Kina

Fald i Kinas import

Beijing on Monday reported that imports to China dropped a surprising 6.7 per cent year-on-year in November, much worse that expected.

Export growth also slowed, to 4.7 per cent in November from 11.6 per cent in October. Economists said this revealed slowing global and internal demand, as well as prices, both of which have repercussions for the Australian economy. Other recent data has confirmed weakening demand inside Australia's biggest trading partner.

Vi ser at USD stiger i kurs, fordi investorerne flygter ind i USD.
Det betyder selvfølgelig, at den tidligere undervurderede RMB nu så småt begynder at passe! Det betyder så - igen: Ikke overraskende - at importen stiger i pris (målt i RMB), hvilket - ikke overraskende - betyder en mindre import.
Det betyder også igen at eksporten ikke har den samme fremdrift fra en undervurderet valuta.

Det betyder så, at AUD har det skidt. Men læg mærke til, at NZD har det udmærket.

Jeg kan så bare ikke se argumentet for at sætte renten ned i Australien: Det kommer investeringerne ikke tilbage af. De kommer, når prisen på australske værdipapirer - målt i USD er faldet så meget, at de er rimeligt prissat.

Ingen tvivl om det!

Sagen er bare den, at Kina kan ikke forvente eksporten stiger tilsvarende! Den vil nok stige; men problemet er og bliver, at Kina kommer til at leve med højere fødevarepriser.

Der er nu to muligheder:

Enten stiger forbrugerpriserne og Kinas landmænd får det lettere. Det er imidlertid forbundet med alvorlige problemer, fordi det vil skabe et lønpres, som ikke kan honoreres, fordi så forsvinder den kinesiske konkurrencefordel - og den har det p.t. svært nok endda.

Eller også må Kina importere det mere fødevarer til højere priser, hvilket vil betyde, at Kina skal til at bruge af formuen. Et forbrug af formuen vil betyde en rentestigning, fordi der så kommer det flere amerikanske statsobligationer på markedet, som dels vil trykke USD, dels vil trykke kursen.

I øjeblikket klares kurs og rente ved, at der trækkes investeringer ud af diverse erhverv - ikke mindst mineindustri, men også andre brancher - disse penge anbringes i passive amerikanske statsobligationer. Det har imidlertid en grænse, der er ret skarp, fordi når alt andet end USD falder - og vi taler meget: For YEN vedkommende 15% i løbet af ca. 4 måneder - så vil nogle af de aktier i lande som Australien, Japan, Korea være prissat rigtigt og der vil i løbet af meget kort tid - f.eks. tilsvarende et halvt år strømme kapital tilbage til der, hvor den kom fra.

Resultatet vil blive både og - og hverken eller.

Uanset om man tager den ene eller den anden metode til ekstremer, så vil det ikke være nok.

Der kommer rimeligvis fødevareprisstigninger og lønstigninger i Kina; men det vil være begrænset hvor meget p.gr.a. optøjer. Den klassiske kinesiske løsning med at slå bønderne ihjel nytter ikke, for det vil ødelægge den i forvejen utilstrækkelige kinesiske fødevareproduktion, hvilket blot betyder yderligere import til endnu højere priser.

Uanset hvad så kan faldende oliepriser ikke sænke omkostningsningsniveauet så meget, at det vil opveje fødevareprisstigningerne. Fødevarer bliver dyrere - so oder so. Der vil komme et større udbud af amerikanske statsobligationer, fordi Kina skal købe fødevarer. En højere fødevarepris er en forudsætning for en øget produktion af fødevarer - specielt i tredjeverdenslande, hvor vi f.eks. ser at hirse kan igen noteres, fordi det kan svare sig at dyrke den. Det er ren ekstra fødevareproduktion, fordi hirse kan dyrkes på jorde (afgrøden er nemlig tolerant overfor tørke), der ikke i de senere år har kunnet svare sig.

Der er egentlig ikke tale om noget valg:

De kinesiske bønder vil blive holdt på den minimumspris, som giver den største produktion på den jord som nu engang er tilgængelig: Der bliver ikke tale om at inddrage ny jord i betydende omfang, for den, der er yder allerede, hvad den kan - også de marginale jorde. Yderligere kunstgødning - trods lavere priser (i alt væsentligt olieafhængig, da kvælstofgødning - og krudt - laves ved hjælp af elektricitet) - er ikke en generel løsning, for der strøs altså den gødning i Kina, der kan strøs uden at svide afgrøden.
Kina kommer aldrig til at kunne brødføde sig selv - og slet ikke på et vestligt niveau.

