Che faro senza Euridice

Det er så lidt indforstået mellem doctor og mig.

En klassisk bukserolle.

Jeg holder mest af Kathleen Farriers udlægning; men denne kan godt lade sig høre.

Personligt tror jeg så, den ville klæde Bartoli's stemme. Om man så skal gå ½-1 tone op...

Hun ville kunne knække den med sit dybe register - som den skal.

En blokfløjte kan ikke spille forte i det lave register. Blæser man hårdt i den går den i diskant.
Når man så er i relativt larmene selskab.....

Meeeen med lidt fingerfærdighed kan meget lade sig gøre.

Nu har jeg jo læst på lektien Thomas - før jeg begiver mig ud i disputs med dig.

https://www.youtube.com/watch?v=3A-ndUuV_4s

51.23

Generelt bryder jeg mig ikke om kvinder i bukseroller. Heller ikke af mænd som synger kastratroller. Det er lige så deprimerende som tyrolermusik.

doctor skrev:Nu har jeg jo læst på lektien Thomas - før jeg begiver mig ud i disputs med dig.

https://www.youtube.com/watch?v=3A-ndUuV_4s

51.23  

Generelt bryder jeg mig ikke om kvinder i bukseroller. Heller ikke af mænd som synger kastratroller. Det er lige så deprimerende som tyrolermusik.

Problemet med bukseroller er, at der er ikke andre muligheder. Cherubino kan ikke synges af andet end mezzoer med et pænt dybt register ellers kan stemmen i overgang ikke efterlignes. Det medfører som oftest, at "Cherubino" under "Voi che Sapete..." er væsentlig ældre end Susanna og Rosina.
Pubetære drenge kan ikke synges af andet end kvinder. En Pavarotti som Cherubino? Ikke troværdig - Birgit Nilsson som den ca. 17 årige Brünhilde har gennem tiderne anstrengt publikums abstraktionsevne - alene med sin regulære kampvægt. Wagner er så noget for sig; men der skal jo være en forklaring på, at Lohengrin tager den første svane for at komme væk.

Det svære ligger i at gøre rollen troværdig. Heldigvis kan den som regel udføres i bare fødder, fordi Susanna er som oftest liden af vækst (i højden) - som Victor Borge sagde: "The tenor enters in a single file and the soprano in a single pile!"

Cherubino har ikke meget at synge; men den er hylesvær, så derfor er den velbetalt - jeg tror faktisk at både Susanne Mentzner og Frederica von Stade levede af den rolle. En "Figaro's bryllup" uden Cherubino? Ikke god...
At de så bruger ret megen sminke på at skjule poserne under øjnene - det er en mindre overvejelse.

Cherubino skal være lille og fladbarmet. Det er ikke alle barytoner, der er så store som Ruggero Raimondi, som kan slæbe rundt på en midaldrende dame ved at tage hende i kraven.
Generelt er højdeforskellen mellem barytoner og sopraner et problem. Barytonen vil altid stå ret op og ned aht. til sine overtoner - og selvom sopranen står på stylter, så er der problemer.

Læg mærke til, at Cecilia faktisk kommer under depressionsvinklen for det tunge skyts. Han skal rent faktisk lede efter hende: Hvor er Cecilia nu hoppet hen? Øjenkontakt? Hvordan?
"Ci derem la mano...." virker heller overbevisende, hvis Don Giovanni ligger på knæ foran Zerlina og får dictionen sløret i kavallergangen - foruden at et evt. skæg må kilde ganske gevaldigt - og utidig fnisen forstyrrer også publikums oplevelse.

Mht. Tyroler-hatte mm.:
Så har jeg ved flere lejligheder bemærket at visse genrers charme bedst dyrkes i øde bjergegne: Sækkepiber, alpehorn og hardangerfele er andre eksempler, der umiddelbart falder mig ind.

Der er så den baggrund, at strengeinstrumenter i almindelighed i alperne er kvindeinstrumenter, som man sidder ned til. Det har den alvorlige baggrund, at i Keiserlige und Königliche Armee kom musikerne sjældent i kamp, hvorfor alle drenge i Böhmen i en tidlig alder fik enten en klarinet eller et horn, som bruges i militære orkestre. Det efterlod så æggedelerne til pigerne.

Mænd i nederdel og folkemusik - ja, de har håndtasken i en snor om livet.

