Nationalbankdirektøren taler kl. 0930 26/9 til RKR årsmøde.

Det mest spændende bliver

om han lige som Onkel Niels gemmer det interessante til sidst - når alle er faldet i søvn over, at det ser alvorligt ud.

Så håber jeg at Lars Rohde finder en lidt skarpere tunge frem i dag i forhold til hans interview i Deadline med Martin Krasnik i tirsdags. Rohde kunne(og burde!) have sat Krasnik til vægs med lidt fakta om den danske finansielle sektors råddenskab og hvorfor det er en dårlig ide at lempe finanspolitikken, men valgte at tale vagt om Nationalbankens rolle og om de finansielle modeller og endte med at fremstå som en lettere omtåget universitetsprofessor ude af trit med virkeligheden. Jeg var godt nok ikke imponeret…

Tale

Det eneste opløftende er, at flextumperne kommer sgu til at betale.

Rohde skrev:Jeg vil derfor gerne minde om, at vi i Danmark har ydet massiv støtte under den finansielle krise, og at staten har påtaget sig en kæmpe risiko på skatteydernes vegne. I Bankpakke I stillede staten garantier for et svimlende stort beløb på 4.200 mia. kr. Med Bankpakke II gav staten den finansielle sektor en kapitalindsprøjtning på 46 mia. kr. for at imødegå en potentiel kreditklemme, og den stillede garantier for gældsudstedelser på 194 mia. kr. På femårsdagen for introduktionen af den generelle statsgaranti har staten fortsat kapitalindskud for 31 mia. kr. i sektoren. Indtil videre har staten ikke haft nogen direkte omkostninger, som ikke har kunnet dækkes af sektorens betaling for støtten, men risikoen har været kolossal.

Det vil jeg også gerne minde om. Danmark kunne meget nemt være gået bankerot med den garanti. Jeg tror faktisk det gik op for de færreste.

doctor skrev:

Rohde skrev:Jeg vil derfor gerne minde om, at vi i Danmark har ydet massiv støtte under den finansielle krise, og at staten har påtaget sig en kæmpe risiko på skatteydernes vegne. I Bankpakke I stillede staten garantier for et svimlende stort beløb på 4.200 mia. kr. Med Bankpakke II gav staten den finansielle sektor en kapitalindsprøjtning på 46 mia. kr. for at imødegå en potentiel kreditklemme, og den stillede garantier for gældsudstedelser på 194 mia. kr. På femårsdagen for introduktionen af den generelle statsgaranti har staten fortsat kapitalindskud for 31 mia. kr. i sektoren. Indtil videre har staten ikke haft nogen direkte omkostninger, som ikke har kunnet dækkes af sektorens betaling for støtten, men risikoen har været kolossal.

Det vil jeg også gerne minde om. Danmark kunne meget nemt være gået bankerot med den garanti. Jeg tror faktisk det gik op for de færreste.

Danske Bank har hele tiden ævlet om, hvor god en forretning, det var for staten. Det er slet ikke det, det drejer sig om. Det er et bevidst forsøg på at ruinere landet.

Vi taler skader så store som vi skal 150 år tilbage for at finde tilsvarende: Den tabte krig i 1864!

Det må aldrig nogen sinde ske igen.

Peter Straarup er landsforræder!

I Nationalbankens seneste Kvartalsoversigt er der en sammenligning af prisniveauerne på lejligheder i Nordeuropæiske hovedstæder. Mens en gennemsnitlig lejlighed på 100 kvadratmeter i København koster 2,3 mio. kr. er prisen i Stockholm og Oslo ca. det dobbelte og i Paris det tredobbelte. I Berlin er prisen derimod 1,9 mio. kr. Selv om man næppe kan anvende disse forskelle som indikator på de nationale prisudviklinger, er det dog alligevel illustrativt og et vidnesbyrd om, at det københavnske prisniveau ikke er specielt højt i internationalt lys. Vurderet ud fra fundamentale faktorer vil prisstigninger i samme størrelsesorden som det seneste år dog næppe fortsætte, og det bør de heller ikke. Det er Nationalbankens vurdering, at lejlighedspriserne i København ikke er langt fra ligevægt, men ligevægt er vanskelig at identificere præcist.

