Sang som videnskab.
Side 1 af 1
Sang som videnskab.
af Thomas Tirs Aug 09, 2016 11:47 am
En forelæsning
Det, jeg tager med fra den forelæsning (og som jeg kan bruge i senere indlæg i tråden) er:
Det, jeg tager med fra den forelæsning (og som jeg kan bruge i senere indlæg i tråden) er:
- Billedet af sopranens stemmebånd, når hun går fra høj til lav tone.
At der er en viberation langs stemmebåndet i højden; men også én på tværs af stemmebåndet. Det er muligvis denne sekundære svingning, der danner den højere formant - på videoen F2 (evt. F3).
Det var så noget, jeg så, fordi jeg ledte efter det - til brug i den videre argumentation. - At en lille pipfugl som Damrau kan høres i Metropolitan, fordi hun synger i det frekvensområde, hvor hørelsen er specielt sensitiv. Naturligvis under forudsætning af, at hun synger rent - (perish the thought, Diana).
Det var så en oplysning, jeg ikke ledte efter. - Beskrivelsen af hvordan hovedet falder fremover - det må være det, der giver registerskiftet - de to registre lyder normalt meget forskelligt (min mistanke er, at det har noget at gøre med formant 2 og 3's indbyrdes relative vægt - men det er spekulation fra min side).
- At han så går meget op i 3-print er så helt udmærket; men er for mit formål henhørende under blikkenslagerhåndværket. At sangere bruger enormt med tid på at placere tonen og skærer de frygteligste grimmasser (og kun egentlig kan bruge øjnene og øjenomgivelserne som scenisk virkemiddel. Det er sådan set kendt (Vesselina Kasarova hamrer visse toner ud ved at blotte tænderne og skyde overlæben frem).
Thomas- Antal indlæg : 34541
Join date : 27/10/08
Vokaler og formanter.
af Thomas Ons Aug 10, 2016 12:00 am
Som tidligere påpeget er forskellen mellem en ren sinustone (det vil sige uden overtoner) og et firkantet signal, at det firkantede signal er en sum af grundtonen (sinustonen) plus alle formanter (overtoner) vejet med en eksponentialfunktion:
Dvs. firkant =
[e(1-1) * sin(1*a)] + [e(1-2) * sin(2*a)] + [e(1-3) * sin(3*a)]+ [e(1-4) * sin(4*a)] + [e(1-5) * sin(5*a)] + ...
Eller tæt nok på til at illustrere princippet. Nemlig, at når grundtonen har gennemløbet 2 pi (altså en fuld svingning) så har overtonerne gennemført præcis 2, 3, 4, 5...... gennemløb og er samtidige.
Så tager vi fat i italiensk, fordi det er det sprog, der anvendes i opera. Det er i sig selv en udvikling fra latin og har udviklet sig parallelt med kirkemusikken. Om opera er italiensk eller italiensk er opera er - så vidt jeg kan se/høre - et "hønen og ægget" spørgsmål. Sikkert er det, at der skulle et eller andet til for at blive hørt i de enorme katolske katedraler.
Se "I" har kun formanten 0. Derfor synger alle "iiiiiii", bare det er højt nok - der er simpelt hen ikke nogen overtone. (det er der så alligevel; men den ligger så højt oppe og er så svag (e-10 er altså ikke ret meget).
Tilsvarende har "U" formentlig formant 4 og intet mellem 0 og 4.
Det slutter jeg mig til, fordi når man hører "Der Hölle Rache" med en, der kan synge (fremfor at skrige), så ligger U'et i Natur temmelig dybt.
Vi kan være sikre på, at det er tilsigtet fra Mozarts side. Sagen er, at arien faktisk er skrevet umiddelbart før premieren: Der var lige åbnet en konkurrerende forestilling med nogenlunde samme eventyr-motiv.
Derfor skulle der laves noget i en helvedes fart (at Wolfgang så også brugte lejligheden til at drille svigerinden siger nok mere om familielivet end så meget andet). Dvs. Mozart havde fuld kontrol over både tekst, musik og handling - hvilket gik ud over handlingen, for er der én ting med den opera, så er det at handlingen ikke hænger sammen.
