IMF påpeger risici ved rentestigning.

Lars Erik Skovgaard, Berlingske er langt fra den skarpeste kniv i skuffen; men han er til dels undskyldt, fordi José Viñals er selv stærkt usikker på hvad det egentlig er han siger.
IMF stabilitetsrapport kapitel 3

Af det jeg har kunnet skimme, så er den mindst uklare fremstilling nok "boksen" 3.1

IMF skrev:In considering the risks to financial stability of exit from MP-plus, it is useful to distinguish between two aspects, namely, an exit from low policy rates and the sale of central banks’ accumulated inventory of assets, most of which are debt securities.
In the current cycle, as in previous ones, the central bank will need to raise interest rates at some point to safeguard price stability. But the need to sell assets to tighten policy is less evident—central banks could simply hold them to maturity and use other policy tools; but other concerns, including political considerations, may still prompt asset sales. Hence, the challenges and risks of both types of exit must be anticipated and managed, especially since the use of MP-plus policies is uncharted territory for policymakers.

The main financial stability risks of exit are associated with an unexpected or more-rapid-than-expected increase in interest rates, especially at the longer end of the yield curve. Hence, when the time comes to tighten financing conditions for banks and the economy, central banks would likely aim for an anticipated and gradual increase in interest rates, giving economic agents time to adjust. A disorderly increase or an overshooting—perhaps as a result of shifts in market sentiment—would make adjustment to the new financial environment much more difficult, heightening the risks listed below.

Many MP-plus policies are unprecedented, and they have now been in place for a relatively long time. It is therefore even more important than during a normal tightening cycle that exit strategies are well communicated to the general public as well as to markets, financial institutions, and other central banks. The risks below also underline the importance of efforts to ensure that bank soundness and market liquidity are restored as soon as possible to minimize the financial stability threats of a future exit from MP-plus.

Risks associated with increasing interest rates include the following:

• Banks and other financial institutions may incur capital losses on fixed-rate securities. While the evidence suggests that a rise in interest rates increases net interest margins for banks, improving their profitability over time, losses on fixedrate securities available for sale are immediate.
  In the short term, therefore, weakly capitalized banks could suffer. For financial institutions with long-term liabilities, such as pension funds, capital losses may be offset by a decrease in the net present value of liabilities.
  
  
• Credit risk for banks may increase. Higher interest rates could weaken loan performance, especially if the rise is in response to an inflation threat rather than improved economic circumstances.
  
  
• Spillovers to other countries or markets may occur. Shifting expectations of the path of future interest rates can lead to financial flows between markets and countries that could be sudden and potentially disruptive, especially if the timing of tightening differs across central banks.

Risks associated with asset sales include the following:

• Shifts in market sentiment may lead to sharp increases in yields.Uncertainty about the necessity or willingness of central banks to sell their large portfolios of government bonds and other assets could lead to shifts in market sentiment when central bank asset sales materialize.
  
  
• Policy missteps may disrupt markets. If centralbanks sell assets before underlying market vulnerabilities are addressed, dysfunction could resurface. This risk is heightened in markets where central banks hold a large share of outstanding securities or played an important market-making role, especially if ongoing market dysfunction is now masked by central bank intervention.
  
  
• Banks may face funding challenges. Just as the counterpart of purchases of assets by central banks was an increase in banks’ excess reserves, the counterpart of asset sales would likely be a decline banks’ excess reserves. This disintermediation of interbank liquidity by the central bank would have to be offset by a revival of private interbank markets. If this market is not fully restored, some banks could funding challenges.

1) At banker og andre finansielle institutioner vil lide et tab ved en rentestigning er hævet over enhver tvivl. Om ikke andet fordi investorerne er flygtet ind i nulrente statsobligationer - og guld for den sags skyld (selvom guldmængden er ubetydelig i denne sammenhæng).

Det er imidlertid lige så logisk, at det tab allerede ER sket og kun ignoreres ved halvsmarte regnskabsmanipulationer.

Vi kan jo se, at pensionskasser anvender diskonteringsfaktorer på 5% og derover, når de skal få de fremtidige forpligtigelser til at mødes med formuen, der er anbragt i 1% statsobligationer.

