Taifun

Hmmm....

Tallene nedenunder viser, hvor fidusen ligger.

Den klassiske "uddrejning" i en cirkel..... jo; men i dag går man lodret! Taifun har en motoreffekt, der er til at føle på. Den kan ikke stalle ud.....

Thomas skrev:Hmmm....

Tallene nedenunder viser, hvor fidusen ligger.

Den klassiske "uddrejning" i en cirkel..... jo; men i dag går man lodret! Taifun har en motoreffekt, der er til at føle på. Den kan ikke stalle ud.....

Mjaahhh.... fabrikanterne skal lige have lejlighed til at spidse rabatblyanterne.

Det jeg læner mig op ad er den nye forsvarsministers udsagn om "op til" 30 mia....
Belært af erfaringerne så er det nu nok klogt at få nogle reservedelsaftaler på plads også.... Det er jo dér, der altid har været problemer med europæiske fabrikanter.

Det kan så også godt være, at man ikke tager Nordatlanten i samme åndedræt.... Det må amerikanerne sådan set selv om, hvor længe de har lyst til at betale for meget.

Hvad og hvilke fly vi skal have må afhænge af, hvilke opgaver, der skal løses.....

Hemmelige tal!

Der er i hovedsagen tale om to tal, der ikke vil være tilgængelige.

1) Thrust/weight ratio - also motorkraft i forhold til vægt. De tal kan holdes hemmelige gennem sløring med besyndelige forudsætninger - let endda. Starfighterens egentlige motorkraft kom aldrig frem, fordi den tid motoren kunne yde maksimalt var begrænset af at lortet på et tidspunkt begyndte at smelte. Vægten for F-15 Eagle er - mig bekendt - aldrig blevet deklassificeret. Den er så i øvrigt stærkt afhængig af hvor længe kalorius har kørt i efterbrænder.
Men det forhold er retningsgivende for manøvreevnen. Vandrette drejeradier er ikke specielt relevante i vore dage, det er mere de lodrette, fordi når en russer laver en af sine underlige manøvrer, så går man lodret og bytter fart for højde; men bevarer energiniveauet!

2) Specifikt brændselsforbrug - dvs. lbs. fuel/lbs thrust/tidsenhed. Som man kan set er det forhold mellem en djævlens masse tal. Nu kan jeg ikke se by-pass ratios for motorerne, der kunne have givet et fingerpeg om brændselsøkonomien under lange stræk og i stor højde. Når den først er kommet derop, så er det ikke vanvittigt med brændsel den bruger. Specielt ikke F-35.

Det får så være, hvad det være vil; men det nok væsentligere er hvad vedligeholdet koster! Vi taler om en levetid for et kampfly på minimum 30 år. Det er så dels et spørgsmål om reservedelsforbrug og -priser. Her kan to typer være en fordel, fordi man kan skubbe nogle opgaver mellem flyene alt efter, hvor økonomiske de er. Det er en kamp med leverandøren, som skal afvejes - sådan nogle har det med at blive frække.
Selvfølgelig har det producerede antal en betydning; men både F-35 og Taifun er rimelig udbredte, så også her gør en decreasing return to scale sig gældende. Den igangværende krig bliver afgjort på værkstedet.

Problemet er således ikke alene Holger K.'s kriminelle fortid og illoyalitet; men også om han er i stand til at fatte, hvad det går ud på. Det er lidt som Tulletåben, hvor det er et spørgsmål hvor meget, der er dumhed og hvor meget, der er uhæderlighed. Det problem var der ikke med Pia Kjærsgaard - hun er ubeskrivelig dum, så dum at hun ikke kan være uhæderlig - ret meget.

på Typhoon....

„Fertigungsmangel“ im „Bereich der Verbindung zwischen dem Seitenleitwerk und Rumpf“ unterrichtet, berichtete die „Süddeutsche Zeitung“ am Abend auf ihrer Internetseite.

Das Problem habe „keinen unmittelbaren Einfluss“ auf den Flugbetrieb der deutschen „Eurofighter“-Flotte, Deutschland habe die „Abnahme weiterer Serienluftfahrzeuge“ aber vorerst ausgesetzt. Derzeit analysierten Experten das Problem.

