Forlader SF regeringen? Et perifært spørgsmål i en større sammenhæng!

Når Thomas taler om kommernist forskrækkelse og "at have noget på dem" for det der skete for 30-50 år siden, så ville det nok være mere konstruktivt at tale om nutiden og analysere, HVORFOR vælgerne fravælger S og få rettet ind på det.

Meget enig Doctor.

Enhedslisten + SF = ca. 20 %

DF + LA = ca. 25 %

Altså i alt til yderfløjene ca. 45 %.

Og det er ikke kun i Danmark det ser sådan ud

Det skal nok blive hyggeligt

doctor skrev:Når Thomas taler om kommernist forskrækkelse og "at have noget på dem" for det der skete for 30-50 år siden, så ville det nok være mere konstruktivt at tale om nutiden og analysere, HVORFOR vælgerne fravælger S og få rettet ind på det.  

Enig.

I min optik ser vi resultatet af en "velfærdsstat" der er i gang med at segne under sin egen vægt.

I mine øjne må man se det i et historisk perspektiv (for det gør vælgerne implicit) og man må skelne mellem "velfærdsstaten" og "Socialstaten".
De sidste 25 år har været en lang afvikling af "Socialstaten" til fordel for en "Velfærdsstat".
Den afgørende forskel på de to, er at Socialstaten er ekstern i forhold til borgeren. Det er en magt der "træder til" (i borgerens liv) når det er nødvendigt.
Bliver du syg, bliver du arbejdsløs, er du udsat for forbrydelser m.m. så "træder Socialstaten til" og understøtter/agerer i forhold til borgeren.
Velfærdsstaten (eller måske rettere "Servicestaten"), der i mod, er intern i forhold til borgeren. Velfærdsstaten er en del af borgerens almindelige livsudfoldelse. Er "mor" blevet for gammel til at vaske sit tøj, behøver du ikke at gøre noget ved det, for det gør velfærdsstaten; Skal dine børn passes har velfærdsstaten ligeledes et "tilbud", Kan du ikke betale din gæld, ja så ringer man da til kommunen! o.s.v.
Socialstaten og velfærdsstaten har en stor fællesmængde, man kan sige at Socialstatens funktioner er delmængde af velfærdsstatens funktioner, f.eks. Socialeydelser, sygehuse, uddannelse politi og Forsvar.
Jeg tror noget af det der har været kendetegnende ved Danmark fra omkring 70 år til 25 år siden, var en meget høj grad af konsensus omkring opbyggelsen af en socialstat.
Men for en 25 år siden ændrede man kurs og forandrede statsprojektet fra Socialstat til velfærdsstat.

Et resultatet er en stat der blandt sine mange serviceydelser både vil kurere din cancer og vaske op i dit køkken. Denne Stat kærer sig om låsene på din hoveddør og bekymre sig om dine børn i en grad at den er i gang med at overtage deres opdragelse - for deres, vores og fællesskabets skyld.

Et andet resultatet er at af den halvdel som vitterligt har et job, er halvdelen ansat i velfærdsstaten, travlt optaget af at levere velfærdsydelser til de sidste 3/4. Det efterlader 1/4 som reelt skaber produktionen der holder maskinen i gang. Det kan man sige sig selv ikke holder, og derved kommer staten til at mangle penge.

Det der så sker er at Staten sparer hvor man kan, og vi ved jo godt hvad der virkeligt batter: Socialeydelser, sygehuse, uddannelse, politi og Forsvar: altså socialstatens komponenter.
På sin vis, udkonkurerer velfærdsstaten, socialstaten ved at den fjerner midler fra det, der var socialstatens kerneaktiviteter til velfærdsaktiviteter. Som f.eks. kunne være "Stemmer på Kanten" eller "Aktiv beskæftigelsespolitik". Hver en krone brugt på "stemmer på kanten" er taget fra det der kunne have været en socialstats-kerneaktivitet (være det sig bedre politi, helbred eller skoler), for vi kan ikke blive ved med at hæve skatten.

Det er det forhold rigtig mange vælgere ikke har forstået: At hvis man vil have A, så får man mindre af B. Vil man have velfærdsstat, får man mindre socialstat.

Tragedien for socialkammeraterne, er at mens de er forkæmpere for den nye velfærdsstat, så er det, i min analyse, socialstaten deres vælgere vil have og engang for mange år siden indvilgede i. Denne socialstat ser de er under stort press og konklusionen ligger lige for: Socialdemokratiet har forrådt socialstaten.

flot formuleret Jomsviking. Nu ved jeg ikke om det er dine egne tanker eller det er en kendt teori?

