Nationalbankens plan med renten og CIBOR

Renter
Panik
Statsobligationernes løbetidsmæssige sammensætning

Der lader til at være et støt og pænt salg af kortere statsobligationer, så renten kommer op - med et uforpligtende gæt på 1/4% på den 5 årige statsobligation.
Vi kan se at rentespændet til den to årige er aftaget konstant, hvor vi nu er nede på 1/4% - hvor den ellers ligger på ½%.
Det betyder, at de 5 årige de facto bliver brugt til opsugning af kort likviditet, hvilket ikke er specielt hensigtsmæssigt. Jeg vil mene, at de 5 årige har deres hovedfunktion i at regulere renten i businesscycle - altså likviditeten og renten på 2-3-4 årigt plan.

Det bringer os så ind på det næste: Tilgangen af 5-10 årige statsobligationer, kan vi se, vil slet ikke være tilstrækkelig til at dække behovet. De skal jo træde i stedet for realkreditobligationerne, der som annuiteter havde en levetid på mellem 5 og 10 år. Det kan vi jo konstatere, at det kommer aldrig igen - desværre. Flextumper KAN ikke konvertere til fast forrentet - og gør det derfor heller ikke - på trods af p.t. særdeles gunstige betingelser: Både lav rente og lavt administrationsbidrag.
Det der sker er at man konverterer realkreditter med lang løbetid til andre realkreditter med lang løbetid, hvorfor den gennemsnitlige levetid bliver presset godt nedad - ind i det territorium, hvor der er rigeligt med statsobligationer (1-5 årig løbetid).

Det er muligvis baggrunden for Nationalbankens bekendtgørelse om hævelse af lånerammen med 75-100 mia.
Der er en mangel på statsobligationer med en løbe tid lige under 10 år, hvor vi så kan forudse en udstedelse af 10årige som nok vil skubbe den 10 årige rente op.
Samtidig er der en uhensigtsmæssig klods på 100 mia. med en restløbetid på 25-30 år. Derfor vil vi nok også se et salg på en 50 mia. af 15-20 årige statsobligationer, som der er en mangel på. De resterende 25-50 mia. ligger nok og roder i påtænkte 7-10 årige statsobligationer. Det kan man regulere hen ad vejen.

Konklusion 1: Nationalbanken har om ikke opgivet håbet om, at realkreditobligationer nogensinde igen kommer til at spille en positiv rolle, så er det en eventualitet man som Nationalbankdirektør må have med i sine overvejelser.
Det bliver kostbart for boligejerne! Indtil for et par år siden fik lånerne en noget lavere rente i realkreditten, fordi realkreditter var både sikre og likvide - det er helt tydelig ikke tilfældet mere: De fast forrentede annuiteter, der trods alt udstedes vil blive indlåst - og dermed illikvide. De vil blive indlåst ikke så meget p.gr.a. små serier, men som følge af illikviditet.

En anden faktor er de uforholdsmæssig mange statsobligationer mellem 1 og 5 år - bare ikke på 2 til 5 år: De med 2-3 års restløbetid er decideret kostbare - det er så et problem, der løser sig selv. Tanken var nok at tilbagebetaling af lån i forbindelse med den oprindelige bankpakke skulle løse problemet - det kan man nok, hvis man er realistisk, se - det kommer ikke til at ske: Tværtimod - bankerne kan ikke overleve - deres udlånsbøger er alt for rådne til at man kan få tilført kapital - uden et uacceptabelt niveau af crossholding.
Alene det, at institutionelle investorer ikke vil røre ved bankaktier, hvis ikke de skal indlægges som utilregnelige.

Konklusion 2: Noget tyder altså på at en statslig rekapitalisering af bankerne (efter eliminering af den såkaldte "egenkapital") vil ske med en 100 mia. i meget lange statsobligationer - vi kan her snildt forestille os 40 årig løbetid. Vil der være købere? Jo, det skulle der nok være: Pensionskasserne har jo opgivet realkreditobligationerne til sikring af deres meget langsigtede forpligtigelser.

Den helt korte ende - under ét år er imidlertid også nødlidende. Obligationsmassen under ét år roder med 40-60 mia.; men hertil kommer indskud - som nævnt - på 250 mia. kontant i Nationalbanken. Det er en fuldstændig uhyggelig højlikvid pengemængde - så stor at den stort set kun kan bruges til at lave ulykker med.
Reelt har Nationalbanken 60 mia. ude at hænge i pengepolitiske udlån i forbindelse med kridternes kommende restrukturering. Alligevel taler vi 250 mia.
Denne likviditet kan bruges til at skabe en reel afløser for CIBOR - jeg tvivler på CITA, der afhænger af eksistensen af et pengemarked, hvilket er en uddød fauna.

Konklusion 3: Jeg formoder (fordi selvom Onkel Nils er GAMMEL, så er han ikke helt gak-gak - endnu), at Nationalbanken ved hjælp af statsobligationer, herunder skatkammerbeviser, vil konstruere en fuld rente kurve fra 1 måned til 35-40 år i klar erkendelse af, at bankerne aldrig igen bliver så funktionsdygtige, at interbankmarkedet kan siges at være andet end delirium. Under én måned må man regulere det med indskudsbevisrenten, som jeg snildt kan forestille mig under 2% negativt, for at skubbe overskudslikviditet over på statsobligationer/skatkammerbeviser, hvor man kan have lidt mere snor i dem.

Månedsgrænsen vil være hensigtsmæssig, fordi den reelle likviditet afspejles med den frekvens p.gr.a. bankernes tvungne indbetaling til Nationalbanken af afgørelsen af deres mellemværender. En fuld rentekurve betyder så et månedligt salg af dels skatkammerbeviser, dels statsobligationer til regulering af pengemængden på de forskellige løbetider. Som det er nu, hvor banklukninger kommer som ubehagelige overraskelser, fordi man har opgivet at bruge soliditeten som overlevelseskriterium, så må det forhindres at disse panikker kan brede sig.

På grund af alle de afledte låneaftaler - der i sig selv er et svigt fra bankernes side: Hvis ikke bankerne kunne forudsige hvad en ét-årig rente skulle være på en kassekredit, så ved de ikke ret meget om deres egen forretning, hvilket vi i anden sammenhæng har konstateret heller ikke er tilfældet - så er en standardiseret rentekurve nødvendig.
En ting er, at vi ligesom i Japan må indstille os på en finanssektor, der aldrig liver op igen; men det kan ikke accepteres, at en ny til afløsning af fossilerne, ikke kan formidle den helt nødvendige likviditet til forbrugere og erhvervsliv. En vis form for stabilitet må man kunne finde!

Det var bare noget, jeg ville gøre, hvis jeg var Nationalbankdirektør - hvilket nok er meget lidt sandsynligt, jeg bliver.

Statsobligationer er som udgangspunkt stående lån, hvorfor det skulle være overkommeligt at regulere en rentekurve med meget få midler. Stående lån har nemlig en stor varighed, hvorfor kurs (og dermed rente) varierer meget med udbuddet (og efterspørgslen).

Fordelen ved fastforrentede realkreditter var, at de er meget stabile, fordi de var annuiteter - derfor gjorde det ikke så meget at bankerne lå og tonsede rundt: Der var altid en million grådige boligejere, der var parat til at købe billige realkreditter. Derfor kunne finansmarkedet passe sig selv.

Det går ikke mere!

Man er nød til en central styring og fast hånd over hele rentekurven for at forhindre bankerne i spekulation.