Oprustning.

Først og fremmest så er de våbensystmer, som Ukraine får så gamle, at de burde med realistiske afskrivningsregler være nedskrevet til nul.

Problemet er:

1. at ikke alene skal vi have moderniseret vores materielbeholdninger; men også reservebeholdningerne. Så på den måde er der et dobbelt behov.
2. dermed ikke sagt at alle ældre våben er forældede. Bl.a. er de vandkølede Vickers mellemsvære maskingeværer stadig udmærkede. Men den russiske hovedkampvogn T-72 (inklusiv dem, der har fået så mange ansigtsløftninger, at de har fået fuldskæg) kun kan anvendes i mangel af bedre - og det bedre er i denne sammenhæng et afgjort relativt begreb.
3. Med andre ord så er i hovedsagen de våben vi afleverer til Ukraine ikke de samme som dem vi anskaffer i de kommende år. Eksemplet er nok, at Danmark ikke skal genanskaffe CAESAR, men måske nærmere de slovenske Zuzana-2. Ikke at CAESAR ikke virker; men den har præg af at være flikket sammen til at ramme et for lavt budget. Man kan godt få billige køkkenknive; men produktet er derefter - også selvom alternativet ikke er de aller dyreste. Man kan købe for billigt.