Alle investeringer søger over i USD

Det gør de ved at aktionærerne - de betydelige altså - sælger deres aktier tilbage til selskabet gennem en investeringsbank, en kapitalfond el. lign. - pengene er imidlertid i sidste ende lån af virksomheden.
De er så lånt af (evt. andre aktionærer) banken. Hvis banken ikke kan sælge aktierne til en godkendt aktionær (godkendt af de andre aktionærer) til den aftalte kurs, så der er dækning for lånet - ja så må lånet blive i banken.

På den måde tømmes erhvervslivet for ansvarlig kapital. Netto bliver aktierne tilbagekøbt af virksomheden og i princippet nedskrevet på aktiebeholdningen. Det er en omvendt aktieemission, der foregår.

For de indvundne midler køber aktionæren amerikanske statsobligationer, dermed stiger USD i kurs overfor alle andre valutaer.
Virksomhederne går jo så reelt konkurs. Ud af dette konkursbo kan investorerne så købe de stumper, der er noget værd. Det er formentlig det, der er ved at ske med Cimber.
Statens aktier i SAS er tabt, spørgsmålet er hvad prisen på Cimber bliver. Det kan ikke være meget. Flyene er antagelig leased eller lejede på anden måde, så der er ikke mange aktiver i selskabet. Spørgsmålet er om staten får lov til at overtage Cimbers aktier i bytte for SAS aktierne - det er formentlig den øvelse, der er i gang nu.

Det gør jo så, at kapitalen strømmer tilbage i et beskedent omfang, hvilket letter presset på USD.

Når vi taler mineselskaber sker der nogenlunde det samme.

Selskaberne falder i to kategorier:

- Dels dem der ikke sælger nok til at operere på de minimale marginale omkostninger: De vil øge produktionen for at udnytte kapaciteten optimalt. I det omfang det er tilfældet vil disse selskaber yderligere trykke prisen.
Det er nok det, der er tilfældet med Saudi Arabien: De opererer jo langt fra på kapacitet. Det er ikke nogen hemmelighed.
Saudi vil altså i muligt omfang øge produktionen.

- Dels dem, der allerede nu har store marginale omkostninger: De vil lukke miner, fyre folk og spare sig ud af det. Ved det reduceres produktionen. Her er spørgsmålet om de marginale omkostninger kan reduceres så meget, at der bliver et positivt dækningsbidrag. Det vil altså være dem, der under de gode priser pressede produktionsapparatet og kørte med overarbejde mm., der skærer produktionen ned.
Hvad angår olie, så er Canada nok et typisk eksempel.

Om den samlede produktion går op eller ned, det er ikke sådan umiddelbart til at sige. Det afhænger bl.a. af branche strukturen. Men priserne vil falde, når efterspørgslen falder: Intet nyt i det.
Det, der undrer nogen i øjeblikket er, at de lavere priser ikke stimulerer efterspørgslen - det kan også være, at det sker; men sandsynligheden er ringe. Det skyldes, at Kina er ved at lukke ned.
Sådan nogen som APM vil bare lukke ned i det omfang de marginale omkostninger ikke dækkes. Nogle af de dyrere felter vil blive sat på vågeblus. De kan så lukkes op igen, når/hvis tiderne bedrer sig.

Den, der er jokeren i det spil kort er Rusland, der er tvunget til at sælge - koste hvad det vil - fordi de skal skaffe kontanter.

Det hele er ren mikroteori så langt.

Det, der gør det til et makroøkonomisk problem er. at i bestræbelserne på at tilpasse produktionen, så vil man fra virksomhedernes side se på alle omkostninger - her holder lønningerne selvfølgelig for; man kan udmærket se investeringer, hvis disse sparer arbejdskraft, så man kan sænke de marginale omkostninger. Hertil kommer også at leverandørerne kommer til at finde rabatblyanten frem: Det er alt sammen en del af at sænke marginalomkostningerne og det er derfor kurven er U-formet.
Der er også de afledte effekter ved noget så dominerende som olie, f.eks. bliver transporten billigere, dels fordi der er overkapacitet i rederierne; men også fordi bunkers bliver billigere. Det er det, der går ind i deflation.