At det er tilsigtet, at give sopranen et los i røven ved vi også: Hvis den sættes ned i tone, så kommer Sarastro i svære problemer med at nå ned i dybden. Mozart ved præcis og i alle detaljer, hvad han gør.
Argumentet om, at formant 4 er så svag energimæssigt til at kunne høres overser/-hører ganske, at følsomheden i en normal hørelse stiger med frekvensen (indenfor visse rammer). Formentlig er det også derfor, man bliver døv på de højeste toner først.
Det underbygges også af, at mænd hører auditive signaler bedst hvis de bliver sagt af en kvinde. "Gå ikke over sporet, der kommer tog!"
Kvinder hører som bekendt aldrig efter alligevel, de snakker nemlig....
Nu er stemmer så meget karakteristiske og det har formentlig noget at gøre med de relative vægte på formanterne at gøre - foruden hvordan de er placeret resonans-mæssigt i hals, mund og næse.
Dvs. firkant =
[e(1-1) * sin(1*a)] + [e(1-2) * sin(2*a)] + [e(1-3) * sin(3*a)]+ [e(1-4) * sin(4*a)] + [e(1-5) * sin(5*a)] + ...
Eller tæt nok på til at illustrere princippet. Nemlig, at når grundtonen har gennemløbet 2 pi (altså en fuld svingning) så har overtonerne gennemført præcis 2, 3, 4, 5...... gennemløb og er samtidige.
Så tager vi fat i italiensk, fordi det er det sprog, der anvendes i opera. Det er i sig selv en udvikling fra latin og har udviklet sig parallelt med kirkemusikken. Om opera er italiensk eller italiensk er opera er - så vidt jeg kan se/høre - et "hønen og ægget" spørgsmål. Sikkert er det, at der skulle et eller andet til for at blive hørt i de enorme katolske katedraler.
Se "I" har kun formanten 0. Derfor synger alle "iiiiiii", bare det er højt nok - der er simpelt hen ikke nogen overtone. (det er der så alligevel; men den ligger så højt oppe og er så svag (e-10 er altså ikke ret meget).
Tilsvarende har "U" formentlig formant 4 og intet mellem 0 og 4.
| Vokal | Overtone/formant |
| I | - |
| E | 1 |
| A | 2 |
| O | 3 |
| U | 4 |
Det slutter jeg mig til, fordi når man hører "Der Hölle Rache" med en, der kan synge (fremfor at skrige), så ligger U'et i Natur temmelig dybt.
Vi kan være sikre på, at det er tilsigtet fra Mozarts side. Sagen er, at arien faktisk er skrevet umiddelbart før premieren: Der var lige åbnet en konkurrerende forestilling med nogenlunde samme eventyr-motiv.
Derfor skulle der laves noget i en helvedes fart (at Wolfgang så også brugte lejligheden til at drille svigerinden siger nok mere om familielivet end så meget andet). Dvs. Mozart havde fuld kontrol over både tekst, musik og handling - hvilket gik ud over handlingen, for er der én ting med den opera, så er det at handlingen ikke hænger sammen.
At det er tilsigtet, at give sopranen et los i røven ved vi også: Hvis den sættes ned i tone, så kommer Sarastro i svære problemer med at nå ned i dybden. Mozart ved præcis og i alle detaljer, hvad han gør.
Argumentet om, at formant 4 er så svag energimæssigt til at kunne høres overser/-hører ganske, at følsomheden i en normal hørelse stiger med frekvensen (indenfor visse rammer). Formentlig er det også derfor, man bliver døv på de højeste toner først.
Det underbygges også af, at mænd hører auditive signaler bedst hvis de bliver sagt af en kvinde. "Gå ikke over sporet, der kommer tog!"
Kvinder hører som bekendt aldrig efter alligevel, de snakker nemlig....
Nu er stemmer så meget karakteristiske og det har formentlig noget at gøre med de relative vægte på formanterne at gøre - foruden hvordan de er placeret resonans-mæssigt i hals, mund og næse.