Det er da for, at Danmark kan få leveret hurtigt og billigt.
Den slags med at finde "mangler", den har jeg også lavet!

Det er da en måde at rykke frem i leverancerækkefølgen.

på at der er en fundamental reorientering af planerne.

Til besvarelse af din anmodning kan jeg oplyse, at Forsvarsministeriets Nyt Kampfly Program ikke har udarbejdet egentlige samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger i relation til den forestående kampflyanskaffelse, skriver kontorchef Jonas Märcher Ottosen fra Forsvarsministeriets kampflykontor til Ingeniøren.

Som én, der har lavet samfundsøkonomiske beregninger, så er det en indikation af, at man ikke har forudsætninger for meningsfyldt at kunne udføre de beregninger.

Hvis det er sådan, at man rent faktisk - i fællesskab i Nato og EU - har fået en forståelse, hvad der synes relevant, om Danmarks rolle i store træk:

1. Koordinator i Østersøen - ud fra en betragtning om, at ingen andre kan gøre det. Danmark er jo ikke i sig selv sårbar overfor afpresning med olie leverancer og priser.
2. Som koordinator i Nordatlanten - ud fra betragtningen om, at vi nok er de eneste, der økonomisk forsvarligt kan kontrollere Nordatlanten.

Ja, så savner et isoleret køb af kampfly et sammenligningsgrundlag. Priser og aftaler vil være afhængig af hvordan man redefinerer planerne. Man har ikke gjort nogen hemmelighed ud af, at alle Nato-planer er oppe til nyovervejelse i lyset af Ruslands adfærd.
Det er ikke noget, der går væk selvom Putin får et nakkeskud. Det er, at den eksistens Rusland påstår at have ret til - den er ganske enkelt ikke holdbar på et økonomisk plan.
EU har betalt ågerpriser for energi - og stadig har det ikke været nok til at holde næsen oven vande på Rusland.

Lad os sige det på en anden måde: Vi står overfor et vandskel for både Nato og Europa, hvor tilvante forestillinger ikke længere er gyldige. Det er en ustabil - og ikke ufarlig - situation. Faktisk så meget, at penge egentlig ikke er særlig afgørende. Det afgørende er om opgaven, som alle (inklusiv Rusland) nok seriøst må medgive er den mindst ringe, kan løftes af Danmark.
Det sidste bliver måske svært; men langt fra håbløst.

Det er naivt at tro, at det ikke forekommer - selvfølgelig gør det det.

Det, der er problemet er, at når der så ikke er det, så skal prisen mm. indrettes på det. En fabrikant vil normalt kalkulatorisk indregne returkommission og "agenthonorar" i tilbuddet. Det er så irriterende at pille det ud igen - det går jo ud over dækningsbidraget.

I denne forbindelse er der formentlig tale om en leverance på 25 stk PzH. Problemet med Grækerne er, at der aldrig kommer opfølgningsordrer, hvorfor fabrikanterne ikke gider lave serviceaftaler - hvilket så bringer prisen ned, så der bliver plads til bestikkelser.

Jeg tror ikke, det har noget med Syrien at gøre.

1. Jeg tror ikke, man har flere oplysninger om Syrien-krigere fra Danmark - de har stukket halen mellem benene eller døde.
   De er nok nærmere i Mali og er blevet skubbet tilbage til Libyen, så der kan evt. komme noget i det omfang de går mod oliekilderne.

2. Under stor medieopmærksomhed blev syv F-16-fly for et par måneder siden trukket hjem fra Kuwait efter et års deltagelse i luftangreb mod Islamisk Stat i Irak. Et år er ifølge forsvarsforliget grænsen for F-16-flys deltagelse i internationale missioner, og piloter, våbenteknikere og især flymekanikere var slidt ned.
   

   Selvfølgelig er de ikke nedslidte. De kan sagtens holdes flyvende 10 år endnu.

