Sang og accent.

I Engelsk mistes den engelske accent og det lyder amerikansk - fordi amerikansk accent er rimelig neutral.

Det er for mig et åbent spørgsmål om opera er italiensk eller italiensk er opera. Hvad der synes rimelig sikkert er, at italiensk har få vokaler (men de bruges meget - ligesom hænderne). Så vidt jeg forstår har vokalerne følgende overtoner: 0, 1, 2, 3, 4 - svarende til vokalerne:
I, O, A, E, U. Tonen og overtonen dannes - så vidt jeg har forstået - i stemmebåndene, hvor den grunlæggende bevægelse er op og ned; Mens overtonen er dannet af selve stemmelæben der vibrerer - givende hhv. 0, 1, 2, 3 og 4 knudepunkter.



Læg mærke til, hvordan Diana synger "Iiiiii" på de vidt berømte høje F'er; mens når hun rammer bunden i "der MUtter SchwUr", så er det et U.

Tysk er helt anderledes, fordi man har Umläute. I umlaut eksisterer ikke, det gør E umlaut heller ikke: Hvis vi antager at overtonen til vokalerne IOAEU er hhv. (blank), 1½, 2½, (blank), 3½ = (blank), Ö, Ä, (blank), Ü.

Læg i øvrigt mærke til hvordan den lille pipfugl er helt oppe på tåneglene, når hun begynder - ellers knækker hun helt oppe på F'erne - starter i så pianissimo, at hun næsten ikke er til at høre.



Læg her mærke til Christa Ludwig, der faktisk synger i indikativ (konjunktiverne med Umläute har Beethoven i den talte tekst - hvilket gør operaen hadet blandt sangere, fordi de hele tiden skal lægge stemmen om).
Man kan høre det enkelte steder hos Wagner, hvor orkestret spiller den tredje tone i treklangen.
Diftonger går således udelukkende på, at knudepunkterne i overtonen får grundtonen til at indrette sig efter knudepunkterne i overtonen.

Her har vi en mulig fysisk forklaring på problemstillingen omkring Um- og Abläute?

Det er naturligvis fra min side ren teori - eller rettere hypotese.