Thomas- Antal indlæg : 34541
Join date : 27/10/08
Dominanten.
af Thomas Ons Aug 10, 2016 12:24 pm
Jeg er blevet ledt i denne retning, fordi jeg hæftede mig ved, at i Fidelio er den talte tekst i konjunktiv; men den sungne er i indikativ. Dvs. man har skubbet alle Umläutene over i den talte tekst.
En ting man kan være sikker på er, at det ikke er fordi Beethoven ikke har arbejdet med sagerne - librettoen er omskrevet 3-4 gange med et nyt hold forfattere, hver gang. Den er forblevet skrækkelig og fuldstændig umulig at synge. Men, men, men...... den er Beethoven!
Hans værste katastrofer er så gode, at man ville ønske, at man selv kom bare i nærheden af det plan.
Nu vover jeg mig dybere ind i skoven af gætværk; men... det gør jeg jo alligevel.
Har vi en grundtone på 400 Hz så genfindes den samme tone en oktav højere ved 800 Hz - ikke noget revolutionerende indsigt her; men denne grundtone har en dominant tone midtvejs på 600 Hz.
Denne dominant kan man bruge til at skifte toneart:
Anslås grundtonen (tonica) og dominant samtidig, så kan man ikke konstatere hvilken, der er hvilken: De er nemlig i harmoni. Nu har dominanten også sin helt egen personlige dominant. Vælges dominanten i det videre forløb som ny grundtone, så har denne nye grundtone på 600 Hz sig selv en oktav højere på 1200 Hz og en dominant på 900 Hz.
Det kan man fortsætte i det uendelige - dvs. efter man har været alle tolv tonearter igennem, så når man tilbage til udgangspunktet - når man skifter toneart kan man gøre det både stigende og faldende, så man ikke gør som Victor Borge og falder ned af klaverstolen, fordi klaveret er for kort (at baggrunden for vitsen så er, at Borges personlige klaver var et stort Bösendorfer med (var det?) 97 tangenter i stedet for de normale 88).
Hvor vigtigt forholdet mellem tonica og dominant er, han man se af, at de sorte tangenter på klaveret "mangler" sine steder: De sorte tangenter kommer 3 efter hinanden - et hul - og så 2 tangenter - et hul - og så igen 3 sorte tangenter - osv.
Forholdet er så væsentligt, at alle de andre tangenter har sgu bare at indrette sig! Det er en konsekvens af det veltempererede klaver.
Det er ikke kommet uden kamp! Specielt ikke fra Beethovens side (han smadrede flere klaverer - rent fysisk - når han ville have et fortissimo, som selv han kunne høre)! Beethoven er Beethoven.
Vi kan stille følgende eksempelvise frekvenser op:
Se anslår vi tonica og dominant samtidig, så vil grundtonen efter to komplette svingninger have tilladt dominanten at fuldføre tre!
Hvis vi taler rene sinustoner, så vil anslaget af tonica og dominant samtidig gøre signalet mere "firkantet" og dermed støjundertrykkende. Man ændrer signal/støj forholdet!
Hvordan det signal støjforhold kommer ud i praksis i forhold til den rene teoretiske eksponentielle uendelige sum:
[e(1-1) * sin(1*a)] + [e(1-2) * sin(2*a)] + [e(1-3) * sin(3*a)]+ [e(1-4) * sin(4*a)] + [e(1-5) * sin(5*a)] + ...
+
[e(1-1) * sin(1*a*3/2)] + [e(1-2) * sin(2*a*3/2)] + [e(1-3) * sin(3*a*3/2)]+ [e(1-4) * sin(4*a*3/2)] + [e(1-5) * sin(5*a*3/2)] + ...
Det er noget helt andet; men anderledes lyder det i hvert fald.
Nu skal vi have ovenstående betragtninger bundet til sproget.
De vokaler, der ikke er bundet op på forholdet mellem grundtonen og den overliggende overtone (antagelse fra min side)
kan evt. have det sådan, at grundtonen ikke har en overtone; men i stedet benytter dominanten.