Ultimativt skal pensionerne jo betales af værdipapirernes afkast: Om man får 1% p.a. af en milliard eller 5% p.a. af 1/5 mia. Det kommer - set fra pensionssparerens synspunkt - ud på et: Den udbetalte pension bliver ikke større af det; men egentlig heller ikke mindre. At nettobeløbet målt i forbrugsevne så er langt fra den vrangforstilling spareren er i og som pensionskassen har gjort sit til at befordre - det er noget andet.

2) "Bankernes kredit risiko forøges" er jo blot en svagpissende omskrivning af mit fyndige:

Flextumper hverken kan eller vil betale renter - endsige afdrag.

Afdragsfrie flexlån er i princippet - og som udgangspunkt nødlidende, hvorved man på forhånd har opgivet at inddrive bare en lille smule af fordringen.
Jeg er så uenig i at inflationen spiller nogen rolle. Hvis renten stiger som følge af en stigende inflation er det jo udelukkende en kompensation af værdiforringelsen af hovedstolen.
Skylder man en million væk - og rente og inflation stiger til f.eks. 5%, så betaler debitor (det gør han så ikke, for det kunne en flextumpe ikke drømme om) 50.000 kr. mere om året. Samtidig nedskrives gælden med præcis det samme beløb målt inflaterede kroner.
Her er flextumpernes håb så, at denne inflation vil give sig udslag i at lønningerne vil stige tilsvarende - altså med 5%.

Det håb i flextumpernes syge hjerner er imidlertid også en vrangforestilling. En sådan inflation vil alene forringe konkurrenceevnen, hvilket vil lede til større arbejdsløshed. De offentligt ansatte skal ikke glæde sig for tidligt over ikke at være udsat for konkurrence. Deres lønforhøjelse skal jo betales af forøget skattebyrde. Sandsynligheden for, at man kan smutte udenom ved en forøget offentlig gældsætning er mindre end ringe, fordi det kræver at statsobligationer med 5% (for nu at holde fast i det tænkte eksempel) overhovedet kan sælges.
Det kan de såmænd nok - så rigeligt endda; men da de statsobligationer, der indfries til kurs pari - og her taler vi om obligationer, der er indkøbt pænt over pari, hvorved senest på indfrielsestidspunktet må pensionskassen realisere tabet. Disse 5% statsobligationer vil blive budt pænt op i pris - også pænt over pari.

3) Vi ser allerede nu en betydelig kapitaleksport - dvs. investorerne opkøber udenlandske værdipapirer - fordi de er klar over, at flextumperne er en flok tabere, der hverken kan eller vil betale. Det er nu ikke nogen god strategi, fordi spanske og franske gældsaber er ikke bedre betalere end danske - vi er jo derhenne, at man ikke kan blive så forfærdelig meget ringere.
Man kan selvfølgelig følge eksemplets magt og invester - som Anders Dum - i græske statsobligationer med 7% i rente - en rente, vi véd ikke bliver betalt, tværtimod får man fornøjelsen af en rundbarbering på stedet.

Hermed ender vi, hvor vi startede: Nemlig at pensionssparerne må tage tabet - so oder so: Enten gennem en langvarig negativ realrente eller gennem at deres toiletpapirer rives i stykker.

(Det er så derfor jeg mener at folkepensionen er så vigtig, fordi de opsparede pensionsmilliarder er lige så sikre som afkastet af Olsen-Bandens kup. Yvonne har til dato IKKE set skyggen af dem, hvilket hun ikke har undladt at gøre opmærksom på.)

Nogle lande - f.eks. Japan - har gjort det, at man har opkøbt de tvivlsomme fordringer og udstedt ikke-forrentede obligationer for at finansiere det opkøb.

Her hjemme vælger man en lidt anden farve: Man belåner realkreditobligationer, for så vidt de haves; men ellers belåner man "gode udlån". Den sidste metode er nok den bedre.

Disse udlån, der ligger som pant, kan nemlig ikke opsiges. Debitor er derimod friere stillet med henblik på at skaffe sig alternativ finansiering. Her er virksomhedsobligationer den oplagte mulighed.
Dermed opnås at sunde virksomheders finansieringsbehov tages som gidsler for bankernes tab.
Investorerne skal gerne købe de obligationer - og de er ikke grådige mhp. afkast - sikkerheden er mere afgørende.

