Orfeo ed Euridice

Det er rigtigt, at den ligger lige til Kasarova's stemme - det havde jeg ikke tænkt på, men ja - hun er dyb nok til den.

Det er så en gammel snak mellem Doctor og mig.

Det er en live optagelse fra Amsterdam med Kathleen Ferrier. Tænk bare, at den er bevaret! En gang imellem har man lov til at være heldig.

Det er jo næsten synd for de operasangerinder der kom efter Kathleen Ferrier, at hun altid vil være det fuldkomne.

Ikke dårligt af Kasarova, men man kan høre at hun tvinger sin stemme ned i et dybere og mere mørkt leje. Det skal hun så bruge så mange kræfter på, at hun ikke har kræfter til at trække vejret.

Callas som er et par klip længere fremme gør det ubesværet.

en DramaQueen skal fremstille passionen ubesværet - ellers bliver det utroværdigt.

doctor skrev:Det er jo næsten synd for de operasangerinder der kom efter Kathleen Ferrier, at hun altid vil være det fuldkomne.

Ikke dårligt af Kasarova, men man kan høre at hun tvinger sin stemme ned i et dybere og mere mørkt leje. Det skal hun så bruge så mange kræfter på, at hun ikke har kræfter til at trække vejret.

Ferrier er ikke fuldkommen - slet ikke: Hendes repertoire var - af naturlige årsager - tyndt. Her lykkes det Kath at gå ubesværet ned i det dybe register, som var så smukt hos hende.

Vesselina (jeg kommer hele tiden til at skrive Vaseline....) har dels et bedre dybt register end de fleste af skrighalsene, hun har så også et problem med en slavisk gutteral behandling af nogle af vokalerne, da det synges på fransk. Ferrier synger her på italiensk, skøn hun var nødt til at oversætte den til engelsk for at få den sat op på Covent Garden.
Det er ikke tilfældigt at italiensk benyttes til sang - om det er sang, der har skabt italiensk eller omvendt er vidst en "hønen-og-ægget" diskussion.

Begge dele er liveoptagelser og de er aldrig ens; men jeg er glad for at det er så lidt, for selvfølge ved hun det godt - og det skal nok komme næste gang. Hun skal også lige viske en tåre væk, så jo, den kan hun godt være bekendt.
Nu hører jeg langt fra alt - på nettet - men det er det bedste siden Ferrier - af det lidt, jeg har hørt.

Det minder mig om Wolfgang, da han i en alder af 6-7 år skrev sin første koncert - og da hans far så det, sagde han at det var umuligt at spille. Det fik Wolfgang til at svare: "Det er derfor, det er en koncert! Man skal øve sig!"

Næhh.... egentlig ikke! Det er en udfordring.

Den produktion af Fidelio med Anja Kampe havde ikke være mulig eller aktuel for - skal vi sige - 5 år siden, fordi dengang så var russerne så nuttede, at man sandelig ikke kunne påpege dem som forbryderne. Det illustrerer Harnancourts opførelse med Camilla Nylund.
Camilla gør det egentlig godt, da hun sluger snapsen lavet på pigtråd og glasskår - og laver også et "blink" til publikum: "Jeg har sgu også svært ved at tro på detteher!"

Det er derfor jeg ikke tror på nogen definitiv opførelse - tid og miljø har altid på en eller anden måde indflydelse. Når man hører og ser Wunderlich, Prey og Köth i "Barberen" - ja, gu' er den stadig god; men man ville ikke producere den sådan i dag.

En "tidsmæssig korrekt" opførelse ender altid med at sige mere om den tid, den opføres i, end i den tilstræbt dokumenterede periode - med mindre et eller andet er gået helt galt - og så glemmer man den nådigt i kedsommeligheden.

Man kan stilisere i selve kompositionen, som gøres i "Cosi fan tutte...", hvor man tager en grov konvention med tyrkere (der reelt betragtet er lige så lidt overbevisende, som postulatet om en sympastisk svensker). Det har så, som påpeget, den risiko, at den har Cecilia til at flintre rundt med blanke våben - altid forstyrrende for sindsroen - i modsætning til Kampe, der i alt væsentligt indtager en korrekt (for tid og våben) bredstående skydestilling med pistolen i dobbelt fatning (jeg kan så ikke se hendes højre tommelfinger - for mig ser det ud som hun kanter våbnet). Det er så utroværdigt at Pizzaro tager pistolen fra hende, det er også overflødigt, for det er troligt hun ikke havde skudt alligevel, for det runger slemt i så lille et lukket rum, som det skal illudere. Hendes primære mål er nået.

