Den danske hærs fremtid.

Her griber jeg tilbage til tiden efter den kolde krig, hvor jeg fremførte nogle tanker om hærens sammensætning, der i hovedsagen gik på et skema med to indgange.

Vægtklasse\Våbenart__	Infanteri__	Kavalleri__	Artilleri
Svært	XXX	XXX	XXX
Middel	XXX	XXX	XXX
Let	XXX	XXX	XXX
Helikopterbåren	XXX	XXX	XXX

---

Tanken var, at det var for 25 år siden ikke til at forudse, hvordan fremtiden ville tegne sig; men to principper ville være afgørende at holde sig til:

• På den ene side ville det være vanvittigt at opgive samvirket mellem våbenarterne, der fungerer ligesom det populære "pose - sten - saks" spil:
  Altså:
  Pose vinder over sten, der vinder over saks, der vinder over pose, osv....
  Hvordan det kører rundt er så lidt afhængig af situationen - nogle gange den ene vej, andre gange den anden.
  
• På den anden side har man afvejningen af mobilitet og ildkraft/beskyttelse.
  Verdens største ildkraft har ikke rigtig nogen funktion, hvis man bare kan køre udenom - og omvendt. Hvis man ikke kan bringe tilstrækkelig ildkraft til at bære mod modstanderen, så er det ret så ligegyldigt, hvordan man futter rundt.
  
• Derfor må det være sådan, at i bevægelse, skal de tre våbenarter kunne holde trit med hinanden. Tilsvarende må deres beskyttelse være rimelig ensartet - eller bliver en del nedkæmpet, hvorved sammenhængen mellem våbenarter bliver brudt.
  
• Kamp mod håndklædehoveder er ikke egentlig krigsførelse, fordi terroristernes har måske et taktisk mål og kan udvise en vis taktisk forståelse; men kommer de op mod en velorganiseret styrke, så bliver de mast.
  

Der har været nogle områder og udviklinger, som jeg ikke havde mulighed for at forudse - og som jeg til dels undgik at udtale mig om - brugte eksempler til at klargøre, hvad princippet var. Eksempler, som så ikke er ført ud i virkeligheden. Det var at forvente - med mindre enhver form for tænkning var blevet indstillet - og alle teoretiske formodninger blev bekræftet præcist af praktiske efterprøvninger, forsøg, øvelser og erfaringer.

Det man faktisk har gjort er, at ved brigadestørrelse har man (er i færd med) udbygget det svære, hvor det var nogenlunde let for så vidt som materiellet var til at anskaffe/var ved hånden i forvejen (de svære enheder) og den egentlige udbygning sker på det middelsvære område med en motoriseret brigade, der materielmæssigt er meget billigere end tungt panser.
Det sker formentlig ud fra den betragtning, at det er usandsynligt, at russerne nogensinde kommer op på den kvalitet panser, så de kan gøre en Leopard 2/Abrams/Challenger alvorligt fortræd. Reelt er russerne forblevet med medium panser på bælte og deres infanteri er på hjul. De to fremdriftsformer har vidt forskellig mobilitet.
De er måske nogenlunde lige hurtige (på deres betingelser), men på vej er bæltekøretøjer ikke særlig gode og hjulkøretøjer kan ikke bære den fornødne vægt off-road. Russerne har med andre ord valgt den værste af verdenerne.

Hvor man har gjort fremskridt er at eliminere divisionen som organisatorisk trin - formentlig ud fra en realisation af, at divisionen var blevet et omsvøbsdepartement. Der er reelt tale om en større spredning af enhederne, fordi styrkerne på begge sider af pigtrådshegnet er gået flere størrelsesordner ned. Det giver med en nogenlunde konstant frontlængde - reelt betydeligt forlænget - et større dækningsområde for enhederne. Det vil sige at sådan noget som ingeniører til nedgravning af panser og broslagning over mindre vandløb lige så godt kan lægges ud i brigader (og bataljoner) frem for at skulle afvente en prioritering.
I gamle dage havde 6 PzGre faktisk en ingeniørbrigade til at komme frem og tilbage over Ejderen. Så er der måske nogen, der forstår, hvorfra alt det ingeniørmateriel til at komme over Donau kommer fra???
I dag, så vil et kompagni i hver af brigaderne være det fornuftige. Tilsvarende i bataljonskampgrupperne har man nok mere brug for bjergningsmateriel.

