Auktioner over statsobligationer.

Nationalbankens hjemmeside.

Tilsyneladende forfølger Nationalbanken en dobbelt strategi overfor investorerne: Enten kan I vælge blot at se en ubetydelighed af Jeres penge om meget lang tid eller I kan vælge at betale her og nu!

Der lader til at være to serier af obligationer over hele rækken af løbetider, som ser ret så spændende ud.

Obligationer:

Kupon i %

Kupon i %	Udløbsår	Restløbetid/år	Kurs i salget
...1)	2017	0,02	100,13
...2)	2017	0,125	100,145
...2)	2017	0,375	100,32
1/4	2018	1,5	101,58
3	2021	4½	115,5
1,75	2025	7½	112,22
½	2027	10½	98,5
4½	2039	22	167,95

1) Beregnet kurs for indskudsbeviser, der ikke har nogen kupon.
2) Beregnet kurs for skatkammerbeviser, der ikke har nogen kupon.

Bemærkninger:

• Jeg vil minde om formlen:
  
  r^(r-d) = t^p
  hvor
  
  
  
  1. r=rentefoden
     
  2. d=inflationen
     
  3. t=tiden (målt i år)
     
  4. p=produktivitetsstigningen pr. år
     
  
  Dvs. vi aftegner rentekurven på dobbeltlogaritmisk papir og får en ret linje - i stedet for en krum linje med to akser, der har lige langt mellem mærkerne.
  Er det udstedelsespolitikken (-planen), så betyder det, at Nationalbanken har købt argumentationen bagved: Nemlig det er en relation i kun fire variable.
  Produktivitetsstigningen er politisk bestemt - ud fra i hvilket omfang og med hvilken hast, man politisk rationaliserer den offentlige sektor - et område, hvor Nationalbanken traditionelt ikke har kunnet gøre indtryk med sine henstillinger. Produktivitetsstigningen hænger  sammen med inflationen - og derfor er begge eksternt bestemt ifht. Nationalbanken.
  
• Nationalbanken kan og skal fastsætte renten - herunder også renten på papirer af længere løbetid. At denne rente i øjeblikket på de lange papirer lider under en invers rentestruktur er et problem; men ikke større end det kan håndteres.
  
• Spekulationen mod kronen og fastkurspolitikken er man i færd med at gøre noget drastisk ved - for bankernes svinerier (ikke mit udtryk; men statsministerens) lader til at blive forfulgt med nogen brutalitet - ikke nok efter min opfattelse; men jeg er jo så rar.
  
• Det opadgående pres på kronen mislykkedes jo på det mest ynkelige, fordi der ikke er nogen øvre grænse for valutareservens størrelse. Det er så mere tvivlsomt om et kommende nedadrettet devaluerende spekulativt pres kan imødegås.
  Den tvivl blafrer endnu i vinden; men forsvinder med størrelsen af valutareserven. Den reserve skal så være uforholdsmæssig stor, fordi Danmarks økonomi er så lille og i alt væsentligt et residual af den generelle europæiske økonomi. Der er så heller ikke nogen øvre størrelse af valutareserven, hvilket banksvinene også overser. Det er der ikke, fordi afkastet på udenlandske papirer er større end udgiften til rentebetaling (deponeringsafgift). Hermed kan Nationalbanken bygge så stor en valutareserve op - så stor som det skal være - Nationalbanken vil kun tjene på det.
• Man kan politisk vælge en lav produktivitetsstigning ved ikke at foretage den tiltrængte rationalisering af den offentlige sektor. En rationalisering, som kan foretages - indenfor visse rammer - uden at påvirke hverken beskæftigelsen eller andelen af offentligt ansatte i arbejdsstyrken. Man kan også politisk sætte en inflation i gang - det er ikke noget problem; men det vil gå værst ud over bankerne og deres kunder. En høj inflation vil udhule restgælden hos boligejerne; men vil tilsvarende udhule værdien af opsparingen - hvilket i vidt omfang er de samme personer, som kan vælge mellem at blive hængt i sommerhuset eller krepere af sult som pensionister.
  Scenarierne holdes i ave af konkurrenceevnen - den konkurrenceevne, der i sidste ende bestemmer valutakursen - med mindre man vil lade landet smadre, som vi ser det så grafisk i Venezuela i disse år.
  

