Ukraines materiel og forsyningsproblemer.

Det er almindeligt; men næppe axiomatisk, at i en større krig, så er de våben, man starter krigen med i alt væsentligt ikke dem, man slutter den med.

Nogle eksempler fra 2 verdenskrig:

1. de tanks Storbritanien brugte i begyndelsen af 2. verdenskrig med var generelt rædselsfulde og blev for størsteparten efterladt ved Dunkirk. Den rigtige tank: "Centurion" nåede akkurat ikke med i kamp. I den mellemliggende periode var der en vild flora af mere eller mindre forpuskede vækster. Det startede med den amerikanske Grant kampvogn, hvor man i forhold til slutresultatet må siges siges at se decideret aparte ud. Den virkede i afgørende slag - så længe den kom op mod en tilsvarende tvivlsom tysk modstand. Amerikanerne brugte den hovedsagligt i Stillehavs området, hvor den relativt til de japanske kampvogne var rigeligt. Men Centurion, den holdt sig indtil Danmark fik Leopard 1.
2. Den amerikanske flåde startede stillehavskrigen med Wildcat jageren, der gennem hele krigen forblev i produktion, bl.a. fordi briterne brugte den og den modstand de kom op imod til søs.var af sådan en karakter, at den var ganske udmærket. Til eskorte af bomberformationerne brugte man Mustang, der rent faktisk blev beordret af Storbritannien i de første modeller.
   P36 Hawk var sådan set udmærket; men ikke mere. Den var bare den, der var i tjeneste, da krigen brød ud.
3. De hangarskibe amerikanerne startede med blev enten sænket eller skrottet med krigens afslutning. Saratoga blev endog anvendt som mål for forsøg med atombomber - skal vi sige det sådan: Man ville helt sikkert af med den bulede rustbunke. Den efterfølende Essex-klasse var på bedding da krigen i Stillehavet brød ud; men var endnu ikke klar.
   Det var de skibe, der mens de lå på bedding gav timingen for det japanske angreb.

Under krigen kommer en periode med en Guds velsignelse af gammelt skrammel, der er bedre end ingenting - lige akkurat. En masse underlige forsøg, hvor man inddrog alle de fabrikanter, der bildte sig ind, at de vidste noget - det gjorde de så meget sjældent.
Ukraine står i en periode, hvor alles depoter bliver tømt for antikviteterne - hvoraf nogle er ganske gode. Dertil kommer alle mulige improvisationer, ses mest på artilleri siden. Leopard 1 er udmærket som en nødløsning med til opgaven med direkte støtte til infanteriet, så er løsningen CV90 med en 35 mm kanon (det er sådan set bare den logiske færdigudvikling af CV90).
Denne periode med rådvildhed og forvirring bringer naturligvis mere end reglementeret forvirring blandt generalerne, der skal effektuere logistikken.

Amerikanerne går på, at presse allierede til at anskaffe det amerikanske materiel, så man kan få et produktionsvolumen, der kan nedbringe omkostningerne. Lejlighedsvis rammer amerikanerne helt rigtigt, som f.eks. med F-16, der er fortrinlig og billig ifht. det den skal kunne.
Her ligger det centrale problem: Hvilken opgave skal være kernen i det danske forsvar?
Her begynder billedet tydeligere at tegne sig - det er som jeg har sagt så tit: Nemlig at Danmark bliver centralt i forsyningskæden, fordi vi har så udmærkede trafikforbindelser. Her er Mette Frederiksen en god statsminister, der med husmor snusfornuft futter rundt og snakker Fanden et øre af - og bringer de allierede på samme spor.

Thomas skrev:Det er almindeligt; men næppe axiomatisk, at i en større krig, så er de våben, man starter krigen med i alt væsentligt ikke dem, man slutter den med.

Nogle eksempler fra 2 verdenskrig:

1. de tanks Storbritanien brugte i begyndelsen af 2. verdenskrig med var generelt rædselsfulde og blev for størsteparten efterladt ved Dunkirk. Den rigtige tank: "Centurion" nåede akkurat ikke med i kamp. I den mellemliggende periode var der en vild flora af mere eller mindre forpuskede vækster. Det startede med den amerikanske Grant kampvogn, hvor man i forhold til slutresultatet må siges siges at se decideret aparte ud. Den virkede i afgørende slag - så længe den kom op mod en tilsvarende tvivlsom tysk modstand. Amerikanerne brugte den hovedsagligt i Stillehavs området, hvor den relativt til de japanske kampvogne var rigeligt. Men Centurion, den holdt sig indtil Danmark fik Leopard 1.
   
