Vender USA forsvaret af Europa ryggen?

Der har været megen skrigeri om at USA burde stationere større styrker i Europa til imødegåelse af den russiske aggression.
De styrker kommer nok; men det bliver ikke på den måde visse europæiske nationer ønsker/forlanger det. USA har ikke nogen intention om at negligere sine strategiske interesser i Europa; men har heller ikke til hensigt at danse til alle mulige piber - og slet ikke russernes.

Se de amerikanske styrker i Europa startede med afslutningen af 2. verdenskrig som besættelsestropper, hvis hovedformål egentlig var at holde opsyn med Tyskland for at undgå en genopblussen af nazismen, som det sådan set skete i både Afghanistan og Irak. Lige så snart amerikanerne blev trætte af at være barnepige og tog hjem, så dukkede rotterne op fra kloakkerne igen.

Det blev så ret så hurtigt til, at man i stedet for at kontrollere tyskerne lige pludselig (sammen med englænderne) skulle passe på tyskerne mod russerne. Det stod på i alt for lang tid - indtil russerne endelig (med Berlinmurens fald) endelig fandt ud af, at det, de havde gang i var en meget dårlig (og ikke mindst så dyrt, at det gik langt ud over, hvad de havde budget til) idé.
Hele den periode kostede det hvide ud af øjnene for både amerikanerne og briterne.

Samtidig var der sket det, at USA havde været gennem en lang og opslidende krig i Vietnam, der som konsekvens havde, at USA for alt i verden ville undgå at få sig en værnepligtig hær igen - hvis det på nogen måde kunne undgås. Ingen tvivl om, at kommunisternes undergravende arbejde i USA og små 40.000 i tab gjorde deres til at den krig endte på noget mindre end optimalt resultat for USA. Igen: Værnepligten måtte ikke igen betyde, at USA var afskåret fra at hævde sine nationale interesser - og hæren (specielt) blev lagt om efter den krig.

Krigene i Irak har vist andre svagheder ved det amerikanske oversøiske militære engagement.

• Soldater i dag er ikke et spørgsmål om at rydde en egn for bondeknolde og give dem et gevær i hånden - og håbe på, at det generelt peger i en nogenlunde rigtig retning. En soldat - ja, selv en menig - er i dag en uddannet specialist, som ikke finder sig i at blive behandlet som kvæg. Det betyder at den formue, der er investeret i hans uddannelse risikerer at blive tabt inden man har haft tilstrækkelig med fornøjelse af den.
  
  Denne tendens til ikke at forlænge kontrakterne har medført, at - specielt hæren; men også de andre værnsgrene - har måttet gøre op med visse indgroede opfattelser og fordomme.
  
  • Man har for at få tilstrækkeligt med kvalificerede rekrutter måttet revidere sine opfattelser af kvinders og homoseksuelles tjenstegnethed. Man har ganske enkelt ikke råd til ikke at udnytte den talentmasse.
  • Det tjenstgørende personel er ikke indstillet på, at få revet deres liv op med rode hvert 2. eller 3. år for enten at flytte familien eller have så lange udstationeringer at familielivet slås i stykker. For slet ikke at tale om et stort antal selvmord blandt veteraner, fordi de ikke har noget reelt at vende tilbage til.
  • Der er så også det politiske aspekt, at baserne ligger i stater, der normalt ikke er de første man tænker på, når man siger USA. Kasernelukninger er ikke en døjt mere populært i USA end andre steder - og uanset befolkningstal, så har hver stat to senatorer, der vogter jaloux over deres vælgeres arbejdspladser - og ikke mindst de arbejdspladser, der er forbundet med baserne i form af handlende osv.
  
  Der skal altså, om ikke af andre, så af indenrigspolitiske årsager findes en tilpasset løsning.
• Den amerikanske hær er stor og mægtig; men den rejser altså med en uforholdsmæssig stor bagage. Over halvdelen af styrken kommer aldrig til at holde et gevær i kamp - og gud nåde og trøste dem, hvis de får en rigtig infanteribefalingsmand til at lave et våbeneftersyn - katastrofe.
  Det medfører naturligvis, at når man så drager i krig, så har man en logistisk byrde, der nok kan løftes; men den er ikke billig. Dels er der tale om materiel og personel, som man måske får brug for, dels funktioner, som bedre og billigere kunne anskaffes lokalt - selv med de dermed forhøjede priser.
• Det betyder også, at når man så tager hjem igen efter opgaven er løst, så har man en masse materiel, som egentlig er udmærket; men det kan ikke svare sig at bringe det med hjem igen.
  Det klassiske er de Mach-lastbiler, som man slæbte med til Europa i 1. verdenskrig. Nogle eksemplarer kørte inde på Århus Oliemølle som en intern transport 50 år efter den krig var overstået.
  Det giver så det problem om det styres, man efterlader og deres stabilitet. Det er ikke nogen spøg at finde ens egne våben vendt mod én senere i en ganske anden sammenhæng. Det finder russerne nu ud af - selvom de altid har været hysteriske med ikke at efterlade så meget som en elpære, når de må rømme et område.
• Det store logistiske problem giver en uhensigtsmæssig lang klargøringstid, dels fordi man skal se om alt det man har brug for er kommet med, dels fordi en del af sagerne er sendt om på den anden side af jorden ved en fejltagelse.
  Endelig skal man have fundet ud af samarbejdet med de lokale, nationale styrker, hvilket altid har givet anledning til gnidninger, fordi amerikanerne - uanset hensigtsmæssigheden - har villet (været tvunget til) at gøre tingene på deres måde.
  Det betyder, at USA er begrænset til at komme sent ind i kampen; men så nødvendigvis må gå massivt ind.

Derfor ser vi konceptet med "hæl-til-tå", hvor den ene enhed afløser den anden i øvelser. Principielt på samme måde som hjemme på basen, hvor alle enheder bruger det samme øvelsesterræn og skydebane; men ikke samtidig.

Det giver godt nok noget ekstra transport, fordi øvelserne foregår langt hjemme fra; men kære venner: Flyvemaskinen er opfundet.
Det gør så også, at man i god tid kan udstationere de stabe, der skal forberede øvelserne og sætte samarbejdet op med de lokale. Det uden at ulejlige hele styrken med at glo dumt, mens man får de administrative detaljer på plads.

Der er også det taktiske problem - specielt, når man har en modstander, der truer med atomvåben - at hvis man først skal til at rede alle tråde ud efter styrken er kommet frem, så udgør den et fedt og værgeløst mål for atomvåben og andre ubehageligheder.

Oplægger man i stedet materiel i depoter i forvejen, så har man det til øvelser uden at skulle fragte dem hele den lange vej frem og tilbage fra USA. Det materiel stod ellers ude i ørkenen og kedede sig. Det kan lige så godt befinde sig i depoter i nærheden af, hvor det evt. skal bruges. Man kan således opbygge styrken hurtigt og effektivt ved bare ikke at rotere styrken tilbage; men lade næste hold tilgå som en forstærkning - og den forstærkning kan så komme på plads under beskyttelse af det foregående hold.

Begynd 2:32

Prøver at komme gennem myterne.