Junkers Europæiske Investeringsbank.

Schäuble

Die EU-Staaten hatten erst zum Jahresbeginn 2013 beschlossen, das EIB-Kapital um 10 Milliarden auf jetzt 242 Milliarden Euro aufzustocken. Damals hatte die EU-Hausbank mitgeteilt, sie könne dadurch über einen Zeitraum von drei Jahren zusätzliche Finanzierungen von bis zu 60 Milliarden Euro für „wirtschaftlich tragfähige Investitionsvorhaben“ in der EU bereitstellen. Um welchen Faktor eine Kapitalerhöhung generell zusätzliche Finanzierungen ermöglichen würde, hängt von der Qualität der Projekte ab.

Nu så jeg et sted at Henning Christoffersen skulle være i spil til at lede den investeringsbank.

Som jeg forstår det, så drejer det sig om et beløb på 300 mia. EUR, som på Europæisk plan ikke er et skræmmende beløb - stort set svarende til Danske Banks balance.

Tanken er nærliggende for der er en mængde overhængende investeringer af utvivlsom bonitet - specielt i Tyskland; men også Polen, Danmark og de Baltiske Lande. Der er tale om investeringer i højspændingsnet og jernbane (specielt mhp. gods).
Problemet er, at skvatnaglerne i Frankrig, Italien og Spanien tror, at de nu skal til at svine med andre folks penge igen. De bliver klogere.

Jeg tror så heller ikke, at det er uvæsentligt, at Vestager er blevet konkurrencekommissær. Entreprenør-branchen er som udgangspunkt udmærket egnet til korruption. Hele Europa har en entreprenør sektor, der er syltet ind i tidligere tiders tab, hvor deres banker bliver ved med at håbe, at man kan få andre til at stjæle penge til dem.

Det er formentlig det fænomen, der har holdt den sunde fornuft tilbage.

Finansielt er det interessante, at det vil tillade udstedelsen af langfristede papirer af god kvalitet. Det har traditionelt været statsobligationer. Der har så været flere forskellige slags statsobligationer; men hovedparten har nok været stående lån med meget lav kupon og lang løbetid.
Netop det papir er særdeles uegnet, fordi rentekurven vil medføre, at kursen kommer over pari og man kommer ind i problemet om kurstab hen imod udløbet. Det gør det ikke ligefrem attraktivt for langsigtede investorer.

Taler vi derimod fast forrentede annuiteter - meget gerne konvertible - så vil afdragene (svarende til afskrivningerne som følge af anlæggenes nedslidning og ukurrans) sørge for, at de forprogrammerede katastrofer som f.eks. Vattenfall, hvor den svenske stat udsugede virksomheden - med den konsekvens, at der ikke blev midler til de løbende reinvesteringer - hvorfor anlæggene i dag må anses for forældede - eller kun marginalt tidssvarende.

Generelt er jernbaner et afskrækkende eksempel, fordi når man har bygget jernbanen og lagt skinnerne, så klapper man sig selv på ryggen og siger: Sådan, så er det problem løst for altid. Det er præcis, hvad det ikke er. Er anlægget ikke bare et kamufleret forbrug i bedste kommunistiske stil, så bliver det slidt netop på de områder, hvor de er relevante. Det er med andre ord konjunkturskabende på den dårlige måde. De manglende løbende investeringer gør, at på et tidspunkt står man med et utidssvarende og værdiløst anlæg - det tidspunkt er gerne, når det stående lån skal indfries. Det kan ikke refinansieres, fordi anlægget nu er værdiløst.

Finansielt er det et spørgsmål om at give investorerne et papir med et (beskedent) afkast til langsigtet anbringelse. Som det er nu, så indlåser man lange statsobligationer i pensionskasserne. Genforeningen af Tyskland blev i høj grad finansieret med lange - til dels rigtigt lange - statsobligationer. Det er begyndt at svide ganske gevaldigt fordi disse papirer i dag har en absurd høj kupon (fastlagt for 20 år siden). Det betyder så, at investorerne ikke kan slippe af med dem - ikke uden et stort og bittert kurstab.
Det kunne så være helt fint, for det var betingelser, som var investorerne bekendt på købstidspunktet; men det har skvadderpanderne ikke gjort sig klart, så de står nu med en ubehagelig overraskelse, hvor disse papirer nu med tidens fylde er rykket fra at være langsigtede til (i bedste fald) at være på mellemlangt sigt.

Det er så uhensigtsmæssigt fordi, der er tale om statsobligationer, som man f.eks. i Basel III og konventionel bankbedrevidende regner for ultralikvide papirer. De er alt andet end likvide! Vi står med andre ord med det centrale problem, at de papirer med størst bonitet - dvs. tyske statsobligationer - er illikvide!

En løsning er at afløse disse langsigtede papirer hos investorerne med hensigtsmæssige papirer, som fast forrentede annuiteter. Det vil om ikke andet frigøre en vis mængde statsobligationer - enten til omlægning eller til cirkulation.
Med de enorme mængder gæld, der er så er der - grotesk nok - en mangel på penge.
Vi ser et af resultaterne i denne tid, hvor investorerne søger over i amerikanske statsobligationer, som nok ikke giver et afkast; men til gengæld har en overskuelig restløbetid. Det er ikke betryggende for den finansielle stabilitet, for vi véd - med rimelig sikkerhed - at de kommer drønende tilbage ved udløb.

Princippet vi må frem til er, at man anvender statsobligationer med kort løbetid til det, de skal bruges til: Nemlig at være likvider. Langsigtede investeringer - også af samfundsmæssig karakter - bør vare fast forrentede annuiteter.

Konvertibilitet er også en ønskelig egenskab fordi en fast forrentet annuitet skal på ét eller andet tidspunkt refinansieres. Som følge af rentekurven er det at holde en annuitet til udløb egentlig Ebberød Bank - eller endnu mere udpræget: Danske Bank.

Samtidig vil faste anlæg som kraftværker og jernbaner dels skulle vedligeholdes, dels skal der reinvesteres, så man ikke kommer i den groteske situation man er i, nemlig at væsentlige dele af anlæggene er fra før 2.verdenskrig. Det er ikke så meget skinnerne, der er problemet - det er en vedligeholdelsesopgave; men signalanlæg o.lign.
En fast forrentet annuitet, der konverteres kan således bero på en helhedsvurdering - dels på restværdien af det bestående anlæg og dels værdien af nyanlægget/reinvesteringen. En separat vurdering af strækningen København-Roskilde giver ikke nogen mening - specielt ikke hvis vi går tilbage til det oprindelige anlæg.

Vi kommer til at se i øjnene, at vi bliver nødt til at leve uden bankerne, der ellers havde til opgave af får masseret den slags problemstillinger på plads. Det bliver de aldrig nogen sinde igen! Der er ganske enkelt for store tab, der ikke er realiseret. Bankernes aktive rolle finansielt må vist siges at være et overstået kapitel i pengehistorien.