 kampkøretøjet. Mellem motoriserede enheder bliver så standardiseret med Piranha 5 og briterne.
5. Det betyder også, at ikke alene kan de tre våbenarter følges ad under forskydning mm; men også ingeniørmateriel! De Scania pansrede og terrængående lastbiler, der er under indkøb: De betyder også, at det organisatoriske træn i en kampgruppe af brigadestørrelse kan følge med og holde trit med disse kampgrupper under hastig bevægelse.

Det, der så ikke oplyses er: Hvordan går det med de Condor? Dem har man brug for til den lette kampgruppe på "Øgler". Er det virkelig bare for at lægge pres på amerikanerne så man får Globemaster til en "hæderlig" pris?
Det ville jo ellers passe ganske udmærket om både Canada og Danmark fik en eskadrille af dem - det ville virkelig være en løftekapacitet, der kunne bringe lette kampgrupper frem - endog meget hurtigt.
Jeg har ellers svært ved at se, hvordan man ellers får udnyttet den lavere vægt og omsat det til evne til forskydning.
Jeg er så heller ikke helt med på, hvordan letterne står i det spil? Det er som om de vil have en dispositionsenhed til rådighed, hvis russerne finder ud af at skifte trykket. Hvis det er tilfældet, så taler vi meget hurtigt om en kampgruppe af brigadestørrelse.

Det er ikke skolelærere med rollator, som man er nervøs ved under forskydning.

Det er så en underlig logisk konsekvens af Gepard Flakpanzer fra den kolde krigs tid.

Gepard havde en radar, der rakte 15 km - hvilket ikke rigtigt var aktuelt, for kommer man meget over 5 km, så ser man ingenting: Dels er målet lille, dels er det for langt væk til at man rammer noget. Reelt kan man ikke regne med at ramme noget over 1½ km.

Så den hundedyre radar var der ikke rigtigt brug for.

For nu at være beskyttet, så blev luftværnskanonen sat på et Leopard 1 chassis - typisk tysk: Der skal bare være NOK!

Det var det!

Problemet var bare, at den kom til at veje 10% mere end kampvognen!

Det hele var nu ikke spildt, fordi Gepard viste sig at være mere end fortræffelig mod infanteri - om det var nedgravet (bare man kunne se det) eller i pansret mandskabsvogn (PMV). Det er det, der egentlig tog livet af M113 PMV, som med sine 12-13 tons og aluminiumspanser ville blive åbnet som en dåse sardiner.
Ikke fordi, den ikke virkede mod helikoptere (som amerikanerne fandt ud af i 2. Golfkrig, hvor de sendte Apache mod nedgravede Iraq'ere med ganske almindelige luftværnskanoner). Det gjorde den skam! Men fjenden kom bare så tæt på, at det sådan set var lige meget med 15 km radar - man så dem alligevel ikke før de var inde på 1½ km (højest).

En Stryker vejer ca. 20 tons, er på hjul og har en max. vejhastighed på 100 km/t. Hastigheden er sådan set ikke afgørende, men meget rar at have, når man nu skal køre forsinkelser ind - som følge af, at der igen er gået kludder i planlægningen (eller der er en emsig politibetjent). Det gør så heller ikke så meget, hvis det hele er baseret på en gennemsnitsfart på 70 km/t.
En Leopard 1 (og Gepard) havde en max. vejhastighed på 65 km/t (hvordan vejen så ud - for ikke at tale om bælterne - efter et par timer med den fart: Det skal vi vist ikke snakke for højt om). Den amerikanske M60 Patton humpede af sted med 50 km/t (i godt vejr, solskin og ned ad bakke: 40-45 km/t ville ellers i praksis være flot).

Lad os genopleve Dragoon Ride 2015 (i Polen). I Litauen. og i Letland.

Der var lidt andre problemer end dem, man havde forudset:

• Det var jo ikke de vilde protester fra kommunistiske skolelærere og kriminelle indvandrere, der gav forsinkelser: Det var nok nærmere drengerøve fra 7-70 år, der ville hen og PILLE ved alt grejet - og tøser i alle aldre, der ville fotograferes med turisterne.
  Det er som man siger: Et positivt problem!
  
• 12,7 mm. maskingevær er aldeles utilstrækkeligt, hvis der kommer helikoptere, som ses på en af filmene -
  de holder sig bare væk.
  