3. Flyvevåbnet arbejder på højtryk med at undersøge, hvordan danske F-16-fly kan beskyttes mod avancerede russiskbyggede missilsystemer i Syrien. Det skriver Politiken.
   

   Det er så nok ikke Syrien; men Østersøen, hvor tilsvarende systemer formentlig er under opstilling - missilfabrikanterne tilhører Putins flok, hvad flyproducenterne ikke gør.
4. Det, jeg tror, der er sagen er, at med beslutningen om Joint Expeditionary Force, så har England (Holland, Norge og Danmark plus de tre baltiske lande) mistet tålmodigheden med Tyskland. Merkels forhalings- og forhandlingspolitik har jo ikke forhindret russerne i at vade in i Syrien og fremprovokere en spændt situation. Amerikanerne ævler og ævler som sædvanligt, når der ikke er tale om atomvåben - hvor Merkel også mangler at levere noget.
   Det kan ikke være i Storbritanniens interesse - selvfølgelig er det ikke det.
   
   

Hvis den argumentation er rigtig, så er man i forbindelse med JEF nået frem til, at Danmark skal have Taifun - for en hæderlig pris - vi kan ikke vente på at amerikanerne og canadierne få sig snøvlet færdige med Nordatlanten - det er vi så enige i, at vi ikke vil deponere dansk international handleevne hos Frankrig/Tyskland. Selvfølgelig vil vi ikke det: Vi ejer Østersøen - ikke tyskerne. Vi vil da ikke forære al transport til de tyske jernbaner, når vi kan gøre det billigere til søs.

Sagen er jo den, at RAF har omskolingsfaciliteterne på Coningsby - så vidt jeg husker: Også gammelt dansk land - ligger godt nok lidt tilbage i tid; men pyt. England har fået leveret godt halvdelen af deres Typhoon. Leverancer til Danmark vil være et spørgsmål om at rykke lidt rundt med positionerne på leveringslisten - det er til at ordne. De egentlige eskadriller er opstillet og vi er derhenne, hvor man skal til at have "grønne" piloter i eskadrillerne.

Samtidig er der jo det, at jeg formoder (hvis jeg ellers har ret i mine ræsonnementer, at man på Brize Norton er ved at have indfløjet Condor. Den lufttrafik vi har set på Youtube af Condor fra russerne er vel det klassiske kneb for at undgå at de fly bliver beslaglagt - flyv dem så langt væk som muligt. Det vil så være anden portion. Den første skulle være klar. Jeg tror så ikke helt på, at det er til Dreamlinerneren (alene), at aktiviteten i hanger 243 i Kastrup foregår.
Det med at Sverrig skal føre indvandringskontrol i Kastrup er noget pladder - det er for at få svenskerne smidt ud af Kastrup.

Endelig er det med "ikke at være klar" en typisk offentlig meddelelse om, at de piloter og teknikere skal altså noget andet. Reduceret aktivitet er altid et faresignal efterretningsmæssigt. Udenlandske operationer er som sådan et udmærket røgslør (sammen med det obligatoriske fagforeningsvrøvl) for at man nedsætter aktiviteten, fordi man har noget andet i gang.

Der er intet usædvanligt i, at jagere bliver til jagerbombere senere i deres karriere.
De har normalt god motorkraft og stærke vinger aht. til belastningerne under manøvre. F-4 Phantom II havde så desforuden et stærkt understel, fordi den var bygget til at hamre ned på et hangarskibsdæk.
Tilsvarende er det ikke ukendt, at bombere bliver til jagere med lang rækkevidde - det klassiske eksempel er Mosquito'en.

Det hele kommer an på hvilke forudsætninger der lå til grund for den oprindelige specifikation af flyet - og når flyet så kommer i tjeneste er der gået et antal år og i mellemtiden har situationen ændret sig fra det plangrundlag, der skrev specifikationen. Der er altid en taktisk udvikling og tilpasning efter generalerne har sluppet projektet og de praktiske folk skal have skidtet til at virke.