Hermed efterlades bankerne med en stadig ringere portefølje; men også med en slanket balance, så de kan tage nogle tab - ikke mange; men dog nogen. Samtidig reduceres disse bankers størrelse og systemiske vigtighed.

Reelt taler vi en renteforhøjelse, fordi investor får en højere rente og debitor får formentlig en mindre; men netto forhøjes renten.

At vi så mangler at få udskilt de fast forrentede konvertible annuiteter fra bankernes klør over på - gerne statslige - kreditforeninger, der kan holde ordentlige papirer ude fra flexlort - som investorerne er parate til at betale for: Ja, det er tilsyneladende et arbejde under udførelse.

Her bruger man bankernes - specielt Danske Banks - vanskeligheder ved at låne penge, til at presse kvalitetsudlån ud af banken.

Der er ikke nogen tvivl om, at reelt er enhver form for ansvarlig kapital væk i bankerne: Det drejer sig om at få den illusion fjernet således, at nytilført kapital ikke udvandes med kontanthjælp til fallerede aktionærer og garanter.

Jeg er så uenig i, at en rekapitalisering og salg af (i andre lande) diverse underlige obligationer, som centralbanken har opkøbt skulle medføre markedsforstyrrelser:

1) Reelt eksisterer markedet jo ikke. Ikke mere, hvilket vises af at virksomhedobligationslån er solgt før de bliver udstedt.

2) Der skal overhovedet ikke sælges nogle af disse værdipapirer - at idioterne kan finde på at gøre det, det ville ikke overraske mig det mindste.
Nej, bankernes tab skal tages under en stadig rekapitalisering.

Hermed forstås, at først skal "egenkapitalen" fjernes og banken have tilført ny kapital fra staten. Der er jo ikke nogen investorer, der er så tåbelige, at smide gode penge efter dårlige i Danske Bank f.eks. Derfor må rekapitaliseringen nødvendigvis komme fra staten.

Dvs. skatteyderne!

Inden alle de lavpandede fjolser begynder at hamstre maltbolsjer i frygt for nye sukkerafgifter, så skal man betænke, at en stor del af pensionsopsparingen er udskudt skat. Der skulle som sådan ikke være noget til hinder for at fremrykke denne beskatning - heller ikke fordelt ud på enkelte pensionssparere. Pensionskasserne har jo helt åbenlyst de største problemer med at finde troværdige investeringsobjekter, hvorfor der ikke er nogen grund til at lade dem spekulere med skattemidler desforuden.

Den anden vej er at hæve flexrenten, så så mange som muligt omlægger deres lån over til fast forrentede annuiteter, som ingen har sagt snavs til.

Det gør naturligvis at flextumperne går på røven - eller rettere fortsætter som nødlidende engagementer på et andet plan.
Det afgørende er, at flexlortet omlægges til fast forrentede annuiteter - indenfor 80% af den NUGÆLDENDE ejendomsværdi. Det vil betyde,; at der hænger en 30-40% af gælden uden nogen reel sikkerhed - men det gør der jo alligevel.
Banken og den gamle kreditforening kan jo udmærket forlange ejendommen på tvang; men her vil den nye kreditforening byde sit pant. Hermed overtages ejendommen af den nye kreditforening, der så lejer ejendommen ud til flextumpen for en ydelse (inkl. vedligehold) svarende til en 30 årig fast forrentet annuitet.
Banken kan så se i vejviseren efter sit tilgodehavende; men vi når hen til en situation, hvor der kan blive tale om en reel gældsrekonstruktion, hvor banken ved dom bliver pålagt en nedskrivning.

At de pensionskasserne skulle få specielt store tab - reelt - er ved nærmere eftertanke ikke korrekt.

Sagen er jo den, at en fast forrentet annuitet - som følge af rentekurven - i tidens løb stiger i kurs. F.eks. bliver en 3% 30 årig fast forrentet annuitet på et tidspunkt til en 20 årig fast forrentet annuitet.
En pensionskasse vil under ingen omstændigheder sælge under kurs pari. Selvfølgelig vil de ikke det: De venter til obligationen er kommet op i pari.
Der er jo reelt ikke nogen fast forrentede konvertible annuiteter, der udløber. Tidligere lå levetiden på 7-8 år inden konvertering, fordi der var faldende rente og en refinansiering kunne indfri til pari.