Hvis det er tilfældet, som jeg tror det er, så kan man ikke skrive opera på tysk med anvendelse af konjunktiv - ikke medmindre, man inddrager hele harmonilæren! Dvs. orkestret skal spille den tredje tone i treklangen, fordi jeg tror kun, der er to mulige svingningsmetoder for stemmebåndet! Alternativt skal orkestret vælge mellem tonica og dominant.
Se det var noget, jeg gerne ville have diskuteret med Mozart (eller Wagner, Bach - evt. Bernstein - men ikke Verdi, fordi han er italiener, så han kom aldrig for alvor i problemet!).
Russisk har så et andet problem, som skyldes deres brug af joterede vokaler: A joteret = ja, u joteret = ju, E på russisk er som udgangspunkt joteret!
Det har så ikke meget med harmoni; men nok tonalitet at gøre:
Jeg tror, det skyldes, at i de joterede vokaler kommer grundtonen "I" først og så kommer overtonen derefter, når den anden svingningsmodus kommer i gang!
Se det går slet ikke på kinesisk! Her har vi nemlig, at tonaliteten i vokalen er informationsbærende, hvad den for praktiske formål ikke er i europæiske sprog. De fleste tekster kan snildt udelade vokalerne i den skrevne tekst - uden at det påvirker læseligheden væsentligt: På hebraisk er der som udgangspunkt slet ikke nogen vokaler i skriftssproget!
Se den holdning har Wagner ledt mig ind på, for i visse arier skal sangeren synge falsk, fordi sangerens tone kun er en del af den harmoni, hvor orkestret leverer resten.
Det er som jeg siger: Det er ikke kineserne, der er mystiske! Det er os som europæere og vesterlændinge. Kineserne postulerer at have en stor kultur. Det ved jeg nu ikke - specielt ikke, når man slavisk begår (uanset den teknologisk ændrede verden) det samme idioti igen og igen. Kineserne er nået så langt som de nu kan; men de har stadig ikke løst det fundamentale problem om at brødføde sin egen befolkning!
Det har Vesten gjort.
En ting man kan være sikker på er, at det ikke er fordi Beethoven ikke har arbejdet med sagerne - librettoen er omskrevet 3-4 gange med et nyt hold forfattere, hver gang. Den er forblevet skrækkelig og fuldstændig umulig at synge. Men, men, men...... den er Beethoven!
Hans værste katastrofer er så gode, at man ville ønske, at man selv kom bare i nærheden af det plan.
Nu vover jeg mig dybere ind i skoven af gætværk; men... det gør jeg jo alligevel.
Har vi en grundtone på 400 Hz så genfindes den samme tone en oktav højere ved 800 Hz - ikke noget revolutionerende indsigt her; men denne grundtone har en dominant tone midtvejs på 600 Hz.
Denne dominant kan man bruge til at skifte toneart:
Anslås grundtonen (tonica) og dominant samtidig, så kan man ikke konstatere hvilken, der er hvilken: De er nemlig i harmoni. Nu har dominanten også sin helt egen personlige dominant. Vælges dominanten i det videre forløb som ny grundtone, så har denne nye grundtone på 600 Hz sig selv en oktav højere på 1200 Hz og en dominant på 900 Hz.
Det kan man fortsætte i det uendelige - dvs. efter man har været alle tolv tonearter igennem, så når man tilbage til udgangspunktet - når man skifter toneart kan man gøre det både stigende og faldende, så man ikke gør som Victor Borge og falder ned af klaverstolen, fordi klaveret er for kort (at baggrunden for vitsen så er, at Borges personlige klaver var et stort Bösendorfer med (var det?) 97 tangenter i stedet for de normale 88).
Hvor vigtigt forholdet mellem tonica og dominant er, han man se af, at de sorte tangenter på klaveret "mangler" sine steder: De sorte tangenter kommer 3 efter hinanden - et hul - og så 2 tangenter - et hul - og så igen 3 sorte tangenter - osv.
Forholdet er så væsentligt, at alle de andre tangenter har sgu bare at indrette sig! Det er en konsekvens af det veltempererede klaver.
Det er ikke kommet uden kamp! Specielt ikke fra Beethovens side (han smadrede flere klaverer - rent fysisk - når han ville have et fortissimo, som selv han kunne høre)! Beethoven er Beethoven.