Den anden måde at stilisere på er som i Vesselina produktionen af Barberen, hvor man laver den "tidsmæssig korrekt" (hvad det så er for en mytisk geografisk lokation); men stiliseret i moderne anvendelse af designelementer og chokolade. Hun kommer også med blinket til publikum: "Jeg véd godt, jeg har en bred røv!".

Capito. Cordiali saluti La vecchia signora

doctor skrev:Capito. Cordiali saluti La vecchia signora

Det, der giver Ferrier den intensitet er, at hun ved hun er ved at dø. Hun afslog kemoterapi (fornuftigt nok på det tidspunkt for 60 år siden), fordi hun ikke ville have det til at gå ud over stemmen. Eller også var hun så fornuftig at resignere i erkendelse af at resultatet næppe ville stå mål med lidelserne.

Jaså. så var min bemærkning lidt taktløs. Undskylder.

doctor skrev:Jaså. så var min bemærkning lidt taktløs. Undskylder.

Jeg er sådan lidt ligeglad, som sådan, fordi hun døde inden jeg blev født.

Bruno Walter der indspillede "Lied von der Erde" med hende fik engang det rædselsfulde journalistspørgsmål om de største oplevelser han som musiker havde haft. Da svarede han: "Kathleen Ferrier og Mozart - i den orden".

Da hun støttet humpede fra scenen (netop i Orfeus og Euridike på Covent Garden) med knust hofte fra underminering af metastaser fra brystkræften spurgte scenearbejderen, hvad hun ville have: "En båre, skat!"

Nu er intensiteten ikke isoleret til de sidste år, for hun har den samme i folkesangene, som hun turnerede med over hele England. Lige efter krigen skulle hun indspille en plade og accompagnisten sad fast i trafikken og studietid har altid været dyr: Så sagde hun, vi klarer os uden.

Hun figurerede på dronning Elisabeths første Honours List. Så hun døde som Dame Kathleen Ferrier.

Det væsentlige i denne sammenhæng er, at den fremstilling kan ikke gentages, fordi ingen får vel i dag lov til at dø på den måde. Dels ville brystkræften have været opdaget længe før, dels er cytostatica behandling i dag også noget andet.
Det er en af de ting, der gør, at der ikke eksisterer definitive versioner.

Jeg ved f.eks. ikke, hvad en definitiv sceneproduktion af f.eks. Lohingrin skulle være. Alene det, at det er mytologisk i en ikke nærmere angivet tid.
Klaverer fra Mozarts tid lyder anderledes end Victor Borges Bösendorfer. Vi véd at Mozart havde et helvedes hyr med at få klarinetten til at side det han ville have den til.
Det rejser så problemet omkring barokinstrumenterne, hvor nogle gør en ære ud af at spille på periodeinstrumenter.

Jeg spørger så: Hvorfor dog det?

En consort på 4 krumhorn, hver med en tessitura på en none og med afstande på en kvint har således en samlet tessitura på godt 3 oktaver - eller det samme som en violin spillet af en god musiker. Noget tilsvarende gør sig gældende for gamberne, der så også har bånd på gribebrædtet, hvilket giver problemer med veltempereringen.
Som sådan kan jeg ikke se nogen egentlig fordel ved at anvende periodeinstrumenter. Moderne instrumenter har flere muligheder - ikke færre. Dvs. man kan spille, hvad man kunne dengang - med anvendelse af færre personer. Det eneste skulle være, at de gamle instrumenter lyder anderledes - og det skal Vorherre have tak for, for der er mange af dem, der er aldeles forfærdelige.

Det værste er næsten, at elektronik har medført, at man har bevaret guitaren i en eller anden udformning - i stedet for at brænde lortet af. Grammophonen har befriet menneskeheden for en ubeskrivelig mængde elendig og talentløs musiceren. Om musikuddannelse ikke er godt og smukt? Det kommer sateme an på hvem, der mishandler trommehinderne.

Problemet er bare at rigtige musikinstrumenter er svære at spille på - og tak for det - det afholder igen nogen fra at plage omgivelserne. Havde vi dog været 1968'generationens "musik" foruden, så havde verden været et bedre sted.
At musik så i væsentligt omfang komponeres til film, det er noget andet.

Hvilket er naturligt, da den er skrevet for kastrat sanger.

Man skal have en stemme som Vesselina Kaserova for at komme over rampen.