Der er (mindst) to motiver for at investorerne interesser sig legitimt for statsobligationer:

1. At man vil sikre sin opsparing og få et afkast, der dels kompenserer for inflationen, dels er i takt med produktivitetsudviklingen og dermed indirekte reallønsudviklingen. Problemet er, at produktivitetsudviklingen har sine opgørelsesproblemer. F.eks. har skolelærere en decideret negativ produktivitetsudvikling. Eksamensresultaterne er skrækindjagende dårlige, og der er flere lærere til færre børn. Vi må her regne med, at jo flere skolelærere, der bliver fyret jo bedre - det vil i sig selv give en positiv produktivitetsudvikling.
   
2. At man har et aktiv og en likviditet, så man kan sælge sine obligationer til en rimelig forudsigelig kurs. Altså have kontanter - en statsobligation er alene en pengeseddel, der lejlighedsvis bærer rente og inflationskompensation.
   

Det var de formål som man troede realkreditobligationerne kunne opfylde. Det er viste sig så i 2008, at det ikke var tilfældet.

De to formål har forskellige ønsker til en statsobligation. Vi forudsætter, at Nationalbanken kan og vil refinansiere, hvis det er til Nationalbankens fordel. Dvs. Nationalbanken vil opkøbe så snart kursen bevæger sig under pari.

1. Sikring af opsparing vil være parat til - også på forhånd - at betale for et højt afkast, så man er sikret (i rimeligt omfang) mod stigende renter og inflation. Det er især institutionelle investorer, der har den overvejelse, fordi f.eks. en pensionskasses udbetalinger er i vidt omfang modsvaret af pensionssparernes indbetalinger. Disse institutionelle investorer vil typisk holde deres obligationer til udløb. At der er kursstigninger undervejs er (eller burde være) pensionskassen flintrende ligegyldigt - der kommer løbende indbetalinger og med tiden falder kursen også ned mod pari efterhånden som de løbende betalinger afvikles. Nu er kurs i dette tilfælde et misvisende ord, for formentlig kommer disse obligationer i institutionelle investorers beholdninger aldrig på markedet.
   
2. Spørgsmålet om likviditet vil affinde sig med en meget lav rente, som kun kompenserer for inflationen. Kupon vil løbende betale investor kompensation for inflationen. Produktivitetsstigningen kan man for praktiske formål se bort fra idet besiddelsestiden vil være kort - f.eks. vil tilbagebetaling af finansiering give et bedre afkast.
   

Hvis der ikke kommer vækst, så bliver pensionssparerne overkompenseret gennem den høje kupon; men det har de allerede betalt for gennem, at købskursen er over pari.
Kommer der vækst, så vil spekulanterne kunne komme af med deres lav-kupon obligationer mod at de får en lavere kurs.

Det er i princippet et spil, som Nationalbanken ikke kan tabe! For investorerne er det udelukkende et spørgsmål om, hvornår betalingen falder. Institutionelle investorer tager smerten med det samme - spekulanterne, når de vil investere i mere lukrative papirer - for så skal de sælge deres obligationer, hvilket de kan - mod en afgift i form af lavere kurs.

Det eneste reelle problem er om mængden af statspapirer er tilstrækkelig?

Udover statspapirerne på 400-450 mia., er der så også indestående i nationalbanken på folio og indskudsbeviser på ca. 200 mia. Dvs. ca. 600 mia.
Det ville være ønskeligt, at få flere af disse kortfristede indskud, skatkammerbeviser og korte obligationer over på lange obligationer, fordi så store beløb på så kort løbetid er ikke ønskelig.
Vi må se i øjnene at bankernes reelle fallit, hvor man bla. fra ECB's side har villet undgå, at likviditeten knuser økonomien ved utidig hjemkaldelse af lån har medført en likviditet, der ikke ved, hvor den skal gå hen. Det giver naturligvis ophav til en kursustabilitet.

Et spekulativt pres for at revaluere har vist sig muligt at imødegå med den omstændighed, at der ikke er nogen øvre grænse for valutareserven. Her har spekulanterne (banksvinene, som statministeren og jeg kalder dem) slået sig ganske gevaldigt på tiggerstaven.
Spørgsmålet dukker imidlertid op den modsatte vej: Nemlig, hvis entreprenante kriminelle (som banksvin nok må kunne betegnes - bl.a. fordi man er i overvejelser om at gøre et personligt erstatningsansvar gældende for bankdirektører - at jeg får så nok ikke ved denne lejlighed genindført dødsstraffen, det er så ærgerligt og kun et lille skridt på vejen) vil fremtvinge en nedskrivning af kronen.
Den anden eventualitet kan man sikre sig imod ved at have en valutareserve af passende størrelse; men her er der en grænse.