Vi kan stille følgende eksempelvise frekvenser op:
| tone . | Frekvens (eks.) . | Forhold til overliggende |
| grundtone + 1 oktav | 800 | 2:1, dvs. en hel oktav ifht. grundtonen. |
| dominant | 600 | 800/600 = 4:3 |
| grundtone (tonica) | 400 | 600/400 = 3:2 |
Hvis vi taler rene sinustoner, så vil anslaget af tonica og dominant samtidig gøre signalet mere "firkantet" og dermed støjundertrykkende. Man ændrer signal/støj forholdet!
Hvordan det signal støjforhold kommer ud i praksis i forhold til den rene teoretiske eksponentielle uendelige sum:
[e(1-1) * sin(1*a)] + [e(1-2) * sin(2*a)] + [e(1-3) * sin(3*a)]+ [e(1-4) * sin(4*a)] + [e(1-5) * sin(5*a)] + ...
+
[e(1-1) * sin(1*a*3/2)] + [e(1-2) * sin(2*a*3/2)] + [e(1-3) * sin(3*a*3/2)]+ [e(1-4) * sin(4*a*3/2)] + [e(1-5) * sin(5*a*3/2)] + ...
Det er noget helt andet; men anderledes lyder det i hvert fald.
Nu skal vi have ovenstående betragtninger bundet til sproget.
De vokaler, der ikke er bundet op på forholdet mellem grundtonen og den overliggende overtone (antagelse fra min side)
kan evt. have det sådan, at grundtonen ikke har en overtone; men i stedet benytter dominanten.
Hvis det er tilfældet, som jeg tror det er, så kan man ikke skrive opera på tysk med anvendelse af konjunktiv - ikke medmindre, man inddrager hele harmonilæren! Dvs. orkestret skal spille den tredje tone i treklangen, fordi jeg tror kun, der er to mulige svingningsmetoder for stemmebåndet! Alternativt skal orkestret vælge mellem tonica og dominant.
Se det var noget, jeg gerne ville have diskuteret med Mozart (eller Wagner, Bach - evt. Bernstein - men ikke Verdi, fordi han er italiener, så han kom aldrig for alvor i problemet!).
Russisk har så et andet problem, som skyldes deres brug af joterede vokaler: A joteret = ja, u joteret = ju, E på russisk er som udgangspunkt joteret!
Det har så ikke meget med harmoni; men nok tonalitet at gøre:
Jeg tror, det skyldes, at i de joterede vokaler kommer grundtonen "I" først og så kommer overtonen derefter, når den anden svingningsmodus kommer i gang!
Se det går slet ikke på kinesisk! Her har vi nemlig, at tonaliteten i vokalen er informationsbærende, hvad den for praktiske formål ikke er i europæiske sprog. De fleste tekster kan snildt udelade vokalerne i den skrevne tekst - uden at det påvirker læseligheden væsentligt: På hebraisk er der som udgangspunkt slet ikke nogen vokaler i skriftssproget!
Se den holdning har Wagner ledt mig ind på, for i visse arier skal sangeren synge falsk, fordi sangerens tone kun er en del af den harmoni, hvor orkestret leverer resten.
Det er som jeg siger: Det er ikke kineserne, der er mystiske! Det er os som europæere og vesterlændinge. Kineserne postulerer at have en stor kultur. Det ved jeg nu ikke - specielt ikke, når man slavisk begår (uanset den teknologisk ændrede verden) det samme idioti igen og igen. Kineserne er nået så langt som de nu kan; men de har stadig ikke løst det fundamentale problem om at brødføde sin egen befolkning!
Det har Vesten gjort.
Thomas- Antal indlæg : 34541
Join date : 27/10/08
Thomas- Antal indlæg : 34541
Join date : 27/10/08
Subdominant.
af Thomas Ons Aug 10, 2016 4:46 pm
Vi har set at dominanten forbedrer signal/støjforholdet; men på en anden måde end overtoner gør. Der er ikke tale om at udfylde signalet indenfor samme svingning af grundtonen. Det tager to svingninger af grundtonen for at afvikle 3 svingninger af dominanten. Mulighederne er imidlertid ikke udtømt hermed - selvom det har afledte konsekvenser.