Svaret på det klassiske spørgsmål fra damer: "Is anything worn under the kilt?":
"Madam! To the best of my knowledge: Everything under my kilt is in perfect working order!"

Og jeg som ikke troede, der var noget værre end ustemt sækkepibe! Sådan bliver man hele tiden klogere gennem smertefulde erfaringer....

doctor skrev:Nu har jeg jo læst på lektien Thomas - før jeg begiver mig ud i disputs med dig.

https://www.youtube.com/watch?v=3A-ndUuV_4s

51.23  

Generelt bryder jeg mig ikke om kvinder i bukseroller. Heller ikke af mænd som synger kastratroller. Det er lige så deprimerende som tyrolermusik.

Du illustrerer faktisk problemstillingen meget godt: Det er så hylesvært rent teknisk for en kvinde at spille en mand - det virker galt. Noget så feminint som Cecilia!
Det går kun gennem tonsvis af hårdt arbejde (hun har sagt, at hun aldrig har arbejdet så hårdt), hvor hun med teknik kompenserer for, at mænd har 50% større lungekapacitet.
De fleste holder sig fra de roller og roder sig ind i kattekrigen omkring de 20-30 roller, deres stemme passer til; men for Bartoli så er det bare en udfordring.
De fleste af barokoperaerne er ingenting; men der er nogle gode sange i dem - sådan rundt omkring.
Bellini's Norma er et godt eksempel - der er kun én god melodi i den: Casta Diva.
Händel har massevis af dejlig musik; men det hænger ikke altid sammen - det gjorde det ikke altid dengang.

Det er vel egentlig det, som Gluck's operareform går ud på: Nemlig, at få tingene til at passe sammen.

Det var det jeg egentlig ville med den "deprimerende" tyrolermusik - det meste at det, jeg har hørt er forfærdeligt og højtråbende - ja, larmende.

Den er sådan set ikke noget særligt; men som jeg siger: Der er ikke nogen erstatning for charme.
Historien er ikke noget at basere en opera på: Det er en krybskytte, der fortæller en jagthistorie.
Det med at jage gemser er ikke helt let: Dels er de meget sky, dels skal højt op på bjerget, dels skal man skyde med et oversavet våben (Stutzerl), der rammer ad helvede til - ellers kan man ikke gemme den under frakken.
Endelig er det forbudt - strengt forbudt - og når Stutzerl knollt, så høres det vidt omkring i bjergene og naturligvis kommer jægerne og ransager huset (de kender jo deres lus på travet) - sagen er bare, at man har gemt Stutzerl ikke i Sauerkrauten; men i eddikefadet sammen med huden - hvor kødet var: Ja, det går vi ikke ind på - det ved tilhørerne - de har jo været hælere.
Den er ikke noget særligt, men den er da meget sød - jeg kommer i hvert fald til at mile - og tre kønne piger med et herligt fnis på "sakrisch gfreit". Det er ikke epokegørende kunst; men mindre kan også gøre det: Den har det indforståede med publikum.

Tilsvarende med:


Den er ikke noget særlig; men det er da en lille køn melodi, der aldrig kan klare sig i en koncertsal - selvfølgelig - og den giver sig ikke ud for mere: Det er Stubnmusi. De små sprøde instrumenter kan ikke komme ud over den trange stue; men det berører jo ikke charmen under de betingelser.

Man kan ikke slutte fra genre til kvalitet. Det er to forskellige ting.
Hakkebrædtet er ellers kun kendt fra Harry Lime temaet.... og Orson Welles.
Det er husmoderen, der gør sit hjem pænt og indbydende. Det man ser er den pæne kjole, det kønne halsbånd og de flinke fingre.
Det revolutionerer ikke verden; men det får den bedre halvdel til at tage opvasken - uden at blive bedt om det - noget der er en del sværere.

Det nærmeste opera, det minder om er Joan Sutherland, der når hun sang Rosina i Rossini, hvor hun sidder med håndarbejdet - så tog hun sit eget håndarbejde frem, som hun altid havde med sig, så hun havde noget at lave i stedet for at kede sig i kulissen. Hendes hjem var fyldt med broderede stole - hun gjorde sig heller ikke til mere og andet end hun var: Det var pressen, der kaldte hende: "La Stupenda".
Hun kunne lære Pavarotti et kneb eller to, hun kunne synge Gilda som 60 årig. Hun ramlede engang ind i samme Luciano - og gik på røven og fik luften slået ud af sig (lastbiler står fast) - det sker.

