Nationalbanken

Det er bankerne, der er problemet - eller rettere Danske Bank.

Generelt spores fra mange sider en utålmodighed over, at den danske vækst ikke rigtig er kommet i gang. Her er det vigtigt at holde sig for øje, hvad vi har været igennem. Det er normalt med en lang tilpasningsperiode efter en kraftig overophedning. Vi er kommet langt, men er ikke færdige med at rydde op efter den finansielle ustabilitet og boblen på boligmarkedet og på realøkonomien. Vi er især ikke færdige med den nødvendige forebyggelse af fremtidig ustabilitet og med at bringe hele den finansielle sektor i en robust tilstand og med en kapitalisering, der matcher lærdommen fra finans-krisen. Danske banker bør have kapital og kapitalkrav, der fuldt kan måle sig med situationen i sammenlignelige lande med tilsvarende store og koncentrerede finansielle sektorer.

Den store interesse for arbejdsmarkedsforhold bør ikke skygge for disse temaer og formandskabet opfordres til at uddybe og styrke fokus herpå med analyser i de fremtidige rapporter.

Koster job.

Ifølge vismændene vil regeringens vækstplan skabe omkring 2.000 job i det private i 2015, men den vil samtidig koste ca. 3.000 offentlige arbejdspladser, da pengene til private job hentes fra det offentlige forbrug.

Selvfølgelig koster det jobs i det offentlige.
De private arbejdspladser går jo ud på at gøre tingene mere effektivt.

Det man så ikke ser på - til syneladende - er at der kommer også en betydelig mindre beskæftigelse, fordi 2/3 af lærerne skal væk og ½ af de bankansatte: ca. 60.000.
Dels har de ikke lavet slag i årevis, dels er der færre børn og dels skal der nedlægges banker.

Nationalbanken:

Konjunkturudsigterne lægger efter Nationalbankens vurdering ikke op til finanspolitiske lempelser, selv om en normalisering af den private efterspørgsel har trukket ud. Det skønnede beskæftigelsesgab ligger endvidere mærkbart højere end Nationalbankens vurdering og forudsætter en kraftig effekt på arbejdsstyrken, af folk med de rigtige kvalifikationer, af bedre konjunkturer.

Det er det, jeg siger: Dem, der bliver ledige nu kan ikke bruges.

Vismændene:

Det er ikke usandsynligt, at der kan opstå andre udfordringer på vejen mod genopretning af tilliden til de offentlige finanser i Europa, men det forventes, at disse i høj grad vil kunne håndteres med det nuværende nødberedskab i EU- og ECB-regi.

Det er rimelig sikkert, at der kommer et hak af de store i Frankrig til næste år - pengene til bankredningerne er reserveret i de 100 mia. EUR.
Vismændene

Det er vanskeligt at forudse, hvornår der vil indtræffe en egentlig vending i den økonomiske situation i Europa.

Set fra vores side hænger det på, hvornår man vil begynde reelle infrastrukturinvesteringer i Tyskland - ikke bare Nordtyskland; men hele den nord-sydgående infrastruktur er bestemt ikke overinvesteret - og har ikke været det i 20 år.
Skal vi have den rette fornøjelse af vores infrastrukturinvesteringerne i el-net og jernbane, så skal det hænge sammen med en tilsvarende - og påtrængende - i Tyskland. Her kommer Danmark til at foretage de investeringer i Tyskland. Det man jo i Tyskland er bange for er, at priserne i byggeriet (ikke boligbyggeriet) bliver drevet op. Det kan vi så hjælpe med at holde nede ved, at danske virksomheder går aktivt ind i udbuddene - men det kræver altså, at skidtet kommer i udbud.
Det sidste sker IKKE, så fastlåst situationen er mellem Bund og Länder: Den eneste løsning, der reelt foreligger er, at danske pensionspenge investeres i tysk infrastruktur.

Selvom de danske enhedslønomkostninger, dvs. lønomkostningerne pr. produceret enhed, er steget hurtigere end i udlandet, er der ikke tydelige tegn på et niveaumæssigt
konkurrenceevneproblem. Det store danske overskud i samhandlen med udlandet er således ikke blot udtryk for, at det danske aktivitetsniveau er ekstraordinært lavt. Ifølge en analyse i afsnit I.6 er der tegn på, at danske eksportører de senere år i højere grad har formået at eksponere sig på markeder, hvor der kan opnås en større indtjening, og at denne bytteforholdsgevinst kompenserer for den relativt
store stigning i enhedslønomkostningerne.

Det kan ikke forventes at blive ved med at gå - specielt ikke, når de andre EU-lande tilpasser deres lønomkostninger nedadgående.

Vestager
'
Selvfølgelig vil effektiviseringer koste arbejdspladser: Man har i årevis gemt ledighed i ringe offentlig produktivitet.
Men igen taler vi uvæsentlige småting i forhold til udfordringerne i finanssektoren, der når som helst kan rive hele lorten i afgrunden.