Ens ting koster det samme pr. mængdeenhed!

Ens ting

Der er en sag, jeg har lagt mærke til ved at rode med råvarer: Ens ting koster det samme pr. mængdeenhed.

Det skal forstås sådan, at prisen vil konvergere mod det samme!
Naturligvis er der lejlighedsvis specielle forhold, flextumper, kinesere og spekulanter kan lejlighedsvis flytte prisen væk fra konvergensen; men det vil udjævne sig.
Det, jeg mener med ens er, hvor substitution kan finde sted meget let - det er, hvad jeg i denne sammenhæng forstår ved ens.
Lad os se på nogle eksempler.

Olie:
Jeg tror, det var francovona (og tak for den dybsindighed), der kom med en god forklaring på, hvorfor West Texas olien i en periode afveg fra de andre oliepriser. Nemlig at man som følge af manglende rørledninger fra Canada blev nød til at importere Brend til dyre penge.
Vi kan se, at efter denne flaskehals er ryddet af vejen, så - ja, så koster olie nogenlunde det samme pr. barrel.

Kaffe, The og Kakao:
Her er tendensen til konvergens mere end almindelig udpræget - tre så forskellige ting, med det eneste til fælles, at de kan drikkes varme - de går mod samme pris. Det efter en særdeles voldsom turbolens omkring 2008.

Korn:
Jamen fødevarer er da noget specielt? Overhovedet ikke!
Det betyder ikke, at når klovner spiller fandango, at der ikke kommer buler i asfalten. Kinas vægren ved at købe ind i USA - jo, den kan få en kortvarig effekt. Vi ser, hvordan ris og soya konvergerer mod hinanden. Tilsvarende konvergerer hvede og majs. P.t. er der nogen uoverensstemmelse; men generelt? Ja, ens ting koster det samme.

Kød:
Her er der en udpræget konvergens mellem flæsk og fjerkræ. Tendensen er specielt tydelig, når det drejer sig om lam - efter det arabiske forår retter lammekødspriserne ind - og det med appel.
Bøf kan siges at være lidt speciel, fordi der er i høj grad tale om forbunden produktion af kød og mælk, så det er på kortere sigt ikke ens.
Endelig er der laks, som nok ikke følger noget som helst; men dog periodisk konvergerer.

Tømmer:
Tilsyneladende er der en klar afvigelse her. Det skyldes imidlertid at det måles i m³, hvor man nok skulle måle i tons.
Blødt og hårdt træ - nøgenfrøet og dækfrøet træ koster det samme pr. kg. Sagen er jo, at vedtilvæksten - målt i kilogram er hovedsaglig afhængig af den indfaldende lysmængde. Dækfrøede træer vokser med halv hastighed (cirka), hvorfor det tager dobbelt så lang tid for et træ at vokse til samme volumen. De træer, der ikke kan klare at udnytte solens lys optimalt - de bliver ganske enkelt ikke plantet.
Det forklarer så ikke, hvorfor "hårde" planker ikke kun er dobbelt så dyre som "bløde"!
Det har de såmænd også været - temmelig præcist endda - i begyndelsen af perioden. Herefter begynder et andet forhold at gøre sig gældende, nemlig at en plantage giver reelt det dobbelte udbytte pr. hektar frem vildskov. Der er flere skæve træer og de står ikke optimalt i vildskov - også noget, der giver cirka en faktor 2 til gunst for rationel skovdrift.
Nu er det imidlertid svært nok at forudse behovet om 75 år, det bliver ikke lettere, når man skal tænke 150 år frem. Det kan så forklare, hvorfor man er nød til at inddrage vildskov i hugsten. Der kommer så et tillæg oveni, fordi vildskov pr. definition er vanskeligere at komme til; men ens ting koster det samme.

Metaller:
Jeg har her taget Al, Pb og Zn, fordi disse metaller kun i meget beskedent omfang er følsom overfor spekulation. Tro mig Ni, Cu og Sn - specielt tin er kugleskør - er uden andet end den mest generelle tendens.
Noget andet er, at på sigt tenderer Guld, sølv og kobber mod et prisforhold på: 6000 : 100 : 1 (så vidt jeg husker) her kommer udvindingsforhold og omkostninger ind i billedet.

Det forbehold man nødvendigvis må anføre er, at p.t. er vi i et købers marked, hvor den pris varerne kan realiseres til vil rette sig ind efter købers behov, hvor substitutionseffekterne i forbruget - det være sig i husholdninger, som i produktion - får lov til at virke i fuldt omfang.
Omvendt i en ekspansionsfase, som den vi har været igennem, så er det omkostningsforskelle ved udvinding/fremstilling, der bliver rådende.
Typisk ved sådan noget som minedrift. Her vil et pludseligt forøget og vedvarende behov/afsætning give sig udslag i, at de marginale omkostninger ved udvinding, dyrkning og/eller fremstilling kommer til at blive afgørende.
I det tilfælde vil forbrugerens præferencer differentiere varegrupper, så ens ting ikke er ens.