Kina vil med andre ord være nødt til at importere fødevarer til højere pris. Den pris vil blive så meget højere, fordi USD vil blive trykket, fordi Kina skal til at bruge af formuen (Japan i øvrigt også). At tro, at man kan holde fødevarepriserne nede gennem valutapolitikken er en illusion: Enten ødelægger man sine investeringer i kurstab, specielt fordi - uanset hvad - så er de amerikanske (canadiske) bønder de mest produktive og kan leve med de laveste priser. Eller man betaler en højere pris og får dermed fornøjelse af at få det mindre for pengene.
Ikke, at det ikke vil blive forsøgt! Ingen mulighed for fejl og dumhed vil blive overset! Nihil intentatum.

Er det godt nyt for bønderne i resten af verden?

Både og - og hverken eller.

Generelt vil fødevarepriser ikke stige som man drømmer om, fordi den store kinesiske gruppe af forbrugere ikke vil have råd til så forædlede fødevarer, som de har nu. Der er ganske enkelt samlet set mindre potentiel forædlingsværdi til deling! Der vil blive spist megen vandgrød og lidet oksemørbrad.

Der vil komme en større fødevareproduktion fra de marginale jorde - lokket frem af de højere kornpriser - men det vil ikke være så meget, at det laver de store buler i prisdannelsen: Der er noget med at udbyttet altså bliver bedre på de gode jorde.

Frem for alt, så vil det betyde ustabile priser alt eftersom det nu er flæsk, mælk eller vandgrød, der er i vælten. En pointe, som Nationalbankdirektøren også gjorde opmærksom på overfor bankforeningen. Det vil betyde, at nogle landmænd har overinvesteret i bedrifter, der aldrig vil kunne svare sig, med urealistiske jordpriser. Det vil også betyde, at der er landbrug, der skal til at investere ganske gevaldigt.
Det nytter ikke noget at kværulere, at det er svære tider for landbruget. Det er det: Både og - og hverken eller.

Vil det hjælpe landbrugsbankerne?
Både og - og hverken eller.

Det vil hjælpe for så vidt, at nogle landbrug vil redde sig ud; men det betyder samtidig, at de største tab forbliver i bankerne, når de gode bedrifter flår sig fri. Man kan ikke tjene penge på tabte fordringer. Der er ingen egentlig hjælp at hente i realøkonomien for bankerne, fordi de gode kunder ikke betaler for de dårlige. Landbruget betaler ikke for ejendomsspekulationen i København og Århus. De landbrugskunder, der måtte blive tilbage i bankerne er dem, der under alle omstændigheder vil være gået ned.

Det hjælper heller ikke specielt meget på eksporten, fordi efterspørgslen vil blive forskudt over mod de mindre forædlede produkter. Derfor vil irrationelle slagterier mm. blive nedlagt og rationelle blive udvidet!

Statsmedisteren skulle sælge medister i Kina!

Problemet har været, at Kina ikke kan lade dansk svinekød indgå i det kinesiske forbrugerprisindex - og der er ikke andre steder at skaffe flæsk til en pris som kineserne vil betale iht. forbrugerprisindexet.

Derfor skal dansk svinekød produktplaceres "up-market" med postulerede kvalitetsmæssige fordele, som gør, at man kan give og distribuere en højere pris.

Det gør, at man kan importere uden at kompromittere sin forhandlingsposition overfor f.eks. amerikansk svinekød, som man ikke vil se.

Det er bare én af måderne, hvorpå man kan forhøje fødevarepriserne uden at indrømme det.

Man går den modsatte vej af Putin, der postulerer at hjemmeproducerede landbrugsvarer er bedre.

Nu kommer vi til at mangle soflæsk, så vi må nok hellere importere noget fra Estland, Letland og Litauen for at få nok til at dække ordrerne.

Man kan sige om statsministeren, hvad man vil: Men shoppe - det kan hun!

Nu skal vi bare have kørt reklamemaskinen på "specielt udvalgte" stykker - f.eks. grisetæer, ører og haler. som skal sælges til eksorbitant pris - som Kjeldsen småkager.

Fidusen er, at det gør forædlingsarbejdet på slagterierne det mere lønsomt, så vi også kan tjene på det!