Det er dér den kritiske forudsætning er.

Det kommer nemlig aldrig i ligevægt igen.
Der er ingen bund under boligpriserne.

Henrik Sass Larsen er ikke bekymret for, at de korte lån vil være med til at puste priserne op i den spirende fremgang, der er på boligmarkedet.

- Det tror jeg ikke, vil ske. Jeg har svært ved at se en stor konverteringsbølge af de lån, der ikke er F1-lån i dag, siger han.

Og hvorfor er han så ikke det?

Den eneste forklaring, jeg kan komme med (vurderet på basis af "historiske" erfaringer - giver udtalelsen ikke mening) bliver: Det vil bankerne/kridterne ikke være i stand til!
Man vil gå efter bankerne og kridterne - ikke debitorerne.
Bankerne vil blive styret benhårdt på solvensen jævnfør SIFI lovgivningen.
Man mener også at kunne styre bankerne på likviditeten: Da der aldrig igen bliver nogen, der vil låne bankerne penge - heller ikke internationalt - så sidder Nationalbanken på pengehanen.

Beskæftigelsen skønnes at kunne stige med ca. 55.000 personer, uden at det skaber et inflationært pres i økonomien.

Dér er styringen! Altså beskæftigelsen vil regulere inflationen. Ikke inflationen beskæftigelsen.
Hvis inflationen stiger - og dermed flextumpernes tilskud til betaling af gælden - så vil der blive strammet op, så arbejdsløsheden stiger.
Det er nok klogt, når man tager det almene deflationære pres i betragtning, som SortKaffe har pointeret så udmærket.
Deflationen vil sørge for reallønsforbedringerne. Den vil blive balanceret af en ekspansiv (relativt) offentlig udgiftspolitik.
Dvs. man vil styre arbejdsløsheden ved rationaliseringer i det offentlige. Fint nok: Lønnen stiger ikke; men beskæftigelsen vil falde - i det offentlige. Dvs. man fyrer dem, der ikke laver noget fornuftigt i det offentlige.

Nationalbanken deler ikke vurderingen af, at den høje gældsprocent i husholdningerne er problematisk for den finansielle stabilitet. Selv økonomisk trængte husholdninger betaler typisk ydelserne på deres realkreditlån og skærer hellere ned på privatforbruget. Det rammer efterspørgslen i økonomien og dermed virksomhederne. Det har indflydelse på den makroøkonomiske stabilitet snarere end den finansielle stabilitet, men indirekte kan bankerne også blive påvirket.

Der er klemmen på flextumperne. Så længe forbruget ikke stiger, så vil renten blive holdt lav. Stiger forbruget vil flextumperne blive smasket på renten.
Bankernes boliglån oveni er dér tabene skal tages.

Man agter med andre ord, at gøre finansieringen af bankernes køb af eget flexlort så dyr, at de bliver tvunget til at lade flexrenten stige. Stiger flexrenten (inklusiv adm. bidrag), så vil fast forrentede annuiteter blive relativt billigere, fordi de kan sælges til investorerne.

Husholdningernes lange lån med årlig rentetilpasning er finansieret med obligationer med meget kortere løbetid. Det har påført realkreditinstitutterne den banklignende egenskab, at de kan opleve en situation, som ligner et "run". Den risiko var ikke til stede under den gamle realkreditmodel, hvor alle lån var "forfinansierede".

Så spørgsmålet er, hvad der sker i praksis, hvis et realkreditinstitut kommer i en situation – fx på grund af usikkerhed om kreditrisikoen – hvor instituttet ikke kan sælge de korte obligationer i forbindelse med en refinansiering.

