Finansiel stabilitet 2 halvår 2014

Hmm... Man skal jo altid læse mellem linjerne.

Det er Nationalbankens overordnede vurdering, at de danske systemiske pengeinstitutter er velka­pitaliserede, kan modstå hårde makroøkonomiske stød og har overskudslikviditet.

Ja, netop! Makroøkonomien skal såmænd nok klare sig; men den vil ikke hjælpe bankerne. Der bliver ikke nogen at skyde skylden på!

Pengeinstitutternes indtjening er presset af en lav efterspørgsel efter nyudlån og øget pris­konkurrence.

Det vil sige, at finansieringen i virksomhederne er går mere over til opsparede midler og forbrugerne finansierer sig enten ikke (forbruget har det lidt mindre end strålende) eller gennem leverandørkreditter - evt. forhandlerkreditter.

Samtidig sætter det fortsat lave renteniveau indlånsforretningen under pres, da institutterne betaler en forholdsvis høj rente på indlån i forhold til den aktuelle pengemarkedsrente.

Her kunne det være interessant at få at vide:

• Hvad, der skyldes at investorerne - frem for at anbringe pengene til negativ rente i Nationalbanken - går i udenlandske papirer - f.eks. amerikanske statsobligationer,
• hvad der skyldes at datterselskaber af virksomheder optager lån i udlandet, som de så via interne mellemregninger låner tilbage til modervirksomheden.
• Hvad,
  • der skyldes, at indskuddene bruges til skatte betaling,
  • dels via omlægningen fra kapitalpensioner.

Tilsyneladende går investeringerne ud af landet i amerikanske statsobligationer (hvorfor skulle Danmark være en undtagelse) som man ser i Østen. Investorerne får så afkastet gennem en opskrivning af USD ifht. stort set alt. Det gælder således hele Europa også: USD er i år steget med 12% ifht EUR.
Det er så brandfarligt, fordi fremkomsten af reelle investeringsmuligheder i Danmark vil - når valutakursstigningerne er udtømt (i hvert fald ifht. EUR - andre valutaer har bundløse muligheder for nedskrivninger), så kan det i sig selv gøre det vanskeligt at styre fastkursen, som forudsætter nogenlunde takt i EU. Uden fast kurs, så vil der komme utilsigtede revalueringer af kronen.

.... Der bør derfor som supplement til tilsynsdiamanten gennemføres lovgivning om nedsættelse af lånegrænsen for afdragsfrie lån – som andel af boligens værdi på belåningstidspunktet. Derved vil låntagerne over tid automatisk opbygge en vis afstand til belåningsgrænserne.

Dvs. lånene kan ikke omlægges og bankernes "pumpning" af ejendomspriserne skyder sig selv i foden - som så ofte før.

Det vil yderligere understrege den høje sikkerhed i realkreditsystemet, også ved store boligprisfald.

Dvs. bankerne hænger på flextumperne, der hverken kan eller vil betale rente - endsige afdrag.
Den gode nyhed til banksvinene er: Der er et liv efter døden for egen hånd.
Den dårlige nyhed: Livet efter døden er af en karakter, så i ville ønske der ikke var!

Kurserne på finansielle aktiver er steget betydeligt, volatiliteten er lav og udstedelsesomfanget af mere risikable aktiver er generelt øget.

Jeg tror - og det er en tro - at meget af det er, at investorerne bevæger sig ud af f.eks. aktier, hvorfor man bruger en stråmand, som køber med finansiering af virksomheden - i afventen af devaluering, der kan gøre det attraktivt at købe egne aktier tilbage igen.

Risikoen forstærkes, hvis det begyndende danske opsving tager fart, og de lave importerede renter bliver mindrepassende til konjunktursituationen.

Det er uden tvivl det, der er baggrunden for at indlånene fra oligarkerne er indefrosset af sanktioner. Ellers ville de bare vente på at rublen faldt tilstrækkeligt også købe egne belånte aktier tilbage for en slik.
Man taler om høje etiske motiver til den indefrysning; men spørgsmålet er om de ret få oligarker i sig selv kunne ryste finanssystemet ved en pludselig tilbagetrækning af indlån - mens udlånsbanken (skal ikke nævne navne, det ville være synd for Nordea - og Raiffeisen) får smasket og kan ikke betale lånet til indlånsbanken, hvor oliegakken havde håbet at landet eller EU ville garantere indlånet - indtil Cypern i hvert fald, nu er den religiøse overbevisning nok blevet rystet en del.

Risiciene kan udmønte sig i direkte tab som følge af eksponeringer i finansielle aktiver og i afledte effekter som følge af den markedsuro, der vil kunne opstå ved en sådan markedskorrektion, fx vanskeligere markedsadgang.

Sådan kan man også sige det! Ikk' oss'?