Hvad er arbejde egentlig værd?

Den megen debat om penge og deres værdi, der er ved at opstå oven på de seneste erkendelser af, at krisen kommer hårdt og dybt, får mig til at stille et helt nærliggende spørgsmål: Hvad er værdien af arbejde?

• Hvis bondemanden går ud på marken og gør noget, som resulterer i at der kommer mere korn op af jorden, så har hans arbejde givet værdi.
  
• Hvis finansmanden gennemfører en rådgivning og långivning, som gør at nogle processer i samfundet kommer til at forløbe bedre, så har hans arbejde givet værdi.
  
• Hvis hjemmehjælperen laver en indsats, som gør at vores ældre medborger føler sig bedre tilpas, så har hendes arbejde givet værdi.

Der har været meget tale om, at vejen gennem krisen er vækst - vækst - vækst. Det lyder for mig som om, at indsatsen skal fokusere på, at vores arbejde skal give endnu mere værdi. Eller måske bare blive ved med at give værdi. Hvordan skal vi sikre os, at værdiproduktionen i samfundet holdes ved lige?

Men så er der jo ting som råstoffer, der kan hives op af jorden, og kan betragtes som nærmest gratis værdi.

• olie hevet op af jorden giver en masse energi - eller værdi
  
• kul hevet op af jorden giver en masse energi - eller værdi
  
• Korn og grøntsager og husdyr giver en masse energi - eller værdi

Så længe de er der.

Hvor meget arbejde skal der udføres ekstra, hvis der bliver mindre af disse ting - for at opveje tabet?

Er det overhovedet nødvendigt eller tilrådeligt at arbejde så meget ekstra, eller slider man bare sig selv ned og påfører derved samfundet en ekstra udgift?

Er arbejde ikke kun noget værd, så længe der er et råstof / en råvare at arbejde med?

Du glemmer, at hvis nogen producerer en "dims", og andre vil betale for at få fat i den pågældende "dims", så er der osse skabt værdi.

Men, når det er sagt, så har Du fat i noget af det centrale: Hvorledes kan værien af en befolknings arbejdsindsats blive ved med at vokse ?

Opgørelsesmetoden for BNP er lidt groft sat op, at ydelser eller varer der sælges medregnes til salgsprisen, mens ydelser der ikke sælges medregnes til kostprisen. Dvs. alle offentlige ydelser indregnes i BNP med det beløb der bruges på at fremskaffe ydelserne. Altså, hvis folketinget vedtager at titusinde mennesker skal ansættes til at sidde og folde papir og stemple det på den ene side, og man vedtager at de skal modtage en gage på. kr. 1.000.000.000 hver pr. år, ja så stiger BNP med kr. 10.000.000.000.000

De vedtagne lønstigninger i den offentlige sektor på 13 % over de næste 3 år kommer osse til at påvirke BNP i opaggående retning med ca. 6½ % i alt. Men er lærerne blevet dygtigere til at undervise, eller når SOSU'erne flere opgaver af den grund ?

Er ikke økonomi-uddannet så bær over med mig

Værdien af vores arbejde vokser udelukkende pga teknologiske fremskridt. Vi er helt basalt blevet mere effektive - til at udnytte råvarer, til at udnytte arbejdstiden, til at rejse, kommunikere etc.

Så længe der gøres teknologiske fremskridt, vil summen af goder (service + varer) i verden øges.

Den gennemsnitlige persons adgang til goder kan dog godt tænkes at falde fra nuværende niveau pga øget befolkningstal.

Så Fogh: Flere penge til forskning!!!

Gribben: et eller andet sted har Du jo ret:

Vi er blevet bedre og mere produktive på nogle områder: Biler kører længere på literen, Landmændene kan få større høstudbytte pr. hektar, administrationen er blevet mere effektiv grundet it o.s.v

Men: fanger politiet flere tyve fordi de stiger 10 % i løn % ? Er sosu'erne blevet hurtigere til at skifte ble på de gamle ? Lærer børnene mere fordi læreren taler med store bogstaver ?

Så selvom noget af prduktivitetesstigningen er reel nok, så er der meget "snyd" med i spillet. Snyd, som behøves for at få det økonomiske apparat til at blive ved med at fungerer.

