Kritik af Sinn

Jamen, eksisterer markedet i det hele taget?

Das ist der Kern der neoklassischen Theorie, die unser Verständnis von Wirtschaft tief geprägt hat. "Der Preis wirkt auf Angebot und Nachfrage" und "so viel Markt wie möglich, so viel Staat wie nötig", sind nur zwei von vielen Binsenweisheiten, die wir der Neoklassik zu verdanken haben.

Jeg mener ikke at den fremførte kritik er specielt relevant.

Sagen er nemlig - efter min opfattelse - en anden.

Det er korrekt, at i det omfang markedet fungerer - og det gør det på mange områder - så skal man gribe så lidt ind som muligt. Problemet er imidlertid, at økonomi vil markedsdeltagerne gøre deres yderste for at markedet ikke fungerer.

Det ser vi med al mulig klarhed på pengemarkedet: Vi kan tage Danske Banks svindel med at købe sine egne udstedelser og stædigt - og i strid med sandheden - postulere, at flexlort er meget efterspurgt på markedet (herunder det udenlandske). Jeg har formuleret det som således: "Den kop kaffe, jeg laver til mig selv er så rigelig de 500 kr. værd, som jeg betaler mig selv."

Sagen er, at der i det nævnte tilfælde overhovedet ikke er tale om et marked, da køber og sælger er identiske - ikke bare nærstående; men identiske.

Omkostningerne regnes for en kritisk faktor i udbuddet. De er så mindre relevante i det øjeblik, der er tale om betydelige lagre - det kan være boliger, men det kan også være guld- eller andre malm-/råvarebeholdninger. En lagerværdi er fiktiv i det omfang, der ikke er nogen videre efterspørgsel i forhold til lagerbeholdningen. Flextumpen kan lalle hele livet igennem i vrangforestillingen om, at hans bolig er noget som helst værd. Da den ikke reelt kommer på markedet, fordi køberne på forhånd går forbi hans butik, så er der ikke tale om en handelsvare; men om en museumsgenstand.

Der er et energimarked, der virker ganske udmærket - det er bare voldsomt manipuleret ud fra helt andre synsvinkler end økonomi. Hvor meget det marked så eksisterer er et åbent spørgsmål.

Spørgsmålet om regulering af markedet er et spørgsmål om hvad der er hensigtsmæssigt - og ud fra hvilken synsvinkel.

Arbejdsmarkedet er reguleret - oven i købet af køber og sælger i forening. Det man kan sige er, at i tilfældet med én køber og én sælger (selvom de har klart modsat rettede interesser), så kommer vi i en situation, hvor prisdannelsen og og omsætningen ikke kan fastlægges - den må spilles igennem i spilteori, hvilket kræver en uhyrlig masse yderligere forudsætninger for at beskrive virkeligheden blot nogenlunde.

Arbejdsmarkedets parter er så enig om én ting, at politikere og andre har bare at holde snitterne væk. Det sker i erkendelse af, at den aftale parterne måtte nå er det bedste kompromis tilgængeligt - for alle (og specielt arbejdsmarkedets) parter.
Vi så det i lærerkonflikten, hvor regeringen måtte erkende, at hvis den ikke opførte sig som enhver anden arbejdsgiver, så ville katastrofen være fortsat - godt er det ikke; men man var kørt ud, hvor det stort set ikke kunne blive værre.

Man skal hele tiden være opmærksom på i generelle postulater om forudsætningerne er opfyldt - det er de langt fra altid!

Det har man længe været klar over, hvorfor man griber ind med regulering og mener at regulering i sig selv er godt. Det er langt fra tilfældet og der er omkostninger forbundet med regulering, hvorfor der skal være et låg på hvor megen regulering man skal bruge. Vi kan på pengemarkedet se et voldsomt behov for regulering - det turde vist være klart, når man betragter de ynkelige resultater af dereguleringen - det man skulle have gjort var dels at sikre en relevant regulering, dels at reguleringen var effektiv.

Kødproduktion er gennemreguleret og her er postulatet at al regulering er godt. Ingen tvivl om, at trikiner og andet skab skal og kan reguleres væk. Men når man når dertil, at det at en maskine en gang i tidernes morgen har været anvendt til hestekød og der nu hakkes oks, så er vi nok ude hvor der er tale om regulering for regulerings skyld.

Undskyld, jeg siger det, Sinn!

Det er sgu lidt af en gratis omgang!