Det er på tide, at sammenfatte samspillet mellem Ukraine, pengepolitik og valuta stabilitet.

De fleste vil sige, at disse ting intet har med hinanden at gøre; men de fleste er stupide og ondartede som skolelærere.

Finansiering af forsvarsbudgettet.

Jeg så et sted, at hele udvidelsen af forsvarsbudgettet bl.a. skal ske gennem optagelse af lån på 50 mia. kr. (eller 6-7 mia. EUR), hvilket vel nok svarer nogenlunde til Danmarks andel af de beslaglagte midler i Fideikommis. (Fideikommis vil sige at hovedstolen kun kan udbetales til Ukraine i krigsskadeerstatning - og er for Putin & Co. tabt for evigt. Afkastet af de aktiver kan udbetales direkte til forvaltningen af Fideikommis, som hælder pengene direkte i Ukraine løbende.
Nu véd vi ikke, hvor længe den krig kommer til at vare, fordi Rusland er ikke indstillet på at betale for deres forbrydelser. Der kommer også problemet omkring om der overhovedet er nogen person eller myndighed i Rusland at udbetale pengene til. Putin har drevet Rusland ud i et eksistentielt selvmord. Alt tyder på, at den dødskamp bliver langvarig og smertefuld - og den er allerede i gang. At Rusland nogensinde skulle kunne retablere sin magtposition som energileverandør er ikke trolig. Udvindingen af naturgas er så kostbar i Rusland (dels p.gr.a. terræn, dels p.gr.a. den omfattende korruption), at stort set enhvert alternativ (helt eller delvist) kan svare sig at investere i. Rusland har enorme reserver; men omkostningerne ved udvindingen gør disse reserver irrelevante. Jeg ved f.eks. at Grønland har enorme reserver af stort set alle mineraler (bl.a. masser af kul); men det er irrelevant, fordi udvindingen i arktiske områder er så kostbar, at tanken om udnyttelsen af det kul får rimeligt nøgterne sagkyndige til at vride sig på gulvet af grin.

Vi taler om beslaglæggelser på 150 mia. Euro. eller ca. 1.125 mia. DKK. Danske 50 mia. DKK er ca. 5% af det beløb, så det svarer nok meget godt til vores andel, som følge af banksvinenes bedragerier.
Spørgsmålet er imidlertid hvordan de midler kan anbriges betryggende - og miljøfimsende flextumper er direkte urovækkende. Der bliver kun lange statsobligationer tilbage. Samtidig er beløbet så betydende, at anbragt i én 30 årig serie, så vil det betyde, at den serie ikke bliver indlåst i illikviditet. Der er 62 mia. cirkulerende i 1/4% 2052. Med andre ord er der interesse i endnu en serie. (Det var det samme nummer Tyskland lavede ved tilbagekøbet af Østtyskland - sådan da).

Det næste spørgsmål er hvilken kupon, der er relevant. Nu er der ikke nogen, der kan sige om inflationen vil være 0% eller 5% årligt - eller om der overhovedet er nogen inflation; men deflation. Derfor skal kupon være så høj som rimeligt sandsynligt. Det vil sige, at anbringelsen i Fideikommis ikke blot vil give afkast svarende til produktivitetsfremskridt; men også til dækning af inflation. Dvs, at de årlige kupon udbetalinger efter al sandsynlighed også indeholder et element af afdrag, hvilket i øvrigt er mere reglen end undtagelsen. Den skelnen mellem rente og afdrag er egentlig en misforståelse, der er skatteteknisk begrundet.

At fange den sandsynlige inflation mellem 1/4 % 2052 og en eventuel 5% 2054 skulle gøre , at hvad der vindes på gyngerne bruges til tabet på karusselerne. Eller sagt på en anden måde: Investor får lukket en risiko eksponering til inflation. Nationalbanken vil altid være som køber (afhængig af kursen). Det e givet at en 5% 2054 bliver kostbar for at opveje afdragselementet. Men det er ikke mere end Statsgældskontoret kan håndtere - eller burde kunne håndtere.

Tilbage står hvorfor kupon på 1/4% på 2052 og ikke 0%? Det har principielt to forklaringer:

1. Den første er principiel, som skulle være enhver økonom bekendt, men som ikke er det:
   Nemlig Euler-Masheroni konstanten (gamma), der er defineret ved:
   Gamma er grænseværdien, når n vokser ud over alle grænser, af:
   [1/1 + 1/2 + 1/3 + 1/4 + ... + 1/(n-2) + 1/(n-1) + 1/(n)] - log n.
   Eller sagt på anden måde, at det er forskellen mellem det diskrete tilfælde med årlige renteudbetalinger og det kontinuerte tilfælde, hvor der er en kontinuert rentetilskrivning.
   Det vil så ikke passe helt på en statsobligation; men Euler-Mascheroni er rodet ind i betragtningen på én eller anden måde.
   
2. De forbruger undersøgelser, som danner baggrund for inflationsberegningerne halter altid bagefter og tager ikke højde for substitutioner i forbruget (altså man køber flæskesteg, når det er på tilbud og ikke hakket oks.
   Normalt kan man se bort fra disse justeringer, men de er der altid og man bevæger sig væk fra mærkevarer, når kvaliteten ellers er den samme (hvilket kun kan gøres ved afprøvning: Nogle gange ER mærkevaren bedre (f.eks. er Beauvais asier bedre end Meny's eget mærke - markant bedre; men pulverkaffen i Meny er fuldt på højde med Merrilds produkt - er kommet det efter de skiftede leverandør).
   