• Det virker usmart at have tankbilen kørende midt i kolonnen: Det kan godt være, at panseret på Stryker holder; men det gør tanken på tankbilen ikke!
  
• Hvorfor i det hele taget have tankbilen med? Hvorfor ikke gå på de lokale benzinstationer - og så evt. lade tankbilen fylde tankstationen op til næste hold, der kommer forbi? Sabotører kan naturligvis komme sukker i brændslet; men....... det bliver rigtigt meget sukker, der skal benyttes - så det vil nok blive opdaget forinden. Tabte vingummibamser er nok i praksis et større problem - for ikke at tale om tyggegummi-papiret.
  
• Det er altså ikke smart at samle hele kolonnen på en parkeringsplads, hvis formålet er at holde fjenden i uvidenhed om hvor man er. Den lokale skolelærer - trods sine intelligenshandikap - har problemer med at overse, at cirkus er i byen.
  
• Dernæst er sådan en sammenhobning det værste, man kan gøre, hvis der må påregnes en lufttrussel - eller droner. En drone kan sagtens finde sådan en hob; men forvirringen bliver total - også hos fjenden, hvis man spreder sig i kompagni'er på forskellige raste- og parkeringspladser.
  
• Den tur på tværs af Europa må ikke tage en uge!
  

Reaktionen med de nye Stryker er typisk amerikansk: FIX IT, NOW!! Godt salgsarbejde er så at lade være med at fnise og sige: "Hvad sagde jeg!"

Der er så nok også noget vundet ved at justere motorinstallationen og transmissionen. Der er ikke nogen grund til permanent ottehjulsdrift f.eks.
Om panseret er 1 mm. mere eller mindre er næppe afgørende - kampvogne kan de alligevel ikke klare og her skal man nok lade gamle TOW klare de T-72, som evt. skulle komme forbi (koster ikke mere end 2-300.000 pr. stk. - og jeg tror, at lagerholdbarheden er mere end de 15 år, der fremgår af brochuren).

Fordelen ved have 30 mm kanon på Stryker er, at præcisionsvåben ikke spiller den store rolle: De kan evt. ramme én vogn; men så er man lissom advaret.

Men man begynder at forstå, hvorfor Putins lille puddel til Nazi-Marie udgyder sin galde over EU - det er jo adminstrativt til at gøre noget ved - med yderligere integration i EU.
At Nazi-Marie så ikke er lige så meget i debatten på Berlingske, det er så nok ikke tilfældigt!

Det kan nok betale sig at producere i Kreuzlingen igen?

I 2015 steg CHF fra 6,20 kr. til 7,20 kr. hvilket gjorde produktion i Schweiz for dyr.

Falck Schmidt Defence Systems laver udstyr til brug i forsvar og rumfart. Selskabet var ejet af den nu tidligere direktør Jan Falck-Schmidt, der har antydet, at konkursen særligt skyldes en schweizisk leverandør, som rendte fra en aftale om levering af cirka 300 pansrede mandskabsvogne til det danske forsvar.

Den holder sig så på 6,75 kr. frem til juli 2017 hvor den falder tilbage igen til 6,50 kr.

Så vidt, jeg har forstået er de første vogne allerede leveret. Så de genansætter nok nogen igen i Frauenfeld mm. Det er så en mulighed for at få nogle af de mindre produktive medarbejdere ud af vagten. Man har jo også købt Øgler 5, hvor jeg ikke har hørt tale om nogen dansk produktion.

Det, der nok også har været problematisk, har været, at Falck Schmidt nok ikke har haft penge til de investeringer, der skulle til?

Men det er kun 15% i valutakurssvingning, der skal til. Det tyder så også på, at vi taler mere end en banal sammenklapning af stål. Der skal jo nok også kanon på nogen af dem og et mortersystem på andre.

men læg mærke til:

Den kan faktisk køre med halvdelen af hjulene afmonteret!

Spørgsmålet om det variable dæktryk og kørsel med flade dæk.

Det er så en reklamefilm; men derfor ikke nødvendigvis uinteressant.

Når man har en impuls (regelmæssigt stød) og en affjedring vil man have en svingningskreds, kendt fra elektronik, hvor affjedring og vægt af det affjedrede går i selvsving, som vi alle kender fra at drible med en bold.

