Valutakurser og råvare priser

For at få en lille smule facon på det hele, har jeg undersøgt valutakurserne siden apr. 2005 Og taget USD, EURO, YEN og RMB.

Valutakurser

Jeg har afbildet således at den aktuelle valuta for hver graf står i tælleren - og den valuta, der måles imod står i nævneren og så har jeg ganget hundrede på yen og ti på RMB: Både antallet af nuller og tæller/nævner forvirrer nemlig altid mig selv: Det er jo kun de relative forskydninger, der har interesse.

Dollaren er klart faldet overfor de asiatiske valutaer; mens billedet i relation til euroen er noget forvirret. Det seneste år er der en nogenlunde fast tendens til et fald.

Euroen synes at have et skift nedad efter okt 2008 overfor de asiatiske valutaer. Overfor dollaren er der voldsomme bevægelser: Mellem 1½ dollar pr. euro og ned til 1,2 dollar pr. euro - kan næppe betegnes som stabilt. Den idelige futten rundt i EU har ikke bevirket stabilitet i sig selv.

RMB holder godt nok en fast kurs overfor USD; men det betyder så også at svingningerne overfor andre valutaer følger dollaren. Det er svært at holde en fastkurspolitik overfor 2 valutaer på én gang (umuligt). Kina er så i det dilemma at man på den ene side (som kreditor) ønsker en høj dollar; men som eksportør ønsker en lav dollar.
Det har så medført en nedskrivning overfor Yen - hvor meget, man får ud af det, får tiden vise: Det er svært at eksportere til en stagnerende økonomi uden devaluering.

Yen har det uheld at den opskrives nærmest konstant overfor alle. Det er så ikke alene tsunamier og atomkraftuheld, der plager økonomien.

Råvarepriserne:
råvarepriser
Jeg har taget majspriserne som repræsentant for fødevarepriser, fordi majs anvendes i udpræget grad både til foder og til menneskeføde.
Olie som indikator for energipriserne (ikke overraskende)
Kobberprisen som indikator for industrielle råvarer. Nærmest fordi stål er uegnet:
a) Halvdelen af verdens stål laves i Kina, hvor man ikke aner, hvilke priser det bliver afregnet til.
b) Der er en meget stor genanvendelse af stål: F.eks. skifter man jernbaneskinner ud, så koster det omsmeltning og transport og ikke meget mere - hvorfor stålprisen nærmere indikerer energiprisen.
c) Kobber er generelt en importvare i alle industrialiserede økonomier.

Det viser sig at nok er olie steget; men i forhold til alt andet, så er det ikke imponerende. Da råvarer citeres i dollar, har jeg prøvet at omregne til de andre valutaer.

Men når man skal se hvordan prisstigningerne virker på de enkelte økonomier, så skal man nok prøve at veje det sammen: Jeg har brugt de relative vægte fra de forskellige forbrugerprisindex - hvilket er en opgave, der ikke kan løses præcis (bl.a. har Kina aldrig i detaljer redegjort for deres metode). Det er imidlertid langt fra ligegyldigt: Bla. fødevarer betyder ikke noget videre i vestlige økonomier (under 10%); mens det er oppe på 1/3 af forbruget i Kina.
Samlet ser vi:
Frem til 2008 påvirkede de højere råvarepriser fortrinsvis Europa og Kina. I opløbet til den nye sammenbrud, så er USA faktisk ikke ringere stillet - målt i dollar - end de var i 2008. Det er Europa faktisk heller ikke.

Den store omvæltning er sket for de asiatiske økonomier!
Japan lider under en generel opskrivning af deres valuta; men Kina rammes af, at det, de bruger mest af er steget mest i pris (ikke overraskende, hvis man tror på en sammenhæng mellem stor efterspørgsel og høj pris)

Man skal ikke undervurdere effekterne fremover af en lav dollarkurs - og de største prisstigninger (også målt i importlandets valuta) på de varer de sælger meget af. Det vil ikke resultere i flere jobs i USA for dels er der nok af kapacitet, dels er landbruget ikke en stor erhvervsgren - rent beskæftigelsesmæssigt - i USA.

Kina derimod kommer i klemme med de højere fødevarepriser og stigende valutakurs.

Sorrell
Jeg er så tildels enig i, at man ikke skal undervurdere effekten af en lavere dollar OG prisforhøjelser på eksportvarerne fra USA.

Men, jeg er uenig i de optimistiske prognoser for BRIC.
Brasilien og Rusland er råvare eksportører, der i høj grad har deres vækst knyttet til Indien og Kina.
De to sidste er rodet ind i et offentligt investeringsprogram af investeringer, der ikke kan give et afkast.