Der har været skrevet uendelig mængder - mere eller mindre seriøst - om F-4 Phantoms fiasko i Vietnam, hvor man til at begynde med kun havde en kill-ratio på 2:1 i modsætning til Koreakrigen, hvor man var oppe på 10:1 med Sabre.
Her skal vi igen se på forudsætningerne, der lå til grund for Phantom: Den var bygget til at beskytte hangarskibet mod fjendtlige fly: Det krævede god fart, lang rækkevidde - og missiler, der kunne give en ordentlig sprængladning til målet. De første Sidewinder (varmesøgende missiler) havde ikke megen manøvre; men det gjorde ikke så meget, fordi en bomber ud fra Murmansk har lige så megen manøvreevne som et lokomotiv. Derfor var F-4B ikke nødvendigvis en dårlig idé. Idéen var faktisk så god, at tanken om at ramme hangarskibe ude i rum sø i Atlanten faktisk ikke rigtig blev aktuel. Det gjorde ikke noget i det miljø, at man ikke kunne dreje skarpere end 3g uden at radaren stod af (det var rør-teknologi).

Problemet opstår, da man bruger den til noget, den ikke var beregnet til. Missilerne er for upålidelige, radaren ubrugelig, venderadius var faktisk rangering - der var mange fejl. Det er så bare det ved det: Sådan er det altid. Det kan man lige så godt tage højde for i sin planlægning: Nemlig at materiellet aldrig bliver optimalt.
F-35 har en lang rækkevidde bl.a. fordi den bærer al brændslet indenbords (brændsel i ekstratanke tæller kun halvt p.gr.a. ekstra luftmodstand). Den er ikke forfærdelig hurtig, hvilket ikke gør så meget, for på de afstande er modstanderen heller ikke hurtig. Det kræver naturligvis, at man tilpasser taktikken til opgaven; men sådan er det altid.
F-35 har præcisionsvåben; men ikke ret mange af dem - igen: Udvendig bevæbning giver luftmodstand. Den har stealth - vel næppe i samme klasse som f.eks. B-2 bomberen (og den kan næppe bevares under normalt vedligehold; men en hel del bedre end en F-15, hvilket bestemt heller ikke er svært).

Taifun er nærmest modsat: Den har afskyelig megen motorkraft og afsindig høj fart uden brug af efterbrænder. Det gør ikke noget, at den stealth ikke er helt i topklasse, fordi med den fart og rækkevidde, så inden man opdager den, så er spørgsmålet om, hvor den egentlig kommer fra ved at være uaktuelt. Den slæber megen ammunition men ikke specielt langt.

Det jeg bare vil påpege er, at disse fly supplerer hinanden taktisk. Man kan f.eks. udmærket forestille sig, at en F-35 i Østersøen vil blive eskorteret af Taifun - mens den selv omgår luftværnsmissiler med stealth. Omvendt kan man udmærket komme til at se F-35 gå mod fjendtlige fly i så tilpas stor afstand, at de ikke kan støtte større flådeenheder, der forsøger at bryde ud mellem Island og Færøerne, hvor Taifun anvender (evt. tunge fremfor mange) missiler mod flådestyrken: En del af disse missiler vil blive skudt ned inden de når frem til deres mål; men hvis der affyres nok af forholdsvis billige missiler, så vil fjendens forsvar mod dem blive mættet og nogle vil komme igennem - også uden man forudsætter livstræt mod hos piloterne.

Det er den taktiske synergi mellem typerne jeg er ude efter. Den synergi kan - efter omstændighederne - opveje en noget tvivlsom besparelse ved anvendelse af én type. En ting er, at man "puncher over sin vægt" (som Obama habituelt så lyrisk udtrykker sig); jeg må tilstå, at jeg har altid fundet det en fordel at anvende begge hænder i en snæver situation.
Hvor godt det virker afhænger først of fremmest ikke af benarbejdet men af hovedet. Det er spørgsmålet om at sammensætte styrken og uddannelsen - og frem for alt øvelserne efter behovet!
Ingen tvivl om, at flight lederen skal koncentrere sig om de 4 fly af samme type som er under hans ledelse. Men når vi op på operationer på eskadrilleniveau, så kommer eskadrillechefernes taktisk evner i spil.