For køretøjer drejer det sig om at holde denne selvsvingsfrekvens udenfor de relevante driftsbetingelser.
Nu er der også en vis affjedring fra selve det luftfyldte dæk, så når det så også varierer, så bliver det hele mere kompliceret og må praktisk eftervises, at skidtet ikke går i selvsving.
Når man med forskellig hastighed kører over en pukkelpiste, så prøver man reelt forskellige frekvenser.

Man kender det også fra f.eks. maskinpistoler med ulåst bundstykke, hvor der er en skudkadance, hvor metalklumpen og fjederen går i selvsving. Om det er sket at det er gået i selvsving? MON ikke! Der efterprøves så normalt på en prøvestand - inden sergeant Fjotterup bliver sluppet løs på skydebanen.

Men det er derfor man kører på "Pukkelpisten".

Opbremsningen på glatbanen har nok så meget en anden baggrund:

På et bæltekøretøj er der en nøje afvejning af længden på de understøttede flader og afstanden mellem bælterne:
Hvis køretøjet er meget langt og smalt, så er det såmænd stabilt nok; til gengæld kan det ikke dreje - ikke uden at skovle hele undergrunden op - og det vil pille bæltet af - altid på det mest ubelejlige tidspunkt.
Omvendt: Hvis længden er for kort i forhold til køretøjets bredde, så drejer det let - til tider: Alt for let og man snurrer rundt med et 30-40 tons tungt køretøj. Det er slemt nok på landevej; men hvis det så er på is, så udvikler det sig nemt til et problem.

1. Det var et problem med den svenske tårnløse kampvogn, Strv 103, som man ser, har den kun 4 vejhjul. Fænomenet er formentlig grunden til at den engelske afprøvning konstaterede, at vognen var let at køre; men svær at køre godt.
2. Det er formentlig den egentlige baggrund for halvbæltekøretøjer.halvbæltekøretøjer.
   På den ene side set giver det den gode vægtfordeling fra bæltet og samtidig kommer man uden om stabiltetsproblemet ved at have en rimelig belastet forvogn, hvor en stor hjuldiameter hjælper med at holde fladetrykket nede.
   Idéen kunne få en renæssance i dag med de pansrede lastbiler til den tunge brigade? Hvis man så også med "gummibånd" kan komme nogle af problemerne med bælter til livs - for guderne skal vide, at de bælter er et helvede.
3. En tredje ting at holde sig for øje er vægtfordelingen.
   Hvis man kaster en hammer, så retter den sig ikke ud med skaftet forrest!
   Nu har både Strv 103 og Piranha 5 motoren forrest - og det giver øget stabilitet; men samtidig er der den store variable vægt med selvladeren: Dels placeres kanonen længere bagud og dels placeres ammunitionen (tro mig: Det skidt VEJER). Det er formentlig den problemstilling, man er i færd med at afklare. Det gælder både for kampvognen og artillerikanonen - på et Piranha 5 chassis.

Nu er Piranha et hjulkøretøj, så problemstillingen med for megen stabilitet klares formentlig med, at agterste hjulpar er medstyrende op til 20 km/t. Det er klart et problem, man har arbejdet med, som ses af denne opdatering.som ses af denne opdatering: (Slå lyden fra: Den monotone - og den er monoton - hvinen fra gåsen er ikke til at holde ud: Hun har én tone i livet - ÉN.)