Det er helt normalt på kontrollerede markeder, der ikke vil medgive at inflationen er gået amok.

Ikke overraskende.

Det overraskende er, at kineserne først indrømmer det nu! Det går nok værre end frygtet.

Har ikke en pind med influenza at gøre.

De kan ikke skaffe kyllinger! Kineserne vil jo ikke betale hvad de koster, så køber man ikke og så stiger forbrugerprisindexet ikke. Bønderne kan ikke leve af at levere til de officielle priser - så lader man da være!

at holde op med at grine.

Som enkelte - meget enkelte - vil erindre:

Her på kanalen er der blevet advaret imod Kina. I mange år.

Psykologiske omstændigheder? Schludder: Bankerne er gået fallit - ingen psykologi i det - psykiatri, måske....

Jeg kalder det nu ikke psykologi at se "lys for enden af tunnelen" - jeg kalder det Rom-ekspressen. I situationen: Køreplanlagt katastrofe (at køreplanen så naturligvis ikke er rettidig - man skal da stole på bankerne - det er altid køreplanen der er forkert)

Hvad sagde jeg; men...

Hvad sagde jeg?

Det, der er sket er at investorerne har ikke alene forladt Kina; men de har gjort det så de sidder fast i døren.

Når en aktionær - el. lign. ønsker at sælge sine aktier, så skal firmaet låne en investeringsbank pengene til at købe op af egne aktier, så investeringsbanken kan finde en køber til de aktier. De penge bliver banken så nødt til at låne firmaet osv....

Problemet er bare, at normalt vil om ikke andet valutakursen på et tidspunkt gøre aktierne interessante til prisen. Problemet er bare, at den kinesiske valuta går ikke hurtigt nok i brædderne til at det kan ske, hvorfor investeringsbanken brænder inde med overvurderede aktier.
Samtidig bevæger pengene sig helt ud af banksystemet, så de penge som den tidligere ejer fik for sine aktier, de er nu sat i f.eks. amerikanske statsobligationer, hvorved de er forsvundet ud af banksystemets likviditet.

Investeringsbanken begynder nu at få problemer med at låne penge til mellemfinansieringen af aktiehandlen. Det kan gøres mod en pris naturligvis; men man kommer ikke uden om, at aktierne er overvurderede. Opsiges firmaets lån til finansiering af køb af egne aktier, så afleveres aktierne til firmaet, hvorfor de skal annulleres, herved er aktiekapitalen skrumpet og de almindelige kreditorer og banker har fået forøget risiko - der er ganske enkelt ikke egenkapital nok til at dække smasket.

Det er svenske banksvin, der også har fingrene i klemme i Kina.

Dér også!

Tja.... det kan da godt være, at man som stråmand har sikkerhed i aktierne; men hvad er den sikkerhed værd, når firmaet er konkurs??? Ja, man skulle have vidst det - heller ikke denne chance for at tabe penge lader Nordea gå fra sig.

Så kender vi et banksvin igen:

»Vi kan ikke udelukke, at der kommer flere fald, men vi befinder os ikke i en krise-agtig tilstand,« siger Tine Choi.

Naaaj, naj, naj...... krise er der slet, slet ikke tale om: Det er en katastrofe i fuldt flor!

Die Notenbank fügte hinzu, die wichtigen ökonomischen Indikatoren des Landes zeigten eine stetige Verbesserung.

Die Regierung dementierte am Montag Berichte, wonach sie die Rettungsversuche bereits aufgegeben hätte.

Tjaaa....

An der Börsen notierte Unternehmen erhielten zudem die Genehmigung, sich selbst vom Handel auszusetzen. Bis zu 50 Prozent der an den Börsen des Landes gehandelten Aktien waren zwischenzeitlich eingefroren.

ad helvede til.

Det går nogenlunde som jeg havde tænkt.

Reelt er Kinas valuta blevet opskrevet, hvilket - ikke underligt - betyder at eksporten er lokummet. Det er altså ikke smart at sælge sagerne til under indkøbspris.
Det betyder igen, at Kina bliver nødt til at importere fødevarer til stigende priser målt i USD. Da lønningerne er steget for meget, så har folk ikke råd til den lokale produktion af fødevarer, fordi dem der tjener køber import og de andre er arbejdsløse - reelt.

Der tager både økonomi og forsvar.

