Kissinger og verdensordnen.

Den bedste sammenfatning, jeg har hørt.
(begynd 7:00)

Pointen er, at man tidligere ikke havde brug for en verdensorden, fordi man alligevel ikke havde kontakt med hinanden - overhovedet.

---

Kina:

Der er to opfattelser i Kina:

• Der kan være handel og samarbejde med omverdenen.
  
• Men det er Asien for asiater.
  

Den selvtilstrækkelige holdning bygger på den forudsætning, at Kina kan brødføde sig selv, hvilket det ikke kan.
Med den demografiske struktur Kina har, så vil problemet løse sig selv, fordi der ganske enkelt ikke er unge mennesker nok, hvorfor befolkningsstørrelsen vil skrumpe.
Problemet med fødevareproduktion er, at det er den totale fødevareproduktion, der er givet. Vi ser, at den øges ikke væsentligt ved yderligere gødning (kunstgødning). Den øges heller ikke ved yderligere indsats af arbejdskraft: Et af problemerne har jo været at landbefolkningen har været så stor, at den totale produktion af fødevarer formentlig er blevet øget ved en afvandring til byerne fra landbruget.

Det er så i modstrid med Kinas ambition om at være en magt på linje med USA: Så kan man ikke med den model komme over på en forbrugsdrevet vækst. Forbrugerne mangler ganske enkelt!:
Landbefolkningen er i tilbagegang som følge af rationaliseringer. Bybefolkningen er slet ikke født!
Befolkningen skal vel skrumpe med ca. 30% for at bringe den i harmoni med fødevareproduktionen.

Det, der har ændret sig markant i Kina er: Det er så lille en del af befolkningen, der bor på landet - og bybefolkningen vil ikke finde sig i en forbrugstilbagegang - specielt af fødevarer. Tidligere kunne lidt bønderslagteri bringe befolkningstallet ned til at passe med fødevareproduktionen - den går ikke mere (næsten).

Det betyder, at Kina nødvendigvis må importere fødevarer til så subsidierede priser, at det kinesiske landbrug ikke kan konkurrere. Det er dermed sandsynligt, at der bliver direkte tilbagegang i kinesisk landbrugsproduktion, hvilket vil få den onde cirkel til at accelerere. Lad os sige det pænt: Kina er jo ikke ligefrem kendt for at have noget, der minder om et overblik.
Men derfor bliver denne omgang anderledes end tidligere i historien!

---

Mellemøsten:

Problemet er, at der reelt ikke er nogen statsopfattelse i Mellemøsten - det, der er, er rudimenter efterladt af de europæiske magter efter 1. Verdenskrig. Kun Tyrkiet og til dels Iran kan siges at være noget, der kan betegnes som lande: Resten er kun områder.
Den struktur, der er i islam er i så dyb splittelse med sig selv og de interesser, som de forskellige grupperinger på kryds og tværs har.
Analogien til den Westphalske Fred er derfor bestemt ikke ueffen.

• Princippet om nationens ukrænkelighed.
  
• Princippet om lovens gyldighed.
  

Der er som sådan ikke nogen ideologi involveret i disse principper; men det er rent praktisk erfaring.
Problemet med islam er, at den i modsætning til kristendommen ikke er rodfæstet i en administrativ praksis. Romerkirken er jo ikke andet end fortsættelsen af den kejserlige administration - er der noget administratorer kender, så er det regler - regler som måske ikke synes begrundede eller "rimelige"; men som kodificeret i Justinian's samling, så er det væsentlige, at lovkomplekset er internt logisk konsistent.

Om de muslimske lande kan overtage de principper i en egentlig statsdannelse: Jeg har min tvivl; men processen er i alle fald langvarig og smertefuld - og Europa har bestemt ikke været uden problemer siden 1648, men har af bitter erfaring måtte sande, at det går ikke uden.
Man kan ignorere problemerne så længe, der er penge nok; men forsvinder de penge, så springer de frem igen som en tiger.

Spørgsmålet er om Saudi og Iran kan finde en modus vivendi - og en der involverer Egypten, fordi det er der befolkningen findes.

---

Europa:

Europa er en økonomisk blok, der ikke ved, hvor den vil hen.

Der er som sådan ikke nogen entydig sikkerhedspolitisk opfattelse. Det deler Europa i tre:

Nordøst med Holland, Norge, England og Danmark, der strækker sig til Skt. Petersborg.
Midt med Tyskland, Østeuropa, Hviderusland og Ukraine - ned til Ungarn, Rumænien.
Syd, som er Middelhavet, herunder den Nordafrikanske kyst overfor Europa.

Det er rigtigt, at skal man fragte tunge ting - egentlig råvarer med et lavt værdi/vægt forhold, så skal det gøres til søs. Her er USA begunstiget af at - midt mellem kysterne - at have Mississipi- Missourri, der faktisk kan besejles umådeligt langt op. Unægtelig en fordel.
Situationen i Europa er langt fra håbløs, fordi dels har man Østersøen og Middelhavet som meget længere kyster end dem man har i USA og kysten er meget mere fliget end den amerikanske.
Det er så rigtigt, at de Europæiske floder dels ikke alle kan besejles ret langt op, dels kun i beskedent omfang er forbundet med hinanden.
Det efterlader Tyskland i midten som noget af en misforståelse i den sammenhæng.