Nu går det den anden vej, hvor lånet vil leve længere i indlåst stand end de gjorde tidligere, for afvikling ved konvertering tager længere tid - inden man er nået op på pari for den gamle kupon.

Flextumpen kan så - ad åre og efter en gældssanering - så erhverve sin gamle ejendom fra den nye kreditforening til den pris restgælden lyder på - med en passende finansiering, hvor bankerne - med sikkerhed ikke vil ind og blamere sig igen (skulle de have levet så længe).

Som en sidebemærkning kan en del af den kapital, der skal rejses til bankafviklingerne passende komme fra inddrivelse af unddragne skattemidler. Man skal dog ikke her lade optimismen overstige en realistisk vurdering af, hvor store beløb, der er tale om. Enhedslisten har jo i deres små perverse hjerner en opfattelse af de enorme beløb, det drejer sig om, uden for enhver rækkevidde af virkeligheden. De får Anders And til at synes dybsindig.

En af grundene er naturligvis, at skatteunddragne midler i særegen grad er udsat for tabsrisiko - det være sig som indskud i cypriotiske banker eller som "investeret" i guld. Pengene eksisterer i vidt omfang ganske enkelt ikke mere.

Så vidt jeg kan se, så kan IMF's betænkeligheder så afgjort håndteres.

Problemet er jo bare, at der ikke sker en skid..... Alle leger p.t. struds. Incl. regeringen og FS.

Plyds skrev:Problemet er jo bare, at der ikke sker en skid..... Alle leger p.t. struds. Incl. regeringen og FS.

Det tror jeg er en grov overfortolkning af egen uvidenhed.

Vi så, at Haldor Topsøe fik lavet et virksomhedsobligationslån på - formentlig 1½ mia. Det var i hvert fald det, som de pengepolitiske udlån faldt med.

Valuta

Det, der bekymrer mig er at hvor alle de andre valutaer ser nogenlunde ud til at have stabiliseret sig, så falder SEK. Nu ved jeg så ikke hvor mange lag Nordeas køb af eget flexlort er pakket ind i; men dd. falder den yderligere 0,1 DKK.
På et eller andet tidspunkt må der komme en renteforhøjelse, for at holde skidtet låst inde.

Den Du skal holde øje med samtidig.
Nationalbanken

Der er så ikke det store at se umiddelbart; men slår man op på Nationalbanken.
Nettostillingen. Så ser man, at dd. er det pengepolitiske udlån reduceret med yderligere 1½ mia. til 3års udlån på 50,0 mia.
Ydermere:

Udlån mod pant. Se datoen - er justeret ned.
At jeg så ikke helt forstår at 3ÅR_1 er vokset med 0,8-0,9 mia., hvor min erindring var 15,090 mia. og ikke som der står nu: 15,9 mia. Jeg kan huske forkert.
Men 3ÅR_2 er godt nok justeret ned.

Jeg kan ikke ved at skimme overskrifter på erhvervssiderne se hvilken virksomhed, det skulle være, der har fået refinansieret. Det kan være noget af APM - skal ikke kunne sige det.

Der er formentlig en samtidighed i dette, der kan forklare den urolige SEK. Altså når Danske Banks Investeringsafdeling skaffer en Nordea kunde alternativ finansiering, så skaffer Nordea visa versa - og jeg formoder, det samme gør sig gældende i Sverrig.

Når kunden får refinansieret, så indfries lånet og pantet leveres tilbage. Der er nogle bevægelser på folio; men det kan lige så godt være alt muligt andet.

Nu prøver, jeg at have en baggrund for at have en opfattelse - kan anbefale metoden. Den er ikke 100% sikker; men en hel del bedre end at lytte til Tullemand Torske Tumpe fra Dansk Folkeparti eller Enhedslistens kommunistpropaganda.

Tilsyneladende er der på 2-3 uger flyttet 3 mia. fra Danske Banks udlån, muligvis det samme hos Nordea. Der mangler i hvert fald 5 mia. for at foliorammerne er fyldt op her midt på måneden - om det har noget med noget at gøre, det ved jeg ikke - jeg hæfter mig bare ved det.

Så noget sker der; ikke revolutioner - men det var hverken at for forvente eller håbe. Vi får se. Ikke at der kommer en smiley med Dannebrogsflag på forsiden af Børsen.