Kina vil sætte renten fri.

Jeg tror det mildest talt er for sent.

Hvis vi regner med en årlig inflation på 10%, hvilket nok er tilfældet, fordi det kinesiske forbrugerpris index "shopper" varer, der er undergivet priskontrol - og fjernelse fra butikshylderne. Hertil skal lægges produktivitetsstigninger på 2%. Den produktivitetsstigning vil fremkomme som et resultat af arbejdsløshed og fallitter - ikke som følge af investeringer, for de investeringer, der er gjort kan ikke påregne et positivt afkast.

Vi taler altså en rente på en 12%. Det kan ikke lade sig gøre: Forhøjes renten, så vil udlånene gå konkurs eller blive henlagt som nødlidende - hvilket er det samme som at sige uden afkast - overhovedet! Hverken kurs- eller kuponmæssigt.
Vi kan vist roligt fastslå, at det vil rive hele det kinesiske erhvervsliv om kuld. Det ville nu være sket alligevel; men en så abrupt rentestigning vil få det til at ske meget, meget hurtigt. Som det er nu er en negativ realrente på - 5% (forsigtigt skønnet) stadig for høj. Eksporten kommer ikke igen og man kan ikke lave ret mange flere veje mellem øde byer - man kan ikke skaffe pengene.

Det kan heller ikke lykkes at omstille byerhvervene til forbrugsvarer til kineserne, der er ganske enkelt ikke rigtig nogen, der har råd til at købe dem. I det omfang folk har penge i Kina, så vil deres efterspørgsel rette sig mod importvarer - primært fødevarer. USA's landbrugs produktivitet er en faktor 1-200 højere. Der er kun en tilpasning: Nemlig et mindre forbrug målt i tons. Oversat til dansk: Mindre at spise til kineserne.

Jeg tror med andre ord vi er ude over, hvad vi andre vil betegne som det aktive virkeområde af penge og finanspolitikken. Det må vist være det, man betegner som et sammenbrud.