Hvad sker der i øjeblikket?

Der er en masse larm omkring USAs budget mm., uro på valutamarkedet og finansielt hysteri. Men reelt?

1) USD falder ifht. EUR og er p.t. afgjort i bunden af det bånd, der hedder 540-580 DKK/100 USD.
Valutaerne.
Resten af valutaerne flakser rundt som hovedløse høns, der ikke kan finde ud af om de skal stabilisere sig ifht. USD eller EUR. At alle råstofeksportørerne har fået en 30-40% er rimelig klart - og ganske forventeligt: Tidspunktet har været svært at forudsige. Ligeledes er det svært at skønne over hvor meget bliver genvundet, når støvet lægger sig igen.

2) Årsagen til dollarfaldet må være, at Kina skal ud og bruge af opsparingen.

1. Renten giver sig ikke. Der har været nogle kurstab på de helt korte US obligationer; men ellers ikke.
   
2. Kursen på obligationerne giver sig heller ikke. Kina holder givetvis igen, fordi et storsalg af US obligationer vil give et markant kursfald, der vil ruinere Kina, så det skal man nok lade være med.
   
3. Derfor bliver prisforhøjelser tilbage.
   

3) Priserne på metaller falder ikke som de burde, hvilket i sig selv er en prisforhøjelse.
Metaller.
At kobber og tin ikke falder, kan ikke skyldes et stigende forbrug i Kina - så ville man ikke lukke kobberminer i det omfang, det sker. Privatforbruget af industrivarer i Kina følger ikke med. Derfor har den fortsat høje tinpris nærmere en finansiel baggrund - altså at spekulanterne og deres banker låser prisen for ikke at skulle tage tab.
Det har i mere end et år ikke været til at få en markedspris på stål.
Stål
Vi kan imidlertid se det indirekte ved at kikke på kul- og nikkelpriserne. Glem jernmalmpriserne! Når kulpriserne falder så meget, så kan der næppe produceres de store mængder stål. Slet ikke af en rimelig kvalitet, for nikkelpriserne falder endnu mere. Altså må malmpriserne være en spekulativ indlåsning.
Høje priser på metaller er nogenlunde lige meget, hvis årsagen er indlåsning, fordi der ikke forbruges og produceres nævneværdigt af det. Skrot er jo i sig selv en forholdsvis nem tilgang.

4) Fødevarepriserne stiger. Dvs. lidt afhængig af, hvad det er.
Korn
En ting er, at majspriserne falder, fordi Kina ikke vil handle med USA - fint nok, så kan de bare vente på, at det har passeret gennem nogle grise - og så købe derfra. De faldende rispriser peger imidlertid på, at det ikke alene er spørgsmålet om at spille smart: Der er reelt tale om en tilbageholdende indkøbspolitik.
Derimod stiger ligger prisen på soya fortsat alt for højt. Det skyldes nok så meget, at man får leverancer fra Brasilien, der så køber i USA. Det ses dels af den "forbavsende" hurtige, delvise genrejsning af BRL. Når man henvender sig til en mellemhandler, så slår prisforhøjelser igennem i en valutaarbitrage. (senest stiger soyapriserne en 5%)
Det passer meget godt over med at oksekødspriserne holder sig fint på et højt niveau. Det tro pokker med de "mælkeskandaler" - samtidig med privat import og smugling af tørmælk - der har været i Kina: Så slagter man da ikke malkekøerne.

Sammenfattende: Udviklingen er i rimelig overensstemmelse med forudsigelserne i tilfælde af et kinesisk sammenbrud. Importen vil falde, dels som følge af manglende behov for råstoffer, dels - og det er det væsentlige i øjeblikket - tilbageholdenhed i indkøb af fødevarer for at undgå en forringelse af formuen. Priserne på fødevarer er derfor stigende - forstyrret af kringlede forsøg på at omgå egen embargo - men uden de store rentemæssige og valutariske konsekvenser.
Situationen er imidlertid ustabil, fordi situationen i Kina er næppe så forholdsvis godartet som der gives udtryk for. Den store fare er, at Kina giver los - af nød - og bare køber for at købe.

I den sammenhæng har budgetproblemerne i USA en relevans. Fødevarer købes i sidste ende i USA, hvilket kan give et opsving til landbruget. Det opsving vil dog ikke have den store konsekvens, fordi provenuet vil blive konfiskeret i skatteforhøjelser - eller rettere i mindre landbrugssubsidier. Her får Tea Party bevægelsen et problem: Dels at skulle argumentere for fortsatte subsidier, når det nu går deres vælgere ganske udmærket; dels modsætte sig beskæringer af subsidierne for at undgå yderligere gældsætning. Det forfærdelige vil jo være, at man kunne klare sig indenfor det oprindelige låneloft - ved at Tea Party bevægelsens vælgere kommer til at betale for den skatteforhøjelse, der ligger i manglende statsstøtte. Det bliver spændende at se, hvad der sker, når det endelig går op for Tea Party, at de har skudt sig i foden med begge løb. Den slags plejer at give sig udslag i temperamentsudbrud - a la den små spruthysteriske Johanne - og det er jo altid morsomt at kikke på.

Kort fortalt: enten kommer amerikanerne til at betale for USA's gæld via øgede skatter - eller de må erkende at dollaren falder.

Spørgsmålet er om de har noget valg- eller om de ikke må sluge begge kameler.

Kina skal bruge deres opsparede dollars. For dem ER der ikke noget valg.

doctor skrev:Kort fortalt: enten kommer amerikanerne til at betale for USA's gæld via øgede skatter - eller de må erkende at dollaren falder.

Spørgsmålet er om de har noget valg- eller om de ikke må sluge begge kameler.

Kina skal bruge deres opsparede dollars. For dem ER der ikke noget valg.

Nej DA!

Det er kineserne, der kommer til at betale for USA's gæld!

De kommer til at betale mere for deres fødevarer (direkte eller indirekte) end de synes de skal!

De penge ryger så i landbruget som så kan klare sig selv. (Netto er det en skatteforhøjelse).

Kineserne kan skam vælge: Vil de betale gennem højere fødevare priser eller kurstab? Kineserne har helt klart valgt begge ubehageligheder med stor omhu.