Der, hvor principperne synes ført længst ud i den oprindelige konsekvens er bataljons-kampgrupperne:

1. Der er en svær kampgruppe til de baltiske lande (i Estland) - og Norge har en tilsvarende sydpå i Litauen. Der er som sådan ikke nogen grund til at vi forhåndsoplagrer materiel, fordi så længe en roro-færge kan sejle, så er det nemmere at have den omme i baglandet. Når behovet anes, så sejler man den tæt på indsatsstedet - faktisk så tæt på, at man slipper for alt det pjat med blokvogne.
2. Der er ikke formet nogen medium kampgruppe - endnu. Der er dog tegn på det, fordi man tilsyneladende udvikler de forskellige køretøjer på Piranha 5 chassis'et. Her tror jeg, at man i de kommende år vil øve sig på, at bruge det sekundære vejnet - ud fra en betragtning om, at motorvejene vil være optaget af fumlegængere fra trænet og amerikanere, der leder efter burgerbarer. Kan vi bruge det sekundære vejnet og få en 50 køretøjer ad dem - uden at spørge den store overordnede planlægning, så er man ude over den bekymring. Da multinationale kampgrupper vil være realitet, så kan jeg snildt se en dansk bataljon gå i kampgruppe med rumænere og ungarere.
3. De lette kommer til at gå i kampgruppe med de seneste "Øgler", det man så nok overser er, at de er 6 akslede, hvorfor de formentlig hovedsaglig vil være til artilleri og træn. Der kan også være det ingeniørmateriel (f.eks.) som selv en let kampgruppe har brug for.
4. Den helikopterbårne tror jeg faktisk allerede nu er en realitet. Det er min formodning, at de faktisk skal flyve to gange med Merlin: Først sætte infanteriet af samtidig med at de gamle Lynx dækker med TOW - det er lidt svært at se tungt panser i et område som Königsberg (men man soll sich nich verblüffen lassen). Artilleriet vil så være gamle trukne 155mm haubitz'ere. Dem er der så mange af, at man bare vil efterlade dem i ødelagt stand, når man trækker sig tilbage - eller man går på: Letvægtsmodellen,
   som snildt kan løftes af en Merlin. Tilsvarende tror jeg, at man vil have nogle 120 mm morterer i de 3 andre helikoptere. Det skulle være noget, der bare lige kan trækkes ud af hangaren på et støtteskib. Når man nu alligevel er nede og få fyldt benzin på.

Der er tre forhold, der gør sig gældende:

1. At russerne ville bygge op til at blive en seriøs modstander - eller i hvert fald lade som om de er det. Forskellen er, at de selvstændige kampgrupper nødvendigvis må have et logistik element organisatorisk tilknyttet. Der er ikke tale om en symbolsk afvisning på grænsen: Vi taler siden 2014 en udholdende kamp og det kræver forsyninger af ny ammunition.
   F.eks. vil beholdningen på CAESAR på 18 granater ikke række ret langt - også fordi det er et spørgsmål om hvilke granater, der bliver brug for. De normale HE (High Explosive) vil have andre granater på repertoiret som HEAT (High Explosive Anti Tank). Det er så hvad det er, for sådanne koster ikke mere end 3.000 kr/granat - hvilket så også er en fiktiv værdi, for der er masser af dem rundt omkring på depoterne.
   Det mere avancerede som Excalibur har en præcis rækkevidde op til 40 km; men koster også de hvide ud af øjnene: 50-100.000 kr/granat er slet ikke urealistisk.
   Det betyder, at trænet skal have et sortiment pålæsset vognene. Her får hver bataljon formentlig et kompagni på 30 vogne, der hver pålæsser op til 15 tons eller 300 granater.

   ---

   
   
2. Det vi har set i Tjetjenien og Ukraine er en helt ukritisk anvendelse af artilleri, der går på masse på lang afstand. Det er sådan set ikke noget, som bekymrer bare medium panser synderligt, fordi man skal have en direkte træffer for at gøre alvorlig skade. Granatsplinter er ikke specielt foruroligende for pansrede køretøjer.
   Det man også skal være nervøs for er Frogfoot og dens 23 mm kanon. Det skulle en lettere pansring kunne klare.
   Men det kræver at trænets lastbiler også er pansrede. Dvs. pansrede for så vidt angår det organisatoriske træn: Det vil også få en grov behandling. Man ser også, at man for de pansrede køretøjer ikke ulejliger sig med containerlad og udelukkende har kroghejs. Det er specielt losningen, der giver problemet.
   Konsekvensen er, at alt organisatorisk træn skal være pansret.
   Det vil sige, at 1. Brigade skal have udskiftet deres lastvogne til noget pansret. Det passer med 190 vogne skal udskiftes, fordi der går 30 kompagnier pr. bataljon og det bliver til 6 bataljoner á 30 vogne = 180, hvilket svarer til hjemmesidens angivelse af hvad der er i dag af upansret.
   Det tal på 190 vogne holder så ingen steder, fordi der skal køres længere efter den ammunition for at omladningen kan ske i ro og orden. Det er så nok så meget til de Nordtyske og Polske havne.

