Artikel af Nouriel Roubini (Dr. Doom)

Meget enig

For starters, there is the risk of a hard landing in China. The rebalancing of growth away from fixed investment and toward private consumption is occurring too slowly, because every time annual GDP growth slows toward 7%, the authorities panic and double down on another round of credit-fueled capital investment. This then leads to more bad assets and non-performing loans, more excessive investment in real estate, infrastructure, and industrial capacity, and more public and private debt. By next year, there may be no road left down which to kick the can.

Jeg tror ikke på, at den omstilling til forbrug kan lade sig gøre!
Reelt forbrug i Kina vil sige fødevarer. Om der kommer lidt flere eller færre samtalekøkkener vil ikke flytte det store. Det er rigtigt, at en rig overklasse vil kunne øge deres forbrug af tingel tangel - og selv en lille overklasse vil være i størrelsesordnen USA's befolkning. Det efterlader så over 4/5 af befolkningen, der har helt anderledes prioriteringer - så som middagsmad.
Der vil også være en forøget efterspørgsel som følge af priskontroller, hvor bønderne på den ene side ikke er beskyttet mod foderprisstigninger; men samtidig ikke selv kan hæve priserne af frygt for panik blandt forbrugerne i byerne, der ikke har penge at købe mad for. Resultatet vil naturligvis (som altid) være at bønderne ikke producerer fødevarer nok til at dække efterspørgslen. Det bider sig selv i halen.

Da Kina ikke kan brødføde sig selv vil det betyde forøget fødevareimport - selv overklassens ekspansion vil forøge fødevareforbruget, fordi deres efterspørgsel vil rette sig mod forædlede fødevarer i form af kød. Kød, der i bedste fald med effektiv landbrugsproduktion, bruger 3 gange så mange kalorier som korn for et måltid af samme kvalitet.
Om der er et år tilbage at blæse investeringsbobler i? Måske, måske ikke! Vi er i hvert fald ude over, hvad man kan kalde mellemlangt sigt.

There is also the risk of policy mistakes by the US Federal Reserve as it exits monetary easing. Last year, the Fed's mere announcement that it would gradually wind down its monthly purchases of long-term financial assets triggered a "taper" tantrum in global financial markets and emerging markets. This year, tapering is priced in, but uncertainty about the timing and speed of the Fed's efforts to normalise policy interest rates is creating volatility. Some investors and governments now worry that the Fed may raise rates too soon and too fast, causing economic and financial shockwaves.

Det reelle problem ligger i hvor hurtigt en stigning i fødevarepriserne giver gennemslag i indkomsterne i amerikansk landbrug. Det er selvfølgelig helt forudsigeligt, at kineserne vil forsøge at købe billigst ind, hvilket vil give en forsinkelse. F.eks. vil priserne på korn først stige hos ikke amerikanske producenter; men det vil p.gr.a. det kinesiske markeds størrelse - med en forsinkelse - gå videre til USA: Ganske enkelt fordi USA er den væsentligste fødevareproducent - og har ekstra produktions kapacitet.
Opkøbsprogrammet vil skulle times med skattestigninger til landbruget: Først reduktion af subsidier, dernæst deciderede skatter. Vi taler ganske betydelige beløb. Beløb, der sætter den spanske valutapanik i perspektiv.

Hidtil har man kunnet gå ud fra, at frygten for et markant kursfald på statsobligationer (og dermed nedskrivning af den kinesiske formue) har holdt renten i ave.
Hvad der sker i forbindelse med et sammenbrud i Kina, med voldsomt stigende fødevarepriser og stigende mængdemæssig efterspørgsel - det er rimelig uforudsigeligt, fordi den centrale kontrol med økonomi og finans kan endog meget hurtigt forsvinde.
Det kan få en uheldig samvariation med forsinkelsen i gennemslaget af forbedringen af amerikansk landbrugs indtjening, hvor evnen til opkøb af pludselig frigjorte statsobligationer kan blive sat på en alvorlig prøve.

Third, the Fed may actually exit zero rates too late and too slowly (its current plan would normalize rates to 4% only by 2018), thus causing another asset-price boom – and an eventual bust. Indeed, unconventional monetary policies in the US and other advanced economies have already led to massive asset-price reflation, which in due course could cause bubbles in real estate, credit, and equity markets.