Jeg syntes det kan undre man ikke ser på alle de forfejlede beslutninger der er blevet taget igennem de senere år som har kostet usvigelige milliarder, der direkte er tabt, eller ligefrem har gjort ting der fungerede fint, endnu mere dyrt.
Tåbelige og ubrugelige it-projekter i milliardklassen.
Elendige beslutninger om indkøb af helikoptere i milliardklassen
Indkøb af ubrugelige tog i milliardklassen
Og den dyreste af alle, nok redningen af "Især" Danske Bank for skatteydernes penge, imens aktie indehaverne i banken høstede stort!
Og yderligere----Det er det største tyveri i Danmarks-historien", siger Sass Larsen til DR. http://www.dr.dk/DR1/dr1-dokumentaren/sikke-en-fest/Nyheder/20121126101352.htm

Vi betaler som almindelige borgere så meget af vores indkomst direkte i skat, at der burde være rigeligt råd.
Nogle af de reformer og afskaffelser af vældfærds rettigheder er småpenge i forhold til de tåbeligheder der har kostet rigtig dyrt!.
Men dem er der ingen der vil snakke om....de har det bedst med at ryge i glemme bogen!

Jeg væmmes virkelig af vores politikere, og jeg har fået en dyb foragt sammen med hunderede tusinder af andre borgere i landet overfor socialdemokratiet....
Jeg tror.....nej jeg ved at jeg ikke kan sætte min stemme der igen nogensinde!

Thomas skrev:

Jomsviking skrev:

doctor skrev:Når Thomas taler om kommernist forskrækkelse og "at have noget på dem" for det der skete for 30-50 år siden, så ville det nok være mere konstruktivt at tale om nutiden og analysere, HVORFOR vælgerne fravælger S og få rettet ind på det.  

Enig.

I min optik ser vi resultatet af en "velfærdsstat" der er i gang med at segne under sin egen vægt.

I mine øjne må man se det i et historisk perspektiv (for det gør vælgerne implicit) og man må skelne mellem "velfærdsstaten" og "Socialstaten".
De sidste 25 år har været en lang afvikling af "Socialstaten" til fordel for en "Velfærdsstat".
Den afgørende forskel på de to, er at Socialstaten er ekstern i forhold til borgeren. Det er en magt der "træder til" (i borgerens liv) når det er nødvendigt.
Bliver du syg, bliver du arbejdsløs, er du udsat for forbrydelser m.m. så "træder Socialstaten til" og understøtter/agerer i forhold til borgeren.
Velfærdsstaten (eller måske rettere "Servicestaten"), der i mod, er intern i forhold til borgeren. Velfærdsstaten er en del af borgerens almindelige livsudfoldelse. Er "mor" blevet for gammel til at vaske sit tøj, behøver du ikke at gøre noget ved det, for det gør velfærdsstaten; Skal dine børn passes har velfærdsstaten ligeledes et "tilbud", Kan du ikke betale din gæld, ja så ringer man da til kommunen! o.s.v.
Socialstaten og velfærdsstaten har en stor fællesmængde, man kan sige at Socialstatens funktioner er delmængde af velfærdsstatens funktioner, f.eks. Socialeydelser, sygehuse, uddannelse politi og Forsvar.
Jeg tror noget af det der har været kendetegnende ved Danmark fra omkring 70 år til 25 år siden, var en meget høj grad af konsensus omkring opbyggelsen af en socialstat.
Men for en 25 år siden ændrede man kurs og forandrede statsprojektet fra Socialstat til velfærdsstat.

Et resultatet er en stat der blandt sine mange serviceydelser både vil kurere din cancer og vaske op i dit køkken. Denne Stat kærer sig om låsene på din hoveddør og bekymre sig om dine børn i en grad at den er i gang med at overtage deres opdragelse - for deres, vores og fællesskabets skyld.

Et andet resultatet er at af den halvdel som vitterligt har et job, er halvdelen ansat i velfærdsstaten, travlt optaget af at levere velfærdsydelser til de sidste 3/4. Det efterlader 1/4 som reelt skaber produktionen der holder maskinen i gang. Det kan man sige sig selv ikke holder, og derved kommer staten til at mangle penge.

Det der så sker er at Staten sparer hvor man kan, og vi ved jo godt hvad der virkeligt batter: Socialeydelser, sygehuse, uddannelse, politi og Forsvar: altså socialstatens komponenter.
På sin vis, udkonkurerer velfærdsstaten, socialstaten ved at den fjerner midler fra det, der var socialstatens kerneaktiviteter til velfærdsaktiviteter. Som f.eks. kunne være "Stemmer på Kanten" eller "Aktiv beskæftigelsespolitik". Hver en krone brugt på "stemmer på kanten" er taget fra det der kunne have været en socialstats-kerneaktivitet (være det sig bedre politi, helbred eller skoler), for vi kan ikke blive ved med at hæve skatten.

Det er det forhold rigtig mange vælgere ikke har forstået: At hvis man vil have A, så får man mindre af B. Vil man have velfærdsstat, får man mindre socialstat.

Tragedien for socialkammeraterne, er at mens de er forkæmpere for den nye velfærdsstat, så er det, i min analyse, socialstaten deres vælgere vil have og engang for mange år siden indvilgede i. Denne socialstat ser de er under stort press og konklusionen ligger lige for: Socialdemokratiet har forrådt socialstaten.

Her tror jeg så, at Du langt hen ad vejen har ret.

Altså, at Socialstaten som en "Big Brother is watching You!", hvor Velfærdsstaten er den kommunale servicebutik.
Her får Anders Fogh så ret for så vidt som, at Socialstatens "smagsdommere" er under afvikling (undtagen, når det gælder rygeforbud mm.), hvorimod den klassiske socialdemokratiske opfattelse af velfærdsstaten som en art kollektiv forsikringsordning den bibeholdes.