Det synes jeg er bekymrende

Ja - men pointen er, at lønstigninger følger produktivitetsøgninger i det lange løb. Jeg tror ikke på det i det offentlige, men det er vist logikken.

Hvorfor tror du ikke på det offentlige?

Ikke pga. den store politiske overbevisning om at denne eller hin måde at organisere tingene er bedst, men fordi lønforhandlingerne er ret koblet fra diskussionen om netop øget produktivitet. Vi så jo i foråret, at argumenterne er relative (hvad får andre), ikke absolutte (hvad er jeg værd).

SortKaffe skrev:Men: fanger politiet flere tyve fordi de stiger 10 % i løn % ? Er sosu'erne blevet hurtigere til at skifte ble på de gamle ? Lærer børnene mere fordi læreren taler med store bogstaver ?

Jeg tror ikke sosu'erne eller politiet er blevet mere effektive. Men når jeg stiger 10% i løn, så stiger værdien af at jeg ikke skal gøre det selv, jo også med nogen %, eftersom jeg jo ellers skulle tage tid af. Hvis vi havde fri indvandring eller på anden måde ingen mindsteløn, ja så ville lønningerne til sosuer og politi formodentlig følge med op, men noget langsommere.

Endelig bliver man jo også nødt til at se på hvad alternativer politimænd og sosuer har. Måske de ku lave potter og opdrætte heste istedet?

CK83 skrev:Ja - men pointen er, at lønstigninger følger produktivitetsøgninger i det lange løb. Jeg tror ikke på det i det offentlige, men det er vist logikken.

Det offentlige er god til nogen ting, elendig til andre.

Universiteter skal være offentligt finansierede, da private ikke har nok incitament for at støtte grundforskning. Horisonten mht praktiske anvendelsesmuligheder er simpelthen alt for lang (ofte uendelig). Og det er grundforskning - (vidensproduktion i sin reneste form), der bevæger vores civilisation fremad!

I sundhedsvæsenet, kommunerne, DSB osv vil jeg give dig ret i, at man kunne lære noget fra det private erhvervsliv.

Dr. Grib - det er min sideagenda, ja Men det var nu ikke hvad jeg mente her - som skrevet mente jeg mest, at sammenhængen mellem lønstigninger og produktivitet i det off. nok er svag, fordi lønnen i det offentlige ikke bestemmes på markedsvilkår.

(Når det så er sagt, er der da nok steder, hvor jeg ville foreslå større lønspredning etc.)

Ang. grundforskning, så er jeg enig: Der er positive eksternaliteter - altså noget, der gavner os allesammen en lille smule, men hvor det er svært at allokere omkostningerne i forhold til udbyttet. Forurening er også en eksternalitet - bare negativ - hvor det er svært at vide, hvem der præcist burde kompenseres for at Hr. X kører i bil gennem KBH.

Det meste sundhedspersonale ville (pga mangel på arbejdskraft) få fordoblet deres løn hvis den blev givet på markedsvilkår. Inkl SOSU'er og sygeplejersker.

Pt dumper der hvert halve år et brev ind fra et vikarbureau med tilbud om 100-125K/måned for arbejde i Nordnorge... med rejse og bolig betalt.

Det er fristende, når jeg herhjemme får ~30K i grundløn for at blive fuldstændig kvast på 16 timers nattevagter i skadestuen.

Til gengæld tror jeg en lang række andre offentligt ansatte skal være glade for, at deres stillinger ikke udliciteres... Er enig i, at der kunne spares store penge. Især i administrationen - det er simpelthen grotesk hvordan den er eksploderet. Ikke nok med at det koster kassen i lønninger, det forringer også effektiviteten af fx hospitalerne at alt vi laver skal registreres, dokumenteres, arkiveres, og analyseres af en flok skrankepaver.

Jeg er sikker på, helt sikker på, at du taler af erfaring og dermed har et ret godt blik for det. Og derfor: Hvad skal man gøre ved det?

Det synes jeg er et interessant spørgsmål!

Hvordan er din fornemmelse for arbejdseffektiviteten? Min umiddelbare fordom er, at der er endog meget stor forskel på indsatsen fra de forskellige sygeplejersker og SOSUer - myte eller sandhed?

