Hvorfor banker aldrig kommer igen?

Nu er aldrig temmelig lang tid - og man havde da også formodet efter 1929, at det ikke ville kunne ske igen; men det gjorde det. Man havde også troet at boligbobler ville uddø med boligmanglens ophør - det gjorde det så ikke.

Men der er nogle faktorer, som er radikalt anderledes - ikke at de ses i aviserne; men tilsyneladende ubetydelige småting af fundamental karakter.

1) Det er matematisk påvist at bankernes risikomodeller er decideret forkerte. Arbejder man med sandsynlighedsfordelinger uden påviselig spredning, så bliver alt til nonsens. Godt nok har selv en nobelprismodtager på området ruineret sig selv på den fejlagtige antagelse; men man gav jo også nobelprisen til ham, der opfandt "det hvide snit".
Det er så meget desto værre, som at det må betvivles, at den fordeling overhovedet har et funktionsudtryk, der er blot nogenlunde stabilt - dvs. hvor afvigelsen fra observationerne stiger med observationernes antal.

Der er ingen stabilitet i modellerne - ikke bare matematisk. Matematik er bare en konstatering af hvad man burde kunne have sagt sig selv. Begivenhedernes forløb viser netop dette sammenbrud. På et tidspunkt går det nemlig galt, sandsynligheden for at det går galt vil nemlig stige: Det er ikke som et plat og krone spil, hvor når man har haft plat 227 gange i træk, så må der komme da komme "krone"? Nej, den sandsynlighed for "krone" er præcis den samme, som den var i foregående eksperiment. Uanset om mønten var svindlet, så plat havde en større sandsynlighed end krone - bare mønten er den samme.
Den stigende afvigelse betyder nemlig at har man vundet i aktiespillet 10 gange i træk, så er sandsynligheden for at tabe i næste spil større end den var i foregående spil. De andre spillere må nemlig forudsættes at have observeret begivenhedsrækken og lægge en taktik, der imødegår den heldige.

Dette forhold med den manglende evne til at udtale sig om fremtiden på grundlag af markedsbevægelser gør at banker ikke vil kunne give kredit udover den tidshorisont som regnskaberne giver - hvilket er den egentlige grund til at banker kan forlange at få regnskaber fra debitorerne. Et regnskab/kvartalsrapport har nemlig ikke gyldighed til længere end næste regnskab. Det er sådan set heller ikke meningen - ellers var der jo ikke nogen grund til at lave regnskaber med den hyppighed.

2) Det betyder ikke, at der ikke vil blive handlet aktier - det vil bare ikke ske via børsen. Reelt er aktier gået hen og har tabt deres karakter af omsætningspapir. En aktie kan ikke siges at have en værdi, medmindre man som aktionær går ind og aktivt kontrollerer selskabet og øver indflydelse.
Det vil ikke betyde, at investeringsbanker forsvinder - tværtimod, for aktionærer vil stadig have et behov for at komme ud af en aktie og investere i aktier.
Børsen er ikke stedet for fastsættelse af aktiekursen, fordi børsdeltagerne ikke har information og baggrund til at vurdere ud over (det dubiøse) regnskabs gyldighed.

Reelt er det jo også sådan i dag: Den kurs som en aktionær kan sælge sine aktier til en fond er en ganske anden end børskursen. Man kan ikke smide en større portion aktier på markedet og håbe på at fjolserne køber til vildt opskruede priser. Dvs. det kan man godt; men det går galt jvnf. mange små virksomheders børsintroduktion - de ender i bedste fald med at aktien går illikvid.

Filmen "Pretty Woman" er interessant en del ud over Julia Roberts - det er muligt at meddele en gadeluder de finansielle principper, så hun forstår umiddelbart.

3) Bankhemmeligheden er brudt for altid. Selve det krav, at handler skal dokumenteres, enten på papir eller elektronisk - giver i dag myndighederne den indsigt i handlen, som de gider have.
Det har altid været sådan, at man nemt har kunnet sætte sorte penge i en schweizisk bank; men man har så at sige aldrig kunnet få dem ud igen: Man har heller ikke haft interesse i det, fordi enten var man kreperet i en koncentrationslejr, blevet nakkeskudt af ens fjender - eller var taget i sommerhuset for "at hænge ud".

Til tilhængerne af fysisk guld vil jeg bare sige, at her vil politiets kontrol af overlæs i sig selv begrænse transaktionernes størrelse.

Problemet viser sig at være, at nok kan bankerne modtage sorte penge; men så er det ikke så meget bankerne det går ud over - det bliver valutaen. Vi har set, hvordan spekulationsvalutaer som den islandske krone og CHF for praktiske formål er forsvundet - DKK også - som andet end en omregningsenhed.

4) Vi begynder at kunne komme med en rationel forklaring på rentekurvens udseende: Nemlig at den kan henføres til relationen mellem inflation og produktivitetsstigning - og den alene! Det er det befriende ved matematik - det skærer tonsvis af overflødigt nonsens væk. Som sådan er det et postulat indtil videre, at det er inflationen og produktivitetsstigningen, der entydigt bestemmer den risikofrie rente på en vilkårlig løbetid.
Det er dog en hel del bedre end det skønmalende gætværk som bankerne med deres ignoranter klatter rundt med.

Dvs. renter ud over rentekurven vil være rene risikopræmier, der - som vi har set - ikke kan beregnes i modeller; men kun gennem indflydelse på politikken - det være sig den nationale politik eller virksomhedernes.

5) Vi taler om, at valutaen i sin substans er blevet irrelevant. Det afgørende er den centralbank, der udsteder statsobligationerne - er de pågældende regeringer i stand til at honorere gældsbeviserne? Reguleringen sker ikke mere ved hjælp af vekselkursen; men via renten - som udover rentekurven - vil være en risikovurdering af debitor - dvs. det politiske system. Denne risiko kan kun håndteres i det omfang man som kreditor har mulighed for at kontrollere den økonomi/regering som udsteder statsobligationen - kan jeg interessere nogen i russiske statsobligationer.....????

Det rækker imidlertid videre, fordi statsobligationer er en lille del af den samlede kredit (og dermed pengemængde). Det er en konvention, at man tillægger statsobligationer en speciel bonitet - en konvention som regeringerne har svært ved i varierende grad at leve op til. Det betyder ikke at andre debitorer ikke kan leve op til konventionen: Dvs. udstede gældsbeviser iht. rentekurven.
Her kommer så det ind, at obligationer mm. skal i løbetiden forbedre boniteten. Dvs. enten skal sikkerheden automatisk gå op eller renten stiger over rentekurven.
For et serielån, så er den gennemsnitlige restløbetid ca. det halve af hovedstolen. Vi taler altså i praksis en væsentlig kortere restløbetid en pålydende. En restløbetid på f.eks. 8 år er i virkeligheden på 4 år - sikkerheden bag obligationen forbedres ikke, fordi man må formode at investeringsobjektet taber i værdi som følge af slitage og forældelse - renten stiger derimod.
En annuitet har derimod, hvis vi taler realkredit en stigende bonitet, fordi der afdrages. Renten stiger ikke ifht. rentekurven, fordi en konvertibel annuitet bliver indfriet, når (tidligere i gennemsnit 8 år) kupon kommer over rentekurven.

Det er svært at se, at banker har en rolle i denne sammenhæng udover ren betalingsformidling og kreditter på maksimalt svarende til et høstpantebrev.