Det er ikke noget særligt; men var det ikke det værd?

Prøv at høre gennem hos Bartoli - noget af det virker, andet gør ikke!

Med forbehold for mit handikappede øre.

Det begynder under recitativet:
Susanna: "Asi certa! Hipocritone": Din store hykler (her er oversættelserne som oftest forkerte "-one" er et majorativ (nærmest et perjorativ): På spansk: "mujeron" er et stort skrummel af et kvindemenneske.

Contessa til Susanna: Hent guitarren og akkompagnér mig!
Det er referencen til Figaro, som bruger udtrykket for at nogen skal have røven på komedie!
Baggrunden er jo, at Figaro og greven har en meget lang historie sammen, som pigerne ikke fatter. På et tidspunkt kalder Figaro greven for: "Capitano" - Greven er Figaro's gamle chef - Figaro er den veltjente stregbefalingsmand, der kan alle de grove udtryk og som står for mandstugten. Kaptajnen er den laveste chef (caput = hoved), den direkte foresatte chef.
Det er Figaro, der ikke gider høre på den opblæste officersidiot, der er en tjeneste, der skal forrettes - planen er jo, at Figaro skal være den diplomatiske kurer for greven (der så, som alle officerer, forsøger at forene det nyttige med det behagelige) - han bliver klogere!
Figaro minder den lille greve om afskaffelsen af rettigheden: "Jamen chefen har jo selv givet en direkte ordre!???" Sådan kringler en sergeant en chef.

Cherubino: Io sono si tremante - jeg ryster af nervøsitet. Det gør han faktisk overfor det arrogante overklasseløg, som Rosina også er. Damen sætter sig så til rette og Susanna kommer med guitaren: Det væsentlige med den guitar er, at der ikke bliver spillet på den (Mozart, der efterlader et specielt fremdraget instrument ubeskæftiget??? Nej vel !!)!!
Altså: Cherubino får ikke den lovede røvfuld!
Susanna: Manco parole - mangler ord - en i sandhed usædvanlig situation for den lille frække og geskæftige tøs - hun ødelægger sit drilleri af Figaro, fordi hun absolut skal rette på ham (som kvinder altid gør ved mænd) - det er afslørende, for Figaro kender sin Susanna.
Her går Flicka ind og forsvarer denne lille hykleriske parasit - Susanna har jo ret. Derfor er Flicka så god, at hun faktisk har kunnet leve af den lille rolle.

Forspillet er klarinetten, som er Susanna; men midt under forspillet overtager fløjten, som er Rosina.

Da sopranen synger "Voi che sapete, che cosa el amor" ("amor" er forventeligt betonet; men synges piano!) er tier akkompagnementet undtagen lidt pizzicato i strengene.
Derefter sætter fagotten ind - pianissimo - og fløjten overtager piano - og Cherubino har grevindens udelte opmærksomhed. På "vedete" kommer en trille i fløjten.
Under "capir nol so" kommer oboen pianissimo - nej, Cherobino forstår ingenting (og medgiver det) - det gør Rosina heller ikke (men der er noget svagt fra den stud til Almaviva). Kommer igen piano på "pien de desir". Der svares tilsvarende med piano i fløjten på "ch'ora e matir" (Ja, det ved Rosina - det er sgu en blandet fornøjelse!)
"Gelo e poi sento l'alma avvampar" - her følger fløjten i et crecento op til "avvamPAR", hvor sopranen skal brække ned i dybt register med bryststemme - selvfølgelig uden at bruddet høres i tone eller betoning - det er rent registerskifte! (Det er afsindigt svært - bare se interview med Marilyn Horne - "It is murder!").
Så kommer en dialog mellem sopran og fløjte, hvor fløjten følger sopranen.

Så kommer repetitionen:
Voi che sapete che cosa è amor,
donne, vedete s'io l'ho nel cor.