1. Bremseprøven på glatbane er betydeligt bedre, hvilket tyder på, at man har arbejdet på stabiliteten. Stabiliteten var ok for infanterikampkøretøjet infanterister vejer ikke så meget som ammunition og kanon - og derved er vognen næsetung. Det er nok bare ikke nok - mere.
2. Man har sat røggranatkaster på et observationstårn. Det efterlader plads til et kanontårn med 25-35 mm kanon (je nach dem).
3. Der er indbygget et differentialespærre så hjulpar 1 og 3 alene kan trække - tja, hvorfor ikke? At det ikke er 1 og 4 er formentlig et bekvemmelighedsspørgsmål?
   Eller som man ser: Ved passage af skyttegrave hænger agterste hjulpar og ser dumme ud, så man skal have traktionen på hjulpar 3.
4. Man har monteret et dozerblad: Formentlig idé taget fra Strv 103, hvor dozerbladet folder op og giver ekstra frontpansring. Samtidig gør det, at man - i et vist omfang - kan grave sin egen stilling.
5. Der kan komme rubelguf (fuglebur stavet bagfra) på mod hulladningsgranater.
6. Piranha 3 bliver opdateret (tilsyneladende svagt; men det er ikke en dårlig vogn). Er det alle 118? Er det til en værnepligtig bataljon? Gud bedre det!
7. Leopard 2A7 får ny kanon og sensorer - fint nok; men tallet på 37 er formentlig uden de sidste 8, man fandt penge til ved at fyre hærchefen. Det giver nemlig 45 - 40 til 4 kompagnier, to til bataljonschef og NK (BTN), 3 til uddannelse af delingsførere og mandskab - i Danmark.
8. Kanonen er formentlig 120 mm L/55. Jeg forstår bare ikke, at han uden videre bare kan skubbe en 120 mm granat ind? Det er ikke gevær ammunition. Der er så heller ikke delt ladning.
9. Lastbilerne er så til uddannelse og reglementsskrivning.
10. Mortersystem 120 mm.
    Der er tilsyneladende valgt det østrigske system. Antallet tyder på at organisationen bliver et halvbatteri på 3 kanoner og et halvbatteri på 3 morterer.

Luchs.

Den er så tysk, at man tror, det er løgn.

Afsindig kostbar, gennemtestet, masseproduceret - og så solid, at den ikke var til at skrotte!

To aksler styres giver 19 m vendediameter, hvis alle 4 aksler styres 11½ m.

Med 3 aksler bliver det nok lidt mere end 11½ m.

En Leopard 1 har en længde på 9,54/8,29 meter (alt efter som kanonen er fremadrettet eller bagudrettet): Læg her mærke til 3 betydende decimaler! Man tager INTET på slump! Det ville være sjusk! Må ikke forekomme - det er skam alvorlige sager dette her!

Det giver i gennemsnit 8,94 m. Det skal nok passe med, at kanonens vendediameter er 10 meter.
En Piranha 5 har kun 3 styrende aksler; men hjulene sidder tættere. Så vi kommer nok ned på de 10-11 meter alligevel. Så er spørgsmålet: Hvorfor i det hele taget have et tårn, når det kræver mindre plads at dreje hele vognen?

3 rør

Forudset og forudsagt!

Hvad der kun delvist var forudset og ikke i detaljer forudsagt var:

1. Jeg havde forventet at artilleriet til 1. Brigade ville komme på CV90 chassis, nu bliver det så Piranha - indtil man får snøvlet sig færdig. Så meget ringere er mobiliteten i terræn på en Piranha altså ikke. Det betyder så ikke noget andet end en forskydning i tid. Får man først installeret systemet på Piranha, så skulle det være til at overkomme, at lave det samme nummer på CV90 og Øgler (Eagle).
   
2. Jeg havde forudset, at et artilleribatteri ville bestå af 3 * 155mm haubitzere og 3 * 120 mm morter: Det kan såmænd godt komme til at passe; men man går forrest med morteren - helt enkelt fordi det nok er det nemmeste at gå til.
   
3. Chassiet er afgørende for mobiliteten:
   
   - Bælter for terræn
   - Hjul for vej
   - Let for forskydning ad luftvejen.
   
   Den taktiske mobilitet gør at chassiet skal være det samme i enheden; mens den operative mobilitet afgøres af chassis'et.
   
   
4. Rekylen = mundingshastighed gange masse af granat.
   Vi kan godt forudsætte at massen af granat er proportional med volumen af granaten - sådan nogenlunde.
   Nu er der ikke nogen speciel rekyl på morterer, så når man har lavet systemet på ét chassis, så har man det på alle tre - i praksis vel også på de luftbårne.
   Jeg tror så, at det bliver for bøvlet med 155 mm haubitzere på Øgler, så dér må man nok give sig og gå ned på 105 mm haubitzere.
   
   (105 mm/155 mm)³ = 31% _~ 1/3.
   En Piranha vejer 30 tons og en Eagle vejer 10 tons - så kan en Piranha tage rekylen fra en 155 mm haubitzer, så skulle en Eagle kunne tage den fra en 105 mm: 10 tons/30 tons er nemlig også 1/3.
   