Afstanden mellem dominant og tonica kan deles endnu en gang:
Se nu bliver det forvirrende! Hvilken af de to andre toner skal subdominanten forholde sig til?
Tilførelsen af subdominanten tilfører mere støj end den fjerner. Det tager nemlig længere tid inden alle tre toner kommer på samme side igen!
Dominanten er sådan set ligeglad med om der er en overtone en oktav højere end grundtonen - forholdet er godt uanset om man ser oppefra og ned eller nedefra og op.
Subdominanten har et problem med overtonen til dominanten oppe på 1200 Hz. Det vil så nok i almindelig være til at overse, fordi det overtonen til dominanten bidrager til udstopningen er nok til at overse, fordi der er tale om en eksponentialfunktion. Taber man 10% om året, så er tabet det første år målt i kroner og ører større i år 1 end i år 2. Så det kan vi i fortsættelsen ignorere.
Mellem tonica og subdominant er der to toner, således at der ligger en tone på 450 Hz mellem dem. Men hvad nu hvis vi sænker subdominanten en ½ tone? og får en molakkord?
Der kommer så lidt massage gennem det veltempererede klaver, som Bach lavede.
Det er ikke noget problem for violiner - efter man fik båndene væk, fordi fingeren rokker lidt frem og tilbage på gribebræddet - hvis man ikke gør det, så er tonen kedelig. Det er derimod slet ikke så lidt af et problem med forstemte instrumenter som klaver, orgel, cembalo, celeste og hvad man ellers har, der kan spille mere end én tone ad gangen.
Og ja, jeg er klar over at en violin kan tage to strenge på én gang; men en gambe har 6 strenge og har dermed et problem med buen - hvilket de kontrabasser med 5 strenge også har. Det gør ikke noget for violinen med 4 strenge, fordi så længe den holder sig til grundtone og dominant, så går det helt fint.
Men vi begynder måske at forstå, hvorfor den tekniske udvikling tog livet af gamben og andre instrumenter med "hjælpemidler", der i praksis viser sig at være mere i vejen end til gavn. Tilsvarende gælder for fløjter og rørbladsblæsere. Musikeren på en tværfløjte har langt mere kontrol med tonedannelsen end hvis han spillede på blokfløjte - det gælder i sandhed for oboer og klarinetter, hvor de dækkede blade ikke tillod samme finjustering.
Guitaren er rædselsfuld - selvom de nyere er veltempererede - og Mozart kunne ikke døje den. Det véd vi, fordi i "Nozze di Figaro" beder Rosina Susanna om at akkompagnere Cherubino på guitar, hvilket hun ikke gør! Den støtte fra strengeinstrument kommer fra pizzicato i violin (bratsch?) i orkestret.
Det er så den forklaring, jeg kan komme med på dur og mol. Hvis man ikke har treklangen tonica, subdominant, dominant, så giver det ikke rigtigt nogen mening med dur og mol! Det er spørgsmålet om subdominanten skal forholde sig til tonica eller dominant!
Det kan da godt være, at jeg har misforstået det hele; men det tror jeg nu ikke - ikke at fremstillingen er fejlfri; men retningen er god nok.
Afstanden mellem dominant og tonica kan deles endnu en gang:
| tone/Hz . | Frekvens (eks.) . | Forhold til overliggende |
| grundtone + 1 oktav | 800 | 2:1, dvs. en hel oktav ifht. grundtonen. |
| dominant | 600 | 800/600 = 4:3 |
| subdominant | 500 | 600/500 = 6:5 |
| grundtone (tonica) | 400 | 600/400 = 3:2 |
| tone/Hz . | Frekvens (eks.) . | Forhold til tonica . | Forhold til dominant |
| grundtone + 1 oktav | 800 | 2:1, dvs. en hel oktav ifht. grundtonen. | 800/500 = 8:5. |
| dominant | 600 | 800/600 = 4:3 eller 400/600 = 2:3 | 600/600 = 1:1 |
| subdominant | 500 | 800/500 = 8:5 eller 400/500 = 4:5 | 600/500 = 6:5 eller 300/500 = 3:5 eller 1200/500 = 12:5 |
| grundtone (tonica) | 400 | 400/400 = 1:1 | 600/400 = 3:2 |
Tilførelsen af subdominanten tilfører mere støj end den fjerner. Det tager nemlig længere tid inden alle tre toner kommer på samme side igen!