Det, man skal sikre sig imod er et spekulativt tilbagesalg af statsobligationer. Det kommer ved, at den udestående obligationsmængde er tilstrækkelig og modsvares af valutareserven. Det vil så betyde, at Nationalbanken til enhver tid kan opkøbe alle de obligationer, der måtte forsøges solgt - til en anden kurs end pari, så spekulanterne også i dette tilfælde kommer til skade.
Det første man skal fjerne fra misædere, der skal henrettes, er naturligvis: Tegnebogen.

Det fører mig frem til en anbefaling af en rentenedsættelse af indskudsbeviserne, så rentekurven kan blive trukket ned i hele sin længde. Det vil være hensigtsmæssigt at bibeholde kupon og løbetid - om ikke af anden grund, så for at kunne holde øje med ejendomsforholdet.

Vi ser, hvordan skatkammerbeviser udviser lavere rente end indskudsbeviser, hvilket tyder på at den negative rente ikke er lav nok. Når det er sådan at negativ rente i sig selv ikke er nok til at jage indskud væk - til skade for valutakursen - så må man jo sænke renten, så den likviditet kommer over på længere løbetider.

Thomas skrev:Der er (mindst) to motiver for at investorerne interesser sig legitimt for statsobligationer:

1. At man vil sikre sin opsparing og få et afkast, der dels kompenserer for inflationen, dels er i takt med produktivitetsudviklingen og dermed indirekte reallønsudviklingen. Problemet er, at produktivitetsudviklingen har sine opgørelsesproblemer. F.eks. har skolelærere en decideret negativ produktivitetsudvikling. Eksamensresultaterne er skrækindjagende dårlige, og der er flere lærere til færre børn. Vi må her regne med, at jo flere skolelærere, der bliver fyret jo bedre - det vil i sig selv give en positiv produktivitetsudvikling.
   
2. At man har et aktiv og en likviditet, så man kan sælge sine obligationer til en rimelig forudsigelig kurs. Altså have kontanter - en statsobligation er alene en pengeseddel, der lejlighedsvis bærer rente og inflationskompensation.
   

...

Det er om den cirkulerende mængde af statsobligationer er stor nok!
Det er et problem for et land som Danmark med så lille en statsgæld. De 400 milliarder kr. 60-70 milliarder USD rækker ikke ret langt.

Det ville være en hjælp om nogle af de 200 mia., der ligger i indskudsbeviser kom over på længere obligationer. Det sker ikke så længe 1/4% 2018 obligationerne har et negativt afkast, der er større end indskudsbeviser. Her kunne det måske være positivt om man fik sat indlånsrenten på indskudsbeviser ned.

Fidusen ved at have en statsgæld, der er større end nødvendigt er, at det lånte beløb kan sættes i udenlandske EUR og USD obligationer og der med - gennem opkøb få valutakursen ned, hvor den hører hjemme. Så længe man kan udlåne til højere rente end man selv låner penge, så er det da en god ting - og jo større valutareserven er: Jo vanskeligere er det at løbe storm mod kronen.

En anden faktor:
Der er med den logaritmiske sammenhæng mellem cirkulation og løbetid et stadigt behov for optagelse af nye lån - det spreder altså cirkulationen over flere serier.

Hvis vi antager, at der skal være samme cirkulerende mængde med forfald om 20-30 år, 10-20 år, 5-10 år, 2½-5 år, 1-2 år. Så vil der hele tiden, som tiden går, være behov for at fylde "huller" ud.

En hensigtsmæssig strategi kunne være (og er det nok også):

En obligation starter livet som højkupon obligation med sigte på institutionelle investorer - hvis denne høje kupon modvejes af overkurs på emissionstidspunktet, så er der ikke nogen grund til ikke at gøre det! De obligationer skal nok blive liggende, hvor de ligger hos pensionskasser og forsikringsselskaber - et salg vil nemlig indebære et kurstab (uanset, hvad bogholderiet fortæller): Nationalbanken optræder nemlig ikke som køber før den obligation går i pari. At den høje kupon så egentlig er at betragte som afdrag - det er princippet uvedkommende.

Når obligationen, udløb (5% 2030) med tiden skifter fra at være en 15 årig til at være en 10 årig, så rykker der samtidig en 10 årig ned til at være en 5 årig. Med andre ord: Der opstår et "hul" mellem to højt forrentede obligationer, hvor der er "hjemløse" penge. Det hul kan så fyldes med en passende portion lavt forrentede obligationer - obligationer, der aldrig kommer over pari.

Det er således en sikring mod et stormløb på kronen!
De høje kuponer: De skal nok blive, hvor de er! De lavt forrentede: De skal gøre op med sig selv, hvor stort et kurstab de vil opleve inden Nationalbanken bruger af valutareserven og køber dem op med et svedent grin.