Jeg tror så ikke, at "forræderiet" af Socialstaten er nogen egentlig belastning for Socialdemokratiet. Det, der med afviklingen af SF ligger og svæver er, hvor i SF vælgerkorps - ikke bagland, for det er såmænd klart nok betonkommunistisk, - men vælgerkorps går grænsen? Hele balladen omkring Goldman Sachs var helt klart baglandet, der ville rane til sig i form af kommunisten - Bondo. Jeg er ikke så vanvittig overbevist om, at dem, der ville stemme på SF er helt så optaget af den del.
SF har altid været en selvmodsigelse, hvor DKP og Enhedslisten helt klart ønsker torturkamre og koncentrationslejre, så har SF aldrig rigtigt taget stilling heller her. Det går helt tilbage til Aksel Larsens etablering af SF - af angst for selv at ende i koncentrationslejr - som en Arne Munch Petersen.

Det andet er, at spørgsmålet om valget mellem A og B - det er stillet forkert op. Der er ikke tale om et nulsumsspil. Det er det endnu mindre med en rationalisering af den offentlige sektor - og dermed vægten lagt på værdien af de ydelser, der rent faktisk produceres.

Det er så derfor, jeg er noget skeptisk overfor kravet om den mindre offentlige sektor. Om den offentlige sektor skal være mindre kommer så sandelig an på i hvilket omfang den er konkurrencedygtig. F.eks. privathospitalerne har langt hen ad vejen ikke vist sig anvendelig til så meget andet end at afvikle pukler. Vi står over for nogle ret voldsomme offentlige investeringer - bl.a. på transport området, hvor det f.eks. er langt fra givet, at motorveje er den mest hensigtsmæssige (og økonomiske) måde at afvikle transittrafik på.

"Det andet er, at spørgsmålet om valget mellem A og B - det er stillet forkert op. Der er ikke tale om et nulsumsspil. Det er det endnu mindre med en rationalisering af den offentlige sektor - og dermed vægten lagt på værdien af de ydelser, der rent faktisk produceres."

Jeg mener at det er i brede træk et, i staten, internt nulsumsspil.

Finansloven har et budget og det fordeles ud over aktiviteterne. Jo flere aktiviteter, tjaa, jo mindre til hver, alt andet lige, her under effektivitet.
SÅ kan man selvfølgelig trække kaninen op ad hatten og pege på fornuftige investeringer der gør kagen (og det vil sige skatteprovenuet) større. F.eks. er investeringerne i børnehaver m.m. medvirkende til at frigive kvinder til arbejdsmarkedet (samtidig med at fødselstallet kan holdes, nogenlunde) Tiltag der gør kagen større. Men se, det var jo også en del af socialstaten, for dens oprindelse er i virkeligheden Fornuftsstaten, hvor Staten, den, i forhold til borgeren, eksterne aktør laver fornuftige investeringer, der kan betale sig. Man har i socialstaten: børnehaver, motorveje, millitær, arbejdsløshedsunderstøttelse m.m. fordi det kan betale sig for statsdannelsen. Kvinder ud og arbejde, transport til industrien, forsvar af de skabte værdier, og støtte til udsatte borgere, ikke fordi det er synd for dem (det er det også) men mest af alt fordi sulte mennesker går på gaden og i øvrigt mister deres loyalitet overfor staten.
Se, det er fornuftstaten med en social dimension, og derved socialstaten, det var det man blev enige om i kanslergadeforliget, under indtryk af den moderne tyske statsdannelse.

Velfærdsstaten adskiller sig fra denne stats-model, ved at dens raison d'etre lige netop ikke er "fornuft", men "ideologi".

"Stemmer på kanten", fordi de mennesker også skal høres; "Aktiv beskæftigelsespolitik", fordi det er godt at arbejde; Hjemmehjælp så man kan blive i sit hus, for det er jo godt; kulturpolitik, det er jo ubetinget godt, ulandspolitik - det er jo også godt - og man kan blive ved.
Det er ikke "fornuftigt", det er der i mod "Godt og rigtigt".
Og derfor skabes der ikke mer-værdi ved disse ideologiske betingede ekstra aktiviteter og det bliver et nulsumsspil.

Og, i øvrigt, var det vores stats opgave? At være forkæmper for det "Gode" det plejede da at være kirken og velmenende mennesker?
Jeg har et andet ord for staten der fortæller sine borgere hvad der er "godt", hvad der er "rigtigt", for staten der blander sig unødigt i borgernes liv - og det er facisme.

Og, jeg spørger, hvad var det vi, borgere, fik ud af det? Jeg skal fortælle jer det: Nu skal der to indtægter til at underholde husstanden.

Manden skal vel have et udkomme efter næste valg.

Ved sidste valg i 2011 var det store spørgsmål, hvorledes S og SF adskilte sig fra hinanden.

Her var et muntert forslag.
http://rokokoposten.dk/2011/09/14/valgforsker-finder-forskellen-pa-s-og-sf/