Lige før "donne" (kvinder) kommer klarinetten pianissimo. (teaterkonvention: Man holder brevet frem - og så siger man: "Dette brev" - ellers er der ikke nogen i publikum, der når at fatte, hvad der bliver sagt). "Donne" er så svagt at det næsten forsvinder - i et pianissimo. "Vedete" (en imperativ) og fløjten er med: Jo tøserne er sgu helt med (lidt tungnemme; men jo...).
I repetitionen er fløjte og klarinet helt med på den og den vi er over piano for sopranen - slutter med et par triller med klarinet og fløjte.

Hele pointen er "donne, vedete s'io l'ho nel cor." Kvinder, se på hvad han (den relevante) har i hjertet.

Her afbryder applausen; men vi får et recitativ bagefter:

LA CONTESSA:
Bravo! Che bella voce!
Io non sapea
che cantaste sì bene.

Nemlig! Der er meget Du ikke véd.

SUSANNA:
Oh, in verità
egli fa tutto ben quello ch'ei fa.

Susanna er som altid næsvis og kan ikke dy sig for at give en kompliment som et rap over fingrene. Sådan er hun.

Presto a noi, bel soldato.
Figaro v'informò ...

Ja, Du er under kommando. Den er lukket tilbage til fagotten.
       
CHERUBINO:
Tutto mi disse.

Ja, en gammel stregbefalingsmand er ikke uklar i mælet. Tænke - Du skal aldeles ikke tænke: Det dur Du ikke til!

Men ikke nok med det; men den arie hægter sig direkte på finalen i sidste akt, hvor Greven har kaldt vagten i gevær og er klar til at skyde hele banden.

Så kommer Rosina - midt i råberiet og skramlen fra blanke våben -



1:02
Almeno io per loro
perdono otterrò.

Temaet har vi hørt før (jeg kan ikke umiddelbart stedfæste det) i piano. Det lukker kæften på ham - på stedet. Kun én udvej - helt ned på knæ!

LA CONTESSA:
Più docile io sono,
e dico di sì.

Den hænger igen sammen med Rossini's kommentar og karakteristik af Rosina:



Una voce poco fa
qui nel cor mi risuonò;

Overfortolker jeg? Muligvis; men så er jeg i det mindste i godt selskab!


il mio cor ferito è già,
e Lindor fu che il piagò.
Sì, Lindoro mio sarà;
lo giurai, la vincerò.

Ikke den lille nuttede viljesvage!

Il tutor ricuserà,
io l'ingegno aguzzerò.
Alla fin s'accheterà
e contenta io resterò.
Sì, Lindoro mio sarà;
lo giurai, la vincerò.

Io sono docile, son rispettosa,
sono obbediente, dolce, amorosa;
mi lascio reggere, mi fo guidar.

Rosina er den samme, som hun altid har været!

Ma se mi toccano dov'è il mio debole
sarò una vipera e cento trappole
prima di cedere farò giocar.

Og Almaviva vader rundt i "cento trappole"

Om det er stor kunst? Det må være en smagsvurdering, der går ud over den dom en analyse kan fælde.

Det man kan sige rent analytisk er:

Der er ikke én node, én pause, ét recitativ, der ikke skal passe sammen med resten. Det hele hænger sammen.
Det hele kører sammen - samtidig - instrumenter og stemmer. Det er dét opera (når det lykkes) kan: Nemlig i samme øjeblik komme med flere konsistente forklaringer. Tekst, gebærder, toner, instrumentering, tempo, betoning. Hver af disse ville i sig selv være et udtryksmiddel - et kommunikationsmedie. Leporello bruger f.eks. telefonbogen.

Det er ikke stor evigtung opera; meeen.... det klarer opvasken og gør det lidt hyggeligere at se på dynerne.

Det er egentlig den samme unge kone, der hører "Stutzerl knollen" og tænker så for pokker, så skal nabokonerne lige være klar "hot mi sakrisch gfreit", når gemsen bliver brækket - man skal så også have gemt Stutzerl - og det skal ikke være i surkålen, dels ødelægger det surkålen - dels kikker idioter efter dér (læg mærke til at fniset er det samme ved tanken).
Med eddikefadet, som nok er tomt - der er plads. Bare rolig: De damer har da også hørt det - de er klar - sådan et dyr skal man nok få demonteret i en fart.