En anden faktor man også skal være opmærksom på er, at ammunitionen også er udviklet siden 1950'erne. Sidewinder AIM-9X er noget ganske andet end de oprindelige AIM-9B, der ville have været udmærkede til Battle of Britain. (om der i det hele taget er flere tilbage af dem, véd jeg ikke). Tilsvarende med Sparrow - her er man så gået på AMRAAM - også til F-16 og her viser F-16 sig at være lige lovlig lille: Jeg kunne f.eks. godt forestille mig et angreb mod selve Danmark imødegået af F-35 over Sverrig med AMRAAM og F-16/Taifun over Østersøen (i samvirke/-arbejde med missilerne på en Huitfeldt-klasse). Det vil - om ikke andet - give svederemmen i de russiske kasketter noget at bestille.
Princippet er, at man skal aldrig slås mod fjenden på hans betingelser.

Frigjort fra Nordatlanten.

Well, the background is that we have seen what the Admiral Kuznetzov was worth as a combat entity: The deplorable (for the Russians) truth is: Not very much - in fact: The pathetic rustbucket is more of a liability to the Russians than an asset.

This means the Admiral Kuznetzov can be left to the Norwegeans to polish off - should the clowns in Moscow ever be able to scrabe enough seagoing tugs together again and venture out to sea - not bloody likely: That would be a major strain on the Norwegean Air Sea rescue service - I mean: Plucking up the Russian "sailors" from the VERY cold Barents Sea.

This debacle makes the "Tonka's" at Lossiemouth redundant, as the Admiral Kuznetzov is not liable to get within range of Great Britain again. To many parts fall of it with every turn of the propeller to keep it afloat - f.i. fighter aircraft - Russians don't launch aircraft from carriers - it is calling ditching.

This leaves a flight of Typhoons available to other duties - you don't send out planes to attack major naval units without protection from fighter. The escape of the Scharnhorst and Gneisenau during WW2 made that point - the Swordfish at that occation were butchered without any appreciable effect on the progress of the hostile fleet - to say it bluntly: They couldn't care much less. Now as Admiral Kuznetsov is NOT a carrier - then no need for reserving assets to deal with it.
There still remains a minor factor as bombers out of Murmansk - for the time being - so one or two flights of Typhoons are kept at Lossiemouth.
But never the less a flight of Typhoons is now surplus to requirements so they can be used elsewhere to much better effect. Be it in the Baltic or in Rumania where the Russians concieviably might still try to make a nuisance of themselves.

Thomas skrev:Frigjort fra Nordatlanten.

.....
But never the less a flight of Typhoons is now surplus to requirements so they can be used elsewhere to much better effect. Be it in the Baltic or in Rumania where the Russians concievably might still try to make a nuisance of themselves.

Siden angrebet med Tomahawk i Syrien, så lader det til, at man kan nå Krim med Tomahawk fra Adriaterhavet, så bombere er ikke påkrævet for at forhindre Sortehavsflåden i overhovedet at nå ned til Bosperus.

missil.

Lyder som en udmærket idé.

Men var det så ikke på tide, at se lidt på prispolitikken og service?

Det har længe været min påstand, at Danmark har brug for BÅDE F-35 OG Typhoon.

Om ikke af anden årsag, så for at undgå at blive afhængig af én leverandør. Danmark kan anvende 4-5 eskadriller kampfly med fordel.

Koster det ikke mange penge? Det kommer så sandelig an på prisen - også på reservedele.

Den politik har jo virket udmærket med F-35, hvor prisen på 24 stk. faldt fra 20 mia. kr. til 13 mia. kr. for 27 stk. Det er en reduktion fra 843  mio kr pr stk til 481 mio kr pr stk. eller et nedslag på 43%, at der så ryger penge den anden vej også - det er ikke så mærkeligt.

Der kommer nogle omkostninger ved et beredskab på Grønland; men helt sikkert ikke omkostninger i den størrelsesorden.

