Udebliver inflationen?

Jeg tror det hele bygger på gale opfattelser, manglende realisme og deciderede vrangforestillinger.

For det første er pengemængden ikke den officielt opgjorte. Bankernes og kreditforeningernes udlån er til debitorer, der hverken kan eller vil betale. Sikkerheden bag disse udlån er fiktive ejendomsværdier. Vi taler reelt om penge, der er tabt. En fordring, der hverken afdrages eller forrentes er et tab.
Man kan da godt regne disse tabte fordringer med i pengemængden - det sker der ingenting ved - jeg mener helt bogstaveligt: Ingenting.

Det man p.t. gør for at få penge til investeringer mm. er fra centralbankernes side at belåne værdier, hvor bankerne rent faktisk får renter og afdrag. At bankerne så videreudlåner disse penge til fordringer, der hverken kan eller vil betale, det bliver så bankernes problem. Det giver sig - naturligt nok - udslag i manglende indtjening i bankerne. Investorerne har opgivet bankerne - man anbringer pengene i noget, der har en rimelig chance for at betale tilbage - eller i statsobligationer, som ikke giver afkast; men som nok betaler nogle af pengene tilbage.

Der er faktisk to finansverdener: Den ene hvor det går nogenlunde og investorerne plus debitorerne klarer sig nogenlunde. En stor del af driftskreditterne går også fra bankerne og over i kunderelationerne. En investor vil da gerne investere penge i en virksomhed, der låner penge til sine kunder - under forudsætning af, at disse kunder rent faktisk også betaler. Det er da en hel del bedre end at lade det gå via bankerne.
Her skal man ikke tage fejl: Det giver altså god mening og et godt afkast at satse på at give kredit til solide kunder. Problemet er her, at det kræver - fra virksomhedernes side - en kreditvurdering af kunderne: Den er nok en hel del mere konservativ end den bankerne har lagt til grund for deres kreditgivning. Det betyder naturligvis, at salgsvæksten ikke bliver særlig entusiastisk.
Det gør også at prisdannelsen på f.eks. industrivarer bliver meget uens.

Gode kunder, der evt. kan betale forud, de får varen til en ganske anden pris end de kunder, der skal have kredit. Forskellen vil være sådan noget som lånerenten i et halvt år. Den reelle lånerente med risikotillæggene. Derfor er det lidt svært at udtale sig om, hvad prisen på industrigoder vil være - om den stiger eller falder: Det afhænger nemlig af til hvilke kunder og om købene er for- eller efterfinansierede.

Her vil en obligationsudstedelse og långivning til virksomhederne i forbindelse med større infrastrukturinvesteringer i sig selv give faldende priser på industrivarer. Altså får en mindre entreprenør et statslån/evt. pensionskasselån til det anlægsprojekt, hvor han har vundet kontrakten, så kan han betale kontant for leverance af maskiner, hvilket giver en betydelig rabat hos entreprenørens leverandør.

Det vil i sig selv gøre anlægsarbejderne billigere fordi finansieringsomkostningerne holder sig indenfor rimelighedernes grænser - som følge af at investorerne bestemt ikke er grådige. Det er for at pointere en sammenhæng til Tysklands behov.
Det kan godt være at investeringerne i Tyskland er store; men da de vil blive udført af firmaer, som i alt væsentligt har isoleret deres tab i bankerne, så er der udsigt til, at man får rimelig meget for pengene. Typisk vil man lade nye entreprenører give tilbud. Ingeniører og andre ansatte, andre samarbejdspartnere: Det vil i høj grad være nogen, der er fyret fra de etablerede entreprenører, der er gået fallit.

Når vi så kommer til inflationsbetragtningen:

Om industriprodukter bliver billigere eller dyrere? Det er Fanden fløjteme ikke til at sige. Dels er der den ovennævnte effekt af, at entreprenører med en forfinansiering kan få betydeligt bedre priser. Dels kommer at de varer, de køber (maskiner o.lign. - selv medarbejdere) vil i sig selv være billigere, for de dyre udviklingsomkostninger er i vidt omfang tværet af på kinesere og lignende godtfolk.

Hvis vi regner industrivarepriserne for rimelig upåvirkelige af forøgede investeringer, fordi tabene er isoleret i konkursboerne, så går vi nok ikke meget galt i byen. Tilsvarende vil lønstigningerne også være til at tale med. Vi kan således i vidt omfang nok forudse en betydelig aktivitetsforøgelse uden stigende priser.

Det store dyr i åbenbaringen er således fødevarepriserne. Samlet er efterspørgslen på fødevarer rimelig stiv - det betyder ikke at flæskepriserne og hvedepriserne ikke kan hoppe op og ned, men det skyldes en meget stor grad af substitution mellem forskellige former for fødevarer - hvorfor en øget efterspørgsel vil betyde rimelig kraftige prisstigninger.
Fødevarer udgør imidlertid så lille en del af budgettet i en vestlig økonomi, at prisstigninger her vil være underordnede. Problemet ligger i f.eks. Kina, der vil være nød til at betale de højere priser.
Det, der begrænser fødevareprisstigningerne vil være udbuddet, hvor højere priser i høj grad vil øge udbuddet.
Selve det mængdemæssige forbrug i Kina vil være begrænset af det forbrug af amerikanske statsobligationer, som man kan tillade sig at bruge uden at ruinere sig sig selv.

Det salg af amerikanske statsobligationer er en rimelig fast størrelse pr. tidsenhed. Her konkurrerer fødevarer med energi om disse begrænsede midler.