Pointen er for det økonomiske, at væksten har været holdt oppe af at bygge byer, hvor der ikke bor nogen.
Tallet 200 mio. tomme boliger - nybyggede. Det er flextumperi og platuglefup, som selv Danske Bank og Nordea ville være stolte over.

Den anden - og jeg er glad for så megen indsigt, at det fremhæves som eksempel: Jetmotorer, som jeg har underholdt lidt med. I 35 år har Kina forsøgt at bygge en, der bare kommer op på højde med den J79, der sad i Starfighteren (eller Phantom) - og er mislykkedes ynkeligt. De køber eller kopierer så russiske motorer - bare for at illustrere, at nok kan det blive småt for enhver; men der er altså ikke nogen nedre grænse.

klogeaage 35 skrev:Edit :Link

Hvis ikke der er uro i Kina så bliver det der :http://mobile.reuters.com/article/idUSL4N10Y09620150823

Pension funds will be able to invest up to 30 percent of their net assets in the country's stocks, equity funds and balanced funds, according to rules published on the State Council's website.

Det gør de da ikke! Ikke med mindre de er totalt idioter - de papirer er jo værdiløse.

Det nytter ikke en skid at devaluere, når USD falder, som den gør. Der er formentlig nok af Japanske aktier, der efter 1/3 nedskrivning og billigere olie begynder at blive interessante.

Det nytter ikke en fis at nedskrive RMB, når USD omgående falder det samme ifht. EUR. USD roder rundt i et bånd på +/- 2½ %. Det skyldes nok så meget - formoder jeg - at enkelte canadiske og japanske papirer efter nedskrivning på op til 1/3.

Vi er nødt til at undlade at gå ind i de finansielle argumentationer.

1) Kinas økonomi skal omlægges fra at være investeringsdrevet til at være forbrugdrevet. Det kommer ikke til at ske. Den kinesiske forbruger har i almindelighed ikke råd til at købe ret meget - der er en del, der er styrtende rige; men de betyder ikke noget i den kinesiske befolkning.

2) Det står over for, at forbrugernes interesse vil rette sig mod fødevarer, hvor Kina ikke med den eksisterende prispolitik kan få produceret til eget forbrug. Man er derfor nødt til at importere. Den subsidierede import vil så igen trykke landbrugets indtjeningsevne, så landbefolkningen ikke har råd til at købe industrivarerne.
Der er med andre ord ikke udsigt til andet end, at Kina vil blive endnu dårligere i stand til at brødføde sin egen befolkning.

China’s economy provides the dragon’s share of demand for all of the world’s raw materials.

Det tyder ikke på, at det ikke vil være investering i papnæser, der driver økonomien.

3) Hvis der skal gang i forbruget, så skal importen ændre karakter fra råvarer til fødevarer - en vis omlægning vil kunne ske al den stund at råvarerne bliver billigere; men de lavere priser skyldes i vidt omfang, at behovet for papnæser er ved at være dækket.
En blot mådelig fremgang for importen af fødevarer, som nok vil komme, vil p.gr.a. markedets størrelse i sig selv drive priserne på fødevarer op.

4) Den kinesiske valutapolitik har konsekvent være absurd. Tanken om, at kunne holde sin valuta undervurderet overfor USD og overvurderet ifht. EUR således, at man kan eksportere til USA og importere fra Europa - den går ikke, fordi det finansielle system vil gennem arbitrage udligne de to.
Tilbagegangen i produktionen i Kina vil som nævnt mindske efterspørgslen efter råvarer, der dermed bliver billigere.
Hovedproblemet er, at den kinesiske valuta nok er nogenlunde rigtigt sat - i gennemsnit; men det dækker over store afvigelser - ikke alene i valutaerne; men også i erhvervssektorerne indenfor de betragtede valutaer.

In fairness to Osborne, he was merely making the same mistake made by countless businessmen whose experience of the country is based on a few days in a five-star hotel in one of the big cities and whose knowledge of its economy rests on a perusal of a superficial magazine article about how China’s economy is inevitably going to “rule the world”.

Vi kommer igen tilbage til, at Kina ikke kan brødføde sig selv - og heller ikke i noget videre omfang kan importere fødevarer, fordi det vil drive fødevarerpriserne op i sig selv. Da forbrugerne ikke har råd til fødevarerne, så er den enkle løsning at de dør af sult. Sultoptøjer er opskriften på revolution. Det optimistiske scenarie er svarende til Stalins Sovjet i 1920'erne og 1930'erne.
Den kinesiske hær er egentlig ikke nogen trussel mod omverdenen, da den skal bruges mod egen befolkning.