Den er jeg lidt mindre bange for, fordi det er som allerede nævnt sket. At debitorerne ikke betaler - det har vi sådan set vænnet os til. Boligmarkederne er f.eks. fastfrosset for evigt.
Det, jeg (og FED formentlig) er bange for, er at en rentestigning vil føre til kursfald på statsobligationerne - helt selvfølgeligt. Det vil betyde, at Kina og investorerne vil blive pålignet et omgående tab. Dette tab skal komme; men en form for nedskrivning af gælden fører jo ikke til at debitorerne betaler - de er nemlig ruineret efter sidste boble.

Fourth, the crises in some fragile emerging markets may worsen. Emerging markets are facing headwinds (owing to a fall in commodity prices and the risks associated with China's structural transformation and the Fed's monetary-policy shift) at a time when their own macroeconomic policies are still too loose and the lack of structural reforms has undermined potential growth. Moreover many of these emerging markets face political and electoral risks.

Det er sådan set allerede i gang. Stigende fødevarepriser og faldende råvarepriser. Reelt, fordi prisfastsættelsen på f.eks. metaller er henset til et faldende mængdemæssigt volumen rimelig fiktiv og bæres kun oppe af bankernes mulighed for at finansiere overvurderede råvarelagre. Det kan så smælde, hvert øjeblik det skal være, da bankerne dels er mere end skrøbelige, dels at produktionen af et lavt reelt efterspurgt volumen kan efter nedlukning af miner mm. koncentreres om de anlæg og forekomster med de laveste variable omkostninger. Det giver så investorerne et betydeligt tab, fordi priserne ikke er til at betale renter og afdrag på gælden.
Det vil i lande med både fødevareproduktion og mineral produktion betyde en ganske voldsom omfordeling mellem erhvervsgrenene. Vi ser det i Sydafrika, Brasilien og Australien.
Deres udenrigshandel vil netto ikke forskydes det store - målt i penge; men sammensætningen vil ændre sig. Det vil give valutarisk uro som følge af tidsforskydninger; men næppe tektoniske skift.

Fifth, there is a serious risk that the current conflict in Ukraine will lead to Cold War II – and possibly even a hot war if Russia invades the east of the country. The economic consequences of such an outcome – owing to its impact on energy supplies and investment flows, in addition to the destruction of lives and physical capital – would be immense.

At vi står overfor en ny "kold krig" må nok siges ikke alene at være sandsynligt; men nær sikkert.
Her skal man passe på med, at overvurdere Ruslands økonomiske betydning. Tilsvarende militære - hvis man kan holde Rusland fra at bruge atomvåben.
Vi taler reelt om, at Europa vil få et "ubehag" ved bortfaldet af russisk energiforsyning. Det vil næppe være mere, fordi tilbagegangen i den kinesiske økonomi vil balancere med en samlet nedgang i forbruget af energi på globalt plan. Samtidig er - trods klimafanatikernes jamren - det ikke rigtigt, at der er en mangel på energi.
De finansielle strømme ind og ud af Rusland - ja, de er der; men det er jo det sanktionerne og indefrysning af tilgodehavender tager højde for i vidt omfang. Listen over indlåste konti vil blive større i takt med, at man følger kontobevægelserne. Disse formuer skal på et tidspunkt passere enten en amerikansk eller EU bank - når det sker vil fælden klappe.

Finally, there is a similar risk that Asia's terrestrial and maritime territorial disagreements (starting with the disputes between China and Japan) could escalate into outright military conflict. Such geopolitical risks – were they to materialise – would have a systemic economic and financial impact.

Her er jeg heller ikke så bange: Det er en eventualitet, man gennem længere tid har taget sine forholdsregler imod.
Dels er Kinas militære pralerier ikke overbevisende - Kinas hær skal bruges på at slå interne oprør ned - og det er det, den er indrettet på. Dels vil Kina ikke kunne tåle at blive fødevaremæssigt isoleret. Energiudvinding vil glide i baggrunden, fordi aktivitetsniveauet i Kina går i stå.