Overordnet set, så vil der komme globale stigninger på fødevarer, faldende priser på energi og andre råvarer og industrivarer, der er raslende ligeglade.
Når man så sammenfatter det i prisindex, så kommer meget til at afhænge af vægtene, de forskellige grupper indgår med.

I Europa indgår vil fødevarer med så lav en vægt, at det ganske opvejes af de faldende energipriser og evt. svagt faldende industrivarepriser (de vil være faldende, fordi der er nogle store produktivitetsgevinster, der venter på at blive plukket).

I USA vil fødevarepriserne ikke stige, fordi man vil konfiskere landbrugets fortjeneste ved mindre subsidier, men det vil være noget kineserne betaler. Der vil være en vækst i offentlige ydelser, som er skattefinansierede; men uden de store skatteforhøjelser - flextumperne får bare ikke de skattelettelser, deres bank skriger efter.

I Østen vil der være prisforhøjelser på de varer de bruger mest af: Fødevarer. Energien vil blive billigere; men nok så meget p.gr.a. at det politiske spil omkring Rusland, Iran, osv. vil løse sig i mindre energipriser, hvor det faldende behov fra Kina efterhånden som økonomien reelt går i stå også kommer til at spille en rolle.
Vi vil i Østen se, at prisindexene vil stige voldsomt, dels fordi vægtene for fødevarer stiger, dels fordi fødevarepriserne stiger.

Artiklen forudsætter en lukket økonomi eller rettere finanssystem.

Der var en bemærkning et sted, at fordi meget af den russiske valutareserve på 400-500 mia. USD ligger i statsejede banker, så har Rusland mistet halvdelen af sin valutareserve - de kan i hvert fald ikke bruge den. Lad det så være. Jeg tror efterhånden vi i det overordnede billede kan se bort fra Rusland som sådan - de er simpelt hen ikke store nok.

Tilsyneladende er der sket det, at de japanske investorer er gået i USD og har købt i de betydelige mængder obligationer som kineserne sælger - direkte og indirekte - lad os sige de sådan US statsobligationer er til at få fat i!
Det betyder at de japanske investorer får et afkast, fordi YEN er devalueret - at det så er lidt at fodre hunden med egen hale, det er noget andet. Når de pensioner skal udbetales, så vil prisniveauet målt i YEN være steget en hel del. Det man egentlig har gjort er at nedskrive værdien af den japanske opsparing.

Omvendt er EUR obligationer af kvalitet en mangelvare - den 10 årige Bund er under 1% i rente. Der er tilsyneladende ikke nok af dem. Man må så spørge, hvor de penge så spadserer hen? En mulighed er at købe amerikanske obligationer og sælge EUR. Som det ser ud i øjeblikket stiger USD 1% om måneden ifht. EUR.
Et kombineret japansk/europæisk opkøb skulle nok kunne klare den opgave som FED ellers havde med at holde renten ned gennem obligationsopkøb. Nedtrapningen af obligationsopkøbene fra FED har jo ikke haft til resultat, at renten er steget i USA.

Der, hvor problemet kommer tilbage er, at det betyder, at der ikke bliver lånt bankerne i Europa penge.

Da bankernes udlån som helhed næppe er blevet væsentligt bedre, så må de ned på knæ og udlevere deres gode udlån for at få en forstrækning fra den lokale centralbank. Det er så fint nok, at de udlån så bliver refinansieret til en lavere rente. Om ikke andet vil det gøre likviditeten i virksomhederne bedre, hvorfor en betydelig del af den korte kreditgivning virksomhederne imellem kan finansieres til en fornuftig rente.
På et tidspunkt kommer der imidlertid problemet med at skaffe kapital til at fortsætte med at pille udlån fra bankerne - og rejse kreditter til virksomhedernes - og offentlige investeringer. Det vil betyde, at ECB-renten vil stige - indlånsrenten altså, for jeg tror ikke rigtigt på, at belåningen af gode udlån vil få et voldsomt omfang. Dels er der ikke så mange gode udlån, dels vil bankerne slå sig i tøjret, når deres svage intellekter finder ud af, hvad det er der foregår.
Vi ser jo hvordan ejendomspriserne i hele Europa - og helt absurd i England - stiger uden, at der er købere bag ved. Det må på en eller anden måde være for at pumpe sikkerhederne bag de finansieringer som bankerne skal sælge videre. Bankerne har da ikke tænkt sig at overlade deres gode udlån til investorerne, hvis de kan blive fri.

På et eller andet tidspunkt bliver man nød til at sætte renten op - simpelthen for at hive pengene hjem igen fra dollarobligationerne.

Det er det forløb vi har set for DKK ifht. EUR. Kronen var jo presset godt og grundigt i bund, hvilket har bedret sig noget - ikke meget; men dog noget.
Det spændende bliver om vi får en lignende udvikling at se i forholdet mellem USD og EUR. Draghi's ubegrænsede kredit har vel kørt en måned tid, så det er for tidligt at udtale sig om, hvor mange debitorer, man får/har fået befriet fra bankernes besudlede klør.

Det er nok det forhold, der gør sig gældende med Draghi's gelasne holdning. Han er jo ikke dum, så han kan ikke rigtigt tillægge "bankanalytikernes" kvidder om vækst og inflation nogen videre betydning. "Analytiker" har jo fået samme odiøse klang som betegnelsen "erhvervsmand", som er en eufemisme for "platugle på vej i fængsel".
Der er jo absolut ingen makroøkonomisk effekt af renten i øjeblikket.

Der skal jo ikke meget rente til at hive pengene hjem fra amerikanske statsobligationer.

Det er også rimelig sikkert, at de sydeuropæiske (for nu at svine dem til) får ikke nogen hjælp i form af stigende priser på deres debitorers pib-i-røv-heste.