Når vi nu taler usædvanlig instrumentation

Sydamerikansk pop for tuba og xylofon......

Jeg siger ikke, at det er dårligt; men hvorfor???

At det så illustrerer hvorfor "Flatterzunge" teknikken er relevant - specielt for dybt messing - det er så nok mere perspektivrigt.

Hackbrett og alpehorn.

Men læg mærke til hvordan sangen og yodeln får det hele til at være kedeligt.

Nicolas Senn og Lisa Stoll kan udmærket spille på deres - begrænsede instrumenter; men de kan - som følge af instrumenternes begrænsning (og Stoll skifter endog toneart ved at pille en stump ud af alpehornet) så er det IKKE nok til at holde opmærksomheden over et længere tidsrum end højst et par minutter.

Når nu så mange godt kan lide den tyske POP-POP-POP- og tyrolermusik, så tror jeg jeg må konkludere, at vi er genetisk forudprogrameret til at kunne lide forskellige slags musik.

https://www.youtube.com/watch?v=e73_CwuTI2w

men derfor kan vi da godt være venner - og den her kan jeg godt lide.

https://www.youtube.com/watch?v=fDSbOqdDb3w

a) Der kan laves udmærket musik med primitive midler; men bare ikke ret meget.


Det er så sopranen, der ikke har samme lydtryk, der gør den Raushpfeifen så forfærdelig.

Den har én oktav - så er det slut og den kan ikke skifte toneart særlig godt.

b) Skal man op på en større spændvidde skal man have en consort, hvor 4 oktaver dækkes af - minimum - 4 musikere (der så skal spille sammen, hvilket altid er et helvede). Den eneste consort, der er tilbage i moderne klassisk musik er strygerne - f.eks. er bratchen stemt præcis én oktav over celloen.

c) Skal man udvide nedad, så bliver instrumenterne fysisk større og tungere - men frem for alt dyrere. De dybere instrumenter er så i deres natur langsommere i løb - en piccolosolo er overstået inden de større luftmasser/længere strenge/mm overhovedet er kommet igang. Tubaen - for ikke at tale om sousaphonen - kan højst spille umpa-umpa. En tone på 100 Hz har med en lydhastig af 1/3 km/sekund en bølgelængde på 3 m og en svingningsvarighed på 0,01 sekund - otte oktaver højere er frekvensen pr. definition 12600 Hz - så har vi for praktiske formål for længe siden udtømt den auditive hørevidde 20-20.000 Hz. - bølgelængden er nede på 2½ cm (en tomme) og har en varighed på 0,00001 sekund.

Vi støder imidlertid på nogle fysiologiske begrænsninger:

The commonly stated range of human hearing is 20 Hz to 20 kHz. Under ideal laboratory conditions, humans can hear sound as low as 12 Hz. Humans are most sensitive to (i.e. able to discern at lowest intensity) frequencies between 2,000 and 5,000 Hz. Individual hearing range varies according to the general condition of a human's ears and nervous system. The range shrinks during life, usually beginning at around age of eight with the upper frequency limit being reduced. Women typically experience a lesser degree of hearing loss than men, with a later onset. Men have approximately 5 to 10 dB greater loss in the upper frequencies by age 40.

Dvs. for praktiske formål er alt ud over 6 oktaver i total spændvidde noget pjat.
Overtoner har imidlertid den funktion at forme lyden kvalitativt.

Ikke et ondt ord om X-factor eller Jodle Birge!
Men som Jacob Paludan engang undrede sig:"Det er utroligt så lidt livsindhold mennesker kan have: Man har endog hørt refrainsangerinder erklære, at de udelukkende ville leve for deres kunst!"

Det, jeg har imod rockmusik er, at det går på at for at blive hørt, så er det bare et spørgsmål om at spille højt nok! Det ødelægger højst hørelsen.
Vrøvl: Jeg har nævnt at Louisa Tetrazzini til en friluftskoncert for at skaffe midler efter jordskælve i San Francisco sang for - var det 20.000. Et pianissimo kan høres på bagerste række i en fyldt Metropolitian Opera (som indrømmet er så grotesk overdimensioneret som Wagners Bayreuth) - hvis tonen er ren og fyldig.
Damrau er kendt for sin "sølverne" stemme - jeg gad nok se nogle overtone diagrammer for Damrau, Bartoli og Netrebko.
Netrebko var så glad for sin rolle som Susanna, hvor hun ikke skulle dø! (Verdi slår altid sine helte/heltinder ihjel i sidste akt - som regel begge dele). Det er tre meget forskellige stemmer.