Men han kan måske have sine lyse øjeblikke?

Krugmann skrev:“The big news here isn’t about the Chinese economy; it’s about China’s leaders. Forget everything you’ve heard about their brilliance and foresightedness. Judging by their current flailing, they have no clue what they’re doing.”

If that proves to be right, then the world at large has every reason to be worried, very worried.

Hmmm.... jeg ville nu være mere bekymret som kineser.

But given the current financial turmoil in China, that act may be difficult to pull off. Next month, Xi will come to the U.S. as a diminished figure.

Minder mig om Brzezinski's bemærkning om, da kineserne blev inviteret om bord på CVN-76 Ronald Reagan - det var kinøjserne ikke så glade for: De regnede med, at man havde gjort det for at ydmyge dem.

China’s rulers seemed paralyzed this week as their stock markets crashed. It reflected a recent government pattern of responding to dire economic news with ineffective, often contradictory actions.

Lige præcis: En devaluering på 2% midt i et aktiekollaps. Der kommer ikke til at ske mere: Den børs vil gå illikvid.

The Beijing bureau of The Guardian newspaper reported this damning commentary was featured last week in a state-run newspaper: “The in-depth reform touches the basic issue of reconfiguring the lifeblood of this enormous economy, and making it healthier. The scale of the resistance is beyond what could have been imagined.”

Det tyder på, at de ikke har flere handlemuligheder tilbage.

Nu er kinesiske tal altid svært upålidelige.

Data indsamlet af et privat firma viser, at aktiviteten på de kinesiske fabrikker i august faldt til 47,1 - det laveste i seks et halvt år.

Disse konjunkturindikatorer er ikke til at oversætte - højst er de markeringer på elevatoren - højst.

Vi tror, at der er behov for markante rentenedsættelser, en proaktiv finanspolitik samt finansielle liberaliseringer, hvis væksten skal fastholdes omkring syv procent, vurderer bankens økonomer.

Og hvordan skulle det i praksis lade sig gøre? Debitorerne får jo allerede det hele forærende.....
Når man betænker at en stor del af lokalregeringernes budget hidrører fra salg af jord, så ......

Obama snakker med Paven"

Det er nok så meget en indikation af en kalenderkonflikt; men det betyder også, at det møde er mere påtrængende for Xi end for Obama.

Mon Obama kan klemme Uruguay's forsvarsminister ind - inden mødet med Xi......

Seriøst: Jeg tror Paven er en mægler mellem USA og Cuba, hvilket vil have en rimelig høj prioritet.

måleusikkerheder.

En af nyhederne for mig var: Da Sovjet brød sammen, så viste det sig, at deres BNP - opgjort efter vestlig standard - var det halve af tidligere opgørelser.

Det betyder ikke så meget, at Kinas økonomi efter efterkalkulationen er større end antaget:

1) Når valutaen er fiktiv, så bliver resten tilsvarende svævende.

2) Når værdien af produktionen i de forskellige sektorer er godt skæve, så har man én bold mere i luften.

i Seattle.

Der er to pointer:

a) Kina vil ikke prøve at devaluere sig ud af problemerne.
Der bliver en revaluering, hvad er det fornuftige, hvis man indser, at man skal være importnation.

b) Hæren beskæres med 300.000 mand. Hvilket er fornuftigt både, fordi uanset, hvor stor den hær bliver, så kan den aldrig for alvor udfordre USA. Der er jo ikke nogen amerikansk ambition om at invadere Kina - hvorfor skulle de det? Dernæst, så får Kina ikke råd til en gennemgribende modernisering af hele hæren - ikke fordi de enkelt våben er specielt dyre; men fordi 2,2-2,4 mio. mand er dæleme mange.

Jeg forstår, hvorfor han fremhæver Hemmingway - sådan da.

På sammenbruddets rand.

Jeg er ikke enig i, at der ikke bliver tale om et kollaps - det plejer der at være.

Det kan da ikke undre nogen, at investeringerne flygter!

Anleger machen sich nun ernste Sorgen über einen Rückgang des chinesischen Wirtschaftswachstums und ziehen Geld aus China ab. Die Notenbank in Peking sieht sich gezwungen, dem unter Verkaufsdruck stehenden Renminbi mit Stützungskäufen beiseite zuspringen. Wie am Mittwoch bekanntwurde, sind deshalb die Fremdwährungsreserven Chinas im dritten Quartal um den Rekordbetrag von 180 Milliarden Dollar geschrumpft.