2. Den amerikanske flåde startede stillehavskrigen med Wildcat jageren, der gennem hele krigen forblev i produktion, bl.a. fordi briterne brugte den og den modstand de kom op imod til søs.var af sådan en karakter, at den var ganske udmærket. Til eskorte af bomberformationerne brugte man Mustang, der rent faktisk blev beordret af Storbritannien i de første modeller.
   P36 Hawk var sådan set udmærket; men ikke mere. Den var bare den, der var i tjeneste, da krigen brød ud.
   
3. De hangarskibe amerikanerne startede med blev enten sænket eller skrottet med krigens afslutning. Saratoga blev endog anvendt som mål for forsøg med atombomber - skal vi sige det sådan: Man ville helt sikkert af med den bulede rustbunke. Den efterfølende Essex-klasse var på bedding da krigen i Stillehavet brød ud; men var endnu ikke klar.
   Det var de skibe, der mens de lå på bedding gav timingen for det japanske angreb.
   

Under krigen kommer en periode med en Guds velsignelse af gammelt skrammel, der er bedre end ingenting - lige akkurat. En masse underlige forsøg, hvor man inddrog alle de fabrikanter, der bildte sig ind, at de vidste noget - det gjorde de så meget sjældent.
Ukraine står i en periode, hvor alles depoter bliver tømt for antikviteterne - hvoraf nogle er ganske gode. Dertil kommer alle mulige improvisationer, ses mest på artilleri siden. Leopard 1 er udmærket som en nødløsning med til opgaven med direkte støtte til infanteriet, så er løsningen CV90 med en 35 mm kanon (det er sådan set bare den logiske færdigudvikling af CV90).
Denne periode med rådvildhed og forvirring bringer naturligvis mere end reglementeret forvirring blandt generalerne, der skal effektuere logistikken.

Amerikanerne går på, at presse allierede til at anskaffe det amerikanske materiel, så man kan få et produktionsvolumen, der kan nedbringe omkostningerne. Lejlighedsvis rammer amerikanerne helt rigtigt, som f.eks. med F-16, der er fortrinlig og billig ifht. det den skal kunne.
Her ligger det centrale problem: Hvilken opgave skal være kernen i det danske forsvar?
Her begynder billedet tydeligere at tegne sig - det er som jeg har sagt så tit: Nemlig at Danmark bliver centralt i forsyningskæden, fordi vi har så udmærkede trafikforbindelser. Her er Mette Frederiksen en god statsminister, der med husmor snusfornuft futter rundt og snakker Fanden et øre af - og bringer de allierede på samme spor.

Én af de ting der kommer ud af dette er en standardisering på artilleriet i 155 mm kaliber. At gå længere op til 205 mm giver ikke noget videre i rækkevidde p.gr.a. den tid granaten tilbringer i lydmuren (Mach 0,8-1,2) er længere og luftmodstandskoefficienten aftager forholdsvis langsomt på den anden side. Er der virkelig brug for den længere rækkevidde, så er det nok nemmere og billigere at bruge "base bleed". Dyrere granater er nok at foretrække - fremfor problemerne med rammen på kanonen, rekylen og den større ladning - for slet ikke at tale om de arme djævle, der skal slæbe stadset i stillingen. Den ødelæggende virkning er kon mellem 2 og 2½ gange så stor. Derfra går den forringede præcision ved længere rækkevidde, der med en 50% længere rækkevidde gør det areal hvor ½-delen af granaterne rammer indenfor ca. dobbelt så stor.
Den sagnomspundne "Dicke Berta", som tyskerne under 1. verdenskrig brugte til at bombardere Paris med ramte ikke noget videre - og granaterne skulle nummereres til hvert enkelt løb, fordi løbet blev høvlet ud.
Skal man bruge præcision på den afstand er raketartilleri som HIMARS nok en bedre løsning - for en nogenlunde sammenlignelig skudkadance, så bruger man langt færre man til svedende og bandende at slæbe monstrene gennem mudderet. Hvor meget HIMARS raketterne egentlig koster skal opvejes med de betydelige personelomkostninger forbundet med 205 mm.

Er der tal om behov, der er mindre i rækkevidde, så kunne man passende gå på mindre ladning og tage et længere rør. NEXTER er ikke dårlig; men p.gr.a. det spinklere og lettere chassis, så skal man tale om mindre ladning til det lette feltartilleri. 125 mm. er alligevel ikke så lille, at man kan tale om decideret patronering. Dér skal vi ned i 105 mm +/-.

Der er som sådan ikke tale om standardisering af kanonerne; men om standardisering af granater og ladning.