Fidusen med de højt forrentede solgt til overkurs er, at de reducerer statsgælden her og nu! De lavt forrentede kan ikke sælges uden at sælger har et prohibitivt kurstab - ikke på valutaen; men på obligationen!
Hele tiden har man i valutareserven dækket positionen så man har papirer, der modsvarer (bedre forrentet) gælden.

En anden faktor, man kan tage i betragtning er: En effektiv måde at nedbringe statsgælden på er, at give de lange obligationer en høj kupon - så høj, at kursen kommer pænt over pari. F.eks. sælges 4½% 2039 til kurs 168.
Det betyder i eksemplet, at hovedstolen nedsættes med 1/3. En institutionel investor vil være ligeglad med kursbevægelserne - obligationen holdes til udløb - og optages i regnskabet til pari.

Problemer opstår, når Danske Bank og Nordea vil ud af den garantibetaling, de skal yde på lånene fra staten under bankredningen. De obligationer er blevet snuppet af pensionskasserne på tidspunktet. For at give slip på dem, så skal der noget "guf" til.

Vi ser, hvordan 7% 2024 er byttet lige over med ½% 2027. Hvis staten skal gå med til en tilbagebetaling af den dyre kredit, som bankerne afpressede sig til, så skal de obligationer tilbage til Nationalbanken. Det går langsomt!
Det er formentlig derfor, man har åbnet 4½% 2039, så kan bankerne ombytte dem med de 7% 2024 i pensionskasserne. Hvordan bankerne ellers har tænkt sig at gøre det, det er Nationalbanken ligegyldigt - og jeg tror ikke det kommer til at ske i noget videre omfang - ja, altså undtagen hos egne pensionssparere, som man kan svindle.
Der er kun 7 år tilbage af 7% 2024, hvorfor børskursen vil være for nedadgående - der er simpelt hen for mange terminer, der er betalt, så på et tidspunkt bliver det interessant for pensionskasserne med en byttehandel: Det bliver ikke noget, der går hurtigt - hvilket ses af årstallet på 4½% 2039: Det skulle nok have været en 20 årig obligation: Nu er den 23 årig.
På et tidspunkt vil børskursen på 7% 2024 skære 4½% 2039 fra oven - det skal nok passe med at det sker om 3 år.

Det er imidlertid ikke det, der optager Nationalbanken.

Nationalbanken vil have elimineret den dobbelttælling, der sker når flextumperne har en gæld, som de ikke drømmer om at betale hverken renter eller afdrag på - og samtidig sparer til en pension, med midler, som ikke kan anbringes fornuftigt.
Bankernes balancer skal slankes både i debet og kredit - den farce som flextumperne udgør er kun en risiko - en risiko, der kunne have været undgået.

Disse parasitter har ganske megen spalteplads i de større aviser - på linje med andre former for mere eller mindre tvivlsom reklame.
Danske Banks annoncer kan jo få patteslaskende unge damer ved landbrugsmaskiner til at se seriøst informerende ud!

Sandheden er nok den, at Nationalbanken og Rohde er så inderligt ligeglade med, hvad bankerne siger: Informationen går den anden vej: Fra Nationalbanken til banksvinene!
Tager man ikke de få og til tider dulgte tilkendegivelser højtideligt og efterretteligt, så kommer man til skade. Det svarer lidt til i en kæfert bag rattet, at diskutere med politimanden - det er sjældent en meningsudveksling synderen har gavn af!

Nationalbanken og Rohde passer deres arbejde - uanset hvad banksvinene kan finde på at mene og mene at den undrende og uinteresserede offentlighed skal mene. Bankerne er en modpart og ikke for begavet fjende af Nationalbanken i dens bestræbelser på at føre den vedtagne pengepolitik.

Det er ikke fordi jeg tror, at Rohde i noget videre omfang søger information og klogskab på obskure fora. Sagen er lige den omvendte: Jeg prøver at finde ud af, hvilke udmøntninger af målsætningerne Nationalbanken foretager sig rent konkret.
Det er så ikke altid helt nemt: Banksvinene lyver som det umiddelbart passer i deres kram (hvilket bare på langt sigt - dvs. det, der i bankernes terminologi hedder næste månedsbalance - er ubekvemt for bankerne.
Nationalbanken siger i alt væsentligt: Ikke ret meget! Der burde ikke være nogen grund til at agere skolefrøken overfor kommende delinkventer - det er jo alligevel for sent at håbe på indsigt fra det hold.

Jeg prøver med andre ord at finde ud af hvorfra vinden blæser og hvor stærkt.