Der skal nok bruges 15 fly pr. eskadrille plus et par stykker til nedslidningsreserve. Der vil være tab - selv i bedste tilfælde. Samtidig vil et overraskelsesangreb medføre tab! Selvom man spreder flyene. Man skal IKKE - af hensyn til økonomien undlade sømkanter i garderoben.
Vi kan jo bare se, hvor belejligt, det har været, at vi havde 60 F-16.

Den 5. eskadrille kunne jo blive F-16: Det er jo et udmærket fly, der kan flyve mange år endnu.

Det er da smukt, at Flyvevåbnet tænker økonomisk - strålende; men det er nu ikke lige det, de er bedst til:
De tænker ikke på, at opretholde en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet med vedligehold.
De tænker heller ikke på, at reservedelspriserne stryger i vejret, når man ikke har folkene, der evt. kan reparere stumperne.
De tænker heller ikke på, at det politisk nok er ønskeligt ikke at være for afhængige af nogen.

Så mon ikke Airbus skulle få spidset rabatblyanten?

Det er nemlig ikke sådan, at standardisering gør tingene billigere - tværtimod. Det skaber monopoler, hvor skala-fordelen forsvinder så ganske i en monopol-profit. Det er fundamental økonomisk teori.

af danske F-16 i 2019.

Jeg ser det som en ufin hentydning om, at det er i Storbritannien, Tysklands og Italiens fundamentale interesse, at Danmark også får Taifun.

Da Storbritannien sender hele deres flåde til det Sydkinesiske Hav, så skal der være nogen til at dække ryggen. Hvis man vil gøre vore gode allierede en tjeneste, så skal man ikke oveni betale ågerpriser.

Der er ikke noget objektivt kriterie imod. Dansk og allieret luftrum skal forsvares mod krænkelser - færdig arbejde. I en Taifun får man - efter det offentligt tilgængelige - et fly med en kapacitet som F-15; men er bare 10-20% mindre, fordi den har en tidssvarende motor. Alt det fis med at styre udstødningen af jetstrømmen er pjat, hvis man med "afslappet/kunstig stabilitet" kan flytte hele flyet og benytte kraftoverskuddet til at gå lodret, så kan vodka-kogerne snurre rundt alt det, de vil.

Det kan F-35 ikke (motoren er ikke kraftig nok, hvis der er en bare nogenlunde bevæbning) og F-16 kun i begrænset omfang. Ingen tvivl om, at det Polske luftforsvar vil blive væsentligt styrket, hvis der kommer en flok Taifun hvæsende mens deres F-16 massakrerer fjendens offensive fly.
Det er Spitfire/Hurricane diskussionen om igen.

B-1 og KC-135

Fidusen er, at den strategiske bomber samler eskorten op i luften. Desuden bliver fjendens luftforsvar spredt ved at en flight på 4 jagere af anden  nationalitet går i luften - og det gør de adskillige steder - samtidigt. Russerne er jo ikke så dumme, at de tror, at man vover sig ind med en atombomber (eller minelægger, eller krydsermissil bærer) uden eskorte?

Stealth er ikke noget tema - man kan ikke skjule en B-52 (eller B-1 for den sags skyld) for radar, så derfor betyder det ikke noget at bruge F-15 som eskorte (hvis man satte sig for at designe en flyvende radar-reflektor, så kunne man ikke lave en bedre end en F-15).

Det betyder ikke, at der ikke vil være lufttankere på Sdr. Strøm eller Keflavik - selvfølgelig vil der være det; men man kan klare sig med langt færre! Én eskadrille kan dække lufttankningsbehovet i Nordatlanten - inklusiv hvad der nu skal samles op af fly med skader og eller defekter.

Både Storbritannien og USA er interesseret i at beskytte deres bombere. Hvor skjuler man et blad? I en SKOV!

Indtil videre klarer man sig med F-16. Brewster Buffalo har været noget nedladende behandlet - rent faktisk lykkedes det efterfølgende at pille én eller flere af de japanske rekognosceringsflyvebåde ned - med Brewster Buffalo.