Dominanten er sådan set ligeglad med om der er en overtone en oktav højere end grundtonen - forholdet er godt uanset om man ser oppefra og ned eller nedefra og op.
Subdominanten har et problem med overtonen til dominanten oppe på 1200 Hz. Det vil så nok i almindelig være til at overse, fordi det overtonen til dominanten bidrager til udstopningen er nok til at overse, fordi der er tale om en eksponentialfunktion. Taber man 10% om året, så er tabet det første år målt i kroner og ører større i år 1 end i år 2. Så det kan vi i fortsættelsen ignorere.
Mellem tonica og subdominant er der to toner, således at der ligger en tone på 450 Hz mellem dem. Men hvad nu hvis vi sænker subdominanten en ½ tone? og får en molakkord?
| tone/Hz . | Frekvens (eks.) . | Forhold til tonica . | Forhold til dominant |
| grundtone + 1 oktav | 800 | 2:1, dvs. en hel oktav ifht. grundtonen. | 800/500 = 8:5. |
| dominant | 600 | 800/600 = 4:3 eller 400/600 = 2:3 | 600/600 = 1:1 |
| subdominant (dur) | 500 | 800/500 = 8:5 eller 400/500 = 4:5 | 600/500 = 6:5 eller 300/500 = 3:5 |
| subdominant (mol) | 475 | 800/475 = 32:19 eller 400/475 = 16:19 | 600/475 = 24:19 eller 300/475 = 12:19 |
| grundtone (tonica) | 400 | 400/400 = 1:1 | 600/400 = 3:2 |
Der kommer så lidt massage gennem det veltempererede klaver, som Bach lavede.
Det er ikke noget problem for violiner - efter man fik båndene væk, fordi fingeren rokker lidt frem og tilbage på gribebræddet - hvis man ikke gør det, så er tonen kedelig. Det er derimod slet ikke så lidt af et problem med forstemte instrumenter som klaver, orgel, cembalo, celeste og hvad man ellers har, der kan spille mere end én tone ad gangen.
Og ja, jeg er klar over at en violin kan tage to strenge på én gang; men en gambe har 6 strenge og har dermed et problem med buen - hvilket de kontrabasser med 5 strenge også har. Det gør ikke noget for violinen med 4 strenge, fordi så længe den holder sig til grundtone og dominant, så går det helt fint.
Men vi begynder måske at forstå, hvorfor den tekniske udvikling tog livet af gamben og andre instrumenter med "hjælpemidler", der i praksis viser sig at være mere i vejen end til gavn. Tilsvarende gælder for fløjter og rørbladsblæsere. Musikeren på en tværfløjte har langt mere kontrol med tonedannelsen end hvis han spillede på blokfløjte - det gælder i sandhed for oboer og klarinetter, hvor de dækkede blade ikke tillod samme finjustering.
Guitaren er rædselsfuld - selvom de nyere er veltempererede - og Mozart kunne ikke døje den. Det véd vi, fordi i "Nozze di Figaro" beder Rosina Susanna om at akkompagnere Cherubino på guitar, hvilket hun ikke gør! Den støtte fra strengeinstrument kommer fra pizzicato i violin (bratsch?) i orkestret.
Det er så den forklaring, jeg kan komme med på dur og mol. Hvis man ikke har treklangen tonica, subdominant, dominant, så giver det ikke rigtigt nogen mening med dur og mol! Det er spørgsmålet om subdominanten skal forholde sig til tonica eller dominant!
Det kan da godt være, at jeg har misforstået det hele; men det tror jeg nu ikke - ikke at fremstillingen er fejlfri; men retningen er god nok.
Thomas- Antal indlæg : 34541
Join date : 27/10/08
Side 1 af 1
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum