Kina er terminalt på røven.

Udmærket artikel.

Jeg havde undret mig over at Patrick Chovanec pludselig holdt op med at blogge. Som det fornuftige menneske han er, så er han naturligvis stukket af fra katastrofen. Endnu en indikator på et uimodståeligt kinesisk sammenbrud.

Jo længere Kina udsætter opgørets time, jo værre bliver det for Kina – og måske for resten af os.

Jeg tror så ikke helt, at det vil have de konsekvenser for verdensøkonomien, der ridses op. Det skyldes at det kommende finansielle kollaps i Kina fortrinsvis vil være et internt kinesisk problem - af de store - indrømmet; men kun i begrænset omfang noget, der vil berøre resten af verden.

Dønningerne ville dog næppe standse der, men fortsætte til det ressourceafhængige Australien, ramme Japan, Singapore, Sydkorea og Taiwan, hvor handel for alles vedkommende er lokomotiv, og føre til prisfald på alt lige fra olie og stål til guld og majs.

Prisfald på olie: Givetvis.
Den gamle balance mellem Rusland og Kina fra Nixons tid er ikke aktuel længere. USA kunne vælge hvilken oliepris det skulle være: Høj oliepris begunstigede Rusland og lav var godt for Kina.
I dag er den kobling brudt, fordi Kina har man styr på via fødevareprisen og Rusland gennem olieprisen, så olieprisen forbliver høj så længe man fra USA har en interesse i at Rusland ikke bryder helt sammen. Det er det, der nok er baggrunden for krisen i Ukraine. Det er simpel pengeafpresning fra russisk side.

»Kinas betydning for verdensøkonomien og den hastige vækst i det finansielle system i Kina betyder, at der er udbredt bekymring for, at en finanskrise i Kina skal udvikle sig til en global krise. Et så betydeligt problem med tab på aktiver ville overskygge situationen under den alvorlige finanskrise i Rusland og Argentina i 1998 og 2001 og også være alvorligere end Japans gældsproblemer i 1990’erne,« siger Adam Slater.

Tilsvarende vil prisen på majs ikke falde. Majs er stadig langt den billigste kornsort til foder og føde. Da hverken Kina eller Rusland - absurd nok - er selvforsynende med fødevarer, så vil det betyde en stigning i fødevarepriserne. Trods massakrer vil folk de steder ikke generelt holde op med at spise - også selvom man holder op med at dyrke jorden.

De andre råvarer vil være ligegyldige: Stål er allerede så billigt, at man ikke har en pris på det. Det samme gælder noteringen af f.eks. kobber. Efterspørgsel og udbud er dalet drastisk (miner lukker over hele verden); men priserne er stadigvæk angivet af spekulative lagre. Så, hvor det ender er svært at sige. Vi kan nok fastslå, at der bliver en del panik, når finansieringen af lagrene bryder sammen - nogle vil blive realiseret og andre vil en tid lang kunne lade som ingenting.

Mht. til lande, så vil det ikke betyde det store for lande som Australien, Sydafrika, Brasilien - rent valutamæssigt: Det vil derimod betyde ganske voldsomme interne omfordelinger af velstand, hvor byerhvervene vil blive endog hårdt ramt, fordi de ikke er konkurrencedygtige. Tilsvarende vil landbruget få bedre tider; men vi kan forudse et par revolutioner eller tre, fordi når byproletariatet sulter, så tager regeringer - ligegyldigt hvilken observans de officielt måtte have - bybefolkningens parti. Byproletariatet er koncentreret og organiseret, hvilket er perfekt til at lave ballade mm.

Sydkorea, Taiwan og Japan. Det er en noget blandet pose bolsjer: På den ene side vil de have gavn af lavere oliepriser og skade af højere fødevarepriser - de øvrige råvarer er sådan lala. Det vil nok betyde interne fordelingsproblemer; men nettoresultatet er ret så svært at forudsige - udover at nogen strålende fremtid bliver der ikke tale om. Medmindre man taler om strålende i Tjernobyl-forstand.
Reelt er det ikke specielt velorganiserede lande - det påstår de selv; men de minder en del om en bankfilial, hvor man holder sin kæft med at lederen er idiot.

Jeg tror heller ikke på de store militære udfordringer for resten af verden: Dels har USA i meget vidt omfang taget sine forholdsregler og deres våbenteknologiske og taktiske niveau vil være som Saddam Husseins overfor USA: Enorm hær; men som at slås mod kampvogne med bue og pil - ikke smart.

»Kinas betydning for verdensøkonomien og den hastige vækst i det finansielle system i Kina betyder, at der er udbredt bekymring for, at en finanskrise i Kina skal udvikle sig til en global krise. Et så betydeligt problem med tab på aktiver ville overskygge situationen under den alvorlige finanskrise i Rusland og Argentina i 1998 og 2001 og også være alvorligere end Japans gældsproblemer i 1990’erne,« siger Adam Slater.

Jeg er så enig i, at det bliver nok dødsstødet for bank og finansvæsen, som bankerne kender det. Men 2008-krisen påpegede allerede den gang, at det i hvert fald ikke var en måde at køre videre på. Bankerne har allerede måttet sande, at staterne ikke hæfter for indskyderne - udover småsparerne. De mere ædruelige investorer har haft tid til at bringe resterne af spareskillingerne i nogenlunde sikkerhed, hvor afkastet er sikkert; men beskedent.
På mange måder er formidlingen af kapital fra sparerne til erhvervslivet og seriøse lånere af anden karakter gået udenom bankerne. Dels klarer erhvervslivet i vidt omfang de kritiske korte handelskreditter internt. Dels går investeringerne udenom den etablerede finansstruktur - enten gennem statslig långivning mod sikkerhed eller direkte fra investorerne.

Den afgørende forskel bliver, at man i dag har en opfattelse af nogle helt essentielle teoretiske faktorer:

1) Risikovurdering kan ikke foretages med de modeller bankerne anvender - de undervurderer frem for alt sandsynligheden for voldsomme bevægelser. Det VIL betyde en helt anden struktur, fordi man i den basale rente må indregne et risikotillæg, der ligger ud over inflationen og almindeligt afkast.
Sagt på en anden måde: Centralbankernes rentefastsættelse vil på en hel anden måde undlade at tage udgangspunkt i en "tillid" til bankerne, for en sådan tillid er ubegrundet - med mindre man som centralbank og finanstilsyn har en helt anden og kritisk adgang til udlånsbøgerne: Bankerne har for altid mistet deres troværdighed.

2) En anden faktor er, at hele valutaspørgsmålet er så småt ved at blive ligegyldigt: Det afgørende er centralbankernes kontrol over kreditgivningen og renten.

3) Den tredje faktor er, at man nu har fået en opfattelse af formen på rentekurven, som lader til at være defineret ud fra inflation, produktivitetsstigning og løbetid. Hvilket giver renten, da afbildningen er en-en-tydig og på.
Det forklarer en del af det kritiske i Keynes, nemlig sammenhængen mellem investeringerne og renten.
Den - af Keynes i øvrigt erkendte svaghed - men ufuldstændighed.

Det binder nemlig mikro- og makroteorien sammen: Produktivitetsstigningen, der altid vil være forskellig fra nul i en pengeøkonomi, definerer faconen på investeringskurven, mens inflationen definerer ned i mikroteorien - og renten definerer pengerigeligheden.

4) Endelig er sammenhængen mellem pengemængden noget anderledes. Der er nemlig tale om den reelle restløbetid, der evt. er uendelig - dvs. pengene bliver aldrig betalt tilbage - de såkaldte tab!

Konflikt med Kina meget lidt sandsynlig.

Det er der nok ikke så lidt om:

Kina er afhængig af USA mht. til prisen på fødevarer og energi.
Som jeg har skitseret før, så er den sandsynlige udgang faldende energipriser og stigende fødevarepriser.

I den forbindelse vil Rusland blive ramt på begge sider af hovedet.

men de bygger luftkastellerne solidt.

“Total industrial capacity in cement and plate glass is still growing, but the industry-wide sales rate is in decline and accounts receivable are increasing,” the MIIT said, stressing there were to be no new projects in the sector “for any reason”.

Det er som at høre banksvinene i 2008.

Man kan nu veksle direkte mellem EUR og RMB

Hensigten er naturligvis at holde RMB undervurderet ifht. USD og overvurderet ifht. EUR.

Det vil da naturligvis ikke lykkes!

Det er helt elementær arbitrageregning. Det kan så forvirre svage intellekter, når USD stiger (så er det lettere at holde valutaen undervurderet - i hvert fald i egen fejlagtige opfattelse) og EUR derfor falder (og RMB tilsyneladende bliver mere værd).

Der kan være et vekselgebyr, der bliver sparet; men ikke mere. Enhver nok så lille mulighed bliver omgående opdaget i bankens valutaafdeling, der er ligeglad med om der er tale om Gibraltarpund eller bananer - de kan deres hovedregning og finder lynhurtigt den billigste måde at fremskaffe den efterspurgte valuta på.

Her ser man, hvor langt Danske Banks spytslikkere og klakører på Berlingske er faldet!

Det er sgu sådan, at smudspressen leverer bedre erhvervsjournalistik end banksvinenes skriverkarl Jens Chr. Hansen på Berlingske!

Ødestaden breder sig.

så er man da idiot!

Die angehäuften Schulden chinesischer Firmen könnten sogar noch grösser sein, als die Bankbilanzen es verraten, weil die Mittel zur Verschuldung vielfältig sind. Etwa, wenn eine ausländische Tochterfirma einen Kredit aufnimmt und das Geld dem Mutterkonzern als Auslandsinvestition in China zur Verfügung stellt. Oder Termingeschäfte mit verlängertem Zahlungsziel zwischen zwei Firmen und die Einrichtung eines Bankguthabens im Ausland.

Das Problem für ausländische Banken ist: Mit ihrem Leihgeschäft in die Volksrepublik hinein werden sie immer unmittelbarer mit den Herausforderungen von Chinas Konjunktur konfrontiert.

Ende Juni standen chinesische Unternehmen bei ausländischen Banken mit 1,1 Billionen Dollar in der Kreide. Binnen eines Jahres bedeutete das ein Plus von 47 Prozent.

Det er faktisk en ret honnet sum.

Wie gross der Bedarf an Kapital ist, zeigt die Tatsache, dass die Firmen der zweitgrössten Volkswirtschaft sich inzwischen mehr Geld leihen als Unternehmen in allen anderen Ländern der Welt. Gegen Ende 2014 waren sie mit 14,2 Billionen Dollar verschuldet, das ist über eine Billion mehr, als US-Unternehmen angehäuft haben.

Nach Hongkong sind Banken aus Grossbritannien die aktivsten Geldgeber in China. Ein Umstand, der den Regulatoren im Königreich nicht entgangen ist. Fast 230 Milliarden Dollar haben die britischen Banken in der Volksrepublik verliehen.

Galt er det gået, værre bliver det.

Stabiliseret på et nyt højt niveau.

Han minder mig lidt om en meget forhenværende "cheføkonom" i BRF.

Vi går in i en tid med reformer. På så sätt kan vi byta växel utan att förlora fart och uppnå en medelhög till hög tillväxt och en medelhög till hög utveckling. Vi vill ha kvalitetstillväxt, sade Li.

Langt hen ad vejen vil det nok nærmere være en sammensynken frem for et decideret sammenbrud.

Kinas økonomi er fast funderet - i kviksand.

Nej, da!

Bare rolig, det bliver heller ikke forsøgt for alvor.

Om det synker sammen på den ene eller den anden måde - det er sådan set underordnet!

The Next Peg To Fall

klogeaage 35 skrev:The Next Peg To Fall

• Låsningen af DKK til EUR er ikke arbitrær, når 1000 mia. DKK ca. er vores im- og eksport, med en anelse til fordel for eksporten. Det skal ses i forhold til vores BNP på 1800 mia. EUR. Dvs. hovedparten af vores kunder befinder sig i udlandet sammen med vore leverandører. Så under alle omstændigheder så vil valutaen ikke være egnet til at skabe en konkurrencefordel. Får vore eksportører en fordel, så vil de sætte den fordel over styr med det samme, fordi de importerer fra de samme lande som de eksporterer til.
  I praksis i EU er der tale om alle mulige trekanthandler og de på stumper indeni produktet. Det danske indhold i f.eks. et skib bygget for en dansk reder i Korea er ikke til at forudsige, fordi værftet kun får ca. 30% af prisen - resten sendes videre til underleverandører, hvorved der udmærket kan komme et større dansk arbejdsindhold i et skib bygget i Korea end i et skib bygget i Danmark.
  
  Det næste er, hvor og hvem, der har finansieret virksomhederne. Hvis vi antager et kreditinstitut, der rimelig fornuftigt vurderer debitor, så vil de obligationer kunne sælges hvor investorerne ser deres fordel i det - det kan være en dansk pensionskasse eller det kan være en tysk. Se det var den opgave bankerne påstod at de havde - muligvis; men vi har altså set hvor ringe de har løst også denne opgave.
  
  Konklusionen er den, at DKK er udelukkende i vejen - og det er den p.gr.a. nogle forældede strygninger af folkedandserdragten (disse folkedragter er så også en pastice, for i almindelighed har folk rent rundt med, hvad der nu var praktisk og ikke været specielt optaget af om nissehuen nu vendte til den ene eller anden side.
  I dag består DKK faktisk udelukkende med det formål, at bankerne - specielt Nordea - kan drive deres småsvindel. Vi ser jo også, at man i USA knalder den ene milliardbøde efter den anden ud til bankerne for valutamanipulation (milliarder vel at mærke i USD).
• Når vi taler RMB ifht. USD så taler vi noget helt andet:
  
  Dels taler vi om, at prisforholdet mellem fødevarer, råvarer og olie er udsat for store forskydninger, hvilket i realøkonomien betyder at bytteforholdet i eksport/import forskyder sig voldsomt i værdi. Det noget, der så at sige ikke afficerer Europa - jo, der kan være noget om spansk landskinke og tjekkiske biler; men vi er derned i smagspræferencer, hvor en par annoncer i lokalbladet kan ændre forholdet. Ellers de varer, der kører i en - om ikke perfekt, så rimelig - konkurrence, der er reklame ligegyldig: Reelt er man ligeglad om olien er fra Nordsøen eller Saudi - de forskelle, der måtte være er et problem for raffinaderiet; men eller er de ligegyldige.
  Det er lidt som kunden kan egentlig være ligeglad med om gulvplankerne kommer fra Estland eller Canada - det er et problem for tømreren, som skal vurdere om der er granatsplinter i det ene eller det andet træ, der kan ødelægge hans værktøj: Det er det fagmanden får sine penge for - at finde den løsning som kunden vil have. Her er det så ligegyldigt om træet har stået i Thailand - man skal jo ikke føre lange konversationer med dørkarmen?
  
  Dels taler vi om en ommøblering af investeringerne, hvor kapitalen trækker sig ud af nogle områder for at vende tilbage, når de opskræmte fugle falder ned på grenene igen. I mellemtiden skal pengene parkeres et sted, hvor de ikke bare forsvinder ud i den blå luft: Det er typisk i amerikanske statsobligationer, der derfor bliver efterspurgte og USD generelt går op i pris.

Vi taler altså om situationer, der både i sin finansielle og realøkonomiske substans er forskellige - de virker så bare samtidig - og påvirker hinanden gensidigt i nogen grad.
Nu har jeg ikke set sammensætningen på valutareserven i Danmark fordelt på mønt; men Nationalbanken har klart benyttet overvurderingen af USD ifht. EUR til at forsvare DKK og bindingen til EUR med. Når spekulanterne i bankerne foretager et stormløb og spekulativt opkøb af DKK med henblik på at gennemtvinge en revaluering af DKK, så har det ikke været nødvendigt at lave statsobligationer og sælge dem (som det var i 2008) for at trykke kroneprisen. I stedet har man kunnet bruge det at skubbe investorerne, der i forbindelse med indfrielserne af realkreditterne har fået kontanter i hånden, over i USD.
I USD bliver de indtil realkreditterne i Danmark falder så meget i pris, at afkastet bliver rimeligt. De realkreditter vil falde i pris, for bankerne kan ikke uendeligt blive ved med at postulere deres høje værdi. Bankerne har købt deres eget lort selv - og de har så at tage smerten: Og den smerte melder sig, fordi indskyderne i bankerne er ikke interesseret i at finansiere bankernes indskud i Nationalbanken. Her skal man aldeles ikke undervurdere de mængder af valuta, der kan ligge i valutakassen: Den er uendelig, fordi den bliver købt; men betalt til bankerne med indskudsbeviser, som er negativt forrentet.

Helt typisk er man holdt op med at købe den fremmede valuta med udstedelse af statsobligationer - statsobligationer, som ikke har nogen baggrund i statens finansieringsbehov: Der føres nemlig en økonomisk politik, der ikke sanseløst bare pumper offentlige udgifter ufinansierede ud - som så skal dækkes af lånoptagning.

Det gjorde ikke så meget i 2008 for de obligationer var lange og røg ret hurtigt i pari, hvorfor de evt. kunne hjemkøbes og - om nødvendigt - refinansieres uden kurstab for nogen.

irrelevant!

By contrast, the criterion on which the US Congress focuses – the bilateral trade balance – is irrelevant to economists (and to the IMF rules). It is true that China's bilateral trade surplus with the US is as big as ever. But China also runs bilateral deficits with Saudi Arabia, Australia, and other exporters of oil and minerals, and with South Korea, from which it imports components that go into its manufactured exports. Indeed, imported inputs account for roughly 95% of the value of a “Chinese" smartphone exported to the US; only 5% is Chinese value added. The point is that bilateral trade balances have little meaning.

Det er det første tal, jeg har set på den kinesiske værditilvækst på eksportvarer. Importindholdet i eksporten er nemlig (direkte og indirekte) næsten det hele! Det gør det umuligt at manipulere valutaen for en hæderlig banksvindler.

Når så sammensætningen af importen også stritter i hver sin retning med faldende energipriser, lala metalråvarer og usikkert stigende fødevarepriser, så bliver det meget svært.
Ikke nok med det; men lande som Australien, Brasilien, Canada - ja, hele alfabetet - som er både metalråvare (der har gavn af lavere energipriser og devaluering) og fødevare eksporterende - samtidig, så er der ikke noget at sige til, at de enkelte lande går i spagat.

Var det så bare de bilaterale handelsbalancer, der var i uorden, så kunne det ordnes med valutajusteringer, hvor en generel overvurdering af USD kunne ryste investeringsstrukturen på plads i løbet af et par år. Men oven i det kommer ganske betydelige interne omfordelinger i en række ikke-ubetydelige økonomier.
Det betyder således, at makroøkonomien - der beskriver det mellemlange sigt - ikke kan få enderne fra de kortsigtede finansielle betragtninger til at nå de langsigtede mikroøkonomiske forhold. Kurverne i makroøkonomierne hænger ganske enkelt ikke sammen! Vi ved at investeringerne ikke er renteafhængige, når renten er så lav som den er - trods "bankøkonomernes" utugtige pisken af den døde hest.
Nok så meget betyder pengemængden heller ikke et fuglefløjt: Pengemængden er enorm; men den har ingen steder at gå hen - selvom den bliver ompakket nok så mange gange i opkøb af statsobligationer, der er udstedt for at belåne bankudlån.

Pengepolitikken er på mange måder løsrevet fra realøkonomien fordi investeringerne går uden om pengemarkedet. Det er jo ikke svært at få finansieret udenom bankerne.

igen igen.

Der er da ingen, der betaler tilbage - og det sker heller ikke.

de er på den!

Jeg vil ikke sige, at jeg havde forudset det; (enkelt måneds tal er ikke meget, at konkludere på og der er periodiseringer mm.); men jeg er langt fra overrasket.

Det, der holder Kina oppe i øjeblikket er de lavere oliepriser. Også til at forudse.

Hvad Helvede bilder den nar sig ind?

Han kunne jo bare have læst økonomidebatten, hvis han ville have holdt sig orienteret!

Det der altid er problemet i lange og mellemlange prognoser er at sætte dato på præcision og sikkerhed er sjældent muligt at opnå samtidigt og det forhold bliver mere udpræget jo længere tidsforløb man taler.

Kenneth Hoffman hæfter sig ved, at den kinesiske efterspørgsel efter metaller er styrtdykket.

Det er også en situation, vi i årevis har kunnet se komme. At der så er spekulanter og deres banker, der forsøger at holde priserne oppe - det er der ikke noget usædvanligt i - det er sådan den maskine virker. "Markedet" har altid ret; men "Markedet" er ikke altid relevant.

Den hårde konkurrence for det kinesiske produktionsapparat ses ved, at de kinesiske producentpriser er faldet i mere end et år, hvilket er et tydeligt tegn på at ledig kapacitet fører til prisfald.

Tja, der er opbygget en betydelig overkapacitet.

Finansmarkederne satser på at den kinesiske regering vil komme med yderligere pengepolitiske lempelser for at hjælpe væksten i gang.

Selvfølgelig vil den regering da tæve løs på den døde hest. Det ændrer imidlertid ikke på det faktum, at pengene er tabt.

Der er altså forskel på at være synsk og ikke være komplet idiot.

økonomidebatten!

Han konstaterer, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt men hvornår tumulten i det kinesiske system vil bryde ud.

Noget så uigennemskueligt som det kinesiske finanssystem kan man ikke stille uret efter.

Der vil altid komme finansielle kriser, og typisk med et mellemrum mellem 8-12 år, men det vigtigste er, at man kan mindsket effekten på selve makroøkonomien, og det mener vi at have værktøjerne til, vurderer han.

F.eks. er virksomhedsobligationer meget mere udbredt i USA.

Men ja, man bliver nødt til at bure finanssektoren inde med deres tab - og så se om 50 år om man kan huske hvad en bank var.

med fødevarer - ikke energi.

At det så også giver USA et håndtag på Kinas atomvåbenprogram - som egentlig er uinteressant for Kina - er en anden sag.

At fødevarepriserne skulle fortsat falde? Det tror jeg ikke på - der er altid betydelige transitoriske fænomener.

begynder igen på deres tåbeligheder.

Det er såmænd forudset!

Både CVN-76 Reagan og CVN-77 er klar til at stikke i søen for alvor. De skal formentlig kun have biblioteket med operationsplaner om bord - og evt. kernevåben for at tilgå vagten til søs. CVN-74 Vinson og CVN-75 Truman er klar.

CVN-70 Vinson er blevet afløst i Golfen af CVN-71 Roosevelt. Hun er som sådan principielt for hjemgående; men er tilsyneladende tilgået beredskabet i det Sydkinesiske Hav, mens CVN-73 Washington kommer op i omdrejninger efter at have afviklet ferie og fridage mm.

Resten er på værft i et eller andet omfang.

Man skal slet ikke undervurdere coalliasionsstyrker og deres missioner mod ISIS - reelt sparer de et hangarskib, som så kan få lavet andre ting.

Ingen tvivl om at investorerne er flygtet over i USD

Den høje kurs for USD er formentlig nok så meget et udtryk for, at aktionærer mm. har trukket sig ud af Kina og enhver form for kapital, der måtte være tllbage i selskaberne er lånekapital fra bankerne - enten direkte - eller indirekte gennem stråmænd.

Forsøget på at spekulere USD op er så lykkedes i et vist omfang. Man havde vel håbet på, at faldet USD fra 700 DKK/100 USD til 650 DKK/100 USD (eller en 5-10%) skulle være nok til at lokke investorerne tilbage - det er det så kun i exceptionelle tilfælde (og dem er der ikke mange af).

RMB er ikke blevet devalueret noget videre, hvorfor den så er fulgt med USD op. Det glæder naturligvis den kinesiske valutakasse; men dræber eksporten.
Man har såmænd ikke noget mod en revaluering af RMB, for det gør den eksport, der er, det mere værd.

Altså: Pristilpasningen af aktier sker ikke ved hjælp af en devaluering. Ja, så er der kun aktiekursen, der kan give sig.
Sandheden er den, at kineserne ikke kommer uden om en kraftig stigning på deres fødevarer, som importeres i stort omfang.

At de kinesiske banker går konkurs - det rager egentlig resten af verden en høstblomst, for der er da ved gud ikke nogen, der kunne finde på at indlåne i kinesiske banker.
Spørgsmålet er alene, hvor længe de kinesiske banker kan blive ved med at finansiere underskuddet i selskaberne. Det kan de jo ret så længe.

udløser  stop-loss ???

Ja uden tvivl  :
Ifølge avisen China Daily retter mistanken sig mod investorer, der har spekuleret i faldende aktiekurser via såkaldt shortselling. Det foregår ved at låne en aktie, sælge den, satse på at købe den igen til en lavere pris og aflevere den tilbage.

klogeaage 35 skrev:udløser  stop-loss ???

Ja uden tvivl    :
Ifølge avisen China Daily retter mistanken sig mod investorer, der har spekuleret i faldende aktiekurser via såkaldt shortselling. Det foregår ved at låne en aktie, sælge den, satse på at købe den igen til en lavere pris og aflevere den tilbage.

Der er så en vægtstang; men det grundlæggende er, at de kinesiske aktier ganske enkelt ikke er pengene værd: Der er ikke noget fremtidigt afkast svarende til prisen - eller til en årlig produktivitetsforbedring.

En egentlig shortselling standser af sig selv, når seriøse investorer ser en aktie som seriøst undervurderet og køber den. Så har spekulaten et problem: Han skal nemlig opdrive den aktie, fordi den skal leveres tilbage - den bliver ikke billig.

klogeaage 35 skrev:udløser  stop-loss ???

Ja uden tvivl    :
Ifølge avisen China Daily retter mistanken sig mod investorer, der har spekuleret i faldende aktiekurser via såkaldt shortselling. Det foregår ved at låne en aktie, sælge den, satse på at købe den igen til en lavere pris og aflevere den tilbage.

Jeg tror nu nærmere, at det, der kommer til at standse styrtdykket bliver, at de børser lukker.

Die Talfahrt an Chinas Börse beschleunigt sich. Trotz Gegenmaßnahmen der Regierung und Notenbank ist der Index Shanghai Composite zeitweise um bis zu 8,2 Prozent eingebrochen. Mehr als 1000 Werte wurden vom Handel ausgesetzt.

Aktierne bliver simpelt hen udelukket/suspenderet fra børsen.

Kina forbyder aktiesalg.

Det var som jeg sagde: Børsen nedlægges og går illikvid!