Astrup Hansen peger fingre

Politikernes skyld

Nu er jurister ret gode til at finde ud af skyld - og det i varierende grader.

Der er ingen tvivl om at bankerne og bankfolkene er de skyldig: De vidste - eller burde have vidst (og det er nok) - at de foretog sig noget forkert, de vidste - eller burde have vidst - at de ville ruinere aktionærerne og forårsage gennemgribende hærværk på samfundet. Alle historiske erfaringer pegede herpå - alle ansvarlighedsprincipper og lovregler indikerede også dengang, at det de foretog sig var gruelig galt.

Der er intet nyt - alt har været kendt og gennemtæsket af jurister siden Justinian.

Altså:
I skyldsspørgsmålet forligger er aktivt forsæt fra bankenes og bankfolkenes side.

Som Greenspan - uden at undskylde sin egen rolle tørt konstaterede: "Jeg havde troet at bankerne i egen interesse ville have været mere kritiske."

Politikere og myndigheder kan tilregnes uagtsomhed (evt. i visse tilfælde grov uagtsomhed) ved det at de ikke var kritiske nok overfor de fordele bankerne stillede dem i udsigt. Altså at man var opmærksom på, at man måske langt fra fik hele sandheden fra bankernes side (evt. lukkede øjnene - grov uagtsomhed).
Altså, at politikerne har svigtet den tillid vælgerne viste dem. Det har jo selvfølgelig parlamentariske konsekvenser.

Men egentlig skyld - nej!

Den tredje part - boligejerne og pensionssparerne har været ude for et hændeligt uheld, hvor man højst kan pålægge dem, at det havde været i egen interesse at tænke sig om; men forudsætningerne for at gøre det på relevant måde var ikke til stede. Der var myndigheder udpeget til at påse, at den finansielle stabilitet og sikkerhed ikke var i fare. Den opgave svigtede myndighederne - det er så pligtforsømmelse, hvor man i kraft af sin stilling undlader at gribe ind, hvor man viste man burde have grebet ind.

Alligevel får Astrup Hansen lov til at kværne videre og videre - mod bedre vidende.

Sagen er, at vi er aldeles ikke i samme båd.