   ---

   
   
3. Det, der virkelig afspejler de ændrede planer siden 2014 er, at der tilsyneladende skal oprettes et trænregiment til transport fra dansk havn til de amerikanske styrker - i en afstand, hvor deres organisatoriske træn kan afhente og få omladet.
   Det passer nogenlunde med anskaffelsen, så man har 200 frigjort fra brigaderne og 400-500 nyanskaffede.
   
   Det er så en ny opgave, fordi man har ikke været transitland før. Trænet har altid måtte klare sig med, hvad man nu havde: Fordi man ikke havde ret langt til depotet fra den nordlige del af Vesttyskland. Det har ændret sig. Det har også ændret sig, at man har et fragtansvar for at køre til Polen og evt. til Rumænien.
   Det store spørgsmål er jo i øjeblikket, hvor godt det virker med at få forsyninger ind fra Italien og Grækenland - her forstår jeg amerikanske generalers rynkede pander. Jeg er heller ikke særlig overbevist om de sydøsteuropæiske jernbaners evner til at undgå at alt går i kolossalt kaos.
   Man må jo nok også indrømme, at det er et rimeligt amerikansk krav, når de stiller med 4 kampgrupper af brigadestørrelse, at man ikke ligefrem spænder ben for dem.
   

Jeg var hele tiden med på, at artilleri ville have den udvikling, det rent faktisk har haft. Det skyldes alene, at man i dag er gået over til at ramme.
Det man internationalt har været meget opsat på, er at anvende den moderne teknik til at ramme samme mål med flere granater samtidig. Det gøres ved at lægge elevation og ladning sådan, at det første skud har en meget længere kuglebane.
De længere rækkevidder (dvs. over 20 km) klares ved ammunition som base bleed og Excalibur. Excalibur har en rækkevidde på 40 km.
Det kommer imidlertid med en prisseddel.
En normal HE granat koster ikke noget videre: ca. 3.000 kr.
En Excalibur koster ½ million, hvilket egentlig ikke er meget - bare den rammer. Den gør imidlertid russisk artilleri irrelevant. De brænder en masse ammunition af - ikke at det er dyrt; men det skal slæbes med rundt.

Det har så også gjort 8" kanoner fuldstændig overflødige! Sikke et skrummel at slæbe rundt på - uden at få mere rækkevidde. En 6", der rammer i nødden er rigeligt til at ødelægge enhver form for godt humør.

Sagen er bare, at det kræver beskyttelse af pjecen og navnlig personellet på den.

Det jeg heller ikke havde forudset i detaljer var, at artilleribatteriet ville komme til at bestå af to halvbatterier (det plejer de nu at gøre); men med forskellige pjecer: Dels haubitser, dels morter.

Dermed har man både fladbane og krumbane ild. Ulempen ved morteren er, at den kun har den halve rækkevidde.
Det er så karakteristisk nok, at man på CAESAR også har et sigte til direkte beskydning. Hvis man begynder at trænge kampvognene med en overvældende masse så vil en 6" granat næppe tage sig særligt af reaktivt panser.

En ting er sikkert: Kører russerne frem som de har gjort i Tjetjenien og Ukraine, så kommer de alvorligt til skade. Bruger en masse ammunition og rammer ingenting.

Stillingsskift kan man så også klare indenfor halvbatteriet, når man i en salve fra én pjece kan tage 2-3 mål, så kan de andre vogne indtage nye stillinger. Alene det, at man komplicerer problemet for fjenden, at man er nødt til at tage tungere skyts til modbatteri beskydning - så er der det mere for fjenden at slæbe på.

Det jeg så nok heller ikke havde set:

Nemlig at et moderne artillerisystem (der vel at mærke tager det tidkrævende regnearbejde fra besætningen - og samtidig retter kanonen ind). Det er nok så meget dér, effektiviseringen ligger.

Det gør så også, at man kan montere et system som CAESAR på forskellige køretøjer: Det være sig CV90 chassis, Piranha 5 eller Eagle 5.
Jeg tror så i praksis, at det vil være sjældent at gå op på ladning 6 - man kan gøre det; men i det omfang det er nødvendig. For at få længere rækkevidde så er det nok smartere, at ofre pengene på diverse extended range med f.eks. base bleed. De koster noget mere. Men skulle også give dobbelt rækkevidde. Så meget er det heller ikke. Koster en normal granat 3.000 kr. så koster en base bleed vel 5-6.000 kr.
At man så for de lettere køretøjer skal gå på reduceret ladning, det går vel også - også uden det går for meget ud over rækkevidde og præcision.

Chaufførmangel?

Vrøvl, nu skal trænet bruge rigtigt mange, som bliver uddannet som værnepligtige, så får man også taget luften ud af sejlet på fagforeningens monopol.
De værnepligtige skal jo ikke indsættes mod indvandrerne, som Dansk Folkeparti troede de havde fået gennemført. Et vagthold til til Livgarden var det, hvad det kunne blive til.