CVN-75 Truman oplægges.

Hvad skal man dog bruge den til?

Baggrunden er nok nærmere den, at truslen fra den russiske hangarskibsflåde, nok ikke helt er den, man troede for to år siden.

CVN-73 Washington gik i tørdok i august 2017 på et tidspunkt, hvor både Mistral-klasserne og Admiral Kutznetsov stadig var faktorer i planlægningen. Efterfølgende er Mistral-klasserne solgt til Egypten og Kutznetsov kommer formentlig aldrig ud at sejle mere: Nogenlunde samtidig med, at den norske fregat totalhavererede, så havde russerne en større ulykke med Kutznetsov, som fik nogle kraner ned over sig fra den flydedok, hvor den var under reparation - og samtidig sank flydedokken. Man kan vende og dreje det, hvordan man vil; men de skibe er ikke nogen faktor de næste 5-6 år.

Det eneste fornuftige er at oplægge Truman inden den skal have nyt atombrændsel - hvis man skulle miste et hangarskib, så kan man jo altid bringe Truman ud af oplægning; men indtil da, så er der ikke rigtigt arbejde til 11 hangarskibe. Så kan man lige så godt spare pengene og bruge dem på at færdiggøre CVN-79 Kennedy, som har været under bygning de sidste 8 år.

Fidusen er nemlig, at Ford-klassen er mere effektiv og kræver lavere bemanding end Nimitz-klassen. med andre ord: De er billigere i drift.

Det var den omstilling USA blev fanget midt i ved angrebet på Pearl Harbor - det var jo egentlig planen at de gamle ombyggede slagskibe skulle afløses af den nye Essex-klasse (hvilket de så småt blev fra midten af 1943 og fremefter.

Det er så også oplysende omkring den britiske flådepolitik før 1. verdenskrig, hvor Storbritannien byggede 2 slagskibe, hvor hver tyskerne byggede. Baggrunden var den enkle, at man ikke vidste på hvilken side Frankrig ville komme, hvorfor man skulle have kapacitet til både Frankrig og Tyskland.
Det var så klogt nok - al den stund, at først i 2. verdenskrig sænkede Storbritannien den franske flåde, som reelt var under tysk kontrol.

Men beslutningen viser også, at så alvorligt tager man heller ikke kinesernes barnagtige pralerier i Stillehavet. Her er det overordnede planlægningsproblem, at man skal planlægge for den situation, at Rusland og Kina rotter sig sammen mod USA. Det er der måske politiske indikationer på; men det er mere barnagtigt oppusten, fordi Rusland kan end ikke holde med sig selv - og langt mindre indgå i en alliance med Kina. Reelt er der ikke nogen russisk flåde tilbage - ikke noget, der kan hævde et herredømme over Stillehavet.