Som jeg har skrevet før, så har Norge og Sverrig en højere inflation end Danmark, men af hver sin grund.

• Norge har inflation p.gr.a. de højere energipriser, fordi det er blevet muligt at eksportere i el fra vandkraft - ved at få Norge på HVDC nettet. I øjeblikket køber Tyskland strøm med arme og ben - uden at være smålig med prisen. Den Norske vandkraft el vil ALTID være den dyreste el, fordi den skal bruges til at udjævne spidsbelastninger - og vandkraft har den store fordel, at man kan tænde og slukke for den lynhurtigt.
  Det gør, at de tyske kraftværker kan køre grundlast hele tiden og deres kraftværker kan operere på optimale omdrejning, hvilket sparer masser af brændsel. Når det er sådan, at man tjener flere penge på at sælge skidtet til anden side, så gør man det. Det kræver godt nok nogle investeringer i HVDC (og de er ikke helt billige - for tiden), hertil kommer muligvis nogle ekstra turbiner så man kan producere rigtig meget strøm, når den er dyr. Det betyder naturligvis, at vårflommen kan blive udtømt inden årets udgang - hvis man bare producerer løs. Det betyder ikke noget, hvis man kan købe fra grundlastværker i f.eks. Tyskland det meste af tiden. Som jeg husker det så betaler strømforsyningsselskaberne i Tyskland strømmen til et vejet gennemsnit at årets tre største belastninger. Derfor er der nogle strømforsyningsselskaber, der har oldgamle vandkraftværker (ret beset elendige); men de startes for fuldt knald når man kan se, at netbelastningen stiger. Det sparer strømdistributionen for afsindige beløb. Problemet med kul- og atomkraftværker er, at de skal køre konstant og de kan ikke oplagre strømmen. Det, der skal til er en udvidelse af kapaciteten. så man i perioder med lav efterspørgsel sælger på tilbud til f.eks. Norge via Danmark.
  Konsekvensen er bare den at strømprisen i Norge ALTID er højere; men det burde heller ikke være et problem; men et fordelingspolitisk spørgsmål.
  I princippet er det den samme problemstilling som landbrugseksporten i Danmark. Så længe landbruget tjener flere penge på at eksportere end på at sælge til danske forbrugere, så gør de naturligvis det. Når så et marked svigter for f.eks. svinekød, så kommer flæskesteg på tilbud, blandt andet fordi der er personale at spare ved at sælge 2 kg kamsteg.
  
• Sverrig har høje energipriser, fordi de mangler grundlastkapacitet, så de er nødt til at købe til en pris der bestemmes af omkostningerne ved produktion i f.eks. Tyskland eller Danmark. Problemet er, at de svenske vandkraftværker ikke dur til regulering, fordi de kun har til 3 ugers forbrug i deres vandmagasiner. Det er et permanent problem i Sverrig, at for et råstofindvendende land, så er et højt energiforbrug svært at komme udenom.
  
• Danmark og om det kan svare sig at udvinde olien og gassen i Nordsøen hænger sammen med prisen. Når det er billigere at importere end at lave kostbar efterforskning, så er det altså smartere at bruge den infrastruktur, der har været på plads gennem de sidste 20-30 år. Gasprisen går lidt efter, hvor fyldte lagrene i Europa er. At udelukke kul er værre end dumt - det er et lærerværelse. Men det betyde, at elgenereringskapacitet skal være for stor, fordi der skal løbende foretages vedligehold. Når det skal være, så lukker man det dyreste værk ned.
  Det var så en fejlinvestering, at gå efter vindmøller; men på opførelsestidspunktet, så var der ikke nogen rente, så det var svært at se, hvor man fornuftigt kunne anbringe opsparingen. Problemet med vindkraft er gerne det omvendte: Da strømmen dannes som vinden blæser, så vil der komme en overproduktion - og den skal man af med. Det går såmænd også: Man kan med en dyppekoger smide overproduktion i fjernvarmenettet - til nød i elradiatorer, der har den fordel, at de ikke bruges om sommeren.
  

Disse forhold betyder, at inflationen i Norge og Sverrig ikke går deres vej af sig selv - helt sikkert. I Danmark så kan vi klare os ved at handle: Dvs. købe billigt og sælge dyrt.

Vi står med andre ord i den situation, at der skal devalueringer til i Norge og Sverrig. Der er allerede i det sidste års tid sket en defacto devaluering af SEK og NOK på noget der minder om knap 10%; men det er ikke færdigt.

Det giver så nogle problemer på kort tiil mellemlangt sig, da det er miljøfimsende skolelærere der sidder i parlamenterne i noget højere grad end i Danmark (nu er vi så heldige, at Søren Pape Poulsen kreperede og der er en skidtvigtig, underbegavet og ondskabsfuld torturbøddel mindre i Folketinget. Dermed er der det større håb om en fornuftig pengepolitik på langt sigt.
På langt sigt er der på statsobligationerne et lavere afkast (2½% mod diskontoen på 3,6%). Det indikerer så også, at der er en mangel på lange statsobligationer - og her taler jeg ikke 10 årige; men nærmer 30 årige.