Det har Hans Engell sådan set ret i!

Politikerne ligner hinanden som aldrig før.

Jeg tror de væsentligste forskelle fra nu og til tidligere er:

1) Vi står i en situation, hvor både venstre- og højrefløjens politik ganske enkelt ikke kan lade sig gøre. Fortsætter man den traditionelle udbygning af velfærdspolitikken, så ruinerer vi os selv, for den vil bygge alene på oliepengene; men dels er det ikke så store mængder olie alligevel (det kan lade sig gøre i Norge), dels er prisen på olie vanvittigt overskruet.
Når man er nød til at lægge afgift på rapsolie, for ellers putter folk den sgu i tanken og kører meget billigere rundt med få ændringer til dieselmotoren - tænk på katastrofen: Et helt land, der stinker af friture!

Som jeg før har påpeget, så har verdensmarkedsprisen på olie meget lidt med markedsøkonomiske forhold at gøre - det er et spørgsmål om at balancen mellem Rusland og Kina ikke må forskubbes. Det kan man lide eller lade være; men det har ikke noget med udvindingsomkostningerne at gøre.

Hvis man bygger sin stat udelukkende på olieudvinding - eller andre råstoffer, så står man til en omgang af de helt store øretæver. Se bare på, hvordan de arabiske lande ikke kunne holde sig selv oppe ved håret med oliepenge. Sauderne har f.eks. ikke lyst til at betale for at horden af egyptere bare holder sig væk. Australien er ved at gå på røven, fordi man har levet (og lavet en velfærdsstat ikke så fjernt fra den danske) på penge tjent ved at eksportere det Australien har nok af: Grus.

2) Den traditionelt borgerlige politik virker med eftertryk ikke. Hvor meget "erhvervsliv" er der egentlig tilbage? Erhvervslivet skal konkurrere med et Fjernøsten, hvor arbejdskraften reelt er negativt aflønnet. Negativ aflønning af arbejdskraft kan da ikke fortsætte? Nej, det er jo det, jeg siger.

3) Man står i en situation, hvor man ikke kan kommunikere det væsentlige ud: Man kan sgu da ikke have statsministeren og nationalbankdirektøren stille sig op og i fuld offentlighed sige sandheden:
"Danske Bank - og de andre banker - er væk og I har en gæld som I aldrig kan betale; men slippe gør i ikke. I får ikke nogen pension; men til gengæld har i de huse som dem, der laver de tjenester i skal bruge ikke kan betale."
Man kan ikke sige, at årsagen til, at man ikke som i tidligere tider, bare trækker direktion og bestyrelse frem på Kgs. Nytorv og halshugger dem til almindelig moro er, at så bliver i alle sammen smidt ud af jeres huse og ejerlejligheder.
Derfor er debat noget, der kører på om børn må få rullepølse på rugbrød henne i børnehaven - eller ej.

Der ér ikke noget politisk handlerum.

4) Det står jo reelt ikke til debat om vi skal være med i EU og alle deres institutioner, der er ikke noget alternativ. Norge kan lade som om de står udenfor, fordi de har så megen olie. Sverrig kan - endnu - lade som om de ikke er fuldt integreret, fordi Sverrig er en bankejet stat. De svenske bankers fordringer udenlands er reelt tabt - de bliver ikke betalt tilbage nogen sinde. Så meget er sikkert.

Et Danmark udenfor EU er en absurditet! 2/3 af vores BNP bliver eksporteret og vi importerer stort set lige så meget. Det ville svare til at SuperBedst erklærede sig selvstændig og ville have en ambassade i Odense. Afviger vi en millimeter fra EU standard, så bliver det omgående værst for os selv - de andre kan fint leve uden os; men vi kan ikke leve uden EU.
Vi har set at stater som Libyen og Iran i princippet helt er forsvundet - og de har olie - masser, og resten af verden har end ikke lagt mærke til at de stater er nedlagt. Nordkorea har ikke eksisteret i 30 år og får en smule korn en gang i mellem, når de bliver desperate og truer med atomvåben, de formentlig ikke har.

Politikerne vil og kan ikke diskutere politik med befolkningen, for der er ikke noget at snakke om. Det er ikke fordi "EU" pådutter os noget - "EU" kører om nogen i samme spor. F.eks. både Grækenland og Spanien har jo seriøst overvejet at forlade EU (Tyskland i øvrigt også); men det kan bare ikke lade sig gøre.