Det gode ved det er, at han nok er gået på bjerget; men det er ikke til Sennrin - kohyrdinden på bjerget - og ikke ud med "gutterne" - hvem der får hvad - ja, det er der ikke nogen grund til at snakke om - det skal nok komme tilbage med renter. Sådan lidt efter, hvad man har brug for i husholdningen. Nogen gange er det smartest, at lade ham være i fred - det får man mest ud af. Det er så ikke hver gang han kommer hjem med noget.
Ikke noget med alt det moms-fis og kvitteringer - det kommer der kun ulejlighed og besvær ud af .....

Lad os først høre, hvad der virker! Så langt er vi vel kommet!

Flicka:


Prøv så at høre en koncert optagelse med Cecilia!



Den virker ikke!

Der mangler noget!

Der er ikke noget træ!

Det er ikke en solo! Det er (som minimum) en kvartet!
Ikke at de andre piger ikke synger - det betyder intet for lyden: Det er skuespil - som også kan gå galt; men det er ikke det i dette tilfælde.
Cecilia synger ikke op imod noget som helst! Et klaver! Javel! Wolfgang har specifikt valgt guitaren fra! Lidt plom, plom i strengene (mit dårlige øre kan faktisk ikke høre om det ikke er harpen); men ikke noget cembalo (igen et bevidst fravalg af Mozart - det er ikke fordi den ikke ville kunne høres - der er pianissimo i stemmen).

Hun er klar over det! Hun vrænger ansigt for at sætte tonen, hvor den skal være. Det er ikke fordi hun ikke synger rent - den er klokkeklar: Hun kan kun placere den i forhold til flyglet, som er et underligt kønsløst instrument.
Der er intet maskulint i Cecilia's gengivelse. Det kunne man så sige, at det er ikke så mærkeligt - al den stund hun er ved at gå på næsen da hun bukker - hun er toptung; men Flicka har også sunget Rosina i "Barberen" - det er ikke det.

Det ligger i træet!

Her er et klip fra en prøve, hvor Sabine Meyers spjætten har en klar årsag: Dirigenten er et inkompetent fjols.

Er der tale om en koncert for soloinstrument, så er det solisten, der bestemmer det hele! Dirigenten er blot chauffør på orkestret. I dette tilfælde er han KUN i vejen.

Sabine har begge hænder fulde med sit instrument - det tonedøve fjols til dirigent er meget optaget af sin frisure end af sit arbejde.
Derudover står fjolset og vifter taktløst med sin fluesmækker: Læg mærke til, at fagotten ignorerer dirigenten (ikke megen hjælp at hente dér). Fagottens indfald er kritisk - med referance til mine tidligere bemærkninger om enkelt- og dobbelte rørblade. Det er fagotten, der er stemt i samme højde som bassethornet, hun prøver at feje gulvet med.

Meyer har kun muligheden at hoppe rundt og bruge røven.

Og ja! Fagotten er - som oboen - også konisk boret. Det skulle give et overtone mønster som oboen.

Fælles for fagot og bassethorn er (såvidt jeg kan finde ud af) ikke-transponerede instrumenter. dvs. de spiller noderne som de står. Andre instrumenter spiller i virkeligheden andre toner end der står. Det kan blive så galt: En C-trompet kan ikke spille sin egen grundtone! Grundtonen er ellers et instruments dybeste tone.

For nu at rode mig yderligere ud i kviksandet, så har har jeg været inde på, at klarinet- og obofamilierne er pendanter til hinanden i deres overtoner, således, at den ene har de lige og den anden de ulige.

Som jeg har forstået det:
Fløjten er derimod et helt andet princip, nemlig at når man blæser hårdere i den, så forsvinder grundtonen og den første overtone bliver så den nye grundtone - men man beholder princippet om at alle overtonerne er der. Det betyder naturligvis at nogle af overtonerne forsvinder; men andre kommer til.

Det interessante er så, at den traditionelle dialog mellem fløjte og obo (mellem ægtefolk - specielt hvis den er falsk) erstattes af klarinet og obo.

Det er ikke fordi der ikke har været cylindriske træblæsere før: Krumhornet.


Problemet er bare at rørbladet er inden i instrumentet og ikke direkte i munden, hvilket gør at den er begrænset i rækkevidde. At skidtet så også falder ud af stemning hele tiden gør ikke sagen nemmere. Derfor er der et sæt af krumhorn for at spille det en enkelt obo kan.

Oboen er så i sig selv en udvikling af Rauschpfeife, der også havde tildækkede rørblade, hvilket formentlig har givet tilsvarende problemer som krumhornet.


