Fælleseuropæisk realkredit.

Ane Arnth Jensen taler godt for sin afdøde hest, som hun stadig prygler.

Ingen tvivl om, at realkredit i fast forrentede, konvertible annuiteter er en god idé. Løbetiden på 20 år skulle være den rigtige.

Problemet er, at de nuværende realkreditinstitutter ikke kan overleve og vil blive tømt for de relevante debitorer og investorer, så Ane Arnth Jensen og hendes banksvin lige så godt først som sidst kan hænge sig - ganske personligt - de har kun gjort skade på finansiering.

Sagen er jo den, at det er ikke kun i Danmark boligfinansieringen er brudt sammen - den tyske er ikke bedre. Vanskelighederne opstår, når man skal til den ejendomsvurdering hvorefter belåningsandelen skal beregnes. At ejerlejligheder aldrig har været dyrere i Danmark er jo noget sludder - der har aldrig før været så megen insolvens, fordi ejendomsværdien er ren drukken fiktion.
Det kommer man ikke til at kunne overbevise investorerne om.
Sagen er jo bare den, at den manglende fornuftige ejendomsbeskatning giver jo problemer og en overvurdering af ejendomsværdierne. Sagen er jo, at hovedkøberen til flexlortet er bankerne og da flexlort er usælgeligt, så kan det være det samme.

Men set overordnet, så er fast forrentede, konvertible annuiteter med god sikkerhed noget af det bedste. Den reelle løbetid er vel 5-10 år inden refinansiering. Der vil komme refinansiering, dels fordi sikkerheden i forbindelse med afdrag rykker længere ind og ikke hænger og dingler ude i 100-120% tranchen, som tilfældet er i dag; dels fordi den tiltagende kortere løbetid af sig selv skubber papiret længere ned ad rentekurven.
Systemet er selvregulerende al den stund, at en obligation vil blive konverteret og indfriet når den kommer over pari.
Der bliver med andre ord ryddet automatisk op for gammelt lort efterhånden som tiden går.

Den anden faktor er det stabiliserende ved at konverteringer vil ske ved bevægelser i renten. Her vil prisen (kursen) ikke rette sig efter en postuleret ejendomsværdi; men efter nutidsværdien af de tilbagediskonterede betalinger. Er der inflation, så vil lave kuponer blive købt op og konverteret.
Som sådan er fast forrentede konvertible obligationer.

En ting er, at det er den billigste måde, at finansiere gæld med, fordi i det øjeblik, der går noget galt, så vil grådigheden hos lånerne give konverteringer. Som sådan forsvinder investorernes fantasier inden de bliver deciderede tvangstanker.

Pengepolitisk er fast forrentede annuiteter så langt at foretrække fremfor lange statsobligationer som er stående lån. Sikkerheden er såmænd god nok; men kursen går fuldstændig amok de sidste år af løbetiden og opfordrer til vilde sving i kursværdi. Sandheden er jo - specielt for de fast lån med høj kupon: De går illikvide! Dermed er en betydelig del af pengemængden illikvid. Stående lån er udmærkede til kortere løbetider - løbetider der begynder at nå realkredittens nedre reelle grænse - dvs. ca. 5 år - simpelt hen fordi kupon betyder så lidt på så korte lån og vel egentlig kun er en inflationskompensation.

Der skulle så ikke være noget, der forhindrer udstedelsen af fast forrentede annuiteter i form af statsobligationer, hvor statsgarantien træder i stedet for ejendomsværdien.

En ting er sikkert: Vi skal ikke ind på det mareridt, som udstedelsen i forbindelse med den tyske genforening af lange statsobligationer med deraf følgende høj kupon gav.

At banksvin og flextumper så regner med, at det kan redde dem ud af deres uhæderlighed og dumhed - det er så en fejlopfattelse, som der ikke er noget at gøre ved - en gang stupid kriminel - altid stupid kriminel: Det kan ikke være et grundlag for finanspolitikken.