   
5. Rækkevidden er mere en funktion af overfladen på granaten, hvilket er en kvadratisk funktion af kaliberen (jeg minder om at ordet kaliber kommer af: Qua libra - hvilken vægt - der er som sådan ikke noget nyt i betragtningerne).
   
   (105 mm/155 mm)² = 46% _~ 1/2.
   
   Alt andet lige vil en 105 mm granat have ½ rækkevidde ifht. 155 mm. Det kan man så kompensere for ved at anvende base-bleed, der ca. fordobler rækkevidden og koster det dobbelte - eller ca. det samme som en normal 155 mm granat.
   
   Det princip kan så bruges til at forøge rækkevidden på 155 mm haubitz.
   
   
6. Mundingshastigheden:
   
   
   

   ........	120 mm morter	Lydens hastighed	155 mm haubitz	105 mm kampvognskanon.
   m/s	165-318	343	684	1020
   Mach	0,5 - 0,9	1	2,0	3,0

   
   

De er inde på noget af det rigtige. Men også kun noget (at det viste så ikke er hele historien - det er så muligvis noget andet.)

1. Med tal fra 2. verdenskrig - som jeg husker dem: Medianafstanden for effektiv ild var på 400 meter for kampvogne. Gennemsnittet var 700 meter.
   Det har ikke ændret sig så forfærdelig meget: Standardsigtet på en Abrams ligger på mellem 800-1200 meter, så lidt op er man gået, men ikke overvældende. Man skal under alle omstændigheder sigte lavt for at ramme.
   En kampvogn dræber andre kampvogne gennem hastigheden på projektilet, fordi energien er ½ m * v². Problemet med dét er, at luftmodstanden også tiltager med v². Nu er mundingshastigheden på en 105mm APDS bolt 1470 m/s, hvor lydens hastighed 343 m/s (afhængig af temperaturen - og kun den) - dvs. lige godt 4 gange lydens hastighed eller Mach 4,25.
   Kommer vi så langt ud, at hastigheden er aftaget så meget at man skal gennem lydmuren, så 4 dobles luftmodstands koefficienten (dvs. den "konstant" som v² er proportional med) - kommer vi først så langt ned, så kan det være lige meget - man trænger ikke igennem frontpanseret på en kampvogn eller lignende.
   Så længe man holder sig under 1000 meter, så bliver meget enklere i balistikken. Bl.a. betyder sidevind en hel del mindre. Man kan være heldig at ramme på lang afstand; men det er mere held end forstand - ikke noget, jeg vil tegne en livsforsikring på.
   Problemet er, at rekylen som skal absorberes er m * v, så man opnår ikke så forfærdelig meget (på de afstande) ved at gå op i kaliber.
   
2. Missiler har en minimumsafstand, fordi de skal forlade røret og først efter - skal vi sige nogle 2-400 meter - så kan man komme til at styre missilet. Disse missiler skal således anvendes på noget længere afstande. Her er jeg ikke overbevist om, at Javelin er løsningen - generelt: Den er vanvittig kostbar og en gammeldags TOW, der har den fordel, at den ikke forstyrres af jamming - fordi den er linestyret - er en mulighed. Den kræver så belysning om natten - er det tåget, så kan det være lige meget.her kan lysgranater fra kampvognen være en nærliggende mulighed. Altså, man monterer TOW på infanterikampkøretøjet, så besætningen kan forblive beskyttet.
   
3. Kommer vi ud over 1-1½ km, så må man spørge sig selv, hvor hyppigt man kommer ud for, at der er frit skud så langt - i Europa, altså - det kan godt være, at 3-4 km er almindeligt i den irakiske ørken; men normalt kommer bebyggelse i vejen. I den situation, anvender man artilleri, hvor den ødelæggende effekt mere skyldes projektilets vægt end hastighed.

Fidusen med den sekundære bevæbning er at holde irriterende infanteri på afstand eller i dækning, eller mod lavtgående fly og missiler. Her er det om at få så meget som muligt af sted. 12,7 mm. er for lidt i vore dage og 20 mm er i den afgjort lave ende - så vi taler mellem 25 og 35 mm - lidt efter ammunitionstype og pris. Men det skal kunne anvendes fra et fjernstyret tårn, så personellet kan forblive i en rimelig beskyttelse.