Hvordan skulle man indføre effektive, virksomhedsprægede arbejdsgange i 'systemet', hvis man ikke var tvunget? Var det en idé med sygesikring for alle som i dag, men med konkurrence blandt (halv-)private sygehuse? Således at sundhed er for alle stadig - det synes jeg er et meget vigtigt træk, trods min liberale indstilling.

Nu kommer der en lille sundhedsrant - blev lidt længere end planlagt...

Pleje er svær at effektivisere - det er jo ikke dyr der passes, men mennesker der gør ting i deres eget tempo, selv vil bestemme, gerne vil hyggesnakke lidt osv. Jeg ville i hvert tilfælde ikke bryde mig om et "industrialiseret" plejesystem - hverken som læge eller patient.
Derudover må jeg sige, at jeg har stor respekt for sygeplejersker og sosuer - især når man tænker på hvor lav løn de egentligt får, og hvor ringe deres mulighed for lønforhøjelse er. Nogle gange tænker jeg, om man skal have et "engle-gen" for at kunne holde det ud... det samme med skolelærere iøvrigt. Løn og anerkendelse svarer bare ikke til arbejdsbelastning.

Sammenlign med ejendomsmæglere 2001-2006 fx..

Derudover:
Jeg er imod privatisering i sundhedsvæsenet. Det offentlige kan lære meget af privathospitalerne, men alt i alt mener jeg, at privathospitaler er en ulykke i Danmark. Fordi:
1. De uddanner ikke 2. De forsker ikke - men dræner universiteterne og hospitalerne for deres topforskere. 3. De vælger kun de "friske" patienter - dem med følgesygdomme, de svage osv lader de det offentlige om. 4. Hvis der er komplikationer sender de uden at tøve patienten til et offentligt sygehus. Uden at betale en krone iøvrigt. 5. De snupper speciallægerne, som det offentlige har postet millioner i at uddanne.

Altså, man kan da godt forestille sig et privat system med sygesikring, der ville fungere. Så skulle det være noget med, at hele systemet blev privatiseret...
Sådan som det fungerer i dag, hvor de private udplyndrer det offentlige, mener jeg som sagt er en katastrofe - både moralsk og samfundsmæssigt!

mht effektivisereing i sundhedsvæsenet har jeg da et par forslag:

1. Centralisering. Det er jo politisk harakiri i Danmark at foreslå, at de små sygehuse bør lukkes. Men sandheden er, at hvis man fejler noget udover det allermest banale, bliver man alligevel kørt fluks ind på et centralsygehus. Hvis jeg fik en blodprop i Nordvestjylland ville jeg skrige til ambulanceføreren om at køre udenom Thisted Sygehus, og direkte til Ålborg...
2. Specialisering. Her kan man lære noget fra privathospitalerne. Opret specialiserede hospitaler - fx et kunne et lille jysk sygehus konverteres til et specialhospital, der kun laver planlagte kunstige knæ og hofter - altså en slags industrialisering. Processen er så vidt jeg allerede i gang.
3. Bøder for udeblivelser. Jeg har oplevet en patient aflyse planlagt kunstigt-knæ -operation, fordi det ikke passede med sommeferien sydpå. Det tager lang tid at planlægge en operation, forundersøgelser osv, så der var tomt operationsleje den eftermiddag + en kirurg og et operationsteam uden noget at lave.
For ikke at tale om de mange, der bare bliver væk fra undersøgelser, kontrol osv uden at ringe afbud.
Jeg tror ventetiderne ville rasle ned hvis der blev indført bøder for udeblivelser - de behøver ikke at være store, det er ligeså meget det symbolske i at folk forstår hvor uhensigtmæssigt det er.
4. Flere læger i politik og administration. Økonomer og juristers indtog på hospitalernes ledelsesgange har (i mine øjne) været en katastrofe for driften. den blir jeg nok ikke populær for --- he

Hmm - Måske skulle man hellere spørge - For hvem har arbejdet værdi?

Iøvrigt ærgerligt man ikke kan uddanne sig til boligejer. Det er da vist mere værd end arbejde.

Tak til Gribben for et godt indlæg om sundhedsvæsenet.

Jeg er ikke enig med dig på alle punkter, men jeg synes Du røber en indsigt som giver læseren noget at tænke over. Meget positivt