Peking im August die bis dahin recht starre Bindung des Renminbi an den Dollar aufgab und daraufhin am 11. August eine Abwertung der bis dahin aufwertenden Währung um deutliche 2,6 Prozent erfolgte.

Kæreste venner en devaluering på 2,6% ifht. til hvad????

Nu sælger de USD for at undgå et kollaps. Det skal de nok holde op med.

Hovedproblemet er, at nok har Kina fået billigere olie - ingen tvivl om det; men det betyder ikke at importen vil gå ned.

Sagen er jo, at Kina er i færd med at ændre importsammensætningen fra energi og metaller til fødevarer. Energi og metaller har bevæget sig sidelæns gennem ret lang tid. Olie fordi lagrene er fulde og der er et fald i efterspørgslen efter metaller. Nu er mineindustri altid energiintensiv, så hvor det lander metalpriserne er lidt svært at sige.

Fødevarepriserne har ikke bevæget sig nævneværdig målt i USD; men korneksportører mm. som Australien, New Zealand, Sydafrika, Brasilien har devalueret ifht. USD, fordi deres eksport af råvarer som kul og metaller svigter. Det betyder, at målt i AUD, ZAR og BRL er priserne på fødevarer ganske gode. Forholdet mellem EUR og USD har det sidste halve år været principielt set ligeglad - ok, med nogle kraftige slag i bolledejen - men overordnet set? GAB.

Kineserne giver sig ikke mht. til at købe korn i USA - dem om det. Nu forsøger de så at revaluere ved at sælge USD - til hvilket, der er masser af købere. Det vil sige, at de kæmper for at holde RMB-kursen oppe.

Kineserne er fanget i egen dumhed. I det omfang et salg af USD har effekt, så vil det betyde, at kineserne ruinerer sig selv, fordi det reducerer værdien af deres tilgodehavender forringes - så det skal de nok holde op med.

Sagen er jo, at RMB ikke bliver reelt en handelsvaluta. De kan sådan set lige så godt holde fast i USD kursen. Revaluerer Kina, så fordyrer de importen - fordi de varer de importerer stiger i pris og dermed fiser hele gevinsten ved den billigere olie ud, devaluerer de så bliver importvarerne også dyrere. Kina sidder solidt i den blå luft mellem to stole.

Kina kan heller ikke forhøje levnedsmiddelpriserne i Kina, det har lønmodtagerne ikke råd til. Samtidig kan de heller ikke sænke fødevarepriserne i Kina, fordi så holder de kinesisk bønder op med at producere. Det er præcist den situation, der skabte katastrofen i Rusland under Stalin i 1920 og 1930'erne med tvangskollektivisering og hungersnød og andre skægge konsekvenser af kommunismen. Lidt af et problem for Stalin - alle havde frarådet ham den udvej; men..... er man diktator eller er man ikke.
Rent faktisk destabiliserede Stalin sin magt gennem den ideologiske genistreg.
Så måtte han lave en udrensning i hæren, så den ikke gjorde oprør. Det var så heller ikke smart, fordi det gjorde Rusland sårbar overfor et tysk angreb - og det var så umådelig tæt på at gå galt i Rusland i vinteren 1941. Det er jo først året efter, at det går galt for Hitler ved Stalingrad.

Så der er al mulig udsigt til en større katastrofe i Kina - noget afhængig af, hvordan Xi håndterer situationen; men han balancerer på en knivsæg.
Gør han det ene, så er det galt - gør han det andet, så er det også galt. Der er for mig, at se ikke noget egentligt håb for Kina - eller Rusland for den sags skyld. Det kunne være årsagen til at Obama nu vil have Rusland afvæbnet, så de får lov til at syde i eget fedt.

Det går nok værre end banksvinet tror - for ham altså....

Han siger, at tallene samlet set ikke peger på, at Kinas økonomi er ved at kollapse, men at den kinesiske regering formår at lægge an til en blød landing for kinesisk økonomi med vækst tæt på vækstmålet for i år på 7 pct.

Hvor dygtige var det nu, de samme skadedyr i bankerne var i stand til at se "finanskrisen"...... de kunne jo være blevet klogere; men hvad er sandsynligheden lige for det????