Der er i rockmusik slet, slet ikke den opmærksomhed på, at tingene skal passe sammen for ikke at blive kedelig i længden: Tiden på en top 10 liste er trods alt begrænset.

Hvis Caruso havde været bas, havde man kaldt ham kulsort.



Der skal naturligvis tages forbehold for sæberester i den digitale vask og strygning; men.....

Jeg tror ikke optagelsen yder ham retfærdighed, for der må være nogle overtoner, man slet ikke får med.



Det var nu egentlig Gottlob Frick tilsidst, som eksempel på en sort bas, jeg mente!

Men jeg kunne ikke få mig selv til at snyde for:

a) Donna Elvira der angriber med alt det had en forsmået kvinde kan opdrive. "Voglio divertir" Som hun hvæsede, da hun sender Zerlina hjem til velforjent røvfuld: "Divertir te? DIVERTIR te?"
b) Mozarts citat af sig selv fra Nozze di Figaro: "No piu andrai, Farfallone Amaroso" (- og også fra Susannas arie med Marcellina - har jeg først lige hørt). (Leparello grynter: "Den har jeg sgu hørt for tit.")
c) Elvira's skrig, da hun opdager statuen - og forudsiger den værst mulige og fortjente ende for Don Giovanni....

Ikke fordi gentagelser af en god sang ikke kan tillades - slet ikke!



Her gør dirigenten noget man principielt ikke gør - laver et encore midt i forestillingen; men hvad pokker! Det er Verdi og det er en oplevelse publikum formentlig aldrig får lejlighed til igen i deres liv (så stort et kor og så vellykket en fremførsel). Så vi tager den lige en gang til!

Specielt i gentagelsen spiller piccoloen pianissimo - jeg tror ikke noget andet instrument kan spille så piano så højt oppe - læg mærke til: Kun på taktslaget....
I må altså undskylde; men jeg

Nå nu begynder det da at ligne noget i dramatik og underholdning Thomas.

Det var bedre.

doctor skrev: Nå nu begynder det da at ligne noget i dramatik og underholdning Thomas.

Det var bedre.

Tilsyneladende spilles det med normal fløjte - jeg skal ikke kunne sige om en musiker med embouchuren kan klare sig udenom - jeg synes bare, at det skulle være nemmere med en piccolo, som hives op af inderlommen.
Uden at kunne se hvem, der spiller det på MET, så vil jeg gætte på det er en piccolo, for det er så typisk amerikansk.

Piccolos are now only manufactured in the key of C; however, they were once also available in D♭. It was for this D♭ piccolo that John Philip Sousa wrote the famous solo in the final repeat of the closing section (trio) of his march "The Stars and Stripes Forever".

Det vil så delvis løse det problem, at mænds fingre er større end damefingre. Til gengæld er damerne mindre af statur, hvilket giver problemer under march. Det kører så tilbage, fordi amerikanske marchkadance er langsommere end selv tysk march - ret meget endda: En pianist, jeg kendte brugte Stars and Stripes til pensionistgymnastik.

Piccolo

Most piccolos have a conical body with a cylindrical head, which is like the Baroque flute and later flutes before the popularization of the Boehm bore used in modern flutes. Unlike other woodwind instruments, in most wooden piccolos the tenon joint connecting the head to the body has two interference fit points which surround both the cork and metal side of the piccolo body joint.

Hallo!!!!

Nu kan jeg naturligvis ikke finde det; men jeg havde lagt mærke til den fløjte hos "I Barocchisti"!!!

Se det forklarer jo en del - det var sikkert ikke min hørelse; men at jeg læner mig op af en, der haver en sådan.

Jeg plejer at søge på piratoptagelserne ved at kikke på Cecilia's kjoler.

Skrig