Samtidig kommer den valutariske nedskrivning af lokal mønt, hvorved bl.a. arbejdskraften bliver billigere, fordi det ikke lige er tidspunktet at bede om lønforhøjelse. Nogle importvarer bliver billigere, andre bliver dyrere. Helt typisk vil fødevarer blive dyrere. Man kan således godt have både faldende og stigende priser samtidig. I øjeblikket balancerer de to i Europa.

Hvor efterlader det bankerne? Tja.... med Sorteper.

På den ene side er den ansvarlige kapital i virksomhederne forsvundet og det er begrænset, hvor mange virksomheder, der bare skaffer et lille bidrag til betaling af kapitaludgifterne, man kan lukke ned og tage tab. Det kan godt være at gælden (som i alt væsentligt vil være bankgæld, fordi den ansvarlige kapital er gået sin vej og har efterladt bankerne til at holde barnet) ikke kan forrentes - det er ikke problemet; spørgsmålet er om gælden vokser - gør den det (uden at det giver sig udslag i mindre omkostninger), så bliver man nødt til at tage tab.

På den anden side vil rationaliseringerne gå ud over de private debitorers muligheder for at betjene deres gæld aftage.

Hele økonomien kan sådan set godt køre nogenlunde; men bankernes tilgodehavender bliver ikke betalt tilbage.

På den

aktionærerne.

Også dem i amerikanske virksomheder. Selvfølgelig!

En aktie er et værdipapir som ethvert andet!

Aktionærerne tager deres gode penge og går deres vej efterladende bankerne med hele kuldet og al risikoen. Aktionærerne sælger jo reelt aktierne tilbage til virksomhederne for penge, som virksomhederne har lånt af bankerne.
En tid lang kan papirerne så ligge hos stråmænd i form af investeringsbanker, investeringsfonde mm. Der forsøger man så at finde en køber; men problemet er, at prisen er så høj, at papiret er uinteressant for investorerne.

Der er tale om omvendte aktieemissioner.

Det er principielt set lige meget fra et investor synspunkt om, der er tale om statsobligationer i USD eller aktier i rubler. Valutaen er alene interessant i det omfang den kan bruges til at justere den relative værdi.

Her udgør lande som Canada, Sydafrika, Australien interessante tilfælde: Alle er de både storproducenter af fødevarer og råvarer som olie o.lign.
De lande véd ikke om valutaen skal gå op eller ned!

Se på prisen på majs fra begyndelsen af 1990'erne, hvor prisen lå på ca. 100 USD/ton. Omkring 2000 i 90 USD/ton. I dag er den tilsyneladende stabile bund under majs ca. 175 USD/ton.
I samme perioder lå prisen på olie på hhv. 20 USD/brl., 30 USD/brl. og p.t. 40 USD/brl.

Tager vi forholdene mellem disse tal, så får vi et majs/olie forhold på hhv. 5, 3 og 4½. Læg mærke til, at vi forkorter valutaen ud - dermed også en generel inflation. Vi taler udelukkende mængdeeheder. Reelt set er prisforholdet omkring år 2000 nok det unormale.

Der kommer så også et spørgsmål om transportomkostninger; men lad os sige, at det er konstant.

Lande som Brasilien, Canada, Sydafrika og Australien står i den situation, at nogle af deres primære varer bevæger sig opad og andre nedad - hvad der går hurtigst skal valutaen opfange, så derfor bliver den nok (ifht. USD nogenlunde, hvor den hele tiden har været).
Det, der er problemet er, at det giver anledning til markante interne forskydninger i indkomstforholdene.

Det giver naturligvis altid voldsomme sociale spændinger i landene, når nogle grupper oplever en velstandsvækst og andre det stik modsatte.

Principielt er det det, vi ser i øjeblikket.
De muslimske lande går i totalt kaos, fordi olien er blevet værdiløs, mens maden er blevet dyr - den er egentlig ikke knap; men dyr. På den anden side: Økonomi er videnskaben om knaphed.

Tilsvarende ser vi sammenbrud i både Kina og Rusland - her kommer Rusland som sædvanlig først til galgen. Det er deres eksport, der er blevet værdiløs - for Kinas vedkommende er det importen, der er blevet kostbar (at råvarerne falder er et transitorisk fænomen, fordi der skal ikke investeres i Kina!