Lyder rædselsfuldt.

Lad os sige det sådan: Obo og klarinet er store tekniske fremskridt.

Obo:
https://www.youtube.com/watch?v=2WJhax7Jmxs

Klarinet:
https://www.youtube.com/watch?v=umHsNVu8klc

Jeg synes bare lige der måtte komme en forklaring, så uindviede ikke tror vi er helt tossede.

hehe Der skal nok mere til for at korrigere. fnis.

doctor skrev:Obo:
https://www.youtube.com/watch?v=2WJhax7Jmxs

Klarinet:
https://www.youtube.com/watch?v=umHsNVu8klc

Jeg synes bare lige der måtte komme en forklaring, så uindviede ikke tror vi er helt tossede.

Tak for henvisningerne.

Hvor har vi i alle disse år været henvist til drøvtygget pladeselskabshakkelse - piratoptagelser er som regel bedre - man skal så kunne leve med den lejlighedsvise bøf (og hvad så?)



Umiddelbart derefter kom KV622, som jeg ikke havde hørt i mange år.

doctor skrev: hehe Der skal nok mere til for at korrigere.   fnis.

Ja, dem, der klager over den forfærdelig høje larm fra rockorkestre - de kan takke deres skæbne for, at de ikke levede i middelalderen.
Nu er det så ikke helt fair, for det var bare demonstrationer; men Vorherre bevars: Hvem vil dog bruge så mange kræfter på instrumenter, hvor resultatet i bedste fald er tvivlsomt.

De instrumenter har jo en rækkevidde på 1-1½ oktav, hvor en klarinet har 3 minimum (afhængig af musiker). Der er altså forklaring på barokken.

doctor skrev: hehe Der skal nok mere til for at korrigere.   fnis.

Nu anser jeg fans smugoptagelser ved koncerter (og glem alt det med optageteknik, udglatning - og hvad ved jeg) som meget oplysende.

Det er så - trods titlen: "A facile vittoria" by Agostino Steffani (ja, det er noget jeg har lusket mig til - sandelig ikke seriøst arbejde)

Det er et af jeg ved ved Gud ikke hvor mange ekstranumre til en koncert. Trompetistens læber er absolut smadrede og han har ingen kontrol over dem mere.

De første par gange samler man bare lige op, så ingen i publikum bemærker noget. For gu' er det falsk - intonationen på Valdhorn er efter sigende specielt udfordrende og vanskelig. Det vandrør, der spilles på er forfærdeligt - messingblæserne fra den tid var sgu ikke bedre end træet (og det var slemt, som jeg mener i den forløbne diskussion at have dokumenteret til skrækindjagende klarhed).

Så kommer der en gyselighed så slem, at hun vender sig rundt - hva' fanden gør jeg nu: Det hun kan - når en tone er falsk så ryger signal/støj-forholdet på gulvet. En måde er at blæse igennem med ren og harmonisk som har et højt signal/støjforhold - og så gøre det forte.

Så kommer en solo, hvor han til alles overraskelse - Cecilias ikke mindst - spiller rent; meget forvirrende. Det var så kortvarigt. Til sidst må hun give op.

Det illustrerer udmærket, at det er ikke et problem at spille højt. Det er meget mere væsentligt at spille rent!
Er det rent sunget så kan et pianissimo høres på bagerste række på Metropolitan (og den scene er så stor, at Ulrik Kold blev bange). Det er nemlig ikke et spørgsmål om at synge højt, råbe eller skrige: Det er om det er rent!
Hvis stemmen eller instrumentet er rent og fuldtonet (med de dertil hørende overtoner - og det er nok så meget det, der går galt den trompet - dels er tonerne forkerte; men overtonerne forsvinder helt væk - der er ikke nogen følelse tilbage i de læber - ikke mere for den 25 øre i aften).
Om stemmen er lidt større eller mindre er ikke så væsentligt, den kan godt høres: Hvis den altså er ren.

Det fører mig så ind på det alt overvejende væsentlige: Nemlig udseendet!
Jeg kan ikke døje de åndede portrætter på pladeomslagene. Jeg kan da godt se, at hun er en lille prop; men hun er altså en hel del kønnere med det ironiske grin og fnisen end publicity afdelingen yder hende retfærdighed for - selvfølgelig hjælper en flot kjole!