Det korte svar er, at Nationalbanken - som for banker - vil være lender-of-last resort, hvis der er tale om et solvent realkreditinstitut, der kan stille passende sikkerhed. Det sidste vil formentlig i praksis være de obligationer, som ikke kunne sælges i markedet.

Det er igen en lidt bagvendt måde at forvandle den tidligere politik med at købe eget flexlort, så de bare kunne svine videre.
Det betyder imidlertid, at magten over rentefastsættelsen kommer tilbage til Nationalbanken efter LIBOR-skandale mm.

Vi har jo set, hvordan Nordea har banket flexrenten ned her i 2.kvartal. Helt fint - hvis de har råd! Nå, det har de IKKE. De skal jo låne pengene i Riksbanken, der låner dem i Nationalbanken, hvor Riksbanken er ekspeditionskontor, der mod et mindre honorar formidler kreditten.

Se det begynder at give ræson!
Derfor smider den svenske stat deres Nordea aktier. Det giver godt nok en mindre kapitalisering af Nordea; men det er svenskernes problem. Den svenske skattepolitik med at udsuge virksomhederne med overskud, der fremkommer fordi man ignorerer investeringer og vedligehold går ikke længere. Det holder godt nok personskatterne nede; men det ødelægger erhvervslivet.

Jeg tror ikke på, at vi hverken kan eller skal tilbage til den gamle realkreditmodel. Men det er vigtigt, at I finder langtidsholdbare løsninger.

Men hvis den kollektive politiske hukommelse er så kort, vil det overraske mig. Oven i købet en kortere hukommelse end i de andre europæiske lande.

Dvs. det bliver dyrt at lytte til Danske Banks talerør i Venstre. Det vil nok heller ikke ske. Tullemanden, skal lige have fundet ud af, at det bliver særdeles ubehageligt for hans vælgere, hvis man ikke slutter op om stramningerne: Det kan gøres på en formiddag med inddragelse af pensionerne. Så mon ikke Tullemanden forstår, når man klapper ham en øretæve på hver side af hovedet - det plejer han. En god fed beskatning af pensionerne, der ligger i bankerne - det plejer at gøre nas.

Der begynder at tegne sig en plan, som måske kan hænge sammen.

Kun måske: Fordi vi ikke har noget, der minder om overblik over, hvad konsekvenserne af sammenbruddet i Kina og Indien kommer til at betyde. Vi kan pege på nogle generelle tendenser: Bedre fødevarepriser, fortsat billige varer, nu finansieret med billigere råvarer - ikke så god en kilde; men immerhin. Fortsat lave til let stigende renter. En uendelig klemme på flextumpeproletariatet for altid. De kommer aldrig til at tjene så meget at de kan betale - og inflationen vil ikke fjerne gælden for dem.
En styret deflation.

Mens en gennemsnitlig lejlighed på 100 kvadratmeter i København koster 2,3 mio. kr. er prisen i Stockholm og Oslo ca. det dobbelte og i Paris det tredobbelte. I Berlin er prisen derimod 1,9 mio. kr. Selv om man næppe kan anvende disse forskelle som indikator på de nationale prisudviklinger, er det dog alligevel illustrativt og et vidnesbyrd om, at det københavnske prisniveau ikke er specielt højt i internationalt lys.

Og det er lige så den knirker og giver sig.

Sandheden er jo den at den udprægede katastrofe findes på de små lejligheder - dvs. forældrekøbene - som vel nok er faldet 40% fra toppen (lidt svært at angive præcist, da man har ødelagt tallene). Det hos husstande, der ikke har nogen indtægt og efterhånden et barn eller 2.
Den overbelåning skal så lægges oveni forældrenes overbelåning af parcel- og sommerhuset.

Jamen, det er så få? Nix det var netop segmentet under 60 kvm, der blev handlet mere end flittigt til vanvittige priser - hvad jeg ved alt om. Her er prisniveauet ikke alene højt: Det er afsindigt. At priserne på de andre ejerlejligheder ikke er kommet så højt op skyldes helt enkelt at de er ikke handlet - undtagen i platugle parkeringsaftaler.