Det mener jeg - ud fra et økonomisk synspunkt - er for snæver en betragtning.
Sagen er jo den: I forarbejdningsprocessen går man fra varer med et lavt værdi/vægtforhold gradvis til et højt værdi/vægtforhold: Schweiz har traditionelt lavet ure - for nu at tage det mest uvejsomme i Europa, som har opretholdt sin nationalitet, netop fordi det er ikke til at komme hverken dertil eller derfra.
Kyststaterne omkring Tyskland, der hver for sig er små. Reducerer egentlig varer med et lavt værdi/vægt forhold til vare med et mellem værdi/vægtforhold:
Typisk importeret foderkorn bliver lavet til skinker, som så eksporteres. For nu at tage det eksempel.

Når den første reduktion er sket, så begynder tiden at blive af større betydning: F.eks. er det temmelig ligegyldigt, hvor længe olie er undervejs, når vi taler olie. Her kan renteskruen stilles med gashåndtaget.
Leverance af halvfabrikata er en noget anden sag: Her begynder tiden at spille en rolle - og samtidig skal fordelingen ske meget mere spredt. Dvs. sige, det er ikke transporten som sådan; men sorteringen efter modtager, der er pengerøveren.
Her er jernbane velegnet til transport af halvtungt ret så langt. Det er her Tyskland kommer ind som Europas banegård eller rangerterræn. Mindre forsinkelser er ikke afgørende; men forkert modtager er mildest talt.

Endelig har vi ting med et højt værdi/vægtforhold, hvor vejtransport er den nemmeste måde at gøre tingene på, fordi portionerne er små og vejer ikke overvældende - det absurde tilfælde er reservedele, hvor transportomkostningerne er ligegyldige, så de kan flyves.

Det er derfor EU og Europa aldrig vil blive opgivet: Der er simpelt hen for mange penge på spil.
Det med Europas uhensigtsmæssige alderspyramide tror jeg ikke bliver noget egentligt problem: Generende; men ikke mere. Det er ikke så generende, at løsningen med en masseindvandring fra Nordafrika og Mellemøsten i betydende omfang er attraktiv.
Den måde problemet løses på er ved rationaliseringer og større produktivitet! Netop den løsning, som - som nævnt - ikke er tilgængelig for Kina.
Det problem har USA ikke, fordi de har en indvandring fra f.eks. Mexico.

---

Rusland:

Her er Kissinger i problemer, for han har meget svært ved at se en rolle overhovedet for Rusland. Det kan jeg godt forstå - jeg kan heller ikke!
Det er jo derfor kommunisterne er i så store vanskeligheder. Rusland har råvarer - javel; men de er ikke noget værd. Udbygningen af de russiske gasledninger mm. ville jo aldrig være blevet foretaget med noget, der minder om realistiske priser på olie. Rusland har været holdt oppe af socialhjælp.

Rusland er så et problem, der løser sig selv - hvis man vinder tid: Alderspyramiden er næsten lige så håbløs som Kina - og der er ikke noget tegn på at russisk erhvervsliv kan klare sig i nogen form for konkurrence.
Jeg tror hverken på konventionelle våben eller atomvåben i Rusland.

De konventionelle giver sig selv - der er ikke kommet noget operativt, der med rimelighed kan måle sig med, hvad der allerede er i Vesten - ja, endog bare i Europa af europæiske våben.
Dernæst er krigsscenarierne af sådan en karakter, at udskiftningen af våben ikke så meget er et spørgsmål om at få en ny tank i moderigtig farve: De er der. Det er mere om våben der håndterer den ændrede opgavefordeling indenfor Nato.
Den opgavefordeling er så under pres for konstant revision efterhånden som Rusland synker sammen (forhåbentlig ikke eksploderer); men det er det, vi har stabsofficerer til.

Jeg tror ikke på atomvåben, fordi de russiske trusler - plumbe som de er - nødvendigvis også må give anledning til betænkeligheder internt i Rusland.
F.eks. det kan ikke have undgået f.eks. Gazproms opmærksomhed, at Putins invasionstrusler mod Ukraine i allerhøjeste grad ville bringe de gasledninger som Rusland og Gazprom er afhængige af i fare. Med den mildest talt uelegante militære opførsel, der udvises, vil det være overilet at tro, at Gazprom og andre ikke vil have sikret sig, at militæret og Putin ikke kan anvende atomvåben uden deres samtykke.
Når man ser tilbage på, hvor kompliceret anvendelse af atomvåben blev efter Cubakrisen - sådan rent praktisk - så er der mange steder, der kan indbygges "stophaner". Der er formentlig adskillige, så et kup ikke kan bringe alle serielle afbrydere under én kontrol. Skydes én direktør, så vil en anden fra et andet selskab hive i en anden kontakt.
Putin er næppe så dum (skønt man skal ikke udelukke hans mangel på omtanke), at han tror, at de andre ikke ser ligene på gaden af tidligere kolleger og konkurrenter.

Man skal også lægge mærke til, at bestikkelsen udbetales ved anlægsprojekter som returkommission. Driften af anlæggene er en helt anden sag - der er næppe meget i godteposen til de herrer.

sig ved, at Saudi Arabiens valutareserve og formue er helt officielt af en størrelse, så den kan holde til de lave (endog lavere) oliepriser i 5 år, hvilket er betydeligt længere end Rusland kan holde. Demografien alene vil gøre Ruslands situation ikke så lidt værre om 5 år - uden at tælle på guldknapperne.