Den gode nyhed er altså, at Kinas økonomi ikke viser nogen tegn på at være ved at kollapse men tværtimod vokser pænt.

Det er ganske enkelt ikke troværdigt, fordi produktionen og priserne på fødevarer stiger ikke nok. En forbrugsudvidelse vil betyde en stigning af fødevarepriserne. Det tør kineserne ikke, for så kommer der opstande - i byerne.

Med Kevin Rud.

Der er det fundamentale problem tages der ikke stilling: Kina kan ikke brødføde sig selv!
Det er såmænd ikke Kinas rolle i verden, der bekymrer mig. Det er om Kina vil være i stand til løse sine interne problemer, der kommer ud af omskiftningen af bytteforholdet mellem produktionsværdierne af industri i forhold til fødevareproduktionen.

Disse historiske "politiske studier" ignorerer totalt det fundamentale skift, der kommer i slutningen af det 19. århundrede: Nemlig af det amerikanske midtvesten med sit enorme potentionale i produktion af fødevarer. Den åbningen udslettede så at sige ikke alene Rusland (som fik en revolution) og den europæiske balance, hvor befolkningen i landområderne p.gr.a. lav produktivitet startede med at flytte i byer, som aldrig før.

Det optimistiske syn, at væksten i Kina vil fortsætte - måske mere beskedent; men ikke desto mindre. Jeg er ikke så optimistisk!

Den omvæltning med åbningen af kornmarkerne i USA tog vel 20 år - ikke mere; men det destruerede Rusland så grundigt, at de aldrig er kommet sig over det. Jeg tror ikke, at der tid til at Kina tilpasser sig - det er et enormt land, hvorfor ting tager tid.
Kina kan ikke producere flere fødevarer - og slet ikke af bedre ernæringskvalitet - rent faktisk lader det til, at fødevareproduktionen er uændret - uanset, at halvdelen af befolkningen og arbejdskraften er flyttet til byerne og derfor ikke hovedsagligt er beskæftiget med at trampe afgrøderne ned.
Der er kun et sted, hvor de fødevarer kan komme fra: USA! USA, der p.t. producerer langt under kapacitet. Australien kan komme med noget fra løsdrift og det samme med Sydamerika; men ikke noget, der klodser noget. Rusland ville have været en teoretisk mulighed; men det bliver ikke til noget!

Endelig er det ved at gå op for bakteriehjernerne, at alt det energivrøvl er - og det har det hele tiden været - vrøvl. Vrøvl, fordi postulaterne tilsidesætter fundamentale økonomiske lovregelmæssigheder som substitution, investering og monopolbrud. Der er så altid tidsmæssige forskydninger, hvilket netop er finansieringens opgave at være den tidsmæssige kobling - en opgave, som finanssystemet har været ret dårlig til at løse og massive ressourcer er blevet dirigeret uhensigtsmæssige steder hen.

Omverdenen vil ikke have den store indflydelse - simpelt hen fordi den kinesiske import vil forblive nogenlunde konstant målt i USD - simpelt hen fordi de faldende energipriser vil frigøre midler til import af fødevare og slækket skal nok blive halet tot af prismekanismen: F.eks. Argentina vil jo ikke forære russerne deres oksekød, som de så naivt forestiller sig.

Nej, problemet er internt i Kina. Kina har vel den længste historie af alle; men der er tale om en idelig gentagelse af de samme fejltagelser. Det kulminerede i slutningen af det 19. århundrede, hvor Kina fundamentalt set faldt fra hinanden og en meget brutal magt - selv efter kinesiske forhold - som Japan skubbede Kina fra kanten og helt ned i afgrunden. Kan Kina overkomme det i de kommende år? Jeg tvivler.

Som Deng sagde til Kissinger i sin tid: "Vi er da ikke mystiske!"
Her havde han så evig ret - det er os som europæere, der er de mystiske. Det er derfor, jeg mener at opera er så væsentlig i forståelsen af Europa - og dermed verden. Der er ikke nogen anden udtryksform - overhovedet - der er så kompakt og informationsrig pr. tidsenhed. Ikke noget, der kræver så stor samtidighed i alle aspekter.

I den sammenhæng er jeg opmærksom på, at Condoleezza Rice er egentlig koncertpianist. Det - fremfor hendes (indrømmet) pæne ben - skulle